Indymedias weekend-føljeton: HUNDEN – EN KELTIS

7.kapitel Resúme Efter et vellykket attentat på den britiske ambassadør i Paris forbereder en anden IRA-celle i London et angreb på Bilderberg-gruppens topsikrede konference. Et forehavende, som ser ud til at blive det rene selvmord...

Bilderberg-gruppen består af industrinationernes førende eliter

Barclay Bank, Threadneedle Street i Londons finanskvarter

Hun havde næsten ikke forandret sig, tænkte han, da hun trådte indenfor i pubben

”Slainte go bragh, min kære pige”. Stewardessen rødmede

Han vendte sig om og betragtede den noget nervøse blondine, der netop havde tiltalt ham.

Irish whiskeys

På samme tid, som ambassadøren Sir Henry præsenterede sine anbefalinger ved Himlens port til uendeligheden, forsøgte Phil Clarke at vække den snorkende Tim Kelly ved at skubbe noget sandkage ind i hans åbne mund. En time senere tændte hun for TV’et for at kigge på ITN, indtil Kelly blev færdig med sit morgenbad. Phil sprang op af sofaen, da den løbende udsendelse blev afbrudt med en særnyhed. Hun kylede sin notesbog fra sig og ilede ud på badeværelset. »Tim, kom ud og se det her!« Kelly dukkede op i soveværelset, søvndrukken og med et badehåndklæde omkring sig. »Hvad er der min skønne?« »Pst! De bringer det mere udførligt om lidt igen, lige så snart de har alle detaljerne. Det er begyndt nu.« »Ja!« Kelly vågnede brat op. »Hvor?« »Paris« »Hvem?« »Den britiske ambassadør.« »Er han død?« »Ti stille. Der er de igen.« De registrerede koncentreret og anspændt, hvordan TV-speakeren med alvorligt ansigtsudtryk gentog de få detaljer, som han for kort tid siden var blevet bekendtgjort med. Det forlød, at den britiske ambassadør i Paris, Sir Henry Wakehurst var blevet udsat for et attentat. Man frygtede, at han og nogle af hans bodygards var blevet dræbt. Der var endnu ikke blevet anholdt nogle mistænkte, men ifølge indtil videre ubekræftede informationer, havde en ukendt irsk organisation ved navn »Kuckulinn« taget ansvaret for det hele. TV-speakeren sagde, at der blev arbejdet med sagen, og at der ville komme en ekstraudsendelse i forlængelse af den næste nyhedsudsendelsen klokken 17.50. Phil slukkede ophidset fjernsynet. »Kuckulinn? Hvad helvede er det for noget, Tim? Hvorfor griner du så fjollet?« Kelly lå på ryggen i sengen, strampede med benene og var helt kulret af grin. Langsomt genvandt han fatningen. »Cuchulllain, min kære veninde, Cuchulllain er Hunden af Ulster. Helten, som kæmpede ved Ulsters Furt mod dronning Maeve og firefemtedele af Irland. Den tapreste af den »Røde Kvists« krigere. Jeg ved ikke, hvem ”Hunden” sendte til Paris, men de kender i hvert fald deres keltiske historie udemærket. Respekt for det! Så, min kære, hvad mon der venter os? Indtil nu har du ikke røbet noget for mig, hvornår angriber vi dem? Nu er det snart på tide, at du springer ud i det.« Phil tog en dyb indånding. Han havde ret. Der var kun to dage til Eddies dødsdag. __________________ Bilderberg Gruppen »Tim«, sagde hun, »har du nogensinde hørt om »Bilderberg Gruppen«? »Nej, hvad laver de? Forsikringsforretninger?« Hun rystede på hovedet og satte ham ind i sagen. Siden Hunden havde foreslået hende planen, og havde givet hende frie hænder til at gennemføre den, rekruttere egnede aktivister og selv at vælge angrebsmålene, havde hun studeret alle mulige aviser, især finansbladene. Denne aktion skulle være meget opsigtsvækkende, skulle ryste establishment og skulle overbevise den chauvinistiske gammelmandsgarde i bevægelsen, om at hun som kvinde var ligeså kompetent som mændene. For en måned siden var hun så stødt på et ideelt angrebsmål: Bilderberg Gruppen Gruppen blev grundlagt i 1952 på initiativ af den nu afdøde obskure polske statskundskabsmand Dr. Joseph Retinger og Prins Bernhard af Holland, og den blev mødt med stor interesse af den forhenværende CIA-direktør Walter Bedell Smith. Siden dens beskedne start havde gruppen i al hemmelighed udviklet sig til den mægtigste lobby i verden. År efter år diskuterer indflydelsesrige mænd og et par kvinder i tre dage bag lukkede døre for at fastlægge, hvilken politik, verdens »demokratiske« nationer skal praktisere. Det kan lade sig gøre, fordi Bilderberg-gruppen består af industrinationernes førende eliter: bankiers, industrichefer, regeringsledere, diplomater og de grå eminencer fra de multinationale koncerners chefetager. Fra Storbritannien havde Heath, Wilson, Callaghan, Thatcher og sågar Enoch Powell deltaget i Bilderberg-gruppens møder for at få gode råd. USA havde sendt folk som Gerald Ford, Henry Kissinger, Walter Mondale og Cyrus Vance. Den tidligere tyske forbundspræsident Walter Scheel overtog ved Bilderberg-konferencen i 1980 i Aachen formandskabet efter Lord Home. Giscard d’Estaing, Frankrig lod - ligesom de forskellige Rockefellers - aldrig en chance gå fra sig til at deltage i gruppens møder. Dette års konference skal finde sted i England. Om to dage. »Det er en heavy ting i dette samfund - du kan slet ikke komme til at ramme uskyldige«, smilede Kelly. »Storartet angrebsmål, min kære, men hvordan i al helvede kommer man i nærheden af det? Vi er kun to, og sikkerhedsforanstaltningerne vil være utrolige. Og hvor helvede ligger egentlig Ditchley Park?« »I Oxfordshire, 60 mil herfra. Det er et af deres hovedkvarterer. Blev købt i 1953 af Wills Tobacco og for at spare i skat blev stedet i 1958 lejet ud til Bilderberg som almennyttig velfærdsorganisation. Det andet hovedkvarter ligger i Manhattan. 39, East 51 street, for at være helt nøjagtig, og ja, vi har ikke fire kilo sprængstof, og ja - vi vil være op imod et gigantisk sikkerhedsapparat En af de ansvarlige er Sir David Palliser, chef for det diplomatiske korps. Det vil vrimle med efterretningsagenter fra MI5 og MI6, for slet ikke at tale om det lokale strisserkorps. Men hva’ fanden. De har ingen anelse om, hvad BZ er.« Kelly’s udtryksløse blik viste, at han havde heller ingen anelse. Phil satte sig ned for at holde et foredrag for ham. Under læretiden i Italien sidste år havde Phil lært David Schram at kende, en amerikaner med en omtumlet fortid. Han var tidligere aktiv hippie, men hans desillusion havde ført ham til Scientology. Denne fase havde nu kun været kortvarig, da han hurtig blev træt af at være en epigon for den autoritære L. Ron Hubbard. Men før han blev ekskluderet med betegnelsen »hæmmet« , havde han for en tid arbejdet ved det engelske hovedsæde, herregården Saint Hill ved Grindstead. Der havde han stiftet bekendtskab med BZ’s eksistens, og havde fået fat i en kopi af den kemiske formel. Og hvad der var endnu bedre, set ud fra Phils synspunkt, var at hun en aften i Rom havde fået denne kopi af ham. Han var kommet til Rom under dække af en af disse engelske anarkogrupper og havde trængt sig ind på den amerikanske pige. Alt han havde gjort for at lokke hende med i sengen, havde været forgæves, men i forfølgelsen af sine amourøse hensigter og for at gøre indtryk, havde han med megen hemmelighedskræmmeri overrakt hende BZ-formlen, som en gave fra en revolutionær kammerat til en anden. Hun tog imod den. En dag kunne formlen jo blive nyttig. BZ, eller quinuclidinylbenzilat, for at bruge den officielle kemiske betegnelse, er som Phil fortalte Kelly, uden lugt, farve eller smag og derudover hundrede gange så effektiv som LSD. 35 gram af det er nok til, at sende 200.000 mennesker på et 4-dages trip, at sætte yderligere 50.000 ud af spillet og muligvis dræbe 1.000 mennesker. Den amerikanske regering, der udviklede BZ som del af deres bevidsthedskontrolprogrammer MK Ultra og Bluebird, har lagret 50 tons af stoffet, nok til at lamme hver eneste af jordens indbyggere 10 gange, eller til at dræbe hele den amerikanske befolkning fire gange. Det er simpelthen et skrækindjagende stof. Det er så stærkt, at man ikke engang må røre ved det, da det kan absorberes gennem huden. Folkene fra Scientology var takket være »Freedom of information act« stødt på dokumenter, der også indeholdt navnet på det laboratorium i Californien, hvor stoffet blev fremstillet. En enkelt telefonsamtale fra en påstået doktor Young og fyrre cent i porto havde været tilstrækkeligt til at få fat i en prøve samt formlen på stoffet. De kemikalier, der var nødvendige til fremstillingen kunne købes i enhver hobbyforretning. Der krævedes hverken et særligt apparatur eller fagkundskab for at fremstille dette stof. Scientologerne var imidlertid ikke begyndt på at fremstille det, men havde i stedet for benyttet sig af informationerne herom til at kritisere de amerikanske bevidsthedskontrolprogrammer, og derefter havde de ladet sagen hvile. For Schram havde det været en nem sag at få fotokopieret formlen. Hverken Phil Clarke eller Tim Kelly vidste noget som helst om »Titanerne«, som forfulgte L. Ron Hubbard, og de var også fuldstændig ligeglade med det. De var derimod helt klar over de kollossale anvendelsesmuligheder for dette BZ. Bilderberg-gruppen var et kryptokrati, en hemmelig regeringselite. Et par ord og oliepriserne steg og hele områder blev drevet ud over fallittens rand, hungersnøden herskede i mange tredje verdens lande. Ufattelige summer af penge og ressourcer blev brugt til forberedelsen af nuklear tilintetgørelse. Phil og Tim var helt klar over, at disse folk var på et megalomanisk magttrip. Måske ville BZ hjælpe nogle af dem til at nå afgrunden... ___________________________________ 8.kapitel Resúme Mens de falske IRA-præster slap ud af Paris med eurobussen til Amsterdam, blev to rigtige præster anholdt af politiet. Journalisten Harry Thornton, der stadig går rundt med sin afviste forsidehistorie i lommen, får en lysende idé. Ved midnat eksploderer en tidsindstillet bombe i Londons finanskvarter. Samtidigt bliver en irsk pusher kontaktet af nogle IRA-folk, som giver ham en mærkelig opgave. _________ AMSTERDAM Lokalbussen fra Rhenen standsede denne aften klokken 23.30 ved busstoppestedet Oostelijke Handelskade. Der var intet spor af politibetjente, der ville kontrollere bussen eller kigge efter mistænkelige passagerer. De koncentrerede deres overvågning om lufthavnsområdet, hvor man allerede havde anholdt to præster, som var ankommet med IC-toget fra Paris. De to kirkemænd var yderst indigneret over denne behandling og det havde krævet flere telefonopringninger fra deres Superior i Dublin, før det hollandske politi måtte give sig og erkende, at de to anholdte virkelig var kommet til Amsterdam for at deltage i en katolsk kirkekonference. Politiledelsen undskyldte tusinde gange. Imens mødtes to irskfødte amerikanere i foyer’en på hotel Terdam. De var netop kommet hertil med bussen fra Rhenen og var blevet enige om at dele en hotelsuite. Hvorfor egentlig ikke? De tjekkede ind, pakkede ud, tømte minibaren i deres værelse og satte sig tilrette foran fjernsynet for ikke at forsømme midnatsnyhederne. De havde en lang dag bag sig. ”Hvordan har du det, min ven?” spurgte Gerry Enwright. ”Okay, Amigo”, svarede Damien Morgan og grinede, ”Stik mig lige en Heineken og prøv at vænne dig af med at snakke med den grufulde amerikanske accent.” De så nyhedsudsendelsen, mens lysene fra Leidseplein genspejlede sig i kanalen udenfor. Åbenbart var der to præster i Paris, som havde opført sig temmelig besynderligt her til morgen. ”Nu om dage kan man ikke engang have tillid til kirken mere.” ”Nej, ikke længere, min søn, ikke siden de har afskaffet de latinske bønneritualer.” ______ DUBLIN Klokken var 23.30, da Harry Thornton langt om længe kom igennem med sin opringning til London. Siden nyhederne fra Paris blev spyttet ud af faxen, havde han fortvivlet forsøgt at komme i forbindelse med sine kontakter. Nu var han hundrede procent sikker på, at hans historie passede. I øjeblikket kunne eller ville ingen hverken i Irland eller England vel bringe historien på grund af pressecensuren. Men han havde et kort i baghånden, det var Dave Smith, chefredaktør på Leveller, som han plejede tæt kontakt med. Thornton havde for et par år siden hjulpet med et par interviews med ”drengene” og var derfor sikker på, at Smith ville være lydhørig overfor hans historie. ”Er det dig, Harry?” ”Ja, for helvede!” ”Det lyder godt, mand. Er du klar over, at jeg endelig kan sige, det jeg altid har ønsket at sige, men aldrig har haft mulighed for?” ”Og hvad er det?” ”Ryd forsiden !” _________ LONDON Henry Williamson, generaldirektør i Barclay Bank, Threadneedle Street i hjertet af Londons finanskvarter, slappede af derhjemme med en godnat-drink. Hans kone var allerede gået i seng, og han havde set den sene nyhedsudsendelse, hvor man først og fremmest berettede om den afskyelige forbrydelse i Paris. Han gled uroligt rundt i lænestolen, slukkede fjernsynet med fjernbetjeningen og bevilgede sig selv en ekstra slurk fra krystalkaraflen på bordet ved siden af lænestolen. Det må da være en and, eller? Jo, selvfølgelig. Det må være en af de der medløbere. Eller en ansat, der var blevet vred. Da Benson, hans stedfortræder, om eftermiddagen kl. 15 var kommet ind til ham og havde fortalt ham om opringningen, havde han været helt sikker. 24 bomber i 24 boxe i 24 filialer af Barclay Bank. Midnat præcis ville den første tidsindstillede bombe sprænge i luften i hans filial. Absurd. Ganske åbenlyst et klovnenummer. Den irske accent, det vulgære kodeord ”Bastard”. Cuchullain Brigade blev nævnt. Nej, det var da for langt ude. De havde naturligvis iværksat en gennemsøgning af banken, men der blev som forventet ikke fundet noget usædvanligt. De kunne ikke åbne bankboksene, da kunderne rådede over de nødvendige supplerende nøgler, men det er da helt usandsynligt. Han kiggede igen på uret. Klokken var 23.59. For at være helt sikker var det måske en idé at ringe til natportieren. Han langede ud efter telefonen. ** Norman Ferguson, tidligere ansat i Deres Majestæts Cold Stream Guards og nuværende natsikkerhedschef, regnede sig selv for at være en helvedes god vagt, tog nu en kraftig slurk af sin Pale-Ale-flaske og tørrede sig om munden. Om lidt ville midnatsfilmen starte. Med John Wayne. Herligt, hvordan han mejede alle disse hjulbenede og skævøjede ned i Vietnam. Selvfølgelig vidste Norman som gammel soldat, at det i det virkelige liv forholdt sig helt anderledes, men det var nu meget godt i hæren. Der lærte man i det mindste drengene disciplin. Gudskelov havde han selv ikke de mindste problemer med det. En af hans sønner aftjente sin værnepligt hos faldskærmsjægerne i Derry og den anden var fængselsbetjent i Brixton, tak for det, meget godt. Men de fleste unge mennesker idag! Fuldstændigt håbløse! Han kastede et sidste blik på kontrolskærmene. Alt var roligt, såvel i banken som udenfor. Han slængede sig bekvemt tilbage for at se filmen med ”Big John”. Telefonen ringede. Han bandede, rejste sig fra hans hyggesofa og gik hen til telefonen på væggen. Det var dette sludderchatol Williamson. Aldrig havde man fred. Han havde jo allerede meldt denne telefonopringning, som han modtog ved 23-tiden. Bastard – ja præcis. Kuckullin Brigade. Snarere noget forvrøvlet sortsnak. ”Ja, herr Williamson. Alt er roligt her. Jeg har lige tjekket det hele. Der er ingen grund til at være urolig. Jeg er fuldt ud i stand til at klare sådanne situationer. Jeg har været i Dieppe, Sir. Jeg er ikke bange for en forrykt telefonopringning. Oh ja, Sir, der var igen et af disse opkald. For ca. en time siden. Jeg tænkte nok, at de ville ringe af den grund. Ingen grund til panik, Sir.” Fra den inderste del af banken hørtes et tordenagtigt detonationsbrag. De tre skærme gik ud . Norman tumlede bagover til væggen. Det føltes som om hans trommehinder var ved at sprænges. Han kunne høre, at sprinteranlæget automatisk gik igang og alarmsirenerne hylede løs. ”Forbandet lort. Nej, undskyld Sir, ikke Dem. Øhh, undskyld Sir, men jeg tror, øhh, De straks skulle tage at komme herhen. Straks...” ** Speedy Robinson fløjtede mens han arbejdede. Det var klokken to om morgenen, men det generede ham ikke det mindste. Han kunne holde sig vågen i flere døgn, hvis han var i topform. Lige i øjeblikket havde han med et forunderligt stof at gøre. BZ! Det ville holde ham igang, tænkte han. Han havde undret sig over opringningen i eftermiddags. I årevis havde han ikke hørt eller set noget til Phil Clarke. Dengang havde han slået sig ned i Andersonstown som småpusher og forsørget hende og Eddie med pot og hash. Det havde han været glad for. Alle kunne lide Eddie og Phil og han havde altid slået gode handler af med dem. Der gik seriøse rygter om, at Eddie havde noget at gøre med ”drengene” og enhver sikkerhedsforanstaltning - hvor immaterial den end var – kunne være af betydning, selv for sådan en smalsporspusher som ham. Det var jo alment kendt, at nogle af de puritanske Provos ikke ligefrem omgik narkopushernes knæskalder med omsorg. Men det var altsammen nogle år siden, og det var gået godt for Speedy siden da. Det var lykkedes for ham at forsvinde fra Belfast og bosætte sig i London, hvor han var steget op i de højere samfundslag, havde fået et flot hus og ejede en ekspanderende import-eksport-forretning. Han var hverken kommet i søgelyset af Provoerne eller af Sergeant McBride fra Belfasts Narkoafdeling. Og Londons politi kunne indtil videre heller ikke klante ham for noget. Imellemtiden var kendte rockstars blevet hans kunder. Han var ikke længere tvunget til at sælge stof på gaden, i klubber eller barer. Han rådede sågar over et veludstyret laboratorium i kælderen under sit hus i det fine Chelsea, hvor han fremstillede acid og kokain sammen med to venner. Opringningen fra Phil var kommet som en overraskelse helt ud af det blå. Han havde ingen anelse om, hvor hun havde hans nummer fra. Det stod ikke i telefonbogen. Men han aftalte straks et møde med hende for de gode gamle dages skyd : Kl. 18 samme aften i Porcupine på Charing Cross Road. Hun havde næsten ikke forandret sig, tænkte han, da hun trådte indenfor i pubben. Noget ældre, noget strammere, men stadig væk en skide flot pige. Han havde selvfølgelig hørt om Eddies død, prøvede at afspille medlidenhedsturen, men hun overhørte hans kondolence og kom straks til sagen. Han blev temmelig forbavset, da han hørte, hvad det var, hun ville ham. Han havde aldrig opfattet hende som pusher, og slet ikke for sådan en dræbelig ting. Men det ville nu alligevel blive en udfordring for ham. Hun betalte på stedet, og han fik lov til at beholde formlen bagefter. Hvis stoffet var så heavy, som hun påstod, kunne han vel markedsføre det. Kokain, selv det syntetiske, blev der idag betalt svindlende summer for. Hvis han kunne blande BZ med andre syntetiske stoffer, ville det være mindre dødeligt end ”Angel Dust”. Siddende ved sit arbejdsbord tjekkede han endnu engang formlen, som hun havde givet ham. Alle nødvendige kemikalier lå parat. Det var sådan set pære nemt. Det ville blive ligesom i de glade videnskabsdage i laboratorierne på Queens University. De havde også forbandet travlt. Fireogtyve timer. Immervæk havde hun stukket ham tusind pund og lovet ham yderligere tusind i tilfælde af, at han afleverede stoffet til tiden. Mærkeligt, at hun ikke efterlod ham et telefonnummer. Men nu til dags lider næsten alle af paranoia. Af gode grunde. Det forstod han fuldt ud. ** ”Nu må De gerne ryge igen, men for Deres sikkerheds skyld beder vi Dem om ikke at løsne sikkerhedsbæltet, hvis De altså ikke føler trang til at stå op eller gå på toilettet. Jeg er Deres stewardesse, mit navn er Patricia. Jeg byder Dem velkommen på vores fly til San Francisco. I aften viser vi Dem filmen ’Hennessy’ med Rod Steiger og til de, som ønsker det, udleverer vi hovedtelefoner og serverer en lille anretning. Jeg takker på vegne af Pan Am, for at De har valgt at flyve med os.” ”Kan jeg hjælpe dem, Sir?” ”Ja, gerne.” Jim Jackson smilede til den attraktive stewardesse. ”Kunne De måske sige mig, hvad klokken er i London nu ?” Stewardessen kiggede på uret. ”Næsten midnat, Sir.” ”Tak, frøken ”, strålede han tilfreds til hende. ”Jeg kunne tænke mig en dobbelt whiskey, hvis De vil være så venlig. En irsk en.” ”Det skal De få, Sir. Kunne De tænke Dem en Bushmills?” ”Det ville være helt fint”. Da hun vendte tilbage med hans drink, sad Jim Jackson og sang lige så stille. ”I det fjerne ses en grøn bakke, uden bymur, hvor vores kære Herre blev korsfæstet og døde, så vi dermed alle blev reddet”. Den gamle hymne, en favoritmelodi i Harrow, var skrevet af en fru Alexander, kæresten til en viktoriansk præst. Inspirationen var kommet til hende, da hun stod på bymuren omkring det daværende Londonderry og havde kigget ud over Bogside, hvor de indfødte irere boede og havde set den grønne bakke, der senere blev verdensberømt som Creggan, hjemstedet for tusinder af frihedskæmpere. Jackson tænkte på Liam Delaney. Ateisten fra Creggan. Han lo indvendigt. Ja, sandelig. ”Slainte go bragh, min kære pige”. Stewardessen rødmede. Men der var jo tale om en 1. klasses passager og tilmed den, der så bedst ud blandt alle disse tørvetrillere. Mens Rod Steiger tonede frem på skærmen og hans plan om at myrde dronningen blev klar, lænede Jim Jackson sig tilbage i sædet og sippede til sin Bushmills. ”Midnat” mumlede han. ”Én til af den samme, hvis De vil være så venlig, frøken”. _________________________________________ 9.kapitel Resúme En IRA-aktivist lokker oplysninger ud af en venstreorienteret hollandsk journalist, og smeder nye planer for angreb på den britiske imperialisme. Samtidigt kører forberedelserne til Bilderberg-gruppens konference i højeste gear. Et cateringfirma står for den store gallamiddag. Ingen har den mindste anelse om, at den attraktive, feminine servicemedarbejder ”Jeannie” er en af Hundens ”Harer”. Tværtimod har den ansvarlige sikkerhedschef, der i sit privatliv dyrker bondage-lege, lagt mærke til hende med helt andre bagtanker.... _________ AMSTERDAM Gerry Enwright var overbevidst om, at han havde udnyttet aftenen produktivt. Skønt han rådede over flere kontakter i Amsterdam, havde han allerede ved første opringning fået fat i den vigtigste af dem alle, Roger Tresch, en venstreorienteret freelance-journalist, der hyppigt besøgte Irland. I tresserne som polit-turist og senere som nyhedsjournalist. Han havde skrevet flere bøger om det irske spørgsmål, og Enwright vidste, at han i to år havde arbejdet på en bog, som han kaldte sit opus magnum, en afsløringshistorie om de britiske og amerikanske efterretningstjenesters hemmelige virken i Europa. De mødtes på en pub, der var en efterligning af en engelsk pub, Old Bell på Rembrandtsplein, og sludrede lidt sammen over en Heineken i den lille stue allerbagest. Tresch var overrasket over at høre fra manden fra Belfast, men da han vidste, at han havde deltaget i ”tæppestrejken” i Long Kesh, var han ivrig for at få et interview med ham, selvfølgelig under fuld anonymitet. Derfor var han uden videre parat til at fortælle om sit nyeste projekt: at udforske de allieredes spionage-tjenesters uigennemtrængelige sump - og han specificerede gerne, hvem der var hvem i de britiske efterretningskredse i Holland. Mens Tresch udbredte sit kendskab til efterretningstjenesterne, indprentede Enwright sig detaljerne. Da han endelig vendte tilbage til Terdam, havde han forlængst smedet sine planer. Morgan rejste sig og slukkede for TV-apparatet, da Enwright trådte ind i hotelværelset. Pornofilmen havde kedet ham, og han havde planer om at opsøge byens bordelkvarter, som han aldrig har set, men han var ikke så dum at gøre det uden Enwrights samtykke. ”Fik du det du ville, Gerry?” spurgte han, idet Enwright lukkede døren bag sig. Enwright nikkede. ”Hvis du kan løsrive dig fra porno`en, kunne jeg dig fortælle dig noget mere interessant.” ”Hov hov, hr. præst, vi har vel lagt præstekjolen, eller? Vi er trods alt i Amsterdam!” Enwright så forsonende på ham. ” Okay, du er tilgivet. Når jeg nu redder dig fra de kønslige synder samt en eksotisk, dødelig sygdom, kunne du så ikke dreje en joint for os”, sagde han og kastede en lille klump sort Afghan, som han havde fået af journalisten, hen til ham. Damien strålede over hele ansigtet. ”Herligt, fortæl videre, jeg lytter. I køleskabet er der nogle øl.” Enwright tog sig en Sella Artois og satte sig på sofaen. ”Vi angriber Hume.” ”John Hume eller Sir Alec Douglas?” ” Meget morsomt! Sir Alexander Hume, chef for den britiske efterretningstjeneste i Holland. Jeg har hans privatadresse, han bor her i byen. I overmorgen bliver det hans tur, derefter blander vi os med studenterne og tager med langtursbussen til Spanien.” ”Hvordan ser det ud med `værktøjet`? Vi måtte jo efterlade alt vores grej i Paris.” ”Tag det roligt. En gammel ven vil hjælpe os ud af vor nød, en våbenhandler, som står i gæld til os. `Herr Otto` har en gammel regning, han endnu ikke har betalt. Skål! For Cuchullain Brigaden!” _______________ Klokken fjorten OXFORD. ENGLAND Reggie Ackroyd var foruroliget. Hvor blev det satans pigebarn af? Resten af team’et havde præcis på klokkeslet indfundet sig på banegården og lavede en kollossal larm. Minibussens chauffør krævede allerede ekstrabetaling for overarbejdstimerne. Den gamle tosse Brittain vil blive gal i skralden, hvis ikke alt var rettet til inden klokken atten. Ifølge kontrakten måtte de have forladt stedet senest klokken nitten. Sikken åndssvage sikkerhedsregler! En uforskammethed at undersøge hans medarbejdere i hoved og røv. Men han måtte indrømme, at det gav virkelig gode penge. Og nu stod han der og ventede på den nye. Det var også hans partner Arnies skyld. Han havde kun ansat hende, fordi han troede, hun var villig til at lade sig kneppe. Typisk! Hvordan i al verden kan man drive forretning, når ens partners pik behersker hovedet, tænkte han. ”Herr Ackroyd?” Han vendte sig om og betragtede den noget nervøse blondine, der netop havde tiltalt ham. ”Ja?” ”Jeg er Jeannie, Jeannie Morrison. Jeg er forfærdelig ked af, at jeg kommer for sent, men det tog en evighed med bussen.” En let amerikansk accent. Det havde Arnie ikke sagt noget om. Hun så virkelig godt ud. Den skid ved, hvordan man scorer damer. Han skulle være blevet alfons og ikke Catering Manager. ”Ja, De er for sent på den. Vi var lige ved at køre uden Dem. Skynd Dem nu og stig ind. Flyt dig lidt, Denis , giv plads til den unge dame. Jeg vil præsentere Dem for de andre, mens vi kører. Kom nu, hele bundtet, vi har travlt!” Chaufføren så opgivende og underdanigt op. ”Pralerøv”, mumlede han lavmælt, mens han satte i startgear og minibussen langsomt rumlede ud fra parkeringspladsen. ______________ Klokken femten Da Jeannie Morrisson vågnede af sin sovepillebedøvelse, forsøgte hun at gnide plastret fra munden. Men hendes hænder var lænket sammen. Hun lå på en seng med bind for øjenene. Hun rutsjede og drejede sig og forsøgte at skrige. ”Nå, er du vågen, skat? Psst! Tag det roligt. Der sker ingenting.” Det var en irsk accent. Ikke den bløde, melodiske klang fra Vesten, men det hårde tonefald fra det sorte, industrielle Norden. Belfast slang. Hun forsøgte igen at sige noget. ”Bliv liggende helt rolig. Du er i et værelse på en pension. Der sker intet med dig og om nogle timer er du fri igen. Du skal bare forberede en god historie til medierne. Du bliver berømt, min skattepige. Det er da altid bedre end at være servicemedarbejder. En øjebliksberømthed takket være IRA. Og prøv nu at slappe af og sov lidt mere.” Stemmen forstummede. I baggrunden kunne hun høre tennisboldenes regelmæssige tok-tok lyde, når ketcherne ramte dem og sendte dem retur, ledsaget af kommentarene fra BBCs Dan Maskell i Wimbledon. ”Sikken kedsommelig idioti”, hørte hun Kelly surmule, mens Martina Navratilova påny parrerede hendes modstanderes drive. ”Et typisk britisk spil!” _____________ Klokken 19.15 DITCHLEY PARK Hushovmesteren, den forhenværende regiments sergeantmajor Harry Brittain, betragtede festhallen med tilfredshed. I kaminen på den modsatte side af hallens indgang, flimrede enorme flammer fra de brændende træstykker og kastede skygger på egetræsloftet og rustningerne, som stod langs væggene. De strålende kandelabre oplyste hele det lange bord og reflekteredes af Waterford-krystal, Spode-porcellæn og Sheffield-sølvtøj, mens de dekorative stofservietter indhyldedes i en magisk glans. Servietter af irsk stof. Brittain måtte, omend modvilligt, indrømme at cartering-team’et havde gjort et glimrende stykke arbejde. Oprindeligt ville han af sikkerhedsgrunde slet ikke have hyret dem. Men den faste medarbejderstab var fuldstændig overbebyrdet, og helt ærligt ville den ikke være istand til at forberede en buffet med alt hvad der hører til, for sådanne store selskaber, og slet ikke for så mange verdensberømte og indflydelsesrige damer og herrer. Derudover var cateringsvirksomheden blevet kontrolleret. De havde forladt huset som aftalt klokken nitten og nu havde Brittains stab ansvaret, for chefkokkene i køkkenet, for tjenestepigepersonalet og for sikkerhedspatruljerne, som bevågtede området. Imens han kiggede på uret, konstaterede Brittain med dyb tilfredshed, at der stadigvæk var femogfyrre minutter tilbage, før han officielt skulle hilse på gæsterne. Tids nok for en lille én, samt et flygtigt blik i de interessante magasiner, som han her til morgen havde modtaget i diskrete brune konvolutter. Ex-officeren Brittain ville være blevet yderst indigneret, hvis man havde kaldt ham for bondage-ekspert. Det var kun perverse og degenererede, som tilfredsstillede sig selv på den måde. Men fordi han godt kunne lide at kigge på unge kvinder, som på forskellige raffinerede måder var blevet bundet og lænket, parate til at blive opdraget og afstraffet, kunne man da ikke konkludere, at han var sygeligt anlagt. Hos hæren havde man lært ham disciplin, gjort ham til en mand. Det var præcis det, som landet havde brug for idag, disciplin. Og ingen lagde så megen vægt på disciplin som han. Hård men retfærdig, det var Harry Brittain. Denne unge, blonde, storbarmede dulle, som var med i cartering-gruppen i eftermiddags, havde sådan en feminin bagdel. Den ligefrem skreg efter at blive pirret og afstraffet, tænk om hun havde haft selvsiddende strømper på og intet andet under hendes stramtsiddende sorte nederdel... Han havde svært ved at stoppe sine sexfantasier. Men det er der tid nok til bagefter, Harry, tænkte han. En sidste kontrolrunde for at se, om alt var sådan, som det skulle være. En virkelig stor sag. Næsten som i de gode gamle dage, hvor han bare ventede på at komme frem fra skjul. Den prikkende følelse af anspændthed, kriblen i maven og erkendelsen af, at han Harry Brittain, var den som bestemte. En følelse af ultimativ tilfredsstillelse. På vej mod udgangen rettede han omstændeligt en sammenfoldet serviet, der lå noget usymmetrisk. Et vidunderligt materiale, dette stof, tænkte han. Forbavsende, at disse Paddies stadig væk kan producere sådan en fremragende ting, når man tænker på, at hele bundtet er en flok dovne klamphuggere. Men sandsynligvis havde protestantiske håndværkere fra Norden lavet servietterne og ikke disse uduelige katolikker. Harry, stram lutheraner som han var, var ikke den, som ”rendte til præsterne i kjoler for at bede om syndsforladelse”, havde livligt deltaget i ”Paddie-klaskning” , som han og hans kammerater kaldte det. Stiv som en ladestok, spankulerede han nu gennem forhallen, forbi de våben, rustninger og relikvier, der vidnede om Storbritanniens forgangne storhedstid. Han forsvandt ind i sine private gemakker, der lå under den storslåede egetræstrappe. Han tog en Glen Morangie Scotch, skyllede munden og trimmede sit overskæg. Nu var han parat til alt. Aftenen tegnede lovende og interessant. ** Kelly rensede værelset for efterladte fingeraftryk og tog stille og roligt afsted. ”Kan du have det, skat” sagde han over skulderen til den sovende pige på sengen. Glem ikke at hilse manden fra Daily Mail fra mig.” Han smed de to rejsetasker ind i den lejede bils bagagerum, og mens han kørte ud fra pensionens parkeringsplads, kiggede han på vejkortet. Klokken var nitten. Han håbede på, at bussen ville komme præcis. Det bølgende, engelske landskab gik ham på nerverne. Det var fremmed for ham. Bussen var overraskende præcis. Phil stod af, ventede indtil bussen tøffede afsted, krydsede vejen og steg ind i Avengeren. ”Hvordan gik det?” spurgte Kelly, gassede op og kørte i retning af motorvejen. Phil grinede og de sidste timers anspændthed veg langsomt fra hende. ”En gammel Indienkæmper tog mig på røven, den liderlige buk. En slesk catering-ejer forsøgte at gøre smørede tilnærmelser og jeg har tjent den storslåede sum af otte pund, eksklusiv skat. Men jeg tror næppe, at jeg vil komme til at afhente klinkerne. Dem kan Jeannie få. Forøvrigt, har hun det godt?” ”Sover som et spædbarn og drømmer om at blive berømt. Hvor kører vi hen, min kære?” ”Til lufthavnen, min skattebasse og pres lidt mere på gaspedalen.Vi laver en lille rejse. Jeg har ikke været hjemme længe. Vi flyver til United States of America. Før de opdager, hvad der er sket, er vi forlængst over Atlanterhavet.” Tim fløjtede. ”Jeg har opdaget, at min pas er forsynet med et indrejsevisa, men jeg havde ærligt talt ikke regnet med, at jeg ville få brug for det så hurtigt.” ”Når lortet når ventilatoren, er det bedst, at vi er langt, langt væk herfra. Desuden er Bilderberg kun begyndelsen. Har du nogensinde hørt om Bohemian Hain ?” Kellys uforstående blik signalerede, at dette ikke var tilfældet og hun fortsatte. ”Det ligger i Californien. På denne årstid skulle det efter sigende være meget pittoresk. Jeg har to flybilletter til San Francisco i lommen. Du flyver til Babylon, men selvfølgelig uden blomster i håret. Vi har et arbejde, der skal gøres.” Phil tog forsigtig paryk og briller af og sagde: ”Véd du, jeg synes, det er ærgerligt, at jeg ikke kan iagttage skuespillet, når BZ begynder at virke.” ”Hvordan tror du, det kommer til at virke?” Phil trak på skulderne. ”Jeg ved det helt ærligt talt ikke, men når du giver et ekstremt hallucinerende narkotika til en horde af magtliderlige psykotikere...” Tim udstødte et latterbrøl og tændte for radion. Til tonerne af Jimi Hendrix` Purple Haze kørte de langsomt i retning af Heathrow-lufthavnen. De stoppede kun op en gang for at smide den aktionserklæring, som Phil havde skrevet dagen før, i postkassen. Fortsættelse næste weekend... FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON! HUNDEN – en keltisk sammensværgelse - af Sean (John) McGuffin oversat af autonom info-service 1. kapitel http://indymedia.dk/articles/211 2. & 3. kapitel http://indymedia.dk/articles/227 4. & 5. & 6. kapitel http://indymedia.dk/articles/241 _____________________________ Forskellige stemmer om forfatteren SEAN (JOHN) McGUFFIN: http://www.irishresistancebooks.com/john.htm