Indymedias weekend-føljeton: HUNDEN – EN KELTIS

4.kapitel: Dræb et menneske på grund af dets tanker Resumé: I helikopter flyves O’Brien ”Hunden” over det irske hav til London. Mens retssagen åbner, hersker der en vis febrilitet i politiets efterforskningsafdeling. Skønt man ikke har tøvet med torturen, er Hunden stadig tavs. På anklagebænken sidder han, maltrakteret til ukendelighed, og smiler ved tanken om hans ”harer”. To af dem er ved at installere deres Armalite geværer i en parisisk lejlighed – med udsigt til den britiske ambassade. ....

Britiske soldater i Belfasts gader

”Long Kesh” – briternes berygtede højsikkerhedsfængsel for IRA-fanger

Mens hun slappede af i det varme sæbevand, tænkte Phil tilbage på den sidste gang med Eddie...

”Harene”, var gået i aktion.

_________ BELFAST ” Det er sådan, det forholder sig, Sir”, sagde MacIntyre til den kommanderende officer. ” O’Brien er ansvarlig for planlægning af en række alvorlige attentater. Men altså ud fra de oplysninger, vi har kunnet samle, så ved ikke engang han, hvad der er angrebsmålene, hvem der vil deltage. Han kender ikke engang deres dæknavne. Han har rekrutteret tre mænd. Deres navne har vi – godt - men han har instrueret dem i at holde sig helt ude af bevægelsen og selvstændigt hver især rekruttere endnu en person. Vi har altså at gøre med tre kommandoer i England eller på kontinentet, og de råder over en helvedes masse penge, der sandsynligvis stammer fra den serie af bankrøverier, der fandt sted sydpå sidste måned.” ”Hvordan ser det ud med deres pas? Identitetspapirer? Andre papirer?” ”Dér var han også ude på tynd is. Han har ikke set nogle papirer. En eller anden, som han kalder for ’onkel Chris’ er ansvarlig for det. O’Brien aner ikke, hvem denne ’en eller anden’ er, men han kaldte ham for ’Yank’. Jeg kan fortælle Dem, Sir, denne gang har de virkelig afsikret sig i alle ender og kanter”. ”Ja, godt nok MacIntyre, lad os begynde med det, vi har. Jeg har brug for de tre navne og de papirer, der hører til”. MacIntyre var godt forberedt og trak papirerne op af sin taske. ”Den første, Sir, er Gerard Pius Enwright, 29. Kommer fra Jamaica Street i Ardoyne. Sad to år for at have bortført en bil i 1977. Kunne være kommet ud efter 10 måneder, men han deltog sammen med Nugent og drengene i strejken i Long Kesh og der har han også afsonet sin fulde straf. Løsladt maj 1979. Siden da ukendt opholdssted. Er blevet set i Belfast. Den anden er William Delaney, kaldet Liam. Han kommer fra Brandywell i Derry. Som teenager blev han såret under den blodige søndag i Derry. Formodentlig blev han medlem af Fianna kort tid efter, senere steg han i graderne og blev optaget i IRA. Sprængstofspecialist. Opererede formodentlig i grænseområdet. I Norden ikke tidligere straffet, men sad fængslet et år i Syden på grund af medlemskab. Den tredje mand er os en gåde. Phil Clarke. Ham har vi overhovedet intet på. Alle de spørgsmål, som stemmen stillede til O’Brien angående denne mand, besvarede han blot med en vanvittig hikken og han plaprede hele tiden ud om ’vores dag vil komme’, eller sådan noget lignende. Sergeanten gennemgår papirerne en gang til, og vi har bedt om hjælp fra Garda i Dublin. De har lovet, at de vil tage sig af denne mand, og sende os alle de oplysninger, de har om Delaney plus et foto. Vi har et af Enwright, men det er over fem år gammelt og han har helt sikkert ændret sit udseende. ” ”Ja, godt, MacIntyre. Jeg vil gerne have en komplet oversigt over Enwright’s og Delaney’s bekendtskabskreds. Vi må vide, hvem de er vokset op sammen med, hvem de gik i skole med. Vi har brug for navnene på deres slægtninge og på de, der er blevet gift ind i familien. Hvem drikker de sammen med og hvor? Kør navnene igennem computeren. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Vi praler så rigeligt med, at computeren kan nævne os farven på tapetet hos hvem som helst, altså skulle vi være i stand til at tjekke deres omgangskreds af. Og find ud af, hvem denne Clarke er. Og så er der også denne ’onkel Chris’. Kan vi ikke få efternavnene ud af O’Brien? Hvis han er i Amerika, har han formodentlig kontakt med Noraid eller med Caucus. Bank i bordet hos FBI! Måske er han rejst ind i landet illegalt, og vi kunne måske opnå, at han bliver udvist og overgivet til os. Efter Reagan har sat sig i stolen er Washington og Lanley blevet mere samarbejdsvillige, men helt ærligt, så er der visse vanskeligheder forbundet med sager om udvisning. De irske amerikanere vil gøre et stort nummer ud af det, når sådan en gammel veteran fra den irske borgerkrig bliver udleveret, og politikere som Kennedy og Biaggi vil koble sig på Paddy-kampagnen. Men, har De fået noget som helst ud af O’Brien om, hvornår hans såkaldte ’harer’ vil gå i aktion?” MacIntyre rystede på hovedet med dyster mine. ”Nej, Sir. Det har han nok heller ikke selv en anelse om. Han ved kun, at det bliver snart. Selv om vi har fået den svinehund til at tale, så morer han sig stadig over os”. ”Lad dog være med at vrøvle, mand, han har garanteret sørget for, at de kan komme i kontakt med ham og omvendt!” ”Naturligvis har de spurgt ham om det, Sir, men det er altsammen så vagt. Kort tid før han for sidste gang blev bevidstløs, nævnede kan ’korporalen’ – velsagtens et slags dæknavn. Men ellers ingenting.” ”Folkene i Dublin skal lige tjekke det i computeren. Når alt kommer til alt, har vi jo fået den fra dem. Eller var det omvendt? De skal nok komme til at samarbejde, om de vil eller ej. Såvel de som vi ønsker ikke flere spektakulære anslag à la Mountbatten. Denne idiot til en irsk ’premierminister’ bliver jo til en røvslikker, bare man anerkender ham som ’statsmand’. Vi fandt også ud af det med Michael Collins i 1921. Klap en paddy, og han vil kysse dine støvler”. ”Undskyld, Sir, men jeg tror, at Hunden er noget anderledes.” ”Det ved jeg, idiot, hvorfor tror De, vi har måtte underkaste ham den behandling? Fanatiske tosser vil der altid findes, disse vanvittige folk, der aldrig glemmer, aldrig tilgiver, som vi ikke kan købe, men som vi kan eliminere. For at vinde denne lille, beskidte krig skal vi bare identificere dem”. MacIntyre hostede. ”Der er endnu en ting, Sir. Det er alt sammen optaget på bånd, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op med det. Jeg synes, at han er en forbandet tosse. Kort før han endte med at blive bevidstløs, slap der noget mere ud af ham”. ”Ja?” sagde officeren afventende. MacIntyre trykkede på knappen og rummet fyldtes af gyselige toner og en stille hvisken, der lød lige så uhyggelig som forrykt. Det var Hundens stemme. En monoton singsang. ”Jeg stammer fra O’Briens af Ara, af Conagh, af Podelbrien, fra kongerne af Thomond. Den stærke hånds sejr. Vores banner med de tre løver var med Brian Boru i Clontarf. Vi var greverne af Inchiquin, lensgreverne af Thomond og baronerne af Burren. Vi fulgte de vilde gæs. Vi rystede alle imperier, men vi skabte intet selv. Vi er Tuatha. Vi er overalt”. Officeren stirrede på MacIntyre. ”Det kan godt være, han er en tosse, men i så fald en meget farlig en”. MacIntyre rømmede sig. ”De har ret, Sir, men hvad skal der ske med fangen? RUC beklager sig stadig væk over, at telefonerne gløder på grund af ham”. ”Det er for sent at tænke på det nu, MacIntyre. Jeg skal til appel. Vi lapper ham sammen igen, og giver drengene fra Londons politi besked på at komme og hente ham, så vi bliver fri for ham. De kan så anklage ham for medlemskab af en terroristisk forening og begrave ham i et højsikkerhedsfængsel. På den måde kan vi sætte ham fast et par måneder, uden nogen ved, hvor han er, og forhindre at han giver meldinger tilbage til Belfast eller Dublin. Vi må omgående alarmere vores kollegaer i Europa og sikre os, at der ikke slipper et eneste ord ud til den forbandede presse. Vi er et hoved foran, men ved endnu ikke nok. Havne og lufthavne må overvåges mere intenst døgnet rundt, og vi har brug for oplysninger om alle de grupper på kontinentet, der har kontakt til paddierne, altså baskerne, bretonerne og hvad der er tilbage af den tyske Røde Armée Fraktion.Og så vidt vi ved, har de også slået sig sammen med de forbandede Røde Brigader i Italien. Der er masser af folk, vi må tage kontakt til i denne sag. Sørg De for, at begge fotografier bliver fremskaffet og sendt rundt pr. telefax samtidigt. Afsted, igang med arbejdet!” MacIntyre gjorde honnør og forsvandt på stedet. Officeren lænede sig tilbage og tændte en pibe. Det var en ubehagelig sag, og MacIntyre havde klokket i det. Han skulle ikke have overladt O’Brien til den skotte. MacIntyre var ivrig, men uegnet til en så vigtig opgave. Han måtte fjerne ham fra denne operation. Hvis den gik galt, ville MacIntyre være den ideelle syndebuk. De forbandede psycho-drenge ville grine skadefro. Deres pilotprojekt med deres nye ’legetøj’ var jo afsluttet. Nå ja, skidt med det, tænkte han. Snart ville han ikke længere have noget at gøre med det. London var dømt til at tage sig af sagen. Han skulle bare sørge for at få røven ud af skudlinjen. ** O’Brien havde mistet kontrollen. Han lå halvt bevidstløs og stivnet på en feltseng. Han var snørret fast med remme, og hans hjerne befandt sig på en længere ferierejse. Han mærkede knap nok det ryk det gav, da helikopteren lettede og fløj over det irske hav til London. Da O’Brien to dage senere for første gang kom for en dommer i Marylebone, sådan som det siden skulle gentage sig mange gange, så han ud som en zombie. I retssalen havde den stille observatør, som IRA havde udsendt, svært ved at genkende den mand han havde talt med få måneder før, da IRAs hærledelse mødtes i Wicklow bjergene. Den forsvarer, som var blevet beskikket til ham, kunne ikke få et ord ud af Hunden. Hans mærkværdige smil, hans tomme ansigtsudtryk var skræmmende. Selv fængselsbetjentene var foruroliget. ”Han er kappet helt over” mumlede en af dem. ”Det er helt sikkert”, svarede hans kollega.”Hvad i djævelens navn har da de lavet med ham?” Et flygtigt smil viste sig på O’Briens ansigt. Udflydende tanker dæmrede fra dybet af hans bevidsthed. Han talte for første gang i tre dage. Dæmpet, stille. ”Mine Harer!”, mumlede han. ”Mine drenge vil få de svinepelse til at svede”. ________ PARIS Conciergen, Madame Dabré, kiggede op på den unge præst. Hun fik knap nok tid til at undre sig over, hvad han mon foretog sig i foyeren i hendes eksklusive appartementejendom i Rue Rivoli, da hendes hoved blev trukket bagover og hun mærkede den sødlige lugt af kloroform. Da hun kom til sig selv igen, befandt hun sig i sit eget kosteskab, kneblet og fastbundet til en stol. Hun forsøgte at sprælle og skrige, men uden held. Med gallisk stoiskhed slappede hun af og lænede ryggen op ad væggen. Hun fik nok ilt i kosteskabet, og man ville sikkert snart finde hende. Det var meget spændende. Der ville bestemt komme et fotografi af hende i Le Souvenir, måske endda også i Paris Match. Hendes søster i Louvain, denne heks, ville blegne af misundelse. Hun undrede sig over denne præst. Hvorfor i alverden gik han rundt med en golftaske? Oven over hende, i den luksuriøse første-etage-lejlighed tilhørende Monsieur og Madame Benoit, der netop nu var på ferie i alpebyen Gstaad, havde præsten helt andre ting i hovedet end Madame Dabré. Han var i færd med at montere RPG-raketkasteren og kontrollere dens visier-fiksering. Ved siden af ham var hans ’gejstlige broder’ i gang med at tømme kassen med håndgranater og afprøve sit Armalite-gevær. Der var ingen af dem, som sagde ret meget. De var af natur ikke så snakkesalige og havde nok at gøre med at bringe deres udstyr i orden. Den første ’præst’, Peter Ambrose, hos den engelske sikkerhedstjeneste bedre kendt som Gerry Enwright, var vant til ro. Han havde indtil for kort tid siden været to år i isolation i Long Kesh fængslets H-blok 5. Under afprøvningen af hans RPG 7 kom han – som hver dag – til at tænke på fængselscellen. Stanken af ekskrementer fyldte hele fængselsgangen, og hans eneste indretningsgenstand, en madras der var fuld af urinpletter, som fængselsvagterne hver dag sprøjtede med et desinfektionsmiddel, havde ikke meget til fælles med Benoits overdådigt indrettede lejlighed med malerier, tæpper og andre kunstværker. Han følte den fine krave på sin katolske præstekjole, som han havde fået syet for nylig og tænkte tilbage på det grove tæppe, som i to forfærdelige år havde været hans eneste påklædningsstykke. ”Den ædleste beklædning, som en ukuelig irer kan bære, er en fanges tæppe i tæppestrejken”, hed det sig i en sang. I en sang, som skulle vække følelserne hos bodegapatrioterne, der fylder sig med Guiness eller whiskey i de illegale drikkebuler i Belfast og Derry eller i barer i Boston og New York. Det kan være rigtig nok, tænkte Enwright, men på et eller andet tidspunkt har man trang til også være anstændigt klædt. Det var ikke fordi, han fortrød de to års tæppestrejke. Det var hans egen beslutning. Han havde sine principper og derfor nægtede han at acceptere ’kriminaliseringen’. Han var ikke nogen kriminel, men en krigsfange. Dømt af særlige domstole i henhold til særlovgivning. Ingen nævninge og en korrupt, unionistisk dommer. Han havde fulgt Kieran Nugents eksempel. Nugent stammede også fra Belfast og han havde erklæret: ” Hvis I vil, at jeg bærer fangedragt, så må I sømme den fast til min ryg”. Og således havde de måtte lide, de tæppestrejkende. Og Bobby Sands og ni andre fanger var døde i sultestrejke. Enwright havde kendt de fleste personligt. Han blev løsladt, før sultestrejkerne startede i 1980, men emotionelt følte han sig stadig som en mand i ”tæppestrejke”. I 1977 havde det været helt logisk for ham at gå i tæppestrejke, lige så logisk som det havde været for ham at tilslutte sig provoerne i 1974, efter at briterne havde skudt hans yngre bror. Hans fængselsophold havde kun hærdet ham, overbevidst ham om sagens rigtighed. Det havde givet ham tid til reflektion og analyse og han havde gennemgået den kartarsiske proces, det er at blive en overbevidst revolutionær. Terence MacSwiney, borgmesteren i Cork, som i 1920 døde efter 73 dages sultestrejke, havde sagt: ”Ikke de, som kan tilføje den største lidelse, men de, der kan bære den største lidelse, vil sejre”. Efter to års tæppestrejke kunne Enwright erklære sig enig. De daglige prygl og chikaner fra fængselsvagterne, som udsultede dem, havde gjort det klart for ham, at der var en masse at sige om alt det vrøvl med ’selvforskyldt lidelse’. Da han kiggede gennem sigtekornet på sin RPG 7, der var rettet mod dørene på den britiske ambassade, som lå på den modsatte side af den snævre gade, tænkte han pludselig på Bobby Sands, på Underhusets repræsentanter og på martyrer. ” Til din ære, Bobby”, mumlede han. ____________ LONDON I en bar celle, hvor den stærke pære i loftet lyste døgnet rundt, sov Hunden. Fængselsbetjenten, der kiggede gennem dørhullet, kunne se på den urolige søvn, at han drømte. Pludseligt åbnede hans kæber sig til et skrækkeligt gab og en krampe fortrak hans indfaldne ansigt. Han lo. Et par lallende ord trængte ud af en forvrænget mund. Betjenten kunne ikke forstå ordene, men det gjorde ikke noget. Intet ville forbigå det elektroniske aflytningsudstyr, som var gemt i væggen. Vagten skød dørhullet til og fortsatte sin rundgang. To måneder senere kom transkriptionen af de bånd, som også indeholdt Hundens drømme til at udløse en sælsom kædereaktion i Washington D.C. Men agenten fra den britiske efterretningstjenestes Irland-afdeling, som næste morgen gennemhørte båndene i fængselsdirektørens kontor, havde ikke den ringeste anelse om, hvad det var, han hørte rent akustisk og forsøgte at gætte de forvrængede ord, som kom ud mellem Hundens udtørrede læber. ”Vindhundene. Disse røvhuller kender ikke vindhundene”. Hegarthy, efterretningsagenten lo. ”Vindhunde, for Guds skyld. Denne paddy er fuldstændig vanvittig”, sagde han til sig selv, mens han pligtopfyldende nedfældede ordene i sin dagsrapport. ________ PARIS Damien Morgan sad ved vinduet og kælede for sit Armalite gevær. Han vidste, at nu var lejligheden kommet, hvor der var mulighed for at få skadeerstatning. Den lejlighed ville han ikke lade gå fra sig. Morgan var vokset op i Belfast i 50’erne og 60’erne. Indtil hans femten års fødselsdag i 1969 havde han stort set været upolitisk, men Orange-ordenens progromer dette år, havde med ét slag forandret ham. Som det også var sket for mange andre katolikker, havde Damien og hans familie oplevet, at en brølende pøbel af berusede mænd fra Orange-ordenen brændte deres hus ned og drev dem ud på Spamount Street, mens de protestantiske politifolk grinende stod og så på. Orangeisterne var kommet fra bydelen Tiger-Bay overfor, og da de ud på morgenen forlod de ulmende gader og vaklede hjem for at fejre endnu en stor sejr over paveslænget, måtte Damien og hans familie forlade deres hus, som var ødelagt af ilden, lade deres få ejendele på en kærre og sætte retning mod et af de hjemløseherberger, der i al hast var blevet oprettet i ghettoen. Næste dag havde Damien forladt herberget og begivet sig til et hus i Turf Lodge for at slutte sig til IRA. Indenfor en uge blev han medlem af Fianna, IRAs ungdomsorganisation. Da IRA blev splittet, tøvede Morgan ikke et øjeblik med at tilslutte sig de frafaldne, der snart fik betegnelsen ’provos’. I begyndelsen var det ældre republikanere fra 40’erne og 50’erne, der dominerede i den ret så konservative gruppe. Disse oldies havde i 60’erne vendt bevægelsen ryggen, da det ’officielle’ IRA havde taget afstand fra vold og havde overtaget socialistiske fraser med stalinistisk fortolkning. De nye, unge medlemmer som Damien var overhovedet ikke interesseret i de politiske uenigheder. De ville action. De ville have geværer, så de kunne beskytte deres ghettos mod politiet og orange-pøblen. De ’officielle’, de sleske svinehunde, som den nuværende generation kalder dem, havde solgt IRAs våbenarsenal fra 50’erne til en ikke-eksisterende ’Hær for et frit Wales’. Derfor var Derry og Belfast forsvarsløst udleveret under progromerne i 1969. IRA stod godt nok med ryggen mod muren, men blev i folkemunde hånligt omtalt som ’I Run Away’. Provoerne ville sørge for, at dette aldrig, aldrig ville ske igen. Morgan voksede sig ud af Fianna og trådte ind i IRA. 1971 var han i New Lodge Road, da den første britiske soldat, artilleristen Curtis, blev skudt. Som så mange andre var Morgan forbløffet, da de første tropper marcherede ind i Derry for at ’beskytte’ katolikkerne mod orangeisterne og det ’sekteriske’ politi. Hvedebrødsdagene var dog snart til ende. Belejringen af Leeson Street i Belfast og den tiltagende brutalitet mod katolikker fik store dele af den katolske arbejderklasse til at se de britiske soldater som deres fjender. Løgnen om britisk neutralitet brød endelig sammen, da interneringerne begyndte i august 1971. Det var nemlig borgerretsaktivister og republikanere, der blev interneret, ikke de loyalistiske våbenbrødre og mordere. Damien undslap anholdelsesbølgen, da han på det tidspunkt var på et uddannelseskursus i Dundalk og havde sluttet sig til kliken af de hårde drenge fra Norden. De forvandlede den engang så sovende grænseby til et El Paso med skudvekslinger, pengebeskaffelsesaktioner og operationer på den anden side af grænsen, for at ’tage kampen op mod briterne’. I de få måneder voksede respekten for Damien blandt de hårde drenge, blandt mænd som Martin Meehan og Dutch Doherty, der var brudt ud af fængslet i Crumlin Road og blevet aktive i grænsebyen. Damien havde længtes efter at blive en af dem, men hans første egentlige operation, et bombeanslag i Newry, endte med en personlig fiasko. Han blev taget på fersk gerning og bragt til politiets torturcenter i Gough Barracks i Armagh. Efter to dages prygl brød den attenårige sammen, forrådte to små våbendepoter og prisgav navnene på to IRA-folk. RUC løslod ham på den betingelse, at han skulle arbejde for dem som betalt spion, ”ellers...” - Ellers ville de anholde ham igen, hænge han op på et mord eller lade IRA vide, at han havde fungeret som spion. I sidstnævnte tilfælde ville IRA skyde ham. Damien havde på trods af alt meldt sig igen hos sin IRA-enhed og åbent indrømmet alt. Den kommanderende IRA-officer i hans brigade havde været forstående, fordi han var klar over, at teenageren havde været igennem en masse. Men de kunne kun tilbyde ham eksil. En genoptagelse i IRA var udelukket. Samme aften blev Damien bragt til Liverpool-færgen og fik en enkelt ordre: Vend aldrig mere tilbage! De følgende år var et mareridt for ham. Sæsonarbejde i havnen og aftenkurser på en højere teknisk skole, gav ham delvis en uddannelse men intet fornuftigt arbejde. Krigen i Irland gik videre, og sporadisk sprang der også irske bomber i England. Da var en irer fra Belfast ikke velkommen på arbejdsmarkedet, og chikanerne fra det engelske politi garanterede, at han ikke blev for længe i det samme job. Et par gange lykkedes det ham at sluse sig ind i Belfast for at besøge sin familie. Han mødte også gamle venner som feks. Enwright, som han var gået i skole sammen med. Men selvom de mænd, der havde givet befaling om hans eksil, enten var døde eller i fængsel, gjaldt deres oprindelige ordre stadigvæk. Og hele tiden var han plaget af dårlig samvittighed. Han havde givet informationer. Han var, selv om det var mod hans vilje, blevet til forrædder. Og så havde han modtaget dette brev. Som sendt fra himlen – fra Enwright. Et meget forsigtigt brev. Det lovede ingenting. Men brevet indeholdt en togbillet til Dublin og en instruktion om at indfinde sig på et bestemt tidspunkt i Carney Arms i Dun Laoighaire. Morgan lod sin ugeløn være ugeløn, og samme aften tog han færgen, da brevet – godt nok mellem linjerne – havde antydet en benådning. Og nu befandt han sig så her i Paris, var klædt som præst og holdt Armalite-geværet, som han havde modtaget i et lille hus i en forstad til Paris. Huset tilhørte en bretonsk separatist, der ofte tog til Irland på grund den ’keltiske musik’, og altid viste sig parat til at gøre drengene en tjeneste. Morgan ventede med sit gevær på, at Sir Henry Wakehurst, hendes majestæts ambassadør i Frankrig og en af Europas førende efterretningseksperter skulle køre gennem den søjlebesmykkede indgangsportal til ambassaden. Han kiggede på sit armbåndsur. Kun et par minutter endnu. Han kiggede over på Gerry og beundrede ham igen for den ro, han udstrålede. Hvis to år i tæppestrejke havde lært ham noget, så var det tålmodighed. Klokken var fem minutter i tolv, torsdag d. 19. maj. _________________ 5. kapitel Resumé Det ser ud til, at de illegale IRA-celler, ”Harene”, nu er i fuld gang med at forberede væbnede aktioner på kontinentet. Mens to IRA-aktivister forklædt i sexy præstekjoler agerer i Paris, udgiver andre sig som yuppie-forretningsmænd i London. Alt imens en attraktiv, sensuel kvinde et helt andet sted i verden afslører sin forbundethed med den irske sag. ”Sleeperne” bliver aktiveret... _____________________________________________ LONDON På samme tidspunkt sad Liam Delaney på Codgers Pub i London, i en sidegade til Fleet Street, i byens hjerte. Kun få af hans gamle venner fra Brandy-kvarteret i Derry, hvor han var vokset op, ville kunne genkende ham. Det lange hår, skægget og bakkenbarderne var forsvundet, jeans og cowboyjakke lagt bort. Her sad han glatbarberet iført en dyr Armani-habit. Hans Derry-slang var det svært at skjule, men han forholdt sig under alle omstændigheder temmelig ordknap. Tale, det var noget andre kammerater tog sig af. Han kiggede igen på uret. Jim Jackson trådte ind ad døren, kiggede sig omkring i det overfyldte værtshus, fik øje på Delaney og gik hen til baren. Fem minutter senere satte han sig ved Delaney’s bord og stillede to skotske æggeomeletter, der var set bedre, samt to krus Watneys fra sig. Delaney, der altid drak Guiness, kaldte det for noget værre kattepis. ”Hvad så?” ”Ingen problemer, alt er ved det gamle, det er da ikke fordi jeg overanstrenger mig!” Som Delaney var også han klædt som gentleman, men i modsætning til Delaney, der så komisk ud i den uvante beklædning, så bar Jackson tjenestetøjet med en selvsikkerhed, som om han var blevet født med denne distinktverede adfærd. Det var heller ikke så underligt, for de første 20 år af hans liv havde han tilbragt sammen med sine forældre Lord og Lady Gregory Jackson på deres slægtninges gods i East Grindstead udenfor London. Hans far, en finansmand i London, var død for et par år siden, da Jim studerede kemi i Brunel. Hans mor og hans stedfar levede stadig på godset, men ikke Jim. Han var flyttet hjemmefra og havde lagt skjul på, hvor han egentlig kom fra. Kontakten til sin mor havde han dog ikke afbrudt fuldstændigt, og således havde han stadig adgang til den gamle portnerbolig på familiegrunden. Her havde han de sidste 3 dage set til, mens manden fra Derry arbejdede. De var en usædvanlig duo. Ireren gav aldrig efter, var forstokket, en macho og så målrettet, det næsten var en besættelse. Jackson derimod var imødekommende, smidig, næsten for blød – men det var altsammen bare facade. Bag alt dette gemte der sig ikke en lille forkælet søn af aristokratiet. Han var fuldstændig ligeglad med rigdom og samfundsmæssig anerkendelse. Han nærede et dybt had til det samfund, han var blevet født ind i. Oprør, modstand og alt ’det onde’ havde altid tiltrukket ham langt mere end autoritet, repression og ’det gode’. Den gyldne middelvej betød jo bare middelmådighed. Hvad kunne der være godt ved det? Han var anarkist og derfor var han sammen med ireren. De havde mødt hinanden et år tidligere i Yemen, i en af PLOs træningslejre. Jackson havde kæmpet sig vej dertil som en af de få overlevende fra den socialrevolutionære Symbionese Liberation Army, som han under sit studie på Berkeley havde sluttet sig til i 1974, kort før bortførelsen af mediemilliardærens datter Patti Hearst. Han var en gåde for amerikanerne, men hans kendskab til kemi viste sig at være ganske nyttig, skønt han havde forladt SLA kort tid efter skyderiet, hvor general Cinque, alias ex-svindleren Donald DeFreeze, var blevet dræbt. Efterretningstjenesten havde ikke lagt mærke til ham, selv om han havde knyttet et net af internationale forbindelser med udgangspunkt i bæstets hjerte – en betegnelse for USA, som han havde overtaget fra Ernesto Che Guevara. Han var stadig i besiddelse af en lejlighed i North-Beach-district i San Francisco. Således hændte det, at han år efter dukkede op i træningslejren i Sana. De havde været en broget flok i denne lejr: Fortrinsvis arabiske og tyrkiske revolutionære, et par tyskere fra RAF og den anarkistiske 2. Juni bevægelse, fem medlemmer af De røde Brigader, et par baskere og to irere. En af disse irere var Delaney, og i løbet af de tre uger, de tilbragte i lejren, havde der udviklet sig et sælsomt venskab mellem den tavse irer fra Derry og den belevne mand fra London. Til at begynde med vidste Delaney slet ikke, hvad han kunne have til fælles med ”Briten”, som han kaldte ham i tankerne. Tid til selskabeligt samvær var der i forvejen ikke ret meget af. PLOs træningsfolk tog hårdt fat i hver eneste af dem. Morgenmotionen startede klokken seks hver dag. Resten af formiddagen gik med kurser om våbenlære og konstruktion af bomber. Om eftermiddagen fulgte bevægelsesøvelser i terrænet. Derefter blev der holdt fordrag om zionismens ugerninger og nødvendigheden af international, revolutionær solidaritet, og omkring klokken ni om aftenen gik de fleste mænd og de få kvinder udmattede i seng. Ireren var imponeret over Britens rolige adfærd, metodiske snilde og nådesløse beslutsomhed, og således havde der udviklet sig et mærkværdigt venskab og kammeratlighed mellem dem. Delaney havde lagt vægt på at få en kontaktadresse på manden fra London og derfor kom han et år senere, da han blev rekrutteret af Hunden for at blive sendt til London, i tanke om den rolige, bombekyndige brite. Mens han nu sad i denne engelske pub, omringet af fjenden, og følte sig utilpas i det stive jakkesæt, blev han klar over, at han havde truffet det rigtige valg. Så vidt var han forberedt. Det første skridt kunne nu blive iværksat. Det ville være svært at standse dem nu. Jackson blev meget overrasket, da manden fra Derry pludseligt var dukket op fra det blå og havde forelagt ham planen. ”At overtage en bygning? Er du blevet gal, Paddie?” var hans første reaktion. Da det gik op for ham, at det ville dreje sig om ialt fireogtyve bygninger, troede han, at Ireren var blevet total forrykt. Efter Delaney tålmodigt havde sat ham ind i planen og forklaret ham detaljerne, strålede Jacksons øjne. Det kunne lade sig gøre, for fanden da, det ville lade sig gøre. Dagene i portnerboligen var blevet godt udnyttet, ligesom de tre dage i bankkvarteret. Det var, det måtte han indrømme overfor sig selv, temmelig nervepirrende altsammen. Han havde altid ønsket at blive skuespiller. Nu gik denne drøm i opfyldelse. Hans beklædning, hans optræden, hans accent gjorde sit til, at der ikke opstod nogen som helst problemer. Bankdirektørene havde udvist en venlig imødekommenhed og lejet de ønskede safebokse ud til ham. To bankfolk havde sågar inviteret ham op i modtagelseslokalet til et glas brandy. Tre pakker med dræbeligt indhold lå i depot, tikkede konstant fremad i de underjordiske haller under tre filialer af Barclay Bank. Den første pakke indeholdt en enkelt sprængsats, som skulle eksplodere denne aften ved midnatstid. Tidsindstillingen på den anden bombe ville aktivere en eksplosion en uge senere og den tredje ville sprænge i luften efter fjorten dage. Efter eksplosionen af den første bombe ville der naturligvis blive udsendt en personbeskrivelse af ham i hele Storbritannien, men det foruroligede ham ikke det mindste. Han havde jo været forklædt, havde ikke efterladt nogen fingeraftryk, var ikke registreret på nogen politi – og Interpolliste, og var derudover på dette tidspunkt allerede langt, langt væk. Han berørte sin tegnebog i inderlommen og følte på sin enkeltbillet med fly til San Francisco, som lå gemt der sammen med hans falske pas og hans rejsechecks. Det skulle gøre godt at gense Golden-Gate-broen, at begive sig hen til hans lille lejlighed på Telegraph Hill, at drikke på ”Specs” og ”I Zoo” i North-Beach-Distrikt, at sejle med færgen over til Tiburon og hygge sig blandt de coole yuppier fra Marin, at sidde i saunaen, køre op til Tahoe og løbe på ski i Squaw Vally. Der skal også være plads til fornøjelse, ikke bare arbejde, arbejde, arbejde. Han smilede. ”Kom nu, din lille bondeknold, lad os drikke en til. Jeg tror, en G og T ville være præcis det rigtige lige nu.” Delaney rynkede panden. Han gjorde sig virkelig umage, men han ville aldrig vænne sig til denne englænders frækheder. Men, tænkte han, mens han banede sig vej gennem mængden af middagsgæster for at afgive deres bestilling, briten havde gjort et godt stykke arbejde. Formodentlig lå den irske sag ikke Jackson så meget på hjertet som ham, men hans had til Englands establishment var så sikkert som amen i kirken. Helt sikkert. ”Bushmills og en Gin Tonic” sagde han til barpigen. Fik man ikke altid bare nogle dråber på bunden af glasset? Længselsfuldt tænkte han på en skummende pint Guinnes i ”Rocker” i Derry. Det bras, som de sælger her, er bare ikke det samme. Tag det ikke så tungt, Liam, mumlede han til sig selv. Der bliver tid nok til det, når jobbet er gjort. ”Harene” vil give de skiderikker en lektion, som de sent vil glemme. ** Philomena Clarke bevægede sig. Hun kastede et blik på vækkeuret ved siden af hendes seng. Du godeste! Det var allerede middagstid. Hun forsøgte at koncentrere sig om de uvante omgivelser. Bryllupssuiten på Carleton Hotel i nærheden af Kensington High Street. Søvnigt strak hun sig. Hun følte sig ikke særlig godt tilpas. Det dæmrede langsomt for hende: Om natten, der havde været ret så seksuelt ophidsende, havde hun til sidst måtte tage til takke med en plads på kanten af den enorme dobbeltseng. Hun satte sig op, rystede sit lange, blonde hår og lod hånden glide ind under hovedpuden efter den automatiske Walther P. 38, grunden til hendes dårlige søvn. Ved siden af hende bevægede hendes partner Tim Kelly alias Bennett alias Mulcahy sig, drejede sig om på den anden side og begyndte at snorke. Forsigtigt kravlede Phil ud af sengen, tog hendes kjole over sig og listede på tåspidser ud i badeværelset. Hun lukkede døren og lod det varme vand fylde badekarret. Da hun trådte ned i badet, gjorde alt ondt på hende, men så pjaskede hun fornøjet i badesaltet, en lille opmærksomhed fra Carleton Hotels Ltd. Det var lang tid siden hun havde hengivet sig til en sådan udskejelse. Alt for længe, tænkte hun. Næsten syv år. Mens hun slappede af i det varme sæbevand, tænkte hun tilbage på den sidste gang. Det var i det tossede, tumpede, mærkværdige Belfast, på den tid hvor hun lærte Eddie at kende. Den store Eddie. Eddie med de leende øjne. Eddie den udadvendte, midtpunkt og sjæl ved ethvert party. Eddie den bløde og lidenskabelige elsker. Eddie den frygtløse, dumdristige, forrykte, dumme, modige provo, der i syv år havde ligget en meter under jorden på Milltown kirkegårdens republikanske æresplads. Hun så på sit armbåndsur på hylden ved siden af badekarret, hvilken dato det var. Kun tre dage til hans dødsdag. Dødsdagen, hvor hun ville give ham en gave – død eller ej – som han ville værdsætte. Hævn. Hævn havde kastet sine skygger over Phils liv igen og igen. Hun blev født som Philomena Mary Clarke i New York og som 21årig student rejste hun for første gang til Irland, hvorfra hendes bedsteforældre var emigreret til USA. Hendes forældre var protestanter, selv om de ikke var særlig troende, så hun var ikke opdraget i tradition med den store hungersnød og den irske borgerkrig. Hun var rejst til Irland for at studere ved Queen’s University i Belfast, mens hun boede hos en tante. Indtil da havde hun overhovedet ikke interesseret sig for irsk historie. Men det ændrede sig hurtigt. Det ændrede sig netop den aften, da hun mødte Eddie Doyle over en drink på universitetet og ved første blik lidenskabeligt, håbløst og vanvittigt forelskede sig udødeligt i ham. Eddie forandrede hendes liv fuldkommen. Indenfor en måned opgav hun studiet. Hun flyttede fra sin tante og ind på Eddies lille, ramponerede kollegieværelse på Fitzroy Avenue bag ved universitetet. Det følgende år blev det mest vidunderlige i hendes liv. De lo meget, drak billig vin, elskede, røg dope og gik hver aften til sessions med traditionel irsk musik. I ”Pat’s Bar”, hos ”Kellys” i Short Strand, oppe i nærheden af Toomebridge i ”Crosskeys” og i ”Prisoners Defence Club” i Andersontown. I ”Pure Drop”. I ”Felons Club”, hvor man for at blive fuldgyldigt medlem skulle have siddet mindst 10 år i fængsel for Irland. Eddie havde på få måneder proppet hende fuld med irsk historie. Hun levede i en keltisk dæmring. Hun hørte til et af de slet ikke så sjældne væsener, der fra idag til imorgen var blevet republikaner. Eddie kom fra en republikansk familie. I 1940’erne havde hans far været interneret, ligeså hans tante. En onkel var blevet skudt under forsøg på at flygte fra et fængsel. En af hans bedstefædre havde ved århundredeskiftet været den ledende figur i ”Irish Republican Brotherhood”. Da Eddie lærte Phil at kende sad to af hans ældre brødre fængslet i Long Kesh og en søster i kvindefængslet Armagh. Alle for den rigtige sag. Naturligvis var Eddie med hos provoerne – det kunne ikke være anderledes. De tilbragte to år fuld af glæde sammen. Det fik en brat ende, da den ubevæbnede Eddie blev skudt ned af en undercover-patrulje fra Special Air Services, SAS, idet han nærmede sig et skjult våbendepot. En eller anden havde forrådt Eddie, og han blev skudt. Så enkelt var det. Byguerillakrig i Belfast. Den gamle ’Dame Britannia’ kunne ikke længere kontrollere situationen, men blev ved med at optræde som håndhæver af loven med hendes soldater, dommere, nævninge og håndlangere, som var en og samme sag. Ved begravelsen, der var en af de største i Belfast i årevis, havde den utrøstelige Phil mødt ”Hunden” for første gang. Eddies slægtninge var venlige, med stadig reserverede overfor hende. De holdt af den sprudlende lykkelige amerikanske pige og havde venligt forsøgt at optage hende i familien. Men Phil var helt anderledes end de. Hendes religion, hendes sprog, hendes moralforestillinger, alt det var fremmed for dem. De havde vigtigere ting at gøre end at forsøge at tale Eddie fra hende eller at kritisere Phil. Men nu da han var død, blev hun forbundet med tabet og Phil følte sig ubehjælpsom i deres nærvær. Hunden var af en helt anden støbning. Han viste ærlig medfølelse, næsten som en onkel. Phil vidste ikke, at Eddie havde hørt til Hunden’s trop, at han havde været en af Hunden’s drenge. Hans død var næsten et lige så stort slag for Hunden som for Phil, selvom han som IRA-aktivist ikke kunne vise det. Men han var meget bekymret og hensynsfuld. Da Phil overvældet af sorg begyndte sværge hævn, tog han hende til side og beroligede hende. I de kommende uger var det ham, der tog sig tid til at forklare hende, hvorfor hun ikke kunne blive del af IRAs kæmpende enheder for med våben i hånd at hævne hendes døde elsker. Det var også ham, der forstod at værdsætte hendes færdigheder og overbeviste hende om det rigtige i at blive en ’sleeper’. Årene gik. Hun genoptog sit studium på universitetet. Til USA ville hun ikke tilbage. Hun græd sig ikke længere gennem nætterne, men levede i cølibat og holdt sig langt væk fra studenterne. Der gik ikke en eneste dag, hvor hun ikke længtes efter Eddie. Den smertefulde følelse af tomhed forlod hende ikke, tiden kunne ikke læge såret. Hun tog sin eksamen og begyndte derefter at undervise på en skole i Belfast. Mindet om Eddie bandt hende til denne by. Så, en sen aften var der nogen, som bankede på hendes dør. Det var Hunden. Hun havde netop været igang med at forberede sommerferien. Hun havde planlagt en rejse til Korfu sammen med en veninde, men det Hunden havde at sige, fik hende til at glemme alt det. Ugen efter forsvandt hun umiddelbart efter skoleferien var begyndt for at deltage i et kursus, et kursus hos Hunden. Det fandt sted udenfor Rom, i en villa som tilhørte De Røde Brigader. Det var ingen fornøjelsesrejse, hun havde arbejdet hårdere end alle andre for at bevise, at hun, når det drejer sig om omgang med våben og sprængstof, om planlægning og revolutionær strategi var ligeværdig med mændene. Da sommeren var ved at være slut, var hun atter vendt tilbage til lærertilværelsens monotone kedsomhed. Hun havde nu en opgave og ventede på at blive tilkaldt når som helst. Da opfordringen kom et år senere, var hun parat. Hun vidste også, hvem hun skulle rekruttere som partner. I månedsvis havde hun tænkt over det. Tim Kelly. Fra Short Strand i Belfast. Han var undsluppet interneringsbølgen i 1971 og havde siden da boet i Belfast. Han havde været en af Eddies nære venner. Sammen havde de to smuglet våben til Norden over de ufremkommelige veje, der i zig-zag krydsede den vanvittige, kunstige, 317 mil lange grænse. I fem år kørte han måned efter måned over grænsen eller overvågede smugleriet skjult blandt de vildtvoksende buske, der groede langs grænsen. Han havde været meget snild, men havde også haft heldet med sig. Flere gange var transporterne ved at gå galt, men han var aldrig blevet taget. Han var clean, ikke registreret. Derefter havde han tilsyneladende vendt bevægelsen ryggen og blev erhvervsaktiv som medudgiver af en anset konservativ dagsavis i Dublin. Han holdt sig for sig selv, blev væk fra de kendte oprørerpubs og kom aldrig til begravelsesceremonierne. Men han var en stille tilhænger. En overbevist republikaner. Sådan tænkte de. Men hvad hverken Phil eller nogen somhelst anden vidste: Han bar rundt på en hemmelighed. Det hele var startet med en mærkværdig begivenhed, en hændelse som han den dag idag ikke kunne finde en forklaring på. Eller var han bare bukket under for en indbildning? Eller var han rent tilfældigt stødt på noget? Var en paranoid ikke et menneske, som havde en ubevidst forestilling om, hvad der virkelig skete? Han kunne ikke få det til at hænge sammen. For fire år siden var han en fredag eftermiddag blevet kaldt ind på personalekontoret for at få skæld ud for at være kommet for sent på arbejde – smugleriet af tændsatser til Newry havde varet længere end forventet. Da han trådte ind i det lille hummer, som Frank Doherty kaldte sit kontor, havde han ikke været særlig nervøs. ”Ah, Mulcahy (dette navn brugte Kelly dengang), jeg hører, at De igen er kommet for sent.” Kelly skulle lige til at fremsige de sædvanlige undskyldninger. I virkeligheden interesserede han sig ikke en bønne for dette job, som bestod i at forkorte og og sammenklippe andres artikler - ikke på grund af indholdet men for længdens skyld. Han ville på stedet have fundet sig et andet job, hvis han ellers var ude efter det. Så skete det. Han stirrede på Doherty, som om han aldrig havde set ham før. Manden var død. Han kunne se skellettet igennem hans hud. Knoglerne blev holdt sammen ved hjælp af en fin kobbertråd. Organerne, hjertet, lever, nyrene – alt var af plastik og af rustfrit stål. Stemmen drønede over et forstærkeranlæg fra et bånd. Han havde en robot foran sig. Han prøvede at ryste det af sig, men intet hjalp. Hallucinationen, hvis det altså var en sådan, forsvandt ikke. Han hørte ikke de milde bebrejdelser og det så ud til at vare minutter før han konstaterede, at han skulle fratræde, ikke fra jobbet, men fra robottens nærvær, han kunne gå med en advarsel. Da han blev grebet af panik, snurrede han rundt på trappeafsatsen og forlod kontoret. Han gik ud af huset. Han stirrede på folk på gaden. Dublins arbejdere havde travlt med at passe deres arbejde. Han spadserede langs kajen, trådte ind i Barneys Pub og havde så hurtigt bestilt en pint, at han knap nok selv kunne følge med. Normalt drak han ikke noget øl. Han sad ved dette vakkelvorne, usle bord og støttede sit hoved i hænderne. Der måtte da findes en logisk forklaring på dette, grublede han. Selvfølgelig, klart nok, han var på kanten af et nervesammenbrud. Katatoni, ledsaget af paranoide vrangforestillinger. Han forsøgte at komme i tanke om, hvad han vidste om skizofreni. En skizofren var en person, som ikke var istand til at efterleve samfundets herskende adfærdsnormer. En realitet, som en skizofren person afvigede fra eller aldrig havde kunne tilpasse sig. Var realiteten i et samfundsmæssigt livmønster, et liv i en foregivet kultur? Et liv, som fra barndommen af var blevet tillært stykke for stykke, hvis regler var blevet formidlet af autoritetspersoner som forældre, lærere, præster, kammerater. Han måtte på divanen! Et eller andet holdt ham tilbage. En `terrorpeut`! Hvad kunne sådan en gøre ? Underkaste ham hjernevask, tvinge ham til at acceptere det uacceptable. Naturligvis kunne han lære ham at forholde sig konformt, tilpasse sig til normen, hvis der var tale om midlertidig skizofreni. Denne indsnævrende norm, som det overvældende flertal, omend de fleste tøvende, indføjede sig under. Men hvad nu hvis det ikke drejede sig om en hallucination, hvad så? Hvad skulle han gøre, hvis det var et tegn, en vision? Nej, så ville han jo blive forrykt. De ville anbringe ham på galeanstalten sammen med de andre sindssyge, hvis han blev ved med at tro på sådan noget. Han var ikke stærk nok til at følge de dunkle stier, at koble sig fra realiteten og se til, hvad der så ville ske. Umiddelbart gjorde han ikke noget ved det. Han passede fortsat sit kedelige, sikre arbejde, og var opmærksom på ikke endnu engang at møde Frank Doherty eller det væsen, som kaldte sig Doherty. Han forlod bevægelsen. Han havde jo trods alt været med længe nok. Fem år – meget længere end gennemsnittet. Hans kammerater udviste forståelse, selv om de ikke var meget for at lade ham gå, for han var trods alt en god kæmper. Kun få kunne påtage sig så meget som han. Han blev en enegænger afskåret fra omverdenen. Han formodede, at skizofrene havde tendens til at kommunikere med andre mennesker gennem deres underbevidsthed, at ignorere verdenens ydre fremtrædelsesformer og kigge ind under overfladen. Det han så, var ikke noget kønt syn. Fra dette tidspunkt af gik han tit på biblioteket. Han lånte først og fremmest psykologibøger, bøger som kunne lære ham mere om skizofreni. Men jo mere han læste, desto mere utilfreds blev han. Disse folk var nogle charlataner. Han begyndte at læse Jung og blev fuldstændigt optaget af ’det kollektive ubevidste’. Han vendte tilbage til irske myter og legender og stødte på Tuatha de Dannan, og langsomt gik det op for ham, at de kommunikerede gennem ham. Det var ikke fordi, han hørte stemmer om natten, han så ingen frygtindgydende spøgelser, men de hjemsøgte ham. I drømme. Og han fik en forestilling om, hvad paranoia er. Burroughs påstår, at en paranoid er et menneske, som har en vag forestilling om, hvad der i virkeligheden foregår, og Kelly var enig med ham. Han postulerede dog også, at paranoia kunne være en ufrivillig indoptagelse af andre menneskers undertrykte og fjendtlige tanker. Pludselig som lyn fra en klar himmel, havde Phil opsøgt ham, mindet ham om Eddie og om, at han stod i gæld til sin afdøde ven. Han havde ikke haft noget valg. Og nu var han her. Mens Phil sæbede sig ind, tænkte hun forundret på, hvor en forbandet dejlig elsker han var. Egentlig ville hun slet ikke have haft noget kropsligt med ham at gøre. Det var det sidste, hun havde haft i tankerne, da de aftenen før havde udgivet sig for at være nygifte og havde lejet bryllupssuiten under falsk navn. Men hotellets gave: En flaske champagne i isbeholderen samt hendes nervøse anspændthed fik hende til at glemme alle forsæt. Sådan gik det hele naturligt af sig selv. Mens hun tørrede sig, begyndte hun af fløjte. Hun var ikke ligefrem god til det, men den kære Edith Piaf ville muligvis have genkendt de første par takter fra ”Je ne regrette rien”. Eddie ville sikkert ikke have haft noget imod det, tænkte hun. _____________ 6. Kapitel Resúme McIntyre – der hader irere og homoer – bliver forflyttet til en træningscamp i California. Den noget fordrukne journalist Harry Thornton er på sporet af sit livs historie og forsøger at overtale sin chefredaktør til at bringe den som forsidebasker. Men chefredaktøren har tilsyneladende andre planer med denne historie. På samme tid dræber en IRA kommando i Paris den britiske ambassadør og spion Sir Henry Wakehurst. Hundens ”Harer” er i fuld gang og alt tyder på, at britterne er på bar bund. _____________________________________________________ BELFAST Den ansvarshavende officer var ganske afslappet. ”Sådan er det bare, McIntyre”, sagde han. ”En eller anden skal være syndebukken, men jeg vil ikke være det. De er med øjeblikkelig varsel suspenderet fra tjenesten. Jeg vil overflytte Dem til en øvelsesmanøvre, så slipper vi af med Dem her. De har forårsaget en masse ballade og RUC var ikke særlig samarbejdsvillig. Nogle af disse forbandede Labour-parlamentarikere beskylder os igen for tortur. McIntyre, De er virkelig til besvær! Jeg har heller ingen anelse om, hvorfor De opfører Dem på den måde. De fleste af vores mænd ville give deres ene ben for at få lov til at komme gratis til Amerika. Ovenikøbet til Californien. Der har vi en fælles øvelse med yankierne. Jeg er sikker på, at De vil få en hel del frisk luft derovre, for ikke at snakke om nogle samfundsfjendtlige sygdomme. San Francisco ser ud til at være oversvømmet af homoer. Nej, ikke flere indvendninger. Træd af!” McIntyre hilste anstrengt og gik. Den ansvarshavende officer kastede sig igen over læsningen af The Times. ________ DUBLIN Harry Thornton konfererede med sin chefredaktør. Det var altid en frustrerende oplevelse. Matt Ryan, chefredaktør på Spectator, var forretningsmand og ingen journalist. Hans filosofi om hvordan avissalget konstant kunne øges, var simpel. ”Kvinderøve og bryster, det er det som gennemsnitslæseren vil se, og vi vil ikke skuffe ham”, plejede Ryan at brøle, når han havde bællet for mange whiskeysjus i sig nede i Jury. Han og Thornton, som han i al hemmelighed hånligt kaldte for ”Førstmeldingen”, lagde ikke skjul på deres gensidige antipati overfor hinanden. Thornton, som på grund af sin alder ikke kunne fyres, blev som regel beordret til at smutte over i telegrafværelset og holde øje med pressebureauernes meddelelser. Dette var somme tider ret så frustrerende, men i det store og hele kunne Harry lide det. Denne morgen forholdt det sig anderledes. Harry var overbevidst om, at han kunne diske op med historien over alle historier, men for at kunne skrive den, behøvede han Ryans tilladelse. Efter femten minutters hed diskussion, gik det hele i stå pga. uovervindelige uenigheder. Thornton forsøgte for sidste gang. ”Altså, Mr. Ryan, kan De ikke se, at det er et hit? Hvis den mand, som britterne har anholdt i Belfast og lade forsvinde i England virkelig er Hunden, og hvis han har organiseret disse selvstændigt agerende celler, så må man regne med virkelig opsigtsvækkende aktioner, så er det forbi med fredsforhandlingerne.” ”Lige et øjeblik, Harry. Disse rygter om fredssamtaler er jo den rene spekulation. Britterne har hele tiden dementeret, at de har nogen som helst kontakt med provoerne - ’Ingen dialog med terrorister!’ Den linje kender De lige så godt som alle andre”. ”Mr. Ryan.........”, Harry lagde for en gangs skyld bånd på sig selv. ”Mr. Ryan, der har fundet fredsforhandlinger sted, ganske vist inofficielt, men provoernes hærledelse er splittet, og hvis Hunden virkelig er blevet anholdt, kan det være, at Duerne får flertallet bag sig. Naturligvis vil britterne proklamere, at de ikke forhandler med terrorister, det har de altid sagt. Men er det ikke rigtigt, at fanger fra Long Kesh i 1972 blev fløjet til London for at forhandle våbenhvile? Makarios, Kenyatta og Mandela blev også en gang regnet for at være terrorister, senere blev de statsmænd og fik lov til at drikke te med hendes majestæt i Buckingham Palace. Forstå det dog, Mr. Ryan, det er et bevidst planlagt spil fra britternes side. Vi har den eksklusive historie og kan offentliggøre den før alle andre. ” Ryan tog et hiv af sin cigar. Han hadede rygning men mente, at det hørte med til hans image. Helt ved siden af. På grund af det betragtede hele redaktionen ham blot som en endnu større vigtigper og karl smart. Han bøjede sig fremover. ”Nej, Harry, for mig er sagen klar. Det eneste De har at byde på, er sladder fra en af Deres fordrukne republikanske værtshusvrag. Jeg rydder da ikke forsiden på grund af det. Vi har en pæn, lille historie om en syngende nonne, som netop har indspillet sin første LP. Sådan noget vil læserne have. De har fået nok af provoer og politik. Det kan der slet ikke blive tale om, og dermed basta!” Thornton rejste sig. Han var træt. Meget træt. Han havde brugt hele natten til at gruble over historien og til at indhente bekræftelser, udtalelser som ’ingen kommentar’ og lignende dementier. Han vidste, at han havde ret og at der virkelig var noget stort i luften, men dette røvhul lod ham ikke skrive om det! Skråt op! For Harry Thornton, 62, var sagen slet ikke afsluttet. Han ville prøve hos en anden avis. Han gik hen til sit skrivebord, satte sig ved sin klaprende Underwood skrivemaskine, der stadig var bedre end disse moderne tekstbehandlingsmaskiner, og tog sin slidte adressebog med æselører frem. Han løftede telefonrøret, men fik så en anden idé. Nej, det ville være bedre at ringe fra en pub. Desuden var han helt tør i halsen og havde brug for en ’kur’. ”Jeg er tilbage om en time, Dymphna” mumlede han, mens han gik hen mod bagtrappen, der førte ned til Burg Quay. Sekretæren nikkede. Hvem ville bekymre sig om det, tænkte hun. Hun havde ganske vist kun arbejdet tre måneder her, men havde længe vidst, hvem der ville blive til noget og hvem, der var på vej nedad, og Harry Thornton var for hende en fortidslevning. Da han kom tilbage til sit kontor, tøvede Matt Ryan et øjeblik. Så greb han sin privattelefon. ”Giv mig et sikkert kabel ud af huset, Maeve” sagde han til telefondamen. Efter få minutter talte han med en højtstående britisk efterretningsmand, der sad i sit lille kontor i en sidegade til Stephens Green. _____ PARIS Sir Henry Wakehurst, bærer af det britiske Empires orden for tro tjeneste, og udsmykket med alverdens glitterstads, der var for kedelig at beskæftige sig med, var i højt humør. Han havde netop indtaget en fremragende middag tilberedt af ambassadens franske køkkenchef. En superb vagtelmousse, efterfulgt af små agurker pocheret i hvidvin og fyldt med kaviar, garneret Sterletfilet à l’Orloff, skyllet ned med en ganske særlig Moselvin fra ambassadens vinkælder. Nu sad han i sin Rolls Royce med chauffør og overvejede forløbet af resten af dagen. Eftermiddagens møde med den allierede generalstabschef ville sansynligvis blive yderst kedelig. Disse amerikanere havde en tendens til at opføre sig temmelig uciviliseret, men kl. nitten ville det hele være forbi, og han kunne derefter tage hen til klubben. Henri havde omtalt en Bordeaux Ausone, årgang 75, som han ubetinget måtte prøve. Derefter ville han afprøve den nye russiske restaurant på Rue Amelot , som Sir Lionel havde anbefalet. Til slut ville han begive sig til Madame LeFebre’s diskrete etablissement, som befandt sig i nærheden af Boulevard George V. Den sidste gang han var der, havde stedet overgået sig selv, og disse to små feminine damer havde hele tiden bedt ham om mere. Så iaften ville de få, hvad de havde bedt om. Han smilede velfornøjet og bed enden af sin Corona cigar. Det kan godt være, etiketten ikke tillod det, men der var noget yderst mandligt over det. Sir Henry følte sig, uanset ordener og statslige udemærkelser, som inkarneret mandsperson. Han kastede et flygtigt blik på interieuret i den netop udbyggede Rolls. Amerikanerne havde leveret et ordentligt stykke arbejde. I betragtning af disse terroristiske anslag, kunne man ikke være forsigtig nok. De skudsikre dæk, mikrobølge-TV-scanneren, den eksplosionsikrede benzinbeholder, sprængstofdetektoren og iltapparaterne var altsammen blevet indbygget på yderst smagfuld vis. Det gik ikke an at lade fjenden se, at man var angst. Man måtte gøre et godt indtryk. De indfødte forventede det, og alt i alt var det i dette tilfælde ganske vellykket: Værdighed, stil og skjulte sikkerhedsforanstaltninger! Det var bare en skam, at de ikke var gået hele vejen og havde installeret skjulte maskingeværer og et katapultsæde. Sir Henry var en glødende beundrer af den gode, gamle James Bond-opfinderen Ian Fleming, selvom han aldrig ville indrømme det. Disse evindelige nedskæringer i statens budget! Men alt i alt var han tilfreds. Han tog et hiv af sin Corona og sagde gennem samtaleanlægget:”Kør De bare, Maurice!” Lydløst gled vognen gennem ambassadens smedejernsport ud på Rue de Rivoli. Motorcykeleskorten fulgte efter. Da bilen drejede til højre, så Sir Henry op. Det var en vidunderlig dag. Han kom i tanke om en sætning, han havde lært i fransk i skolen. Han var mere soldat end diplomat, og således var hans afskyelige fransk en gru for hans kollegaer, men denne gang troede han, det var helt rigtigt: ” Il fait beau jour. Le soleil brille et les oiseaux chantent dans les abres”.... Det var denne gamle snorkesæk’s sidste tanker, for fader Ambrose trykkede på aftrækkeren på hans RPG 7. Raketterne var en fuldtræffer, bragede lige igennem det skudsikre glas, plaskede Maurice Robson fra Bethnal Green, London, før sin død chauffør i statstjeneste, og Sir Henry, forhenværende spion, ud over den dobbeltforstærkede, ildsikre benzintank i limousinen. Benzintanken havde opfyldt de amerikanske bilkonstruktøres forventninger og var ikke eksploderet, men det spillede ikke længere nogen rolle for Sir Henry og hans chauffør. Da sikkerhedsbetjentene med trukkede pistoler sprang fra deres motorcykler, åbnede Morgan ild mod dem fra hans Armalite-gevær. Enwright lod raketkasteren falde og kastede med præcision to håndgranater ind i det blodige kaos nede på gaden. Morgan havde allerede skruet geværet fra hinanden og pakkede nu raketkasteren i en golftaske. ”Skal vi gå, fader?” ”Hvorfor ikke, min søn.” Da de løb ud af lejligheden og forlod huset via bagtrappen, efterlod de et sørgeligt sceneri hos Monsieur og Madame Benoit. Et af deres originale vægtæpper fra Ludwig den XIV.`s hof var gået op i flammer, da RPG-raketten gav ildbagslag. Da hun hørte larmen nede fra stueetagen, begyndte Madame Dabré åndeligt at gøre sig klar til TV-kameraerne. Hun var ikke klar over, hvad der var sket, men hun var helt sikker på, at det måtte være noget for ”klokken-seks-TV-avisen”. Snart ville hun være ’stjerne’ og hun tænkte på, at hun ihvert fald måtte ringe til sin søster. Den dumme gås ville blegne af misundelse. Da trafikkaoset på Rue Faubourg de la Rivoli blev større og større, startede de vrede bilister en veritabel dyttekoncert. Blålys og gennemtrængende sirenelyde fra politi- og ambulancevogne hjalp på ingen måde ordenskræfterne i at trænge igennem til den smalle ensrettede gade, der førte til ambassaden. Da de langt om længe ankom dertil, mødte de chokerede og skrækslagne britiske sikkerhedsfolk. Ambassadøren og chaufføren var døde, ligeså tre bodygards, to franske politibetjente lå sårede på fortovet. Vinduerne i modebutikkerne, der lå på den anden side af ambassaden, var sønderknust og snesevis af turister og forbispadserende havde fået et chok eller var blevet såret af de omkringflyvende glassplinter. I dette kaos havde kun få, hvis overhovedet nogen, overskud til at bemærke to præster dukke op på en Kawasaki-motorcykel fra en sidegade hundrede meter fra gerningsstedet. Motorcyklen kringlede sig problemløst gennem trafikken og krydsede Seine-floden. En halv time senere sad præsterne, der i mellemtiden havde skilt sig af med deres præstekjoler, foran en rolig bistro og nippede til deres to ’demis’. Morgan havde allerede telefoneret to gange, hver gang i 30 sekunder, første gang til det borgerlige Le Monde og anden gang til Libération, den førende venstreorienterede dagsavis. Hans fransk var ikke det bedste, men de forbavsede telefonister havde forstået kodeordet ’bastard’ og kunne forstå på det hele, at ’La Brigade Cuchullain’, ”Harene”, var gået i aktion. ** Hos DST, den franske efterretningstjeneste, røg René Carasso, en fed, skaldet karriereofficer, hans 47. Gauloise. ”Sales Anglaises”, brummede han nærmest til sig selv. ”Maudits Irlandaises”. Inspektoren var ikke anglofil og bebrejdede den britiske efterretningstjenste den flodbølge af raseriladede opkald, der kom til ham fra hele Europa og direkte fra London. Var det virkelig nødvendigt, at hver eneste britiske agent ringede til han? Paris var tumleplads for mange frihedskæmpere fra alverdens lande. Indtil videre havde han beskæftiget sig med den konstante fejde mellem arabere og israelere, der myrdede løs på hinanden. Med Carlos’s våbenleverencer. Med medlemmer af Rote Arme Fraktion. Med Brigate Rosse. Med de latinamerikanske exilfolk fra Tupamaros og Montoneros. Det sidste han havde brug for nu var paddierne og britterne. Resigneret instruerede han sin stedfortræder. ”Få fat i papirerne vedrørende samtlige franske Irland-solidaritetskomitéer! Lav razziaer i alle de barer, hvor kelterne hænger ud! Ekstra politipatruljer på gaderne og i bistroerne!” Dybest inde var han godt klar over, at det var spild af tid. Denne gruppe var alt for professionel. Dens medlemmer ville under ingen omstændigheder tage kontakt til de lokale pro-irske aktivister og organisationer, og formodentlig var de ude af landet for længst. Madame Dabré, conciergen, var den eneste der havde set dem, og hendes beskrivelse var intet som helst værd. Lufthavnene og banegårdene var officielt afspærret, men der var ingen som vidste, hvad man egentlig ledte efter. Enkelte irske turister ville blive udsat for ubehageligheder. Masser af strømere ville kræve overtidsbetaling. Og det var det hele. Han var sikker på, at hvem der end måtte gemme sig bag ”Cuchullain brigaden”, så var de nu – ti timer efter attentatet – langt, langt væk. Han ville få ret. Mens han frustreret løftede telefonrøret for endnu en gang at ringe til sine kollegaer i London, ankom Paris-Amsterdam toget til perronen i Rhenen i Holland. ...forsættelse næste weekend ___________________________________________ FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON! HUNDEN – en keltisk sammensværgelse - af Sean (John) McGuffin oversat af autonom info-service 1. kapitel http://indymedia.dk/articles/211 2. & 3. kapitel http://indymedia.dk/articles/227 ___________________________________ Forskellige stemmer om forfatteren SEAN (JOHN) McGUFFIN: - Des Wilson, Andersonstown News : Beaten, but unbowed, - Eamonn McCann, Belfast Telegraph : The Late John McGuffin - Anthony McIntyre, The Blanket: Death of An Anarchist Writer - Padraig McGuffin, Derry News: Up against the wall - Garbhan Downey, Derry News: McGuffin laid to rest - An Phoblacht/Republican News: An Phoblacht's CORMAC below pays tribute to his longtime friend and comrade - Slán, comrade Sean! http://www.irishresistancebooks.com/john.htm