Præsten Per Ramsdals tale til demonstrationen igår

Icon_article Udgivet: Friday 14 August 2009 18:27 af Frida / Autonom Info Service

Tagget som: irakere kirkeasyl solidaritet tvangsudvisning
Område: danmark irak

Dagen i dag er en meget sørgelig dag. Torsdag den 13. August vil jeg i hvert fald personligt altid mindes som en utrolig forfærdelig og chokerende dag. Jeg havde i min vildeste fantasi ikke forestillet mig at ordensmagten ville gå ind i en kirke og hente nogen stakkels asylansøgere ud med vold og magt. Og jeg havde slet ikke forestillet mig, at det ville være så brutal, en aktion som det var.

Demoens start ved Brorsons kirke på Nørrebro

Jeg blev vækket kl. halv to i nat af politiet som ringede på min dør og sagde, at de bare ville orientere mig om at de lavede en lille aktion ovre i kirken for at tjekke om der var nogen derovre, der var eftersøgte, og hvis der var det, ville de arrestere dem.

På det tidspunkt var både kirken og min præstebolig omringet af rigtig mange betjente og samtidig var der trængt ca. 50 betjente ind i kirken. Indsatslederen frarådede mig at gå over i kirken - men da jeg senere kunne høre voldsomme skrig derinde fra blev jeg alligevel nysgerrig og gik ind ad en bagdør og op i kirken. Jeg vil næsten ønske, at jeg ikke havde gjort det, for det syn, jeg så har brændt sig så voldsomt ind på min nethinde, at jeg aldrig vil glemme det.

Irakerne havde samlet sig oppe ved kirkens alter og der stod de med babyer på armen - lige under alter billedet af Jesus, der hænger på ‑ korset. Kristus der lider, efter at være blevet tortureret og hånet og forfulgt. Nu stod de her under billedet og var en slags nutidige korsfæstede. Mennesker, som er berøvet deres frihed og deres muligheder for at leve et godt og trygt liv.

En af irakerne var kravlet op indvendig i kirkens tårn og stod nu og truede med at kaste sig ud og begå selvmord. Og politiet var ved at gøre en lagenpose klar, så de kunne gribe manden, hvis han gjorde alvor af det.

Det var for meget for mig - og jeg måtte gå hjem igen - og resten af natten fulgte jeg slagets gang fra mit køkkenvindue. Det var ligeså rystende at overvære, hvad der skete udenfor kirken, hvor en 2-300 aktivister var samlet for at protestere mod politiets aktion. Det var en højlydt men eller fredelig og ikke-konfronterende demonstration - men politiet brugte både knipler og peberspray for at holde styr på demonstranterne - og jeg så flere af de unge blive slæbt mange meter hen ad asfalten - og jeg har også senere set nogle af pigernes mærker på ryggen efter politiets knipler.

Jeg ved godt, at politiet siger, at jeg lyver, når jeg siger at det var kampklædte betjente, der var inde i kirken. De havde lyseblå skjorte og slips på, siger de. Det er også korrekt, men så kender jeg ikke et ord for en politibejent med lyseblå skjorte, slips og så med hjelm og visir og skjold. Det er åbenbart ikke en kampklædt betjent - men jeg havde ihvert fald aldrig troet at jeg skulle se panserskjolde inde i kirkerummet.

Alle mændene blev taget med og sidder nu i asylfængslet i Ellebæk ved Sandholmlejren. Alle kvinder og børn blev åbenbart opfordret til at gå, inden mændene blev anholdt - og de er nu spredt for alle ‑ vinde hos bekendte og familie rundt om i byen. Nogle forlod kirken i natkjole og bare tæer.

Da politiet var færdig med arrestationerne forlod de kirken fuldt oplyst og uden at lukke kirken af, så alle og enhver i princippet kunne gå ind og tage for sig af kirkens inventar og af irakernes personlige ejendele såsom computere og andre ting.

Jeg gik over for at låse kirken af ved 5-tiden - det så meget hærget ud. Der var blevet smidt med stole og alteret var ret ramponeret. Lige da jeg skulle til at slukke det sidste lys, så vi en arm, der rakte op over bunken af stole, der lå i hjørne. Og vi blev helt chokerede da vi fandt en af de rigtig gamle irakiske kvinder sidde bag stolebunken. Hun var helt i chok og kunne ikke sige noget. Hun har sukkersyge og var helt dehydreret. Vi fik givet hende noget vand og nogle af de frivillige tog sig af hende. Men jeg er glad for at vi nåede at finde hende - ellers havde hun siddet hele natten bag stolene.

Jeg må indrømme, at jeg slet ikke har ord for det, jeg oplevede i nat. Jeg er overbevist om, at politiet havde ønsket at jeg holdt mig væk fra kirken - for nu er jeg den eneste, udover irakerne og politiet, der har set, hvad der foregik i kirken.

Jeg var også helst foruden denne oplevelse, må jeg indrømme, for det var rigtig slemt at stå og kigge på de mennesker, som i de sidste 3 måneder er blevet vores venner her i kirken.

Der er Mahmood på 65, som jeg har haft mange filosofiske og religiøse samtaler med om både islam og kristendom.

Der er Shalaw på 23, som har fortalt mig hele sin historie om, hvordan hele hans familie er blevet dræbt.

Der er Salar, som er gift og familiefar til Bishan på 14 og på den lille baby Niros på 16 måneder.

Ja, og mange, mange andre.

‑

For os i kirken er de ikke mere bare asylansøgere eller ansøgninger eller numre i et kartotek. De er blevet mennesker i kød og blod - mennesker som også er skabt af Gud ligesom vi - og som fortjener at ha' et godt liv her på jorden - og at blive behandlet med respekt for deres menneskeliv. Jeg havde ikke drømt om, at de bare ville blive skovlet ud af kirken og sat i et gement fængsel med henblik på at blive returneret til det krigshærgede og kaotiske Irak, som de er flygtet fra. Hvad er det for en måde at behandle mennesker på. Jeg havde virkelig håbet at man kunne løse konflikter i vores land på en anden måde, end den man bruger i mange totalitære stater.

Jeg synes det er en sørgelig dag for vores land og vores samfund - ja, og så synes jeg også at det er en sørgelig dag for vores Folkekirke. For i dag har vi mistet en del af vores identitet - en del af vores værdi - netop til at være et anderledes sted på jord - at være et anderledes rum - et helligt rum - et fredhelligt rum, hvor man kan søge tilflugt, hvis livet bliver ubærligt at leve.

I alle andre lande respekterer man kirkeasyl - og den lovlige øvrighed kunne ikke drømme om at gå ind i kirken - men denne uskrevne regel og ældgamle tradition gælder åbenbart ikke i dette land. Dette land som jeg ellers altid har set på som et åbent og tolerent land, som går ind for frihed og medmenneskelighed og menneskerettigheder.

‑ Disse værdier er der gjort et voldsomt indgreb på i nat - og jeg synes, det er svært at komme videre. Den 13. August er en frygtelig dag - en sørgelig dag, men jeg kan kun opfordre til at vi står sammen og hjælper hinanden med at komme videre. Vi må løfte hovedet og blive ved med at kæmpe for fred og retfærdighed og kærlighed her i verden.

Tusind tak til alle de mange hundreder mennesker, der har været med i Kirkeasyl - og til alle jer der har støttet med penge eller andre gaver - og ikke mindst opbakning. Tak fordi I møder op her i aften og protesterer sammen med os.

Jeg ber for irakerne og håber, at det stadig er muligt at gi' dem en god udgang på denne tragedie.

Tak.