Indymedias weekend-føljeton: HUNDEN – EN KELTIS

16.kapitel RESÚME Blodhunden MacIntyre lokker IRA-folk i fælden. Hans fryd over sejren vil slet ingen ende tage, og blodrusen når uanede højder. Berømmelse. Belønning. Magt. Han kan se det hele for sig. Lige indtil det øjeblik, hvor en kugle borer sig gennem hans hjerne og sender ham ud på den sidste himmelfart – nedad, mod taget på politibilen med de hylende sirener....

FBI-agenterne, der var blevet tilkaldt af lokale politifolk, fandt en stendød Chuck Hennessey samt den bevidstløse og døende Tim Kelly

Taylor følte sig som komikeren Peter Sellers i Dr. Strangelove

”Men De må være klar over, at for Tuatha er 1000 år som en dråbe i havet...”

Politipsykologen Harald Taylor er en rutineret ekspert i kortlægningen af venstrefløjens politiske adfærdsmønstre

”Et fornuftigt menneske tilpasser sig til sin omverden, et ufornuftigt menneske derimod forsøger at tilpasse sin omverden til sig. Dermed er ethvert fremskridt afhængig af de ufornuftige mennesker.” (George Bernhard Shaw) ”HVIDE BASTARDER – IKYM660”. Mens hans kollega forgæves forsøgte at få noget ud af folkene på gaden, ringede Ramirez til bilregistreringskontoret for at få navnet på bilens ejer. Inden der var gået 5 minutter spyttede computeren et navn og en adresse ud: Charles Emmett Hennessey, 52. Las Cascadas, Orinda. Orinda? Ramirez studsede. Det var kun rige folk, der boede i Orinda. Det var godt nok ikke uden grund, at Coco County gik for at være Californiens tosseanstalt, men der var endnu ikke blevet udkæmpet nogen dødelige bandekrige dér. Hvorom alting er, turen derhen ville højst tage 15 minutter. Det var en hurtigt beslutning helt for egen regning, men enheden havde jo en vis selvstændighed. Da Oaklands regulære politi samt en ambulance med hylende sirener dukkede op, vendte han sig mod sin adjudant William Basso. ” Kom, Billy, det må vi lige tjekke ud ”. _________________ SKYDERI I ORINDA MacIntyre havde ventet bag huset, skjult bag træerne, indtil BMWen med Kelly og Hennessey var trillet hele vejen op ad indkørslen. Han var fulgt efter Kelly, efter denne havde taget afsked med Nagle ved Embarcadero i San Francisco’s indre by. Der var ikke ret meget trafik, og da Kelly ikke var vant til at køre på californiske motorveje, var det en relativ nem leg for MacIntyre at hæfte sig på ham. Vejen førte over Bai-broen, op ad rute 24 og ind i Orinda. Da skotten så på gadeskiltet, at Las Cascadas var en blind vej, parkede han ved siden af søen og gik videre til fods. Til slut fandt han BMW’en, der var parkeret ud for det sidste hus på vejen for enden af en stejl indkørsel. Det lille hus, der lå helt for sig selv, var omgivet af træer. MacIntyre havde banet sig vej rundt om vandfaldet og var gået i position bag huset. Derfra kunne han observere alle, der kom og gik ud og ind ad huset. Han havde stået og overvejet de næste skridt, da hoveddøren blev åbnet og Kelly skubbede en mand ud foran sig, mens han truede ham med et våben, gav ham håndjern på og tvang ham til at køre afsted. Inden der var gået tre minutter, var MacIntyre indenfor i huset. Via bagtrappen kom han op på altanen og slog et vindue ind. Ved en kort gennemsøgning fandt han Ruger-geværet, som dovendyret Hennessey havde brugt til jagtgevær. Han tog en Scotch og plantede sig på altanen i eftermiddagssolen. Fra denne position kunne han se enhver, der kom op ad indkørslen, men der var ingen, som kunne se ham pga. de blomstrende buske og orkideer, der omkransede altanen. Fugle kvidrede i træerne over ham, egern hoppede fra gren til gren i det gamle kastanietræ og tog slet ikke notits af den urokkelige skotte. MacIntyre indstillede sig på en lang ventetid. Han vidste ikke hvornår, men før eller siden ville de komme tilbage og han ville tage imod dem med maner. ** Phil kørte op ad indkørslen, parkerede den lejede Toyota i garagen ved siden af huset og gik ad fortrappen ind i huset. Hun regnede ikke med, at Kelly ville være tilbage indenfor den næste times tid. Men frem for alt havde hun ikke regnet med det karateslag i nakken, MacIntyre gav hende med fuld kraft. Hun besvimede. Da hun kom til sig selv et par minutter efter, var det første hun så, skottens ondskabsfulde skelen, da han sad i sofaen overfor hende og vippede Ruger-geværet frem og tilbage i sine enorme arme. Hendes hænder og fødder var snøret sammen med plastikreb, som smertende skar sig ind i hendes hud. ”Nå, vendt tilbage til de levende ?” Snart er du færdig din beskidte luder, tænkte MacIntyre med et sadistisk smil. Han glædede sig allerede over sin triumf. Mediernes opmærksomhed. Belønningen. Den uundgåelige forfremmelse. Hele den britiske efterretningstjeneste var på jagt efter Cuchullain-birgaden, og hvem havde fanget dem ? Den skide kaptajn Jock MacIntyre. Han frydede sig over forestillingen om, hvorledes disse højrøvede, indbildske Oxford-Eaton-aber ville vride sig , når han vendte hjem og blev fejret som helt. ”Hvornår kommer din ven tilbage, din horekælling?” spurgte han, greb fart i hende og rev hendes bluse istykker med sine barkede næver og blottede hendes store bryster. ”Der er vel tid til lidt sjov.” Phil spyttede ham i ansigtet, og faldt om, da han rasende slog hende på munden og der gik hul på hendes læber pga. hans prangende Glasgow-Rangers-ring. ”Snot mig ikke til en gang til, din åndssvage ko”, råbte han. ”Jeg kender dig, din luder. Jeg har en fremragende hukommelse. Du var engang Eddie Doyles lille hoppe. Jeg og major Lloyd skød det svin, vidste du det ? Og nu vil jeg også skyde din nye ven, kammeraten til svinet Doyle , når han kommer tilbage. ” Der løb en tynd stribe af blod fra hendes læber, mens hun stirrede på MacIntyre med et trodsigt og gennemborende blik. Han skulle lige til at slå hende igen, da han hørte BMWen køre op ad indkørslen. Hurtig stoppede han et beskidt lommetørklæde i munden på hende, og stillede sig bag døren. Kelly steg ud af bilen, lagde Uzi’en fra sig og rev Hennessey ud fra bagsædet. Han så Phil’s bil i garagen og kaldte på hende. Da hun ikke dukkede op, slog han hoveddøren ind og slæbte den stønnende Hennessey op af trapperne henimod stuen. Indtil dette øjeblik var alt gået efter MacIntyres plan. Men Kelly’s sjette sans advarede ham, der var et eller andet galt. Måske kastede kelternes mytologiske legende ”Tuatha” et blik herned. Det var ikke Phil’s måde, slet ikke at reagere. Stående bagved Hennessey slog han døren til stuen op med Uzi’ens geværløb, så Phil’s lænkede, udstrakte ben på det dyre persertæppe og sprang tilbage i køkkenet , da der knaldede et skud fra MacIntyres gevær, som lagde Chuck Hennessey ned og slyngede ham ud i køkkenet. ”Smid pistolen, Paddy og kom herind med hænderne over hovedet, eller den lille luder her vil opleve ting og sager”. MacIntyres grove skotske sprog gjorde Kelly hvidglødende af raseri. Et enkelt blik var nok til at fastslå, at fætter Chuck var kommet slemt til skade. Endu en kugle borede sig gennem den tynde trævæg, prallede af på køkkenbordet og ramte vinduet, der klirrende brast i tusind stykker, skræmte de små egern og forstyrrede den rustikale stilhed i Las Cascadas. Hvem er den vanvittige skotte, tænkte Kelly. Hvad i helvede laver den brite her? MacIntyre rev lommetørklædet ud af Phil’s mund og skar rebene over. Med den venstre hånd trak han hende op på benene og trak hende med sig ud på altanen. Med hans Ruger i højre hånd sigtede han mod døren. ”Hør efter, lille skat, sig til din ven, at han skal smide pistolen væk og komme herud og give os selskab. Hvis han ikke gør det, skærer jeg din forpulede hals over!” Han trak sin kniv og ridsede hendes hals. ”Hurtig, skrub af Kelly!” skreg Phil, da kniven skar en gang til. ”Slip hende!” skreg Kelly , kastede Uzi’en på tæppet i stuen og kom så selv indenfor. MacIntyre smilede lumsk. ”Godt, godt! Timothy Skidderik Kelly. Meget langt fra Torfland, ikke sandt, din rotte”, triumferede han skadefro, mens han sparkede Phil om på gulvet og truede Kelly med sin Ruger. ”Din tåbe, Tim”, græd Phil ”du skulle have flygtet herfra ”. Kelly smilede underfundigt. ”De tider er forbi, hvor vi løb fra noget som helst. Derimod kæmper vi nu på barrikaderne.” Han kom pludselig i tanker om teksten til en gammel ballade. MacIntyre skød ham i maven. Koldblodig, kalkulerende, med kolde øjne. Det morede ham at se blodet trænge gennem Kelly’s T-shirt. Kelly sank om på gulvet og tilsmudsede Isfahan-divanen med blod. ”Kender jeg dig?” hvæsede han. MacIntyre viste tænder og gik et skridt frem. ”Du har lige lært mig at kende, din møghund. Jeg og majoren har ordnet din kumpan, Eddie. Jeg har taget mig af din boss, den forbandede hund. Hans krop så ud som hakkekød bagefter. Og nu vil jeg ordne dig, bagefter vil jeg more mig lidt med din veninde. Jeg er MacIntyre, jeg dræber tumbede paddier for imperiet. ” Han tvang Phil til at lægge sig på divanen og afsikrede geværet. ”Det kan godt være, at de derhjemme foretrækker at fange jer levende, men hvorfor skulle jeg interessere mig for forskrifter fra en Marquis af Queensbury.” Phil, hvis hænder endnu var lænket sammen, rykkede ude af sig selv af vrede i tæppet med sine høje skohæle. Skotten tumlede bagover, geværet fløj op i luften. Lynhurtigt greb Kelly til pistolen i sin lomme, affyrede et skud og skabte dermed en tredje øjenhule i skottens abeagtige pande. MacIntyre vaklede og faldt bagover, slog ryggen mod altangelænderet, svævede i en stor bue seks meter ned i dybet og ramte pladask taget på sergeant Tony Ramirez’s bil, der parkerede foran indgangsdøren med hvinende dæk og hylende sirener. Kelly krøb hen over gulvet, snuppede den kniv MacIntyre havde truet Phil med og skar rebene om hendes håndled over. ”Kom så, ud herfra, kære, se at komme afsted”. Phil famlede sig op på højkant og forsøgte også at hjælpe Kelly på benene. ”Glem det mit barn, min time har slået. Her tag den”. Han rakte hende Uzi’en og samlede sin Walther op fra gulvet. ”Tag bagtrappen fra altanen . Jeg holder dem tilbage. Na Reabhlodi Abu! Jeg hilser Tuatha fra dig, uanset om du tror på dem eller ej.” ”Kelly, du er vanvittig!”, skreg hun, mens hun forsøgte at hjælpe ham på benene. Han sank sammen med et smil på læben. ”Oh, Mavoureen, jeg er bange for, at ligesom Sean O’Dwyer har jeg trukket det korteste strå i dette spil. Slán!” Phil indså, at hun ikke længere kunne hjælpe Kelly, vaklede ud på altanen og forsvandt ned af bagtrappen og ind i skoven. I dette øjeblik hørte hun Kelly skyde vildt med sin Walther mod indgangsdøren og dermed tvang han Ramirez og Basso til at gå i dækning bag bilen, hvor de over radioen tilkaldte forstærkninger. Det sidste hun hørte til Kelly, da hun flygtede ned mellem træerne i retning af hovedvejen, var hans sitrende stemme: ”O giv dem hvad de har fortjent, slag på slag ”Gør det af med dem, slag på slag Gør plads for de stolte fenier”... Phil nåede vejen og drejede mod nord. Femhundrede meter nede af Via De Las Croces standsede hun en bil, som tog hende med. Da hun efter at have kørt 5 kilometer steg ud i Lafayette, berettede bilradioens nyhedsoplæser allerede om skyderiet i Orinda. Hun stak sin Uzi i skuldertasken, børstede sit hår på banegårdens toilet og tog derefter lyn-toget ind til San Francisco. Samtidig med at hun steg af toget på Embarcadero stationen på den anden side af bugten, var de enheder, der var tilkaldt som forstærkning og havde omringet ejendommen i Orinda nu igang med forsigtig at sluse sig indenfor i huset. Det seneste kvarter var der ikke faldet et eneste skud. FBI-agenterne, der var blevet tilkaldt af lokale politifolk, fandt en stendød Chuck Hennessey samt den bevidstløse og døende Tim Kelly, hvis blod sivede i strømme gennem hans T-shirt, der var det eneste, han havde købt under sit korte ophold i De forenede Stater. På blusen var der trykt en tekst: Hellere være død end være en kryster. Udenfor sværmede de første fluer allerede omkring liget af den tidligere kaptajn fra Hendes Majestæts britiske hær, Jock MacIntyre, som redningsfolkene lagde på en båre, for kort tid efter at stille den fra sig i lighusets modtagelseshal. Denne aften var der indkaldt til ekstraordinær forsamling i Lamorinda-ejendomsmæglerforening. Panikken bredte sig. Sådan en hændelse kunne have negative følgevirkninger på huspriserne i området. Oppe i Reno sad tante Maureen stadig og spillede på enarmet tyveknægt. Den lykkelige kvinde vidste endnu ikke, at hendes eneste søn var død. _______________________ 17. Kapitel RESÚME Politipsykologen Harald Taylor er en rutineret ekspert i kortlægningen af venstrefløjens politiske adfærdsmønstre. Hans nyeste opgave forvolder ham dog noget besvær. Den døende IRA-aktivist Tim Kelly er vanskelig at placere i det velkendte skema. En pensioneret irsk politimand, der er sagkyndig i keltisk historie og sprog, bliver tilkaldt for assistance. Il n´a jamais vue Carcasonne! Harald Taylor rykkede væk fra bordet, tog sine briller af og gned sig i øjnene. Han var en slank, blegfiset mand med en hud så tør som en finansrapport. Tiden havde suget livssafterne ud af ham. Men han var en sej gut. Det var midnat. Han havde en lang dag bag sig. En mærkelig dag. Hans specialområde havde været politisk psykologi, før han avancerede til operationschef i FBI i Californien. Man havde tit givet ham opgaver som at lave psykogrammer på medlemmer af så forskellige grupper som Symbionese Liberation Army, de Sorte Pantere, Aryan Brotherhood, de forskellige fraktioner af Weather Underground og en masse voksende nationale befrielseshære. Normalt arbejdede han med forhørsprotokollerne, hvoraf han selv havde udført nogle af dem, med artikelanalyser fra venstreradikale blade og aktionserklæringer. Han studerede de sædvanlige marxistisk orienterede bøger og pjecer, som blev fundet på byguerillaens afslørede tilholdssteder. Han troede, at han på basis af dette materiale ikke bare kunne vurdere dissidentens udviklingsforløb, men til og med til en vis grad kunne forudse dissidentens eller gruppens fremtidige aktiviteter. Denne gang var Harold Taylor dog ikke så sikker. Da han om eftermiddagen havde modtaget den presserende opringning, som førte ham til hans nuværende opholdssted, det smukke træhus i det søvnige Orinda, havde han allerede en forudfattet mening om Cuchullain-Brigadens ideologi. Det sædvanlige mix af nationalistisk romanticisme a la Padraig Pearse og Connolly-socialisme, gennemsyret af nutidig republikaner-jargon: bekendelsen til international solidaritet og fragmenter af en vag formuleret marxistisk teori. Den slags retorik og argumentation kendte han fra den nye generation af provo’erne, de som blev løsladt i 1974 fra interneringen i Long Kesh og som nu dominerede IRA. Men trods hans mangeårige erfaringer i oprørsbekæmpelsens psykologi, kunne han ikke bruge den halvfærdige profil af Tim Kelly, som lå på skrivebordet foran ham, til så meget. Kelly havde efterladt skriftligt bevismateriale. Ufuldendte aktionserklæringer undertegnet med »Dhearg Doom«. Nogle citat-notater. Udkast til debat og udtalelser. Men alt dette bidrog bare til yderligere forvirring. Manden var en gåde for ham. Han nægtede åbenbart at blive sat i bås, og Taylor vidste, at man ikke forventede vage spekulationer, men en anvendelig analyse fra hans side. De få bøger i denne ungkarleenklave sagde ham intet. For Taylor var de bare afsporingsobjekter, der tilsyneladende tilhørte den afdøde Hennessey. Ligesom den narkotika, som den stolte politispecialenhed havde konfiskeret. Presseofficeren var i gang med at brygge en plat løgnehistorie sammen til de store aviser, idet han hævdede, at IRA-terroristerne arbejdede sammen med en international kokain-smuglerbande. Desinformation, som CIA kaldte denne orwellske fodring af medierne, var en vigtig del af arbejdet, men eksperten foretrak at lede dybere efter sandheden. Som så ofte før havde hans fornemmelse ikke slået fejl. Ved ransagning af huset var man stødt på et legitimationskort, som for en uges tid siden var blevet udstedt af det lokale bibliotek – navnet var Jeremiah O’Donovan. Af det foreliggende materiale om Hennessey fremgik det, at han aldrig havde lånt nogle bøger på biblioteket og at han med al sandsynlighed aldrig havde hørt om den gamle irske Fenier og hans forkærlighed for dynamit. Det var helt sikkert Kellys legitimationskort. Man ringede bibliotekaren op og tilkaldte ham straks fra et cocktailparty for Orindas venner. Surmulende og forvirret fremlagde han en times tid senere en liste over det materiale, som Jeremiah O’Donovan havde lånt og bestilt i den forgangne uge. Forundret læste Taylor udskriften igennem endnu engang. I hans udvalg af bogtitler var Kelly mildt sagt af forvirrende karaktér. Shaw, Kipling! Nietsche. Burroughs. Wilder. Alfred de Vigny! Ingen Marx, ingen Pearse, ingen Che, ingen Connolly. En besynderlig litterær blanding. Han kiggede atter på nogle af de citater, som Kelly sandsynligvis havde skrevet på nogle papirlapper og som var landet i papirkurven. ”Min frihedstrang kan ikke undertrykkes. Naturligvis, man kan myrde mig – vore mange døde lærker anskueliggør det – men en dag vil vi alle være frie.” (Bobby Sands, Lærken og frihedskæmperen) ”Sådan som det vil blive i fremtiden, sådan var det ved menneskenes fødsel. Det sociale fremskridt har kun ført til tre erkendelser: at hunden vender tilbage til sit bræk, soen til dens gylle, og at fjolset atter putter sine forbrændte, bandagerede fingre ind i ilden.” (Kipling, Orghan Script) ”Terroren bringer krigeren i ekstase i en skummende flod af blodrøde bølger.” (Ernst Jünger, Kampen som mental oplevelse) ”Ligesom de Vignys ulv vil jeg dø uden at græde. Jeg har ikke i sinde at lade mig henrive af de svages luksus og ikke at lade de gode hensigter følge op med handling. Når du til stadighed har døden for øje, er du i den tid du har tilbage, udødelig.” (William S. Burroughs ) ”I sidste ende er anger den fine betegnelse for impotens. Jeg går ind i dødens frihed.” (Bunuel) ”Der findes ingen bedre følelse end blod for blod.” (Bruce Springsteen) ”Enten er vore liv en tilfældighed, og vi dør ved en tilfældighed, Eller vi lever efter en plan og vi dør efter plan.” (Thornton Wilder) Taylor følte sig som komikeren Peter Sellers i Dr. Strangelove, hvor han ivrigt gjorde sig umage for at dechifrere den gale Colonel Rippers mystiske skriblerier ved hjælp af kostbar legemssaft, som indeholdt koden til hukommelsens bundløse univers. Citaterne fra Sands, Burroughs og Bunuel er de mest mærkelige, tænkte Taylor. De viser, at han havde noget af en martyr i sig. Han regnede med at dø, håber i al hemmelighed allerede at være død, sådan at der indenfor en uges tid vil blive sunget om ham i Belfasts bodegabuler. Endnu en Bobby Sands. Herregud! Disse skide paddies! Disse skrupskøre briter og deres elendige arrogance. De taler om paddie-faktoren og fortæller vittigheder om de tåbelige irish micks og fatter ikke, at det er dem, som er vitsfigurerne. En håndfuld vildt beslutsomme irske patrioter har i Nordirland bekæmpet et af de største og mest erfarne militærapparater i verden – og det til en status, der ligner et uafgjort. De kan ikke blive slået. Den berømte, heroiske borgmester i byen Cork, Terence MacSwiney, havde ret, da han sagde, at »ikke de, som tilføjer den største lidelse, men de som kan bære den største lidelse, vil sejre.« IRA eller den nyeste gruppe, om de nu er en flok renegater eller ej, kan ikke tvinge briterne i knæ militært, og det behøver de heller ikke. Hvis de vil vinde, skal de blot blive ved med at eksistere. Taylor rystede på hovedet. Sådan kom han ikke videre. Hvad ville Kellys næste skridt så være? Hvorfor var han taget til San Francisco? Han så den seneste række anslag for sig. Britiske ambassadører. Britiske efterretningsfolk. Britiske banker. Hvis det var det hele, havde Kelly da gjort sin pligt og påtaget sig sin skyld, da han sprængte den britiske minister i luften. Hvorfor snusede han stadig rundt her? At skjule sig i Orinda, gav mening for en vis tid, men han havde helt alene gennemført et kamikaze-agtigt røveri i Oakland for at få fat i våben. Hvorfor det? Skulle de bruges til bankrøverier? Det så da ikke ud til, at de led af pengemangel. Han gennemgik listen endnu engang. Bilderberg-attentatet – der blev statsmænd og ledere angrebet, ikke kun briter. Havde Kelly mon været med til det? Hvis ja, og hvis han nu opfattede sig selv som international agerende revolutionær og ikke kun som irsk patriot? Hvem var det, de stod overfor? Hverken ortodoks marxist eller maoist. En romantiker, en revolutionær idealist, en vanvittig, en martyr, tænkte Taylor. Om en time måtte han tage ham under forhør. Lægen så på Harald Taylor fuld af afsky. Så tog han kanylen frem. Taylor betragtede det med sindsro. »Jeg ved, De ikke bryder Dem om det, Doktor, men spar mig for et eller andet hjerteskærende vrøvl om etik. Denne mand er ved at dø. De sagde selv, han ikke vil overleve natten. Han har imidlertid nogle meget vigtige informationer: Hvornår virker natriumpentathol’et, og når det virker, hvor lang tid kan jeg så forhøre ham?« Lægen trak på skuldrene. »Det skulle gerne virke om 10 minutter. Hvad der vil ske derefter, er svært at forudsige. Måske har De en halv time, måske mindre. Han har mistet så meget blod, at det er et under, at han stadig er i live.« FBI-agenten hamrede på døren og trådte indenfor. »Denne her polyp er kommet. Ham der kan irsk. Han venter udenfor.« »Bring ham herind.« Jimmy Phelan sneg sig indenfor og kneb øjnene sammen på grund af det stærke lys. Ved første øjekast så man hele tiden hans røde, tykke klumpnæse. Han stoppede op et kort øjeblik, da han så Kelly, som lå fuldstændig indrullet i bandager, fastgjort til et operationsbord. Ved siden af Kelly stod lægen med sprøjten i hånden. Phelan havde, som hans far plejede at sige, en uheldig slagside. Han var netop kommet hjem efter en festlig og våd aften i bokseklubben, da han blev ringet op . Ubarberet og med en lugt af Powers Gold Label omkring sig blev han i en politibil bragt til »Hospitalet«, beliggende i en undselig regeringsbygning uden skilte af nogen art. »Hvad fanden er det, der foregår her? Jeg er gået på pension, det vil jeg lige understrege. Jeg har 25 år i tjenesten bag mig, og jeg har mit guldarmbåndsur som bevis.« »Phelan?« »Hmm, og hvem er De?« Taylor viste ham sit ID-kort så hurtigt, at han ikke engang kunne nå at læse navnet. »Det er lige meget. De taler irsk, ikke sandt? Ifølge vore oplysninger sågar flydende. Deres hobby er irsk historie og kultur, er det rigtigt? De har altså forstand på lortet, eller?« Phelan blev rasende. Hans bedsteforældre var udvandret under den store hungersnød. En af hans grandonkler var Molly Maguire, hans far var en militant havnearbejder. Han selv var vokset op i Slot, South-of-Market distriktet. Nok havde han været strisser en del af sine arbejdsår, men først og fremmest så var han irer. »En storslået nations historie, sprog og kultur kan ikke betegnes som lort, De ignorante kyllingehjerne! Vær venlig at tale pænt om de helliges og de lærdes land, hvis De ønsker hjælp fra Jimmy Phelan, De snushane, eller jeg holder min mund.« Taylor snøftede. »Ja, naturligvis, jeg er ked af det. Vi er under et enormt pres. Jeg må forhøre ham og vi har ikke ret meget tid«, svarede han og pegede på den fastbundne, bevidstløse Kelly. Phelan stirrede fuld af væmmelse. Kellys krop var kridhvid, men hans sår var morderisk røde. »En præst skulle tage sig af ham og ikke De og denne der doktor Frankenstein. Drengen er jo ved at dø. Det kan selv en blind da se.« Taylor havde svært ved at beherske sig. »Denne dreng, som de kalder ham, er mistænkt for at være ansvarlig for bombeattentatet på Fairmont og for mordet på den britiske minister. Helt sikkert er det, at han har skudt tre narkopushere i Oakland. Vi ved, at han har mindst én medsammensvoren, en kvinde, der har lejet Toyotaen, men formodentlig har han flere medsammensvorne, som højst sandsynligt er i færd med at planlægge flere terroraktioner i området her.« Phelan bøjede sig over Kelly, der åbnede øjnene, da natriumpentatholet begyndte at virke. »Det var altså ham«. Phelan piftede let mellem tænderne. »Det var et flot stykke arbejde.« »Flot arbejde!« eksploderede eksperten. »Hold Deres mund. Sæt Dem og skriv alt ned, hvad han siger på irsk eller gallisk eller hvad De kalder det. Når det kommer til stykket, drejer det sig om menneskeliv.« Kelly stirrede stift ind i Taylors iskolde, stålblå øjne og bevægede læberne ganske let. »Navn, rang og serienummer!« Han forsøgte at le. En tør rallen lød fra hans strube. Taylor trådte tilbage og forsvandt ud af Kellys synsvinkel. »Tim Kelly”«, sagde han blødt. »Jeg er bange for at du vil dø. Jeg er præst. Vil du ikke skrifte, min søn?« Kellys øjne funklede. »Slik mig i røven! Ego te absolvo, im nomine patre et filii et spiritu santi«, messede Kelly grinende. »Du spilder din tid, kammerat. Jeg har aldrig brudt mig om manden fra Nazareth. En slavereligion for slaver. Hvem er du, din charlatan, der går rundt og tilbyder skriftemål til hvem som helst?« Da Kelly rettede sit blik mod FBI-agenten, opdagede han, at kan kunne se igennem ham, ligesom han havde kunne se igennem den robot, der kaldte sig Frank Doherty. Han så plastikmilten, en pumpen fra hjertet af rustfrit stål. Han så det hele for sig og var overbevidst om, at det ikke var hallucinationer og at han var helt klar i hovedet. Han smilede. »Forsvind herfra, og lad mit hoved få ro. Og Deres hemmelighed er i sikkerhed hos mig«. Han lo. Taylor blev ved med at plage ham. »Er Kelly dit rigtige navn?« Han fik et træt smil som svar. »Åh nej, Sir, sikkert. Er jeg ikke Dhearg Doom, Furor Celticus, Tuatha De Dannan, lysets børn? En af de krigere, der våger over irerne?« Kassettebåndoptageren snurrede stille. Fuld af væmmelse og fascination begyndte Phelan at tage notater. »Gall Ruadh Abu!« Taylor snøftede. Kelly blev mere og mere vanskelig at forstå. »Dhearg, dine venner tager sig af dig. Hvordan kan jeg fortælle dem, hvor du er?« Atter trængte et smil gennem bandagerne. »De ved, hvor jeg er. De ved, at jeg vil gøre dem selskab. De vilde gæs ved alt. Sidelæns flyver de mod solen. Om vi dør på skafottet eller i marken, hvad betyder det, når vi falder for det Irland, vi elsker.« Han tav, da lægen følte hans puls. Den ophidsede Taylor skubbede ham til side og fortsatte forhøret. ** Kelly døde klokken fire om morgenen. I fødslens time. Timen, hvor morgengryets herrer overalt i verden gerne banker på borgernes døre. Kort før Kelly døde, langede han endnu engang armene opad og med en sidste kraftanstrengelse greb han lynhurtigt fat om Taylors hals. »Er det Dem, kaptajn Død?« Mens eksperten slog panisk omkring sig for at løsne dødsgrebet, forlod Kellys kræfter ham pludseligt og han sank sammen. Et smil bredte sig på hans trætte ansigt, da han var blevet fri af smerten. Taylor tumlede baglæns, tog sig til struben og gispede efter luft. Kun Phelan og de snurrende kassettebåndoptagere opsnappede Tim Kellys sidste ord: »Je n`ai jamais vu Carcassonne (Jeg har aldrig været i Carcassonne), men jeg går lykkelig ind i dødens frihed«. Hans allersidste ord var »Manannaun«. Jimmy Phelan bøjede sig over ham og forsøgte at bede en syndsforladelsesbøn på keltisk for ham. ________________________________ 18. kapitel: ”Optræk til Hundedage” RESÚME Politipsykologen Taylor forsøger fortvivlet at få den pensionerede, irske strisser Phelan til at røbe, hvorledes keltiske myter og sagn hænger sammen med Hunden og hans harer. Ude i Mission-District kæmper vietnamveteranen Gallagher mod sine mareridt om krigens rædsler i junglen. Han længes efter døden, den sidste fred, og er klar til at gå i aktion, da en ukendt, billedskøn kvinde dukker op og fortæller ham, at nu er der ”optræk til hundedage”. En time efter at Kelly alias ”Dhearg Doom” var begyndt sin rejse til det særlige keltiske Rige af Mørket, forsøgte politipsykologen Taylor, hvis hals stadig var rød og mærket af IRA-mandens kvælertag, forgæves og fortvivlet at hælde kaffe i Jimmy Phelan, mens han gjorde alt for at tage sig sammen og dæmpe sin ophidselse. Jimmy Phelan var i sit es og nød virkelig ekspertens mismod. Han havde krævet, at ’firmaet’ skulle skaffe ham en flaske Powers Gold Label, og nu sad han og pludrede løs i denne her FBI-bule. Med fødderne på skrivebordet kiggede han af og til ned i sine notater, som han havde kradset ned på en gul notitsblok. Skrifttegn, der som gådefulde hieroglyffer var strøet ud over siderne. Taylor stønnede. Han havde en lang dag bag sig og følte sig dårligt tilpas. ”Altså, jeg har forstået det meste. Dhearg Doom er det onde irske, som de sagde, og kan oversættes med noget i retning af ”Den røde hævner”. Furor Celticus kaldte romerne de krigeriske irere. Gall Ruadh Abu betyder simpelthen ”Sejr til de røde fremmede”, som i det 12. århundrede var Burkes-slægtens kampråb. Dette kampråb ligner de gamle kaldenavne fra den hieroglyflignende gammelirske skrift, der kaldes Ogham. I over tusind år var der ikke nogen mennesker, som brugte disse tegn og nu har denne vanvittige person forsøgt at udfærdige politiske aktionserklæringer med denne skrift. Du godeste Gud! Tja og hvad så med ’Bana er decimeret og Fodhla berøvet sin skønhed’?” Phelan tog en ordentlig slurk af flasken og rømmede sig kraftigt. ”Åh ja, den sætning kan jeg rigtig godt lide. Meget poetisk. Drengen var ikke ligefrem en gallisk lærd, men han var begavet og havde evne for at imitere den gamle stil. Denne sætning stammer fra Oisin. Da han vender tilbage fra Tir Na Og, hvor han har opholdt sig i århundreder og da han kommer til dalen i Gleann-n-Smol, finder han det gamle land meget forandret og Fianna er forsvundet. Bana står symbolsk for de gamle, irske krigere. Fodhla betyder den lærde. Da Oisin vender tilbage finder han Ierne – det er den gamle betegnelse for Irland – fuld af disse originaler og tykhoveder og beklager sig over, at den gamle levemåde er forsvundet”. Taylor snøftede. ”Er det det hele? Fantasier fra en fuldblodsidiot!” ”Ak ja, men sikke nogle vidunderlige fantasier”. Phelan lo. Taylor tørrede sig over panden. ”Godt så forklar mig det lige en gang til. Hvad i helvede betyder alt det vrøvl om Tu….Dingsbums De Dannan. Lyder som navnet på en skide youghurt”. Phelan tog endnu en slurk af flasken, spyttede og snavsede Taylors glanspolerede sko til med slim. ”Jeg kom lige i tanke om dette her lille stykke”, han pegede på et afsnit i det båndudskrift, der lå på bordet. Her er kampen og slaget slut Jeg er kun en fjende af tyranner, Men ven af retfærdigheden og dens venner. ”Det stammer fra Händels libretto til Belsazar. Det er ukrudt, det er ikke irsk. Meget smukt, ikke sandt? Jeg kan huske at jeg engang for mange år siden så det sammen med min hustru, Gud være hendes sjæl nådig, . Åh, hvor hun elskede denne gamle, klassiske musik. ” Det krævede en næsten overmenneskelig anstrengelse af Taylor at beherske sig. ”Tilbage til Tucka – det er da keltisk mytologi, eller?” ”Her”, sagde Phelan og tog hieroglyfferne i hånden. For Taylor var de en ren gåde. ”Det er Ogham og intet andet. Gammel irsk skrift. Sidst brugt cirka år 400 efter Kristus”. Han kastede et blik på papiret. ”Ja, det er det, det betyder, Tuatha de Dannan. Nå ja, jeg ved det selvfølgelig ikke sådan helt præcist. Men Tuatha var krigere og gjorde modstand mod de fremmede, som trængte ind i landet. Da de alligevel til slut blev besejret af fjendens stål, drejede de sig sidelæns til solen. Det vil sige, de blev usynlige. Men de var ikke døde. De tog sig af de døde krigere fra Fianna og beskyttede også Cuchullain, hunden fra Ulster. De våger stadig over Irland. Hvis jeg husker rigtig, så blev de sidst set ved slaget om Clontarf. ” ”Hvor helvede ligger det?” ”Lidt nord for Dublin” Taylor skubbede sin stol væk fra bordet. ”Er det Deres alvor? Jeg mener, er det blot keltisk vrøvl fra fortiden eller eksisterer denne gruppe virkelig? Dublin har sendt os bjerge af papir om Provoerne og om INLA, den irske venstre ekstremistiske befrielseshær, men denne her gruppe har der aldrig været tale om. Hvilken organisation har de splittet sig ud fra? Har denne tumbe holdt noget tilbage? Hvornår var det de kæmpede i Clontarf? ” Phelan fornøjede sig med en ekstra kraftig slurk af flasken. ”Ja, det er jo stykke tid siden – 1014 efter Kristus, for at være helt nøjagtig. De hjalp Brian Boru imod invasorerne fra Skandinavien. Men De må være klar over, at for Tuatha er 1000 år som en dråbe i havet. Ville det ikke være fantastisk, hvis de støttede drengene i dag? Og derudover forsøgte denne dreng jo at skrive aktionserklæringerne i Ogham. Ære være ham!” Taylor rejste sig med en stiv nakke, hvor Kellys kvælertag lyste op som røde borehuller. ”Skaf mig af med denne totalidiot!”, brølede han. ” Han er ligeså forrykt, som den døde var.” En FBI-agent trådte indenfor og førte Jimmy Phelan med ud. Phelan gik ned af trappeopgangen, holdt sin flaske fast i hånden og nynnede muntert: ”Ak, at magt kunne vinde over retfærdighed De faldt og gik Men frihedselskende folk som jer Er der mange af i dag, og de vil sejre over magten” Mens klangen af Phelans hæse stemme ebbede ud og forsvandt , slukkede Taylor for kassettebåndoptageren, tog båndene og sine notater under armen og gik ud. Du kan drive en paddy ud af sin hule, men aldrig opdrive paddy’ens hule , grublede han på vej hjem til ensomheden i hans et-værelses lejlighed. Han havde brug for søvn. Helst en hel uge. ________________________________________ EN SLEEPER VÅGNER OP i SAN FRANCISCO Soveværelset var fuldt af bøger og det var rodet, rodet og snavset som en rigtig ungkarlehybel. I det lille fjernsynsapparat, der stod i hjørnet ovenpå en rejsekuffert med den blege påskrift ”Saigon”, flimrede en nattefilm. Christopher Lee kæmpede som Dracula endnu engang mod Peter Cushing som Dr. Van Helsing. I bestemte intervaller blev filmen afbrudt af en tør Sam LaBrie, der tilbød sine vandsenge og svømmesystemer til de søvnløse ved bugten eller til de folk, der var oppe på arbejde i denne særlige, usædvanlige stund og til fangerne oppe i Vacaville i San Quentin og Folsom. De breve, som fangerne havde skrevet derfra i håb om at få en gratis vandseng læste han op til billeder af ekstravagante yuppie-soveværelser, der hverken i fantasien eller i realiteten havde det mindste til fælles med fangernes kolde celler. Ud i æteren strålede en kærlig, kedelig sengeforhandlers sponsorerede kamp mellem det gode og det onde, rettet til de forelskede, de ensomme og de fortabte. I deres celler, deres to-værelses lejligheder, deres skurvogne. Og i det mørklagte værelse hos Michael Dexter Gallagher, der uroligt vendte og drejede sig på sin futon på gulvet i hans bolig i Mission-District i San Francisco. Her drømte han sine vilde drømme og sov rusen ud fra de alt for mange Anchor Streams. Han var kommet op at køre med opkvikkende stoffer og dernæst havde han pumpet sig fuld med beroligende midler. Han ville – som hver nat – glemme skrigene fra Vietnam, glemme stanken af forkullet kød og lugten af størknet blod på bajonetterne, den søde hash i piberne og råbene fra de skrækslagne vietnamesere, der blandede sig med hans unge kammeraters konstante angst, når de bare sad og ventede på, at nogen skulle råbe ’fuldtræffer’, mens amerikanske kemikalier oplyste himlen over Da Nang, Hue og Saigon. Gallagher befandt sig igen over Hue, fløj over den grønne, frodige jungle. Løjtnanten, en nybagt collegestudent, lod fangen med magre ben og sort jakke over hovedet dingle fra helikopterens platform , mens soldaten fra de sydvietnamesiske ARVN-trupper lo, og pludselig flammede en kortvarig raketild op fra buskadset ved siden af rismarken , og helikopteren slingrede hysterisk fra side til side og blev slynget ud i det blå, og mens Gallagher styrede helikopteren blandedes hans angst med træthed, og Vietcong-partisanen skreg, da han styrtede i dybet, og løjtnanten jamrede ”Åh Gud, det var slet ikke det, jeg ville!”, mens ARVN-soldaten hostede, helikopteren svajede under sin tunge last og han med svedige hænder åbnede ild og fortvivlet forsøgte at undvige jord-til-luft raketternes krydsild – da vågnede Michael Dexter Gallagher med svedperler på panden fra sin søvn, endnu engang reddet fra mareridtet. Han rakte ud efter flasken med Anchor Stream på gulvet ved siden af ham. Hans øl var blevet varm. Varm og nærende som diabetikerpis. Hans pande var kold, kold som hans ex-kærestes hjerte, som han plejede at udtrykke det. Han tog en ordentlig slurk, hostede og sank det i sig. De lysende digitalnumre på hans vækkeur, som han havde fået fra Time Magazine for at udfylde en abbonnementsformular (han havde brugt navnet Paddy Fields ), fortalte ham, at klokken var fire om morgenen. Han tog endnu en slurk øl, og forsøgte at koncentrere sig om skærmen i hjørnet. Det skide fjernsyn var stadigvæk tændt. Han famlede efter fjernbetjeningen og skruede op for lyden. Han havde brug for en lydkulisse, en eller anden larm for at fortrænge de lyde, der sad tilbage i ham efter mareridtet. Hvor var det hans drøm foregik denne gang? Belfast eller ’Nam? Det var de eneste to steder, han drømte om – eller som han svagt kunne huske, når han vågnede op. Det var de eneste steder, hvor han havde været så tæt på døden, måske den sidste fred, som han længtes sådan efter. Og det var også de to eneste steder, hvor der havde været nogen, som virkelig tog sig af ham, som reddede hans liv. Han tænkte på korporal Abraham Johnson , så hans sorte, svedige ansigt, hørte hans ’I dækning, motherfucker’, mærkede hans store, sorte hånd, der skubbede ham væk fra punji-stokkens kastefelt, fornæmmede dødsinstrumentet, da det skød forbi ham og spydede korporalen, hørte hans dødsskrig, da endnu en soldat sank sammen på junglens jord, der var gennemvædet af blod. Endnu et tal til statistikken. Endnu en dreng på vej hjem i kisten. Endnu et navn at mejsle ind i muren i Washington. Abi kom ikke engang tilbage til det røde mudder i Alabama. Hans trofaste kammerater, hans våbenbrødre efterlod hans lig i Vietnam, til opløsning til junglejorden et eller andet sted udenfor Hue. ”Rolig, tag det nu roligt”, mumlede han . Han tænkte på Father Ryan, hans lokale præst i Boston. Hvad var det nu, den bøn hed, som den gamle snushane påstod fik mørket til at forsvinde? Han kunne stadigvæk huske, at præsten altid lugtede af whiskey, når han knælede ved skriftestolen i St.-Theresa kirken. Han huskede også de små, røde øjne. Men bønnen havde han glemt. Han kunne ikke længere komme i tanke om ordene. Mantraerne havde mistet deres kraft, og når selv mantraerne ikke længere virkede, betød det så ikke, at alt var blevet betydningsløst og ligegyldigt i denne rådne verden, der stinker af begærlighed? Og han tænkte på Hunden. Og på natten i Belfast, år efter Vietnam og år før i dag, og han tænkte på, hvorledes Hunden havde reddet hans liv, da et par indfødte besluttede, at denne fulde, amerikanske stikker, som havde insisteret på at give en omgang til alle frihedskæmpere i Clonard Gaelic Athletic Club, skulle tages med udenfor og forhøres. ”Stikkere bliver skudt!” Da han knælede ned i mudderet og hørte pistolens klikken og lugtede angsten fra den unge provo, der endnu aldrig havde skudt en stikker og som overfor sine kammerater ikke ville vise den mindste svaghed, kom han i tanke om denne graffitti, som han havde set på en mur ved en byggeplads. Han var alt for fuld til at protestere, til at forklare dem, at han ikke var nogen stikker, men en turist med interesse for slægtsforskning i Connemara, som ville gå i den hellige Croagh Patricks fodspor og drikke Guiness, at det var nysgerrighed, den snigende gift, der havde overmandet ham og at han derfor var blaffet til Belfast, ved verdens ende, hvor han havde set briternes og Royal Ulster Constabulary’s undertrykkelsespraksis, og hvorledes han nu kunne føle med sine fjerne kusiner og fætre, som han ellers ingen kontakt havde med, og at han besad en kvalifikation, kvalifikationen at kunne dræbe, hvilket de amerikanske skatteydere havde måtte betale for, for at tage part i en meningsløs krig i den anden ende af verden; en kvalifikation, som de kunne gøre brug af, for at befri de helliges og de lærdes land og en gang for alle jage de fremmede bort, som havde tvunget hans forfædre til at flygte med usle skrotskibe til Amerikas kyster og til at arbejde sig ihjel i minerne i Schuykill, Pennsylvania, til at kæmpe ved Molly Maguires side eller, som hans far, at blive strisser i Boston og stukket ihjel af en junkie under en patruljetur gennem Park Street i Roxbury. Hvis blot ordene ville falde ham ind, ville han kunne fortælle dem om sin tante, den gamle jomfru, om det farvelagte billede af Padraig Pearse og nattelampen med Jesus-motiv, som lyste i mørket ved siden af hans seng og altid jog angst og skræk i ham som barn, og han ville kunne fortælle om fotografiet af John Fitzgerald, den forbandede Kennedy, som hans tante regnede for hellig, men som Michael vidste ikke var den tapre kaptajn fra PT 109, men en forlystelsessyg, skydelysten luderjæger, der havde sendt ham og hans generation i døden i et fjerntliggende asiatisk land – og det længe før klovnen fra Texas eller den lille, skævmundede kvæker fra Kalifornien – men han var døddrukken, og ordene faldt ham ikke ind, og selv hvis de var faldet ham ind, ville den unge provo nok alligevel ikke have forstået noget som helst eller han ville ikke have troet på ham, og han ville have fundet døden i mudderet på parkeringspladsen, hvis ikke det var for den ældre mand, som han i mellemtiden var kommet til at kende som Hunden, der havde overtalt teenager’ne , hevet den rystende og opløste Gallagher op på benene og fragtet ham til et lille hus i det mørke Andersontown, hvor han hældte kaffe i ham og hørte på hans historie, vakte hans tillid og lod ham gå. Hunden havde troet på ham, men havde ikke haft brug for hans kvalifikation i Belfast, og han havde ikke givet ham mulighed for at bevise sig selv som tak. Hunden havde med mildhed fået ham til at forstå, at en amerikaner i Belfast vækker opsigt som en kulørt hund. Hunden havde gjort sig tanker, allerede i 70’erne, før sultestrejkerne, og han havde smedet planer, da han vidste, at plakaterne der prydede murene i Falls Road og erklærede året 1975 som ’Frihedens år’ var for tidligt på den, og at IRA havde en lang udmattelseskrig foran sig. Før han satte yankien i den store, blå bus, der ville bringe ham fra Ulsters blå frihedshimmel mod syd til det irske teokratis grå tåge i retning af Dublin, havde han noteret sig Gallaghers adresse og hans stamværtshus i San Francisco. Hans adresse havde ændret sig mange gange siden da, stamværtshuset forblev det samme. Han huskede stadig tydeligt Hundens afskedsord: ”Det kan være, at der en dag dukker en fremmed op som ud af det blå, og denne fremmede vil blot sige: ’Hundedagene står for døren’. Så kan du gøre noget til gengæld som tak, hvis du vil.” Mens han ødslede sit liv bort og lagde 2 mislykkede ægteskaber, et dusin meningsløse jobs og tusinder af frustrerende eller narkotiserede nætter bag sig , gik der ikke en eneste uge, hvor han ikke i al hemmelighed havde ønsket, at budbringeren kom og gav hans liv en mening. Da han rullede fra futonen ned på gulvet og stod op for at gå ud og pisse i brusekabinen, kastede Gallagher endnu et blik på flimmerkassen og så igen den vanvittige Renfield, der sad i sin gummicelle, åd fluer og sang for sig selv om mesteren Grev Dracula, der dukker op fra nattens mørke, river vinduesgitterne væk og redder ham, vækker ham, benytter sig af ham og giver ham et nyt liv. Da blev Gallagher overbevidst om, at Paddy Fields, hans kampnavn fra Vietnam og Belfast var identisk med Renfield , og han mærkede, hvordan den sovende efter alle disse år nu langsomt vågnede op til handling. Han tog et brusebad, klædte om og gik ud i den kolde, grå dæmring , kørte med sin taxa til lufthavnen med en kop kaffe i hånden, der rystede som den næsten altid havde rystet de sidste 15 år. Sidst på formiddagen var han tilbage i byen igen. Efter han havde sat en kunde af i North-Beach District, besluttede han sig for at køre til Zoo, for at få sig en lille en. Stamgæsterne hang ud i værtshuset, spillede skak , læste aviser eller slog terninger sammen med Riegler, chef-bartenderen. Hovedsamtaleemne var eksplosionen, der havde fundet sted et par timer tidligere i Fairmont. Eftermiddagsudgaven af Examiner berettede i en stort opsat artikel om afsky og oprørthed blandt San Franciscos borgere og lancerede spekulationer omkring Cuchullain brigaden. I en lille kasse på side 5 var der en liste over brigadens tidligere aktioner, der ’ifølge vor Irlandskorrespondent’ kunne tillægges håndlangere for Hunden, hvis rigtige navn var Arthur Francis O’Brien. Gallagher stillede roligt sin Pint Anchor på bardisken, hvor terningerne lå og viste deres øjne. ”Leo” , råbte han til Riegler, der var travlt beskæftiget med at lægge lidt til lønnen, idet han var ved at presse et par hundrede ud af en uforbederlig spiller og taber, ”er der nogen, som har ringet eller lagt en besked til mig?” Håbet dør aldrig. ”Så, nu er pengekassen vel ved at være tom”, sagde østrigeren, hævede sit bæger og afslørede, at han endnu engang havde vundet over sin modstander. Han snuppede tyveren og begyndte at rode med et eller andet bag bardisken. ”Nu det samme igen, Michael? Nej, ingen besked. Hvorfor, går du og venter på en besked fra dine paddyvenner? Avisen skriver, at nogle af dem er i byen og udøver deres skrækkelige spektakel”. Han pegede på forsidebilledet, der forestillede den ødelagte 3. sal på Hotel Fairmont. ”Meget larmende spil, meget krævende spil , men hvis du vil høre min mening – det er virkelig ikke synd for denne der brite”. Riegler var en god bartender, altså en god diplomat. Han kendte sine stamkunder. Når den pensionerede, tidligere officer fra hendes majestæts flåde, Kaptajn Fortescue, som altid de sidste 10 år kom præcis klokken 18 for at drikke sin gin and tonic , vidste Leo godt, han skulle fortælle en anden historie. ”Nej Michael, der er ingen besked til en overbevidst øl-patriot som dig. Du må stille dig tilfreds med at læse i avisen om den irske aftenunderholdning. Og i dagens anledning giver din ven Riegler en lille en. Bushmills?” Han hældte en ordentlig mundfuld i et røgfarvet glas. ”Slainte! Til det grønne flags ære, for sejr over de blå-rød-hvide slyngler!” Han fortsatte sit arbejde, og Gallagher nød sin Bushmills, der nu var den eneste tilgang han havde til sig land. Skide være med taxakørsel i dag, tænkte han ved sig selv. Jeg kører lige et lille smut ned i 32 for at høre, om man har noget smukt at fortælle. Men så kom Tony Rieglers afløser. Han havde haft morgenvagten og nu kunne han hengive sig til eftermiddagens fornøjelser. ”Hvordan går det, Michael?”, spurgte Tony ”hvad er det dit hoved laver? Du fik da en ordentlig én på i går aftes. Åh, for resten, der er en pige, som har spurgt efter dig. Hun sagde, hun ville kigge forbi igen. ”Kendte du hende?” ”Nej, jeg har aldrig set hende før. Men hun lignede ikke ligefrem en republikaner, mand. En billedskøn kvinde! Hendes parfume kunne bedøve en blodhunds lopper. Din gamle sjover, er du nu i vanskeligheder igen?” Gallagher lo. ”Jeg vågnede i morges og var fuldstændig down. Jeg tror, jeg må slukke min tørst”, sagde Gallagher og hævede sit glas. Tony skænkede ham en ekstra Bushmills og sagde: ” Der kommer din kvinde jo. Kender du hende?” Gallagher så hen mod Philomena, der netop trådte ind ad døren og sagde:” Nej, men det skal snart ændre sig”. Fem minutter senere, da de sad for sig selv ved et lille bord på galleriet ved siden af et gammelt lysbilledeapparat, som i snegletempo kastede optagelser af snuskede gamle franske postkort op på lærredet, der hang over barrummet, da hun drak den californiske vin, som han havde spenderet hende og hun var blevet sikker på, at han virkelig var Dexter Gallagher, spurgte han hende, hvad hun som turist syntes om vejrforholdene, og hun svarede ham med, at ” der var optræk til Hundedage” – og en sleeper vågnede. Fortsættelse næste weekend... ____________________________________________ FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON! HUNDEN – en keltisk sammensværgelse - af Sean (John) McGuffin oversat af autonom info-service 1.kapitel http://indymedia.dk/articles/211 2. & 3.kapitel http://indymedia.dk/articles/227 4. & 5. & 6.kapitel http://indymedia.dk/articles/241 7. & 8. & 9.kapitel http://indymedia.dk/articles/260 10. & 11. & 12.kapitel http://indymedia.dk/articles/267 13. & 14. & 15.kapitel http://indymedia.dk/articles/284 ____________________________ Forskellige stemmer om forfatteren SEAN (JOHN) McGUFFIN: http://www.irishresistancebooks.com/john.htm