INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON: Hunden – en keltis

10. kapitel: ”Fuglen er fløjet afsted.” RESÙME Borgerskabets `diskrete charme` er som blæst væk, da narkotikaen begynder at virke og Bilderberg-konferencen opløser sig i kaotiske scenarier. Imens finder en gammel IRA-veteran ud af, at han har ”vundet” en rejse til Californien og han aner, at det er Hunden, som står bag. Udenfor Dublin mødes IRAs militærråd i al hemmelighed for at drøfte den seneste tids opsigtsvækkende aktiviteter fra Hundens autonomt agerende celler.

I værelset i det sikre hus i Clontarf, nord for Dublin

______________ DITCHLEY PARK ”Og nu mine højtærede damer og herrer, vil jeg afslutte med at byde Dem velkommen til vores årskonference og takke vores vært, Sir David Palliser. Bon appetit! Lad vores diskussioner blive ligeså resultatorienterede som sidste år. Mine damer og herrer, lad os udbringe en skål `for Organisationen`!” De seksogtredive gæster løftede højtideligt deres glas og og drak. ”Leve Bilderberg!” De foldede deres servietter ud og afventede koncentreret serveringen af Vichysoisse`en. Tyve minutter senere herskede en afslappet atmosfære. Rødtungefilet fra Dover var ved at blive serveret... Maurice Levy, en betydningsfuld bankier fra Paris, tørrede sig affekteret om munden med sin serviet, mens han faldt i staver og stirrede på Reinhold Stumpf, der sad på pladsen overfor ham. ”Sale Boche”, hvæsede han. Han for forskrækket sammen. Hvad var det, han sagde? Var der nogen, som kunne have hørt det? ”Merde!” Han mistede kontrollen over sig selv. Han kastede et flygtigt blik på sit vinglas. Nej, han havde næsten ikke drukket noget af det. Han forsøgte påny at fiksere den fede bayriske indenrigsminister. Hvad var det for en medalje, han bar? Den lignede da til forveksling et hagekors. Og ham Stumpf så da også ud som en vaskeægte ... Pludselig var franskmanden drevet langt væk, fortabt i rum og tid. Han var et lille barn, som skreg på perronen af Gare du Nord-Paris, da et stort, arisk monster spyttede på hans far og kastede ham, Maurice, ind i en stinkende godstogvogn, der skulle bringe ham og hans forældre til Ausschwitz. Hans forældre var omkommet der. Var Stumpf denne SS-bøddel? Umuligt! Eller dog? Desto længere han betragtede Stumpf, desto mere bekendt forekom ham det oppustede ansigt, især de små griseøjne... ”Cochon!” skreg han, mens han sprang op og hældte vin ud over sin sidemand. ”Assassin! Salaud!” Stumpf, der sad hensunken i dagdrømmeri, vågnede brat. Han havde et stykke tid været ganske tavs og ignoreret det sædvanlige selskabssludder fra den saudiarabiske delegerede. Han forsøgte at blive klar over, hvad det var, der gjorde ham så ophidset. Så faldt det ham ind. Der var der simpelthen for mange af disse forbandede jøder tilstede. ” Gå ad helvede til, jødesvin!”, skreg han, og startede et veritabelt angreb tværs over bordet og tog kvælertag på franskmanden. Festsalen lignede en romersk skueplads i antikken, da verdens mest indflydelsesrige hoveder opførte sig som om, de var i en cirkusmanege. Angst og afsky, paranoia og panik bredte sig. Den irske republiks udenrigsminister, hvis far var blevet skudt af Black and Tans, hældte en masse skældsord ud over den britiske udenrigsminister, som smågrinende kastede rundt med brødkrummer. Chefen for Hays Westchester Bank kastede sig over den slanke, unge mand, som var leder af Fredscentret i Stockholm og forsøgte ihærdigt at voldtage ham. Vatikanets udsendte troede, at Gud nu åbenbarede sig for ham, hvilket han slet ikke brød sig om. Hun var sort. Hushovmesteren Brittain snublede omtåget hovedkuls ind i kampene. Et genialt anfald af skarpsindighed gjorde det klart for ham, at han nu igen befandt sig i skyttegraven. Han rev et spyd løs fra en af de vel bevarede rustninger, og spydede Konrad Hissing, USAs forhenværende ambassadør til væggen. En sikkerhedsvagt fra CIA, som kom ilende ind i salen, affyrede et skud mod den amokløbende gamle britiske soldat, skød forbi og ramte istedet for nazilederen Enoch Powel. Han faldt pladask på gulvet og måtte med gru i sindet hjælpeløs se til, at et ældre konservativt medlem af det engelske overhus kom kravlende hen mod ham for at slikke hans blod, der sprøjtede ud af hans åbne sår. Den amerikanske boss fra Mogul Oil, som gennem lang tid havde forsøgt at berolige sin sidemand, blev pludselig selv ramt af BZ-stoffet og startede en veritabel jagt på den japanske delegerede for at tage hævn for Pearl Harbor, hvor hans søn faldt som ung soldat. Men det var for sent! Den gamle herre Takei Shushimi, som med stift blik havde iagttaget solnedgangen gennem vinduet, var endelig kommet til erkendelsen af, hvorfor Hokusai havde malet Fujijama-bjerget så ofte, og begik prompte harakiri med sin steakkniv. Den frusterede oliekoncern-manager rettede derpå sin vrede imod den sleske Tacoæder, skreg ”tænk på Alamo!” og kvalte den mexicanske økonomiprofessor, der blev regnet for landets kommende præsident. Det kom nu ikke til en virkelig kamp. Mexicaneren troede, han befandt sig på et bjerg, forført af Don Juan. Da de øvrige sikkerhedsvagter stormede ind i salen, flygtede nogle skrækslagne gæster fra dem ved at springe ud af vinduerne. Overalt blev de mødt med panisk forfærdelse. Imens de forsøgte at fatte, hvad der foregik, sprang Sir David Palliser, der havde gemt sig bag den kæmpemæssige egetræsdør, på en sikkerhedsvagt bagfra og snuppede hans Uzi-maskinpistol. Før han blev slået i gulvet, lykkedes det for ham at affyre en skudsalve, der løsnede op i rækkerne af vanvidssmittede delegerede, og sårede den britiske inderigsminister. Massakren og kaos´et ville ingen ende tage. _____________ BOGSIDE DERRY Fuglen gik opad William Street. Han var åndsfraværende, men ikke helt så langt væk, at han ikke havde bemærket den britiske gadepatrulje, som lurede i skyggen af bymuren ved Magazine Gate. ”Aften, drenge”, sagde han ”Hvor skal du hen, gamle dreng?” spurgte en sergeant, hvis udprægede slang afslørede, at han var en rigtig Birmingham-proletar. ”Bare i Rocker for at få en natdrink. Jeg må varme mine gamle knogler før min nattesøvn.” ”Du skulle forlængst have ligget i sengen, bedstefar. Idag er det farligt at rende rundt udenfor. For en times tid siden var der skyderi nede ved gavlmaleriet med den idiotiske påskrift Her begynder det frie Derry. ”Er der nogen sårede, min søn?” ”En af vores mænd blev ramt i skulderen. Han skal nok klare det. Det ser meget mørkere ud for denne provolort. Han kommer ikke langt. Patruljerne leder efter ham alle steder. Du ved godt, der bliver ikke taget fanger”. ”Jeg håber, I får fat i uslingen. Desto hurtigere I udrydder dette terroristpak, desto roligere kan gamle folk som jeg sove igen.” ”Du har ret, bessefar. Desto hurtigere kommer vi ud herfra, fra dette gudsforladte hul. Bare rolig, vi skal nok rydde op blandt disse svinehunde. Har du måske nogen nyheder, som kunne have vores interesse?” ”Intet, Sir, men jeg holder ørene stive og siger til, når jeg hører noget. Det gør jeg jo altid, ikke sandt?” ”Godt nok, bessefar. Kom godt hjem igen. Bliv ikke for længe i pubben, muligvis kommer vi i løbet af aftenen forbi og rydder op.” ”Jeg tager kun en lille drink, min søn, for at holde min gigt på afstand.” ”Drik en skål for os, bessefar”, hviskede sergeanten, mens han stak ham en pundseddel. ”Tak min søn. Jeg vil gøre mig fortjent til denne opmærksomhed. Den usle folkepension kan man hverken leve eller dø af.” Fuglen gik opad bakken. Fra de to pubber Castle og Dungloe trængte lys ud og oplyste den mørke gade. ”Hvorfor spilder du tiden med at sludre med den gamle røvpuler, sergeant?” spurgte korporalen, som åndsfraværende trykkede på sine bumser i ansigtet. ”Hjerter og hjerner, Alex. Derudover kan den gamle knark blive nyttig for os. Han er de pund værd, som han får i ny og næ. Du må anstrenge din hjerne, når du har at gøre med disse Micks. Han er harmløs, men nogle af dem er det absolut ikke.” Da Fuglen trådte indenfor i pubben Rocking Chair øverst på bakken, så han helt anderledes på sagen. Han syntes, at den ´forbandede provo´, som skød britten fra Brandywell egentlig slet ikke havde set ud til at være særlig såret, da han for en times tid siden var klatret over hans bagmur for at skjule sit Armalite-gevær. Fuglen smilede og banede sig vej gennem røgtågerne hen til bardisken. Han standsede kun op for at stoppe sergeantens pundseddel i fangehjælpens indsamlingsbøsse, der stod i hjørnet. ”Der er han!” brølede Bull Morrison, pubbens uofficielle overhoved og stemningsindpisker. ”Der har vi ham, den gamle, indestængte søpirat. Hvad vil du drikke?” Fuglen blinkede noget forvirret. At Bull spenderede en drink, var noget helt nyt! Men lejligheden måtte udnyttes. ”En Pint Stout, tak, fordi det er dig. Og hvad mener du med indestængt?” Bull blinkede med det ene øje til de andre fulderikker, muskuløse arbejdere, som stod henslængt ved bardisken med deres porter i hånden. ” Har jeg ikke sagt til jer, at han er en gammel, snu ræv? Lader som om han ikke ved noget som helst. Er som sædvanlig tavs som graven.” Der lød spredt latter og flere nysgerrige værthusgæster blandede sig i samtalen. ”Nå, Fugl, hvem vil du så tage med til staterne. Ud med sproget.” ”Tag mig med Fugl, jeg har altid drømt om at komme til staterne”, sagde en anden indsmigrende. ”Tag dig ikke af dem, de er bare misundelige”, råbte den velformede, buttede Lizzie Curran over til ham. ”Har jeg ikke altid været din søde lille dullemus? Jeg vil holde dig mere med selskab i San Francisco end alle disse sludrechatoller tilsammen.” Fuglen satte sig på sin sædvanlige barstol og nippede til sin Pint. ”Hvad drejer det hele sig om, Kevin?” spurgte han bartenderen. Kevin holdt op med at drikke sin Smithwicks og kiggede på den gamle mand. ”Du godeste, folk, jeg tror ikke han holder os for nar. Han aner virkelig ikke, hvad der sker.” Et øjeblik blev der dødstille i pubben, men efter at stamgæsterne havde samlet sig omkring baren, brød et larmende helvede løs. En eller anden fik jukeboxen til at tie, hvorfra Largeys udødelige vuggesang om provoerne havde drønet som sædvanlig. ”Værsgo, Gerry, det her vil gøre dig godt”, sagde Kevin og rakte Fuglen en dobbelt Powers. Fuglen kiggede forundret ud over forsamlingen. ”Jeg har da ikke fødselsdag idag, vel?” ”Dit gamle fjols, det er meget bedre end det”, brølede Morrison, som kun med besvær formåede stadig at beherske sig en smule. ”Du vandt i tombola`en i aften. Førstepremien, en rejse for to til Californien. Alt bliver betalt, dit heldige asen.” Fuglen smilede, nippede til sin whiskey og lod stamgæsternes drillerier og skulderklappen passere. ”Hvem er den heldige udkårne?” blev der spurgt i kor . ”Hvem tager en gammel ungkarl som dig så med?” ”Come on, din gamle heldige ræv, frem med det. Lizzie måske?” ”Jeg ved det ikke endnu, drenge. Jeg må lige tænke over det.” Men i virkeligheden var han allerede sikker. Han var helt klar over, hvem han ville tage med og at det hele ikke havde noget som helst med held at gøre. Gerry ”Fuglen” Quigley havde i hele sit liv endnu aldrig købt en lodseddel i en tombola. Her har Hunden haft en finger med i spillet. Eller Onkel Chris. Gerry ”Fuglen” Quigley. Toog halvfjerds år ung. Tidligere politisk fange, siden sin ungdom i tyverne medlem af IRA. Manden som fik kælenavnet ”Fuglen”, fordi han hver gang før han flygtede fra fængslet – og han flygtede ialt fem gange – skrev på cellevæggen : ”Fuglen er fløjet afsted.” Den ærværdige borger og trofaste støtte til Bogside Community sad på sin ynglingsbarstol i sin ynglingsby og smilede. ”En lille afveksling er ligeså forfriskende som en hvilepause”, sagde han. Det er tid forVindhundene til at starte træningen. Han ville ringe til Martha. ___________ 11. kapitel CLONTARF, REPUBLIK IRLAND IRAs militærpolitiske råd havde konfereret i to timer og man var stadigvæk ikke blevet enige. I værelset i det sikre hus i Clontarf, nord for Dublin, var luften tyk af hundredevis af kvalmende cigaretter. Et ledende medlem, en lille gråhåret mand fra Derry, rømmede sig. ”Det ser ud til, at den afgørende stemme ligger hos mig. Vi bliver nødt til at afgøre det idag.” De øvrige seks medlemmer fra IRAs militærpolitiske råd, der sad omkring bordet, nikkede samtykkende én efter én, selv de tre som vidste, at afgørelsen ville gå imod deres vurdering. ”Jeg er også for, at vi afblæser sagen”, sagde IRAs militære stabschef, manden fra Derry. ”Forhandlingerne med britterne er for langt fremme og lige nu i en yderst vanskelig fase. Vi kan ikke lade processen gå i sig igen på grund af O´Briens kampagne.” McDaid, Belfast’s delegerede, kom som forventet straks med indvendinger. ”Hvis Arthur ville være tilstede, ville hans votum være afgørende. Og vi véd allesammen udemærket, hvordan han ville stemme!” Stabschefen sukkede. ”Rory, han er nu engang ikke her og han er ikke længere medlem af IRAs militærråd. Han er krigsfange og som sådan falder han automatisk tilbage til status som sympatisør. Det ved I jo allesammen.” ”Ja, men vi stemmer om hans aktionsplan.” ”Det gør ingen forskel.” Moss Tierney, en stædig gammel mand fra Cork, der var rykket ind i rådet efter Hunden, hostede. Alle hoveder vendte sig mod ham. Tierney formulerede med omtanke det spørgsmål, som ingen havde ville tage op eller kunne besvare. ”Hvad? Hvordan afblæser vi operationen? Skal vi sætte en annonce i lorteavisen?” Pinlig tavshed fyldte rummet. Lederne af den Irske Republikanske Hær, verdens mest succesrige byguerilla, ville ikke indrømme det, men hvad Hundens sidste planer angik, så havde de lige så lidt viden om aktivisternes identitet, som britterne havde. McDaid tog ordet. ”Det var en pointe, Moss. Tja ”, han nikkede til stabschefen,”Jack, hvordan kunne vi egentlig afblæse det hele, hvis vi ville ?” Jack Conlon kiggede rundt i kredsen af tilstedeværende .”Skulle vi ikke gennemgå alle de informationer, vi råder over, comrades?” Nordirerne indvilligede i dette forslag, omend med en noget tøvende holdning. Conlon fortsatte. ”Så vidt vi véd, har britterne fået Arthur til at tale. De har haft ham under behandling i syv dage i Castlereagh og Ballykelly. Han har nu været flere uger i totalisolation. Spotter berettede, at Arthur i retssalen så ud til at være fuldstændig færdig. Da vi i forvejen gik ud fra, at de ville få ham til at bryde sammen, har vi lukket de sikre tilholdssteder og sørget for, at alle som har arbejdet sammen med ham forsvinder for et stykke tid. Britterne kender formodentlig Harernes navne. Det er altså kun et spørgsmål om tid, før de skide britter opsporer og eliminerer dem.Vi bliver nødt til at distancere os fra dem på forhånd. Gud ved, hvad de har planlagt. Aktionen i Paris var udemærket, det må jeg sige. Meget proffessionelt. Men vi kan ikke lade folk, som vi ikke har under kontrol, aktionere i vort navn.” ”Du var da selv tilstede på det møde, hvor Arthur blev autoriseret til at handle på denne måde!” sagde McDaid vredt. ”Det er sandt”, indrømmede Conlon, ”intet menneske er uden fejl, men sagen er den, at britterne ved hvem Harene er og vi, som burde vide det, ved det ikke.” Mulhern, det yngste medlem af militærrådet, tog ordet. ”Selv hvis de har nedbrudt Hunden, kender britterne ikke engang halvdelen af hele historien.” De ældre vendte sig mod ham. Ynglingen, som de kaldte ham, talte kun sjældent ved rådsmøderne. Han hørte til ”Falkene” i bevægelsens ledelse, produkt af Belfast’s hårde skole og fangelejren Long Kesh. Derudover stod han længere til venstre end de fleste af dem. I den seneste kampagne havde han kæmpet væbnet, før han langsomt var steget op ad rangstien, mens de fleste ældre herrer i ledelsen ikke havde været direkte med i aktionerne siden 40’erne eller 50’erne. Normalt havde han stor respekt over for de gamle, erfarne frihedskæmpere. Men lige nu kunne de tydeligt mærke, at han talte dem imod med sine egne erfaringers kraft. Stille og roligt forklarede han om planerne, sådan som han havde fået det til opgave af Hunden. ”Jeg tror som sagt ikke, at de har nedbrudt Arthur. Men selv hvis det skulle være tilfældet, spiller det ingen rolle. Han havde jo taget sine forbehold. Han kender kun cellernes kontakter. Han ved hverken, hvem de har rekrutteret, hvad de har for planer og hvilke dæknavne de benytter sig af. De har tilstrækkelige materielle midler og fuldstændigt frie hænder. Onkel Chris har sørget for de nødvendige identifikationspapirer. Selv hvis Hunden fortalte dem alt, hvad han ved, så har de ikke fået ret meget at vide.” Et kort øjeblik indtrådte stilheden. Tingene stod henholdsvis værre og bedre til, end de havde forestillet sig det. Stabschefen hostede. ”Hvem er onkel Chris?” Mulhern tøvede. Derefter sagde han: ”Chris Connolly.” ”Du godeste, ham var jeg interneret sammen med i 1943 i Crumlin! Jeg troede, at han forlængst havde trukket sig ud af alt.” ”Jeg troede, at han var død.” ”Han er flyttet til Staterne, ikke sandt?” Mulhern gjorde sig umage med at smile tilbage. ”Siden ’69 har han fungeret som sleeper. En gammel ven af Hunden. Han lever i Hollywood.” ”Holywood, grevskabet Down?” Mulhern smilede igen. ”Hollywood, Californien. Han er chef for et turistbureau. Han har sørget for samtlige dokumentanskaffelser.” I et løssluppent højtlydt kaos af stemmer afbrød alle hinanden. ”Hvem deltager ellers i det? Hvem er Harene? Hvad er deres planer?” ”Jeg har jo allerede sagt, at det er kun Connolly, der kender aktivisterne og deres dæknavne. De forbereder deres aktioner helt autonomt. Hunden kender kun de celle-ansvarlige.” ”Kender du nogen af dem?” Mulhern tøvede. Selvfølgelig kendte han dem. Det var Hundens sidste sikkerhed, skulle alt gå galt. Den eneste, som Hunden havde ubetinget tillid til. Da O`Brien efter det sidste møde i militærrådet for fire måneder siden havde henvendt sig til ham, spurgte Mulhern ham, hvorfor han ikke involverede hele rådet. Drejede det sig som sædvanligt om, at yderligere en skulle informeres, eller ville han derudover få mere at vide? Hunden var ikke i så godt humør som sædvanligt. ” Eamonn”, havde han sagt, ”jeg har i lang tid været overbevist om, at der sidder en forrædder i vores øverste ledelse, måske sågar i militærrådet. Jeg kan ikke bevise det, skønt der findes visse mistanker. Jeg kan hellere ikke risikere at udløse paranoia og klapjagt. Derfor er det kun Harene, onkel Chris og du, som ved noget om sagen. Det bliver blandt os. Skulle der ske noget med mig, har jeg brug for dig, for at du kan hjælpe dem så godt du kan. Overfor Harene er dit dæknavn `Master McGrath`.” ”Du godeste, Arthur”, sagde Mulhern og rystede på hovedet, ”overdriver du ikke med alle disse dyre metaforer? Hunden, Harerne og nu også Master McGrath?” O`Brien smilede bare. ”Du ved endnu ikke noget som helst om Vindhundene, Eamonn. Nej, tillad mig bare min lille spøg. Jeg har hele mit liv været rebel og revolutionær, og det før nogle af os overhovedet blev klar over, at vi er revolutionære. Jeg er ved at blive gammel, jo det passer, uanset hvad du siger. Det lyder måske lidt patetisk, men jeg må sige dig, at jeg er overbevist om, at Irlands fremtid ligger i hænderne på folk som dig. I de tre år du var interneret i Long Kesh har du tilegnet dig en historisk og politisk viden, som jeg næppe har kunne tilegne mig i mine 40 år. Man regner mig godt nok for en af de ledende aktivister, men i bund og grund har jeg altid været en enegænger. Jeg var for ung til de gamle og for gammel til de ”unge vilde” . Du ved, at man allerede for år tilbage sagde, at jeg ikke var en rigtig revolutionær, men bare en anarkistisk Graucho-Marxist. Ja, det er sandt. Når de ikke kan se de morsomme sider af sagen, så op i røven med dem. Det er klart, revolutionen er ikke noget teselskab, og jeg er parat til at give mit liv, hvis det er nødvendigt. Men jeg forsøger at have det skægt på min egen absurde måde. Vi må kunne grine på vejen til skafottet. Kun døde fisk svømmer med strømmen.” Denne side af O’Brien havde overrasket Mulhern ligeså meget som de folk fra bevægelsen, der kendte O’Brien. Men Mulhern udviste stor respekt for O’Briens intelligens, hans engagement og hans snildhed. Og nu havde de altså snuppet ham, og det så fuldstændig ud til, at han på ingen måde havde lidt af stikker paranoia. Mulhern så sig om i lokalet. Det kunne sågar være en af de tilstedeværende. Godt nok havde han afsløret onkel Chris’s identitet, men han ville med djævelens vold og magt holde på sin viden om Harene og Vindhundene. ”Det er alt, hvad jeg ved”, løj han. Tuatha, folket fra de gamle irske sagn, der tidligere havde været i Clontarf, så til og smilede. Kort efter var mødet slut, uden at man var kommet til en endelig afgørelse om noget som helst. Conlon havde forslået, at en af deres aktivister måtte tage til Californien og opsøge Chris Connolly. Forhåbentlig kunne man gøre det klart for den gamle mand, at nu hvor Hunden sad inde, havde militærrådet taget sagen i egen hånd og måtte derfor vide navne og dæknavne. Hvis ikke, fandtes der midler og muligheder for at få folk til at tale. Harene ville man kalde tilbage. Hvis det ikke var muligt, måtte de elimineres! ** Moss Thierney forlod rådsmødet og kunne mærke, at han trods alt havde 65 år på bagen. Han afslog tilbuddet om et lift til byen og steg istedet på lokalbussen. Tyve minutter senere befandt han sig på Fenian Gun, en pub i det nordlige Dublin. Den første han ringede til, var hans søster, der var enke. Han ringede til hende hver eneste aften, når han var på ’forretningsrejse’. ”Hvordan har I det ?” ”Hun er blevet noget roligere” svarede hans søster. ” Hele dagen havde hun smerter, men morfinen hjalp. Nu sover hun”. En kort pause. Så: ” De må snart operere, hvis hun skal have en chance, det ved du godt, ikke Moss?” ”Jeg ved det, Maura, jeg ved det. Jeg skal sørge for det. Der findes disse kirurger i New York. Jeg er ved at samle pengene sammen. Hils hende mange gange fra mig, jeg er tilbage imorgen aften.” Han lagde på. Maura snøftede, lagde røret på og lavede endnu en kop te. Stakkels Maurice, tænkte hun. Han ligger stadig under for sine illusioner. Nora kommer aldrig til at forlade dette rum, kun i en kiste. Endnu snøftende kastede hun et sidste blik på sin sovende svigerinde, slukkede lyset og tændte for fjernsynet. Den sene nyhedsudsendelse var igang, og speakeren talte om en eksplosion i en bank i London. ** I baglokalet på Fenian Gun sad Tierney og O’Gorman, pubbens indehaver og lyttede ligeledes til de sene nyheder. Personalet var ved at rydde op og O’Gorman nippede til et glas Powers, mens Tierney slubrede en kop te i sig. Matt O’Gorman var en gammel kammerat. Han og Tierney havde begge været interneret i Curragh-lejren i 40’erne. Han gestikulerede vildt foran fjernsynsskærmen. ”Var det os, Moss?” Tierney sad og tænkte på Nora. Nora med de lysende øjne og den kække mund. Nora hans kæreste, hans kærlighed – nu i 40 år. Nora som langsomt blev ædt op af kræft, mens disse forbandede læger ikke kunne finde ud af at gøre noget som helst. Nora..........han så op. ”Jeg ved det ikke, Matt. Ved Gud, jeg håber det ikke”. O’Gorman så overrasket på sin gamle ven. Begge var de gamle IRA-kæmpere og begge havde de i 1938 deltaget i Sean Russels fejlslagne bombekampagne i England. ”Hvorfor dog ikke det, Moss? Vi må da håbe på, at drengene havde heldet med sig og lavede en fuldtræffer”. Tierney trak på skuldrene. ”Det kan godt være, Matt. Jeg er ked af det, men jeg ved ikke, hvad der er op og ned lige nu. Kan jeg låne telefonen?” ”Ja, selvfølgelig. Jeg gør lige kassen op. Tag bagdøren når du går. Du kender jo vejen. Pas på dig selv og kom godt hjem. ” ** I kontoret hos Argos Import & Eksport i Ballsbridge, Dublin ringede telefonen. Det var lidt over midnat og kontoret var lukket for længst. Efter den tredje ringetone blev et modul aktiveret og stillede opringningen om til et baglokale i den britiske ambassade, der lå et stykke længere nede ad gaden, tæt på Dublins Kongelige Hestemarked. ”Det irske kløver står til rådighed”. Der lød et par klik og via de hemmelige britiske SIGINT-satelitter blev meddelelsen sendt over et relæ til Cheltenham i England, og derfra til hærens efterretningstjeneste i Maresfield. En efterretningsofficer tog røret og tændte for båndoptageren. ”Det er Emerald her. I aftes var jeg for første gang med til rådets møde. Onkel Chris er Chris Connolly. Bor nu i Hollywood, Californien. Papirerne på ham må være et eller andet sted i jeres arkiv. Han var interneret i Belfast i 1943”. En pause. ”Hør engang, jeg har brug for penge”. ”Ikke noget problem. De bliver deponeret i Dublin imorgen. I Dollars. Var der mere?” ”Nej, jeg ringer igen om tre dage. Sørg for at pengene er der”. ”Roger, Emerald”. Muldvarpen lagde på, gik ud på toilettet og kastede op. Han tørrede omhyggeligt sit ansigt af med det snuskede håndklæde og gik hen mod bagdøren. ”Er det dig, Moss?” Alt iorden?” ”Ja, Matt, tak. God nat”. ”Hils Nora. Vi ses. Hav det godt”. ___________ 12.kapitel: ” Hvad gør det, hvis de dræber os i krig, når de alligevel hænger os i fredstid?” RESÙME: Den tidligere nazibøddel Otto Blutgeld lever et farligt liv som våbenhandler og politistikker. Takket være et usandsynligt held og hans to vagtsomme dobbermen er han endnu sluppet med skrækken efter de mange forsøg på at sende ham ud på den lange rejse, hvorfra ingen vender tilbage. Han aner lige så lidt som Sir Alexander Hume, den britiske efterretningschef i Holland, at nogle IRA-aktivister har fået færden af ham. En ellers vægtig grund til at være nervøs... _______________ BERGEN. HOLLAND I sin herskabelige villa kastede Otto Blutgeld sig søvnløs frem og tilbage i sengen. En udbredt erhvervssygdom for de fleste, som driver handel med døden. De har givet sig selv for mange fjender. I 50’erne var ’Otto den mærkelige’ våbenhandler i Hamburg. Politiske ideologier betød ingenting for denne ex-nazi. Den der kunne betale, fik sine våben, fra Beretta-pistoler til højteknologisk anti-luftskyts. Det skete stadig oftere, at Blutgeld udleverede sine kunder og indkasserede belønning fra de engelske, franske eller tyske myndigheder, som han forsynede med de respektive oplysninger. Således fik han penge fra to sider, og ovenikøbet fik han sine våben tilbage igen. Det var en yderst lukrativ forretning, men den gav ham mange farlige fjender. Løjtnant Mercier fra de franske SDECE kommandoer havde befalet hans død, da han nægtede at indstille våbenleverancerne til FLN i Algeriet i 50èrne. 1956 eksploderede en bombe i hans kontor. Bomben var gemt i en brandslukker og dræbte hans partner Wilhelm Schneider. Otto var netop gået ud for at købe en avis. Året efter gik spisestuen i hans landejendom i Braunlage op i flammer. Blutgeld og hans forskræmte børn stod i haven og så på. I haven havde den gavmilde Blutgeld netop gemt kulørte påskeæg til sine børn. To måneder senere, d. 3. juni, lige efter han havde sendt en skibsladning med våben afsted fra Lübeck til Nordafrika, steg Otto ind i sin sorte Mercedes, drejede tændingsnøglen og bilen eksploderede som en ildkugle. Otto slap uskadt. Hans gamle mor døde i eksplosionen, hans syvårige datter blev alvorlig kvæstet. 1958 åbnede en fransk agent maskingeværild mod Otto’s nye Mercedes på vej mellem Hamburg og Lübeck. Dækkene blev skudt sønder og sammen. Bilen gled væk fra kørebanen og viklede sig om en telefonmast. Otto krøb ud af vraget, temmelig medtaget men levende. Han indstillede derpå våbenleverancerne til algierske FLN. Det så ud til, at en gammel køter som han stadig kunne lære et og andet. Men Otto fik stadig flere fjender. 1970 snød han IRA for tjekkiske maskinpistoler, geværer, granater og en kvart million patroner til en samlet værdi af 35.000 Pund. Blutgeld havde informeret den britiske efterretningstjeneste, fik penge fra begge sider, beholdt våbnene for sig selv og solgte dem en gang til. Irerne blev sat for en domstol i Dublin. Den irske regering var nær blevet væltet af processen. Ligesom franskmændene besidder irerne også en lang hukommelse. Således var der nogle, der spidsede øre, da de erfarede, at Otto havde slået sig til ro i Holland. Lampetten ved siden af Ottos seng lyste op og alarmklokkerne ringede ganske stille. Han satte sig op. Sikkerhedssystemet anmeldte en ubuden gæst. Mens han slyngede badekåben omkring sig tog han fjernbetjeningen, tændte fjernsynsmonitorene og betragtede omhegningen af huset. Ståltrådsnettet var klippet i stykker og han så, hvorledes en mørk mandeskikkelse gik tværs over græsplænen. Blutgeld knurrede med et ulveagtigt smil. Det så ikke ud til, at den indtrængede person var bevæbnet. Det var lang tid siden, Otto rigtig havde moret sig. Denne dilletant skulle der nu nok komme megen morskab ud af. Rolig og afslappet rakte han ud efter kontakten, der elektronisk åbnede gitterdørene på hans hundebure og slap de to store dobbermen fri. Han tog sin Walther P.38 fra natbordet, drak en slurk snaps og satte sig godt til rette for at følge med i showet. Bedre end de antikke romerske lege. Halvfems sekunder senere fór han bandende op fra stolen. På den flimrende sort/hvide skærm så han, hvorledes Puppi og Adolf, hans elskede dobermen, lå på plænen med blottede tænder. Deres hals var skåret over med ståltråd. ”Lortesvin!” brølede han og trykkede hidsigt på den kontakt, der udløste en direkte alarm hos den lokale politistation. Han var på vej hen til kommoden med våben, da en molotowcocktail fløj gennem soveværelsevinduet og brød ud i flammer. Otto vendte sig om og kastede et blik ind i stuen, idet Enwright som holdt sin frakke op foran sig for at beskytte sig mod glassplintrer, med ét trådte gennem indgangsdøren af glas. Han landede uheldigt og rullede sig i dækning bag en lædersofa, da Otto skød ud i det blå. Den tidligere SS mand tog sig sammen og skød to gange til. Det frydede ham at høre irerens skrig, da denne blev ramt af en kugle i skulderen. Otto skulede ondt og gik ind i rummet for at gøre det af med ireren. Da han igen ville trykke på aftrækkeren, mærkede han Morgans kniv trænge ind i maven. Han styrtede forover, blodet sprøjtede ud og han stirrede lamslået af væmmelse. Hans Walther faldt på gulvet, og Morgan der var fulgt efter molotovcocktailen gennem soveværelsevinduet, snuppede pistolen og satte fødderne i ryggen på tyskeren. Enwright krøb frem fra sit skjul bag sofaen. Han blødte som et svin. Halvdelen af skulderen så ud til at være flænset. Blutgeld, der stadig havde en kniv i maven så på sine angribere i skæret af de flammer, der havde bredt sig fra soveværelset til mellemgangen og nu nærmede sig stuen. ”Hvem i al helvede er I ?” hvislede han. Enwright rejste sig svajende op. ” Vi er IRA-folk, din møg-nazi. Aldrig glemme, aldrig tilgive! Hent geværerne, Damien og se efter i badeværelset om der findes en førstehjælpskasse. Vi må væk herfra så hurtigt som muligt. Sørg for også at finde bilnøglerne. Giv mig pistolen, jeg giver fyren en kugle!” Morgan kastede pistolen til Enwright, løb ad mellemgangen i retning af soveværelset, men blev holdt tilbage af de voldsomme flammer. Mens han vaklede tilbage, så han, hvorledes hans kammerat greb ud efter pistolen, som han måtte have tabt. Fuld af rædsel måtte han se til, hvorledes den døende Blutgeld i dette øjeblik trak kniven ud af sin mave og stødte den i brystet på Enwright... Morgan stirrede gennem vinduesviskerne på Blutgelds Mercedes. Regnen piskede ned og han gjorde sig umage for at forblive i den højre vejbane. Enwright og Blutgeld var døde, huset lå tilbage i røg og aske, og han kørte rundt med en stjålen bil i et fremmed land, hvis sprog han ikke forstod. Han havde penge, men kendte ingen. Han havde en Walther P. 38 med fem kugler og privatadressen på chefen for den britiske efterretningstjeneste. Hans selvtillid var ved at smuldre. Endnu engang havde han ikke slået til, og denne gang var hans kammerat, hans ven, der havde givet ham en chance til, omkommet, og det var hans skyld. Foran ham dukkede de truende lys fra politiets vejafspærringer op. Han gav fuld gas og brasede gennem afspærringen . De hollandske politifolk skød med maskingeværer og ramte den bageste del af bilen og ødelagde bagruden. To kugler borede sig gennem førersædet. Bilen blev slynget ud mod de yderste vejstriber og tilbage til kørebanen igen, mens Morgan fortvivlet forsøgte at genvinde kontrollen over fartøjet. Langsomt piblede blodet ned fra hans ene side og fra benet, han kæmpede for at bevare bevidstheden. Han begyndte at synge. En underlig sang, han slet ikke var klar over, at han kendte. Den syntes at komme til ham ud fra intetheden , fra hans underbevidsthed, som fra en drøm. ”Jeg er Brian Boy Magee og min tro er et skrig af had, mit fængsel, liv og kærlighed betyder intet mere for mig, hævnen det er mit mål”........ Der var kun ét for ham at gøre. Han måtte klare vejen tilbage til Amsterdam. Klokken var fem om morgenen. ** Sir Alexander Hume var et vanemenneske. På hverdage forlod han altid sit hus præcis kl. otte om morgenen. Morgen efter morgen kørte chaufføren nøjagtig kl. 7.55 limousinen frem fra parkeringskælderen fire husblokke nede ad gaden og parkerede foran nr. 24, det efeuomkransede tre-etagers hus på den fornemme avenue Frans Hals. Sir Alex’s livvagt, en tidligere soldat fra marinekommandoerne ved navn Logue, gik altid som den første ud af døren og kontrollerede den rolige gade. Chaufføren, Carstairs, åbnede bagdøren på bilen og præcis kl. otte trådte spionagechefen ud på fortorvet, steg ind i bilen og blev kørt til arbejde. Dette skete uden at vække den store opmærksomhed. Ingen af Sir Alex’s velhavende naboer vidste, hvad han beskæftigede sig med. For dem var han direktør for et britisk foretagende. Han arbejdede i byen og boede alene i huset – bortset altså fra hans tjener, hans chauffør og hans kammertjener. En mand af den gamle skole, en mand der levede og spiste alene, og undgik selv folk fra de øverste samfundslag. Damien Morgan, hvis kræfter hurtigt svandt ind, ræsede med sin bil sidelæns ind i den træbeplantede gade. Vognen væltede om på den ene side, ramte en BMW der stod parkeret i vejkanten og blev stående. Der var ikke meget tid tilbage, konstaterede Morgan. Han forsøgte forgæves at standse blødningerne fra arm og skulder. Det var kun et spørgsmål om tid, før de ville finde den stjålne bil. Og det var også kun et spørgsmål om tid, før han ville besvime. Han kiggede endnu engang på bykortet. Bare to gader mere. Enwright og han havde markeret huset, før de havde indledt det mislykkede angreb på Otto Blutgeld. Han måtte prøve at klare det til fods. Som så ofte før afsikrede Louge den massive egetræsdør, åbnede den og tjekkede gaden af. På hans vink kørte Carstairs limousinen frem til kantstenen og steg ud. Sir Alex satte sin hat på hovedet og tog frakken på. ”Lige et øjeblik, Louge, jeg har glemt nogle papirer. Gå De bare udenfor, jeg er der om et par sekunder”. Kl. 7.58 slæbte Morgan sig ned ad gaden og bøjede ind i Avenue Frans Hals. Han tænkte på sin døde ven. Han tænkte også på Joe O’Sullivan og Reggie Dunne, to gamle IRA-folk, der under 1. Verdenskrig havde kæmpet i den britiske hær. To af Michael Collins’ mænd. Den 22. juni 1922 havde de skudt feltmarskal Sir Henry Wilson, der var ansvarlig for den britiske terror i Irland, på trapperne op til hans hus i Belgravia, London. De blev fanget med det samme og henrettet umiddelbart efter. De var ikke kommet ret langt. O’Sullivan havde mistet et ben og kunne kun hinke . Og Dunne ville aldrig have ladt ham i stikken. ”Kamikaze-tid” brummede Morgan. ”Nummer 24”. Louge kiggede endnu engang ned ad gaden og fulgte de anvisninger, han havde fået. Han gik over gaden for at udveksle et par ord med Carstairs. Da Sir Alex hastede ned af trapperne med sin taske under armen, åbende Louge bilens dør for ham og stod med ryggen til Morgan, der kom humpende om hjørnet med sin Walther P.38 i hånden. På seks meters afstand affyrede Morgan tre skud mod Hume. Morgan skød vildt omkring sig og de to første skud ramte helt ved siden af. Louge reagerede lynhurtigt, drejede omkring, trak sin pistol, skød én gang, ramte ireren i brystkassen og smed ham ned på jorden. Louge sprang fremad, trådte på Morgans hånd så han mistede grebet om pistolen og stod bøjet over ham med sin 9mm Heckler rettet mod Morgans hoved. Et indestængt skrig fra chaufføren kaldte tjenerne til. Morgans tredje skud havde ramt Sir Alex, der var sunket sammen på fortorvet. Livssaften sivede ud af et flænset hul i hans hals. Da vinduerne blev åbnet rundt omkring i husene på avenuen, da tjenerne forsøgte at ryste liv i deres herre, da Carstairs kastede op ud over bilen, kom døden – både til Sir Alex Hume, repræsentant af det britiske empire, tidligere student på Eaton og Oxford, og til Damien Morgan, arbejdsløs, ufaglært arbejder med skolegang i Stella-Maris-skolen i New Lodge Road. Louge anstrengte sig for at høre de sidste ord fra manden fra Belfast. ”Cuma linn, is cuma linn cogadh no sith. Marbhor sa codagh, no crocher san sith.” Hvis han havde forstået gallisk, ville han have genkendt det gamle irske ordsprog: ”Hvad gør det, hvis de dræber os i krig, når de alligevel hænger os i fredstid?”. Han forstod det ikke. For to frihedskæmpere fra Hundens celler, for Sir Henry Wakehurst, for Alexander Hume og for Otto Blutgeld var slaget forbi. Men det var krigen ikke, da den keltiske sammensværgelse – som altid – hurtigt tog sin fortsættelse. Fortsættes næste weekend... _______________________________________________ FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON! HUNDEN – en keltisk sammensværgelse - af Sean (John) McGuffin oversat af autonom info-service 1. kapitel http://indymedia.dk/articles/211 2. & 3. kapitel http://indymedia.dk/articles/227 4. & 5. & 6. kapitel http://indymedia.dk/articles/241 7. & 8. & 9. kapitel http://indymedia.dk/articles/260 _____________________________ Forskellige stemmer om forfatteren SEAN (JOHN) McGUFFIN: http://www.irishresistancebooks.com/john.htm