Indymedias weekend-føljeton: HUNDEN – EN KELTIS

19.kapitel: “...it’s a hard rain’s gonna fall.” (Bob Dylan) RESÚME Den fordrukne journalist Harry Thorton sendes til San Francisco for at skrive historien om IRA og narkopusherne. Den historie skal slås stort op. Det er ikke med chefredaktørens gode vilje, men det er en ordre fra den britiske efterretningstjeneste. Thornton er imidlertid ikke den eneste, der køber flybillet til Vestkysten. I et Aer Lingus fly er to ældre pensionister på vej over Atlanten. IRA-veteranen ’Fuglen’ og den gamle Martha Dooley glæder sig. Snart vil de bevise, at alder og opfindsomhed kan slå næsten alt.

”And, it’s a hard, it’s a hard, and it’s a hard, and it’s a hard rain’s gonna fall.”

...Og José Dolores siger så: ’ det er på tide, at hugge hoveder af i stedet for at hugge sukkerrør.’ (Marlon Brando): ’Det kalder jeg et godt program!"

Martha og Gerry (”Fuglen”)

For ham var de eneste virkelige rebeller og modstandskæmpere i Amerika the Wobblies, Industrial Workers of the World...

______ DUBLIN ”Skaf mig af med denne drukkenbold, omgående! ”, råbte Matt Ryan. Oplysningen om Kellys død var pr fax kommet fra San Francisco. Forsiden af Cronicle med overskriften ”Provo-killer skudt i narkobule på Vestkysten” var allerede på Dublins gader. Harry Thornton kom luntende forbi fra kontoret udenfor. Ryan gloede indtrængende på ham. Han kunne ikke bevise det, men historien om ”Hunden” og hans ”Harer”, som i en uge havde fyldt samtlige irske og britiske aviser, bar Thorntons skrift. Det ærgerlige ved det var, at han havde afvist historien og nu var blevet sorteper. Stod det til ham, ville han straks sætte denne bladsmører på porten, men han havde fået andre ordrer ovenfra. Hans britiske forbindelsesofficer i Stepens Green ville have, at denne provo-narkohistorie blev slået stort op og han havde givet Ryan ordre til at sende Thornton - og ingen anden – til San Francisco, for at skrive historien med dette formål. Tanken om at denne notoriske Whiskeydranker fik en fribillet til Vestkysten, fik Ryan til at bide i sin cigar af bar raseri. Men en ordre var en ordre. Han havde forgæves forsøgt at argumentere med, at Thornton var pro-Provo og ville forsøge at bevise, at de intet havde at gøre med narkoen. Hans britiske forbindelsesofficer havde barskt vist ham ud af døren. Thornton skulle tage af sted øjeblikkeligt. Ryan, et noget endfoldigt menneske, anede ikke, at den britiske efterretningstjeneste ville have Thornton i San Francisco, fordi han netop ville forsøge at samle modbeviser mod narkobeskyldningerne. For at gøre det måtte han på stedet søge kontakt med den republikanske hob, og når hans artikler blev offentliggjort, ville Harene med al sandsynlighed tage kontakt til den venligtsindede journalist, der råder over gamle kontakter til den republikanske bevægelse, for at dementere denne narko-propaganda-løgn. Det kunne give bagslag, men for sagen var det forsøget værd at sende denne oldtimer ud for at spille lokkedue. Han ville under alle omstændigheder være under konstant overvågning. Det sørger FBI for. Man må nu afvente, hvordan tingene udvikler sig. Derudover ville denne narko-historie betyde, at provoerne måtte foretage sig et eller andet overfor Harene, alene på grund af angsten for, at dollarstrømmen fra USA kunne blive standset. De amerikanere, som stammede fra Irland, var som regel parat til økonomisk at støtte kampen mod britisk politi og militær og de var muligvis parat til at lægge bomber i visse hotelværelser, men de var ikke glade for at skulle støtte nogle narkopushere. Også Emerald, briternes stikker i IRA, havde gjort opmærksom på det. Forbindelsesofficeren havde altid været en varm fortaler for den velkendte del-og hersk-politik. Har denne måske ikke virket hensigtsmæssigt i tidligere tider? Og hvad blev der så af det hæderskronede British Empire ? Han sukkede. Ville de lorte Falklands øer virkelig blive det eneste, der var tilbage? Hvad havde Britannia overhovedet at sige? Var mesterspioner som han fordømt til at sidde i Dublin, bestikke magtliderlige politikere og købe medieudgivere? ____________________________ DESPERADOER VENTER PÅ ET TOG Michael Gallagher trådte ud af brusekabinen og tørrede sig hurtigt af. Debbie Duncan, alias Philomena Clarke, sad på futonen og læste. Mærkeligt, tænkte Gallagher, de fleste folk enten ryger eller bruser sig efter at have kneppet. Denne kvinde læser bøger. ”Hør lige her, Gallagher”, sagde Phil og begyndte at læse højt: ” I Sonoma County, Californien, findes en mindre lufthavn, som en gang om året på tre efterfølgende weekender adskiller sig fra verdens øvrige lufthavne. På disse weekender, der som regel starter midt i juli på en torsdag, glider selvfabrikerede flyvemaskiner, for det meste lette Lears og Lockheed Jetstars fra større virksomheder, over de brune marker, før de lander med grelle fløjtetoner. Overfor disse jetfly tager de parkerede Pipers og Cessnas sig ud som forældede kasser og brandslukningsflyene ligner dystre, kæmpestore forhistoriske monstre. Skuespillet ligner mest af alt en filmscene hos James Bond-instruktøren Ian Fleming: ti, tolv, fjorten privatjets står på landingsbanen som enheder fra en milliadærs ekskadrille. Mænd, for det meste fra 50 år og opefter, træder ned af ramperne i dyre habitter eller sportsbeklædning, bærer deres kufferter til bagagevognen, som trækkes til lufthavnshallen eller de går gennem den flimerende asfaltshede og brændende sol til terminalen, kommer ud på den anden side, hvor de atter glider bort, efter at have betroet en chauffør eller en taxa deres bagage eller efter at have sat sig til rattet i den luksusbil, som stod parat til dem. Et eller andet sted mellem disse bakker, i et vidtstrakt skovområde, koncentreres magt og penge i et politisk og samfundsmæssigt Fort Knox, der synes at indeholde grundlaget for succes…” Hun sprang et par sætninger over. ”Hører du overhovedet efter, Gallagher?” ”Klart! Det lyder meget blomstrende, for mange adjektiver. Hvad forventer du, en allerhelvedes litteraturkritik ?” ”Hold mund og hør efter, der er meget mere”. Hun læste videre. ”Som trækfugle kommer de år efter år på samme tid til dette afsidesliggende sted, prominente mænd fra alle dele af de Forenede Stater: Senatorer og diplomater, udvalgsformænd og forretningsførende embedsmænd, rige entertainers, generaler, guvernører, dommere fra Højesteret, kabinetsmedlemmer, guvernør- og præsidentkandidater og fylder sig med en drøm om godt kammeratskab og rustikal tilbagetrukkenhed i det, der til dels er som en spejderlejr, et venskabeligt ølgilde, en officersmesse, et religiøst tilflugtssted: det fuldkomne, amerikanske stammeritual under fri himmel, Bohemian-klubbens årlige lejr i Hain. ” ”Det lyder som en forsamling af krigsforbrydere”, sagde Gallagher, idet han trådte ud af badeværelset . ”Og hvad så?” ”Hvor ligger Bohemian Hain?” spurgte Phil. Gallaghers hjerte slog et slag over, tiøren faldt og han begyndte at le. ”Den irske premierminister holder tale der i år, ikke sandt?” Hun nikkede. Gallagher kiggede på kalenderen på væggen. Sjette juli. Han begyndte at fløjte sin ynglingsmelodi fra forgangne Dylan-dage. Phil stemte i og sang omkvædet: ”And, it’s a hard, it’s a hard, and it’s a hard, and it’s a hard rain’s gonna fall.” _________________________ FRA DERRY TIL AMERIKA Aer Lingus flyet var propfyldt, da maskinen lettede, kredsede over Dublin og drønede hen over patchworktæppet af marker. Til mellemlandingen i Shannon og den told-fri-fælde for ubegavede og uvidende tog det kun 40 minutter. Martha Dooley var oprevet, men hun lod som ingenting. Selv om hun var 67 år, var dette hendes første flyrejse. Ved hendes side sad Fuglen, som altid rolig og behersket. Han havde fløjet mange gange før. Det havde heller ikke voldt ham mange problemer at finde sin ledsager til denne store, gratis rejse til Amerika. Godt nok havde Martha ikke den store rejseerfaring, men hun var uden tvivl af den rette politiske overbevisning. Republikaner af den gamle skole. Hun var en McLafferty, som en af de ukuelige, republikanske familier i den lille by Derry hed. Hendes afdøde ægtemand, Jim Dooley, var under bombekampagnen i 50’erne IRA-adjudant i Derry. Marthas hus stod altid åbent for de drenge, der blev nødt til at gå under jorden. Jim døde af kræft i 1972, kort tid efter Bloody Sunday, og med hans død ophørte de jævnlige ransagninger af hendes hus. Med hjælp fra Sinn Fein var hun flyttet til en lille pensionistbolig i Creggan. Hun havde arbejdet med i aktionskomitéen af pårørende, som organiserede besøg hos fangerne i Magilligan, Armargh og i Long Kesh. Hendes eneste søn, Eamonn, havde været indespærret i Kesh i ti år for ulovlig våbenbesiddelse. Men han blev skudt, da han i 1979 forsøgte at klatre over pigtrådshegnet. Derefter havde hun – det troede efterretningstjenesten – taget afsked med det republikanske miljø. Hun blev ikke længere set ved marcher, demonstrationer og paramilitære begravelser. I Creggan sagde man, at hun velsagtens ville emigrere til Australien, hvor hendes eneste datter arbejdede som sygeplejerske i Sydney – men det blev ikke til noget. Hun blev alene, hvor hun var. Hun kom ikke godt ud af det med den unge generation af republikanere omkring Martin McGuinness. Drengene var med i Sinn Fein og deltog i valgene. I årevis havde Martha’s hus været forskånet for den britiske hær. Ingen stikkere havde på noget tidspunkt nævnt hendes navn. På efterretningstjenstens navneliste, der konstant blev opdateret, havde hun ikke figureret i meget lang tid. Hun var bare en pensionist i det triste, dystre Derry. Men Martha troede stadig væk på sagen med fuld overbevisning, og det ville hun altid gøre. Hun var republikaner, tilhænger af provoerne. Fuglen levede også et pensionistliv. Og da han havde opsøgt hende pga. en gratis ferierejse til Amerika, vidste hun udemærket, at det ikke var et tilbud fra en gammel fyr, der ville løbe de sidste horn af sig. Det drejede sig om en mission. Og hun havde pakket sin taske, havde skaffet sig pas og visum, godmodigt taget imod naboernes misundelige stikkerier, og her var hun så nu, om bord på en Aer Lingus 747 ved begyndelsen af en 7000 mil lang flyrejse, uden at have stillet et eneste spørgsmål om noget andet end rejsens mål. ”Ved du hvad, mit barn” sagde fuglen, for hvem alle under 76 år stadig var ’børn’. ”Jeg har engang hørt denne her sætning i en amerikansk TV-serie : Alder og perfiditet vil altid slå ungdom og behændighed”. Mens flyet gjorde klar til landing i Shannon, smilte Martha Dooley, født McLafferty. ”Jeg håber, vi vil finde lejlighed til at finde ud af, om det passer, Gerry Quigley”, svarede hun. ______________________________________________ 20.kapitel: Revolte mod realitetens despotisme RESÚME Hundedagene står for døren. To af Hundens ”Harer” tager en sidste øl i et særegent værtshus ved North Beach i Californien og møder tilfældigvis Jackson, som også spiller en særlig rolle i disse Hundedage. En flyvemaskine på vej over Atlanten. Et par ældre pensionister, den fordrukne journalist Harry Thornton samt en udsending fra IRAs militære råd er alle blandt passagererne. Det er Harernes aktioner, som er grunden til at, de nu hver især er på vej over havet til Staterne. ______________________________ San Francisco – to dage senere "Vi må skaffe en masse udrustning", sagde Phil. "Det vrimler med FBI-strissere dér". "Sig mig engang, hvad havde du forventet? Du har sammen med Kelly sendt briten i Fairmont til det hinsides rige. Troede du virkelig, de allerede havde glemt det?" Phil skar en grimasse. "Jeg har jo sagt det før, Gallagher. Hverken Tim eller jeg havde noget som helst med det at gøre. Denne her Enwright/Morgan-enhed er simpelthen en gåde. Måske er de virkelig Harer. Måske var det nogle amerikanske aktivister, eller også er der en eller anden fra Noraid, der har en finger med i spillet, selv om jeg nu tvivler meget på det. De har aldrig lavet sådan noget. De er jo kun interesseret i pengesager. Sådan noget forbandet lort! Jeg sagde til Tim, han skulle holde sig langt væk fra dem. Han blev opsporet af det skotske møgsvin, mens han ventede på en Noraid-mand på en irsk pub. Det sidste af alle steder, hvor han burde være! Men han insisterede. Men ligegyldigt hvem der måtte stod bag aktionen, så vil Noraid-folkene ikke ligefrem være taknemmelige for det. Ifølge de seneste nyheder er tyve eller flere af deres folk blevet anholdt og dusindvis af huse er blevet ransaget." "Men så er de i det mindste ikke så meget efter os hele tiden. De kender mig ikke, skotten var den eneste, der ville have kunne identificere dig, og han er død nu." "Men hvis det ikke er Noraid, hvad jeg heller ikke tror, kan det betyde, at der findes flere Harer. Hvordan kan vi få kontakt med dem? Vi kan jo ikke sætte en annonce i Bay Guardian!" "Hør engang, Hunden har arrangeret det sådan, fordi han ikke ville have, at vi har kontakt indbyrdes. Godt nok bliver vores muligheder dermed indskrænket, men vi arbejder isoleret og det er meget sikrere. Derudover, tænk på det, "Sinn Fein" - Vi selv! Altså se at komme i gang! Jeg er træt af sidde her og smede rænker og planer. Lad os tage op og få en sidste øl ved North Beach. Vi må ud af denne her forbandede lejlighed." Phil nikkede. "Okay, men vi tager ikke på Vesuvio. Lad os prøve et andet sted. Irske pubber kan der jo ikke blive tale om." Gallagher lo. "På denne her tur kan du være helt sikker. Ved North Beach findes der ikke en eneste irsk pub." Han langede ud efter sin jakke. "Deres taxa venter, my lady!" _______________________________ North Beach – hos Specs Simmons "Specs, hvorfor meldte du dig ud af Kommunistpartiet?" Jim Jackson befandt sig i sit ynglingsværtshus i North Beach og snakkede med indehaveren, den æreværdige Specs Simmons i egen person. Det var klokken et om natten og turisterne var gået for længst. Kun hardcore-drukkenboldene, de søvnløse, nogle taxichauffører på nattekørsel og de gamle politiske bohemer hang stadig omkring baren. Distræt kløede Specs sig på sin skaldede isse og skænkede endnu en Bushmills op til sig selv. Han kunne godt lide at snakke med Jackson, selvom han var brite. "Jeg gik ikke ud af partiet pga. Ungarn eller noget andet tåbeligt", sagde han, "men jeg rev min partibog istykker den dag, hvor slapsvansen Earl Browder ovenfra forkyndte, at vi ikke længere måtte banke strejkebrydere. Da havde jeg fået nok af dette lorte-kommunist parti. Jeg tror, jeg er en uforbederlig Wobbly. Arbejderklassen og udbytterklasse har absolut intet til fælles!" Han gik ned langs bardisken for at råbe ad en anden gæst, Jackson rettede sig op og så sig omkring. Igen og igen blev han overrasket og glædede sig over den vidunderlige samling af gammelt bras, der udsmykkede væggene og loftet i dette Adlermuseum. Nogle rejseførere havde gjort stedet kendt under dette navn. Tyvekoster fra fagforeninger, fra handelsflåden, en hvalpenis, et par håndjern fra San Franciscos fængselsforvaltning, gule og blege avisudklip, en Industrial Workers of the World-fane, som engang havde tilhørt rebelkvinden Gurley Flynn. Meddelelser og notitser på alle sprog, gamle vittigheder, gamle annoncer, gamle revolvere, gamle californiere. En blegnet plakat med et citat af Fintan Lalor, en irsk rebel fra det 19. århundrede. "De, som forklarer dig, at sådan en handling af væbnet modstand er for tidligt, uklogt og tåbeligt, bør foragtes og spyttes på. For, bemærk dig dette og husk: et eller andet sted, på en eller anden måde og fra nogen må begyndelsen jo komme, og den første handling af væbnet modstand er altid "for tidligt", uklogt" og "tåbeligt"." En plakat over døren vakte Jacksons opmærksomhed. Et indrammet sort/hvid foto, der forestillede en maskeret mand med et Armalite-gevær. Teksten på plakten advarede mod for megen snak: "Hvad end du siger, sig ingenting!" Han kunne genkende plakaten. Det var en provo-plakat fra året 1975. En sjælden souvenir fra Belfast. "Den der er da ny, eller hvad, Specs?" spurgte han, mens Simmons slæbte sig langs den lange bar og tørrede af med en snavset klud. "Hvor har du den fra?" "Fra en af mine stamgæster. Fra Belfast. En forfatter. Han er i gang med at skrive en bog om the Wobblies. Drikker Bushmills ligesom dig. Du har sikkert set ham før her." "Nej, hvad hedder han?" Specs vinkede afværgende og pegede på plakaten. "Hvad er det, der står om at tale for meget….!" Samtalen drejede sig ind på emnet religion. Et kvarter senere begyndte Jackson at udbrede sig om ufejlbarlighed. "En omnipotent, altvidende Gudsinstans. Sikke dog noget latterligt vås! Gud kan ikke lære noget, da han jo allerede er hr. Altvidende-skideklog. Han kan ikke tage nogen steder hen, da han jo allerede er overalt. Hvis han altså skulle være omnipotent, er han en tyran og kun slaver tilbeder tyranner – og hvis han skulle være omnipotent og ikke kan gribe ind eller vil gribe ind, hvorfor skulle man så spilde sin tid på at bede til ham?" "Vorherrebevares, sådan noget fortænkt sludder har jeg ikke hørt i årevis." Gallagher og Phil var kommet og havde sat sig ved baren, mens Jackson docerede videre. "Ah, hvor dejligt at se dig, Michael", sagde Specs og forsøgte forgæves at efterligne en irsk accent. Efter at Specs havde overtaget forestillingen og betragtet Phil et øjeblik, kastede han endnu en af sine bedre vitser fra sig og trak sig tilbage bag bardisken. Phil citerede William Burroughs for ikke at blive overset: "Mennesket er absolut det endelige produkt. Ikke fordi homo sapiens markerer perfektionens højdepunkt, som selv Gud står tomhændet overfor af ærefryt: mere kan jeg ikke gøre – men fordi mennesket er et mislykket eksperiment, fanget i en biologisk blindgyde, og ubønhørligt går sin egen udryddelse imøde." Phil og Jackson morede sig åbenlyst herligt med hinanden. Det gjorde Gallagher ikke. "Ja, ja I tror, I er så skidekloge, hvis I alle sammen er ateister, hvorfor spilder I så jeres tid med at diskutere religion? Hvis vi troede på en Gud, måtte det være en hævnlysten Gud, en vred Gud, en Deus Irae (IRA = vrede), for den såkaldte kærlighedens Gud i hvis billede mennesket angiveligt skulle være skabt, er helt klart en opfindelse. Det betyder ikke en skid, det er en akademisk diskussion. Hundedagene står for døren." Phil forsøgte at sparke Gallagher over benet under barstolen, men Jackson satte pludselig sit glas ned og betragtede hende for første gang med fuld alvor. "Vil I ikke tage med hjem til mig. Jeg bor lige i nærheden, lidt op ad gaden. Jeg tror, vi burde snakke sammen." De stirrede på ham. Gallagher trak på skuldrene. Hvorfor ikke. Da de havde sagt farvel til Specs, vendte den gamle Ed Ivory, som havde fulgt med i den livlige snak fra den anden ende af baren, sig mod litaueren og spurgte: "Hvad var det for nogle spradebasser , Simmons?" Specs lo. "Dem? Hvorfor det? Det er nogen typiske irske rebeller – laver altid revolte mod realitetens despotisme". Klokken to om morgenen: videotid Oppe på Telegraph Hill hos Jackson løb Pontecorvos videofilm Quemada over skærmen. "Og José Dolores, han siger, ’hvis det vi har, er civilisation, er det den hvide mands civilisation, og vi ville gøre os bedre ved at være uciviliserede, fordi det er bedre at vide, hvor man går hen og ikke hvordan, end at vide hvordan og ikke at vide hvorhen. ’Og så siger José Dolores,’når en mand arbejder for en anden mand, og selv om man kalder ham for arbejder, forbliver han slave og vil for altid være en slave, fordi der findes dem, som ejer plantagerne og de, som kun ejer macheter, for at kunne hugge sukkerør for de, som ejer dem.’ Og José Dolores siger så: ’ det er på tide, at hugge hoveder af i stedet for at hugge sukkerrør.’ (Marlon Brando): ’Det kalder jeg et godt program!" Harene, der netop havde fundet sammen, så hinanden an. __________________ Shannon lufthavnen Moss Tierney rodede rundt i kollektionen af uforskammet dyre Arran-sweatre for at finde en til Nora. Han havde ikke sovet ret meget natten før, og hans øjne var røde af træthed. Conlon, provo`ernes militæransvarlige, havde sendt ham til Longford og givet ham til opgave at tage sig personligt af denne ’forbandede amerikanske sag.’ Han måtte flyve til Los Angeles og på en eller anden måde overtale ’Onkel Chris’ Conolly til at spytte ud med Harenes dæknavne. IRA måtte stoppe disse renegater, før briterne eller FBI gjorde det. Conlon havde betonet, at den finansielle støtte fra Amerika var alt for vigtig til at sætte på spil pga. dette Hundeteams amokløb. Det gav selvfølgelig en masse problemer. Angrebet på Mason havde uden tvivl stor opbakning blandt de almindelige medlemmer og provoernes sympatisører i Norden, hvor man huskede Mason som en kynisk barbar. Hans navn havde stået på en liste, som for et stykke tid siden havde cirkuleret i Conlons egne rækker. Hvis provo’erne distancerede sig fra gerningsmændene, risikerede de at udløse yderligere splittelse, hvor ’Falkene’ fra Belfast, Derry og South Armargh sandsynligvis ville blive vinderne. Derudover behøvede McDaid og Mulheron bare lancere til pressen, at han, Conlon og to andre medlemmer af hærledelsen via mellemmænd havde ført fredsforhandlinger med briterne, og han ville være færdig som stabschef. Bevægelsen ville blive splittet og kastet mindst fem år tilbage. Han mærkede, at alle de fordele, der måske kunne opnås, ville kunne blive ødelagt. Derfor måtte han denne gang blive hjemme. Derfor måtte Tierney istedet for han rejse til staterne. Klokken var blevet tre om morgenen, før Conlon havde instrueret Tierney, så blev en chauffør tilkaldt, der sørgede for, at Tierney kom rettidigt til Shannon, så han kunne nå morgenflyet til Staterne. Han var blevet forsynet med et falsk pas inklusiv turistvisum, en flybillet til L.A. og 2000 dollars. Conlon vidste imidlertid ikke, at Tierney havde mere end denne sum penge med sig til de Forenede Stater. Pengene, den sidste rate, havde han hævet fra sin bankkonto i Dublin. I hans slidte diplomatkuffert befandt sig 20.000 dollars. Han bad til Gud om, at disse penge ville række til Nora’s operation. Han hadede at forlade hende i hendes tilstand, men hvad kunne han ellers gøre? Han blev nødt til at tale personligt med kirurgen i New York. Passagerene til flyet til New York blev kaldt ud og han besluttede sig hurtigt for en sweater. Det rykkede i ham, da han så prisskiltet: 80 dollars. "Du milde himmel" stønnede han. Da han og Nora sidste gang havde besøgt det vestlige Irland for at deltage i en mindefest i Ennistyron, kunne man købe sådan en ting for bare ét pund. Denne vanvittige økonomi fik priserne til at galoppere afsted. Han gik til kassen og famlede efter sin pung. Han havde slet ikke lagt mærke til det ældre par, der stod i lige i nærheden af ham og var tydeligt oprørte over de skyhøje priser på Waterford-krystal. Men de så begge to ham. Martha stødte sin albue i siden på Fuglen, men det var ikke nødvendigt. Intet var undsluppet hans falkeblik. "Klart nok, mit barn, jeg kan godt se ham. Moss-forbandet-være-Tierney! En B-mand. Jeg spørger mig selv, hvad han mon er ude på, når han flyver på sådan en tid. Du kan være helt sikker på, at han er blevet presset til det. Kom min kære, lad os gå tilbage til vores pladser i flyveren, før han får øje på os." Da Moss Tierney, helt optaget af sine egene tanker, ilede til sin plads og spændte sikkerhedsbæltet, anede han ikke, at der var tre par øjne, som nøje fulgte ham. Det tredje par tilhørte Harry ’først-på-pletten’ Thornton, der sad i midten af flyvemaskinen og klamrede sig til sine to flasker toldfri Bushmills Single Malt. Harry Thornton havde ingen anelse om, at Tierney var blevet indkaldt til hærrådet, men han kendte manden fra Cork fra tidligere, og vidste nok til at være sikker på, at det ikke var det rene tilfælde, at denne mand nu befandt sig i en flyvemaskine på vej mod Staterne. Interessant, tænkte Harry, og gemte informationen i sit hjernearkiv. Lystavlen med "No smoking" slukkedes, og da han kiggede ud af vinduet for at kaste et sidste blik på Irland, bemærkede han, at de befandt sig højt oppe i luften og at flyvemaskinen nu bevægede sig ud over det vuggende Atlanterhav. Han trykkede på knappen i armlænet. Hvis han huskede rigtigt, var New York en 6-whiskey flyvetur. Mens han ventede på stewardessen, spekulerede han på, om hans fætter Jimmy i San Francisco mon stadig var i live. Hvis ja, kunne han jo bo hos ham og spare pengene til et hotelværelse. Den luskede Ryan, tænkte han, hvorfor har han sendt mig afsted? Da lystavlen med "Spænd sikkerhedsbæltet" også slukkedes, vendte Martha sig mod Fuglen. "Hvad mente du, da du kaldte Tierney for en B-mand? Er han ikke netop steget i graderne og blevet medlem af IRAs militære råd?" Manden fra Derry lo. "En gammel vits fra 40’erne. Vi plejede at sige, at Moss Tierney altid forblev ved udgangspunktet uden at røre sig. Engang bagtrop, altid bagtrop! Jeg har aldrig ofret nogen tid på ham. Din Jimmy iøvrigt heller ikke!" Martha sukkede, da hun tænkte på hendes afdøde samlever og kammerat. "Jeg véd det, Gerry, jeg véd det, men jeg kan altså ikke lide, at han befinder sig i det samme fly som os." ___________________________________________________ 21.kapitel: ”Vi revolutionære er døde på ferie” (Eugen Leviné, bayrisk rådskommunist) RESÚME Journalisten Harry Thornton knokler sammen med sin fætter, eks-strisseren Jimmy Phelan på en eksklusivhistorie, der skal rense IRA-aktivister for FBIs beskyldninger om narkohandel. Samtidigt mødes tre af Hundens folk – en internationalist, en traumatiseret Vietnam-veteran og en revolutionær anarkist for at forberede en opsigtsvækkende aktion mod repræsentanter for det politisk-industrielle kompleks. Men der er også helt andre kræfter, som i al hemmelighed forsøger at få kontrol over tingenes tilstand. ______________________ EN FAMILIESAMMENKOMST Telefonen vækkede den pensionerede strisser Jimmy Phelan. Hans mund føltes som om et Célí-band havde øvet derinde hele natten. Han famlede efter telefonen, smed den ned fra natbordet, greb endelig røret og brummede: ”Yeah?” Stemmen i den anden ende forekom ham på en eller anden måde bekendt. På en eller anden måde… Vækkeuret ved siden af sengen viste, at det var midt på dagen. ”Jimmy, er det dig? Det er Harry. Din fætter Harry. Herre Gud, hvor mange fætre har du, der hedder Harry? Harry Thornton. Ja, rigtigt. Nej, jeg er ikke i Dublin, jeg er i lufthavnen! I San Franciscos lufthavn, din idiot. Hvornår kan jeg møde dig?” Phelan forsøgte at samle alle sine fem sanser. ”Hvor længe bliver du i byen? Okay, hør her, du bor hos mig. Tag en taxa. Vi mødes hos Molly Maguires, det er Geary, ved hjørnet af 23., alle taxachauffører kan køre dig derhen. Jeg må gøre noget mod mine tømmermænd. Så ses vi om en time”. Han lagde på, besluttede sig til ikke at tage risikoen for et koldt brusebad, og tog det tøj på, han netop havde taget af for et par timer siden, hentede morgenavisen i gangen og gik ud i sollyset. Han trak sin gamle fiskerhat godt nedover panden for at beskytte sig mod solens ødelæggende stråler, der var vildt besluttet på at trænge gennem støvskyerne, og slentrede så op ad gaden. Den halve times gåtur til værtshuset ville hjælpe ham med atter at blive klar i hovedet. ** Harry Thornton betalte taxachaufføren, tog sin lille kuffert og duty-free plastikposerne og gik ind gennem svingdøren til mørket i Molly Maguires. Hans fætter sad ved et bord og så ud til kun at være interesseret i sin pint og sine tømmermænd. Avissider lå spredt rundt på bordet foran ham. Thornton satte sine plastikposer midt på bordet. ”Single Malt Black Bush. Den nyeste og bedste eksportvare fra paddiernes land, James”, sagde han. ”Fint at se dig igen.” Phelan gryntede, pegede med sin tykke pegefinger på en stol og råbte: ”En pint Porter mere, Fats!” Thornton satte sig ned. Han var igen i San Francisco og følte sig allerede hjemme. Men han var ude af øvelse. Han havde slet ikke lagt mærke til det FBI-fjols, som havde fulgt ham i hælene siden lufthavnen og nu sad over en pint i et hjørne af Mollys. ** En time senere: Phelan var fuldstændig oprevet. Beretningen om Kelly og ”IRA-narkobulen i Orinda”, som fyldte hele avisens forside, gjorde ham rasende. Manden, hvis forhør han havde overværet på dødslejet, var hverken narkoman eller narkosmugler, han var en republikaner. Junkier og pushere havde han oplevet rigeligt af i sin tjenestetid. Desuden talte denne mand gællisk. Det var slemt nok, at briterne ikke engang lod paddierne begrave deres døde i fred, at RUC under begravelserne angreb de sørgende og affyrede plastikkugler mod de pårørende og besudlede de irske symboler. Nu gik deres svinske løgnepropaganda så vidt, at de diffamerede de døde. Phelan var ude af sig selv, og hans fætter Harry delte hans vrede. Men hvorom alting er: Thornton var journalist, som var her på en opgave. Mens whiskeyen flød, konspirerede de. ”Sandheden vil komme for dagens lys”, forkyndte Phelan opstemt. ”Lad os ringe til Examiner, dér findes der stadig folk med principper. Du får din eksklusiv-historie, Harry, og denne stakkels døde dreng får i det mindste et passende requiem”. Udgiveren af Examiner tog med glæde imod denne historie om sand irsk patriotisme og uforklarlig mystik, som øjenvidnet James Phelan, veteran i San Franciscos politi, fortalte den irske stjernereporter Harry Thornton. Ikke fordi han havde noget som helst til overs for bondeknolde , som han iflæng kaldte irerne, men fordi The Chronicle havde snuppet sensationshistorien og fra politihovedkvarteret eksklusivt havde berettet om Provo-narkobanden. Examiner måtte diske op med noget, mens Chronicle for længst var på gaden og presseagenturerne overtog deres historie. Nu kunne hans Examiner præsentere en bedre historie, den sande insider-historie, der ikke blot afslørede FBIs perfiditeter, men også lod udgiverne af konkurrentavisen fremstå som de rene tåber, de også var. I en kasse over Harrys navn blev det forklaret, at Examiner fra starten af overhovedet ikke havde fundet konkurrentavisens beretning troværdig, at de – som ansvarsfulde journalister – havde lavet research og ud fra denne ansvarsfulde holdning nu kunne fortælle sandheden. ”Død IRA-mand var mystiker, hellig og lærd” forkyndte overskrifterne. ”Døende rebel tortureret af FBI” . Phelan havde som veteran blandt San Franciscos håndhævere af lov og orden forsøgt at protestere mod den barbariske behandling af en såret irsk soldat, men en højerestående, unavngiven FBI-mand havde med hjælp fra en forrykt læge fyldt den døende rebel med narkotiske stoffer. Det var helt klart, at menneskerettighederne var blevet trådt under fode. Der måtte iværksættes en undersøgelse af denne affære. Hvorfor var Kelly ikke blevet bragt til et hospital i stedet for at blive overladt til politiets varetægt? ’Først-på-pletten’ Thornton havde præsteret et mesterstykke. Det var en forbandet god historie. Hans beretning vakte stor opmærksomhed. ** I Jacksons bolig højt oppe på Telegraph Hill havde de tre harer diskuteret og debatteret hele aftenen. Spørgsmålet om religion var de hurtigt gået væk fra, da Jackson indrømmede, at han havde deltaget i bombeanslagene i London og attentatet mod Mason og fortalte om det. De tre var i bund og grund så forskellige. Phils motivation var hævn for Eddie og nu også for Tim Kelly samt personlig loyalitet overfor Hunden, men hun var ikke nogen irsk nationalist, og slet ikke så optaget af mystik som Kelly. Hun favoriserede internationale angrebsmål som Bilderberg eller Bohemian Hain. Jackson var enig med hende. Han betegnede sig selv som anarkist. For ham var de eneste virkelige rebeller og modstandskæmpere i Amerika the Wobblies, Industrial Workers of the World, og the Western Federation of Mineworkers på Bill Haywoods tid. Han havde aldrig lært Hunden at kende personligt, og selvom han var loyal overfor sin ven fra Derry og var lykkelig for at have hjulpet ham i London, så han, at kampen i Amerika, som han ville føre, kun havde lidt eller slet ingen betydning for Irland. Han havde ingen illusioner om massernes opstand eller udbruddet af en spontan revolution. Han opfattede sig selv som revolutionær, det var for ham den bedste måde at leve på – og at dø på. Han var stolt af at kunne citere den bayriske kommunist Eugen Leviné: ”Vi revolutionære er døde på ferie”, og Nietzsches udsagn om, at det er vigtigt at dø på det rigtige tidspunkt. Intelligente mennesker skal ikke klamre sig til livet, som om de er ved at gå under og en redningsvest svømmer forbi. De burde jo vide, at kroppens eksistens kun udgør en forsvindende lille andel af den menneskelige eksistens, at dødens akt går på tværs af klasser og afstamning. Heri lå menneskets nøgle til originaliteten, menneskets sande størrelse viste sig ved, hvordan det kom igennem denne ensomme Odyssé. For Jackson var Bohemian Hain også et ideelt angrebsmål. Alle disse kapitalister og magtens multinationale agenter. Disse racister og sexister – ingen sort, ingen kvinde havde nogensinde fået lov til at more sig i skovlysningerne i Bohemian Hain. Her ville handlingen virkelig tale for sig selv, det ville oprøre og chokere hele Amerika. Han gjorde sig slet ingen tanker om, at jernnæven ville blive trukket frem eller, at de planlagte koncentrationslejre ville kunne blive etableret i henhold til McCarron loven. (Specs havde henvist til dette, at senator Pat McCarron, som stod bag denne reaktionære lov var en personlig ven af den berygtede gangster Ben ’Bugsy’ Siegel, som han havde hjulpet med at grundlægge Las Vegas.) Retfærdighed, klasseretfærdighed var det eneste, som interesserede Jackson. Historien ville frikende ham. Anatole France havde påstået, at ”den bitterste straf, som en matyr må lide, er at kigge gennem de flammer, som fortærer ham og se de selvtilfredse ansigter på dem, som han dør for, for at kunne befri”. Det havde Jackson taget til sig. Gallagher derimod var helt anderledes. I modsætning til de to andre rådede han kun over ganske få erfaringer med venstreorienteret politik og politisk teori. Men han havde været soldat i Vietnam i tre år. Som mange andre Vietnamveteraner led han under lasten af den uret, han havde begået. Indkaldt for at kæmpe i en krig, som han for sent blev klar over, at Amerika aldrig skulle have ført. Han var med til at dræbe i junglen og blev ligesom de andre soldater også udsat for Agent Orange, heroin og alskens sygdomme. Også han mødte samfundets uforståenhed og afvisning, da han bitter og frustreret var hjemme igen. År senere blev han klar over, at en stor del af ham døde i Vietnam, og dét som vegeterede videre her i San Francisco, lignede et tomt patronhylster. Mærkværdigvis kunne han ikke forklare – allermindst overfor sig selv - hvorfor han så løsningen i Hunden. Han havde ville give alt for at snakke med Hunden om det. Ville have spurgt ham om, hvad han, Michael Gallagher, kunne gøre, for at hjælpe. Men det var nu umuligt. Nærmere end til Phil kunne han ikke komme Hunden. Hunden havde udvalgt hende ligesom ham. Det var på en eller anden måde forudbestemt. Han var ingen revolutionær, men en rebel, og fjenden havde i århundreder været den samme – briterne. Han kunne stadig væk huske fortællingerne fra sin bedstemor om den Store Sultenød og om Black and Tans. I Belfast havde han med egne øjne set, hvordan de britiske besættelsestropper og deres RUC-får havde opført sig på gaderne. Irland var en sag, som han kunne kæmpe for, hvis ikke derovre, så i hvert fald her, med hele sit hjerte, med Phil og Jim. Når en sleeper vågner, træder den i aktion. I grunden var Gallagher en romantiker, og som bekendt er romantiken kunsten at projicere meningen med livet på det meningsløse. Gallagher havde dog fornemmelse for, at handling uden forklaring var nyttesløst og kontraproduktivt og han diskuterede dette spørgsmål heftigt og længe med hans nyfundne medsammensvorne. De syntes, at det var fyldestgørende at tegne sig ansvarlig for en aktion. En kort erklæring var tilstrækkeligt for dem. Der behøvedes ingen manifestlignende selvretfærdiggørelse. I Galllaghers tanker var publicitet `Terorismens` centrale væsenstræk. Han blev nedstemt , men ikke overbevidst. Hen mod middagstid gik Gallagher nedad bakken for at hente kaffe i Café Trieste. Phil og Jackson lod han sove videre. Planlægningen af aktionen og den ideologiske diskussion havde trukket længe ud og dæmringen var allerede i fuld udfoldelse over Coit Tower, før de lagde sig til at sove. Men Gallagher behøvede kun lidt søvn. Han var vant til at stå tidligt op om morgenen. Han købte bønner og Examiner. Thorntons story fyldte hele forsiden. Han stirrede på fotografiet af Tim Kelly, den døde kammerat, som han ikke havde kendt. Han kiggede på fotografierne af Thornton og Phelan. I saloonen for enden af Fresno Alley læste han over en øl hele artiklen endnu engang. Thornton havde virkelig arbejdet hurtigt. Under Tim Kellys foto var der skrevet en mindeskrift af ”først-på-pletten” – Thornton. ”Ligesom den vilde stifinder fra kolonien, Ned Kelly, som kæmpede indtil det sidste åndedræt, holdt også Tim Kelly fra Belfast ud til det sidste. Han døde under et ”forhør” hos FBI i et hemmeligt forhørscenter i San Francisco efter en skudveksling i forstadskvarteret Orinda. `Ingen tvivl, han holdt ud til det sidste`, sagde den forhenværende San Francisco-politibetjent Jimmy Phelan, en ekspert i gællisk, som var blevet hidkaldt, for at oversætte ordene fra den døende rebel. Phelan, som var fortørnet over behandlingen af den døende irer , afslørede også…” Gallagher greb telefonbogen. Han fandt også en James Francis Phelan med adresse på 42th. Avenue. Paddy-territorium. Det kan ikke skade at ringe til ham, tænkte Gallagher. Men ikke i denne telefon. Man véd jo aldrig. Han indprentede sig nummeret, tømte sin øl, snuppede avisen og kaffeposen og ilede ude på gaden. Han gik opad Grant Avenue for at lede efter den nærmeste telefonboks. ** Klokken var tretten. Thornton var i brusebad. Phelan klaprede rundt i køkkenet og forsøgte at kreere en kolestorolbombe til morgenmad – skinke, æg, pølse, brød og tomater; alt sammen i en ubeskrivelig olie. Han bandede, da telefonen ringede, tog stegepanden af komfuret og løftede røret. Der lød en ukendt stemme i telefonen . ”Kunne jeg komme til at tale med Harry Thornton ?” ”Ja, selvfølgelig! Harry, det er til dig”, brølede Phelan og vendte tilbage til sin afskyelige morgenmad. Thornton kom ud fra brusekabinen, tørrede sig og tog røret. Hvem i al helvede ved, at jeg befinder mig her, tænkte han. Han håbede ikke, det var den satans chefredaktør Matt Ryan. ”Mr. Thornton?” ”Ja” ”Vi har læst Deres artikel i Examiner i dag. Meget godt. Hvad ville De sige til en samtale eller evt. et interview?” ”Hvem helvede er De?” ”Lad os bare sige, vi er kammerater til den døde Tim Kelly. Er De interesseret?” Thornton var rådvild og tøvede. For fanden, for fanden! Naturligvis var han interesseret, når det drejede sig om en autentisk artikel. Men det kunne jo blive farligt det her. Meget risikabelt. Men så kom han i tanke om Matt Ryans hånlige latter. Han skulle vise dem, skulle han. ”Selvfølgelig er jeg interesseret. Hvor og hvornår?” ”I morgen aften. Mellem kl. 21 og kl. 23. Harringtons Bar i Front Street. Vi sender en taxa efter Dem. Jeg behøver vel ikke at sige, at vi venter Dem alene. Så lad være med at lave noget vrøvl, vi iagttager Dem”. Telefonforbindelsen blev afbrudt. ”Hvem var det?” spurgte Phelan, der baksede med den overdimensionerede stegepande. ”For fanden, bare jeg vidste det”, sagde Thornton. ” Måske er det lejligheden. Min store chance. Det ser altså ud til, at der er nogle folk derude, der godt kunne lide min artikel om Kelly”. ** Ti minutter senere ringede Harold Taylors telefon i politihovedkvarteret. ”Vi har noget til Dem, Sir”, sagde FBI-agenten. ”Vi har netop aflyttet en samtale, hvor nogen har ringet til Phelan. Den der ringede, påstod han var ven af den døde Tim Kelly og han ville snakke med Hr. Skideklog Thornton. De sagde, at de i morgen aften vil sende en taxa til et værthus i bankdistriktet for at hente ham.” Taylor smilede sit berømte smil. Et smil, som mindede om månelysets skær på en kistes messinghåndtag. ”Bliv ved med at aflytte telefonen og fortsæt observationen af Phelan og Thornton døgnet rundt! Jeg vil vide, hvem de mødes med. Og når nogen sender dem en taxa, så vær sikker på, at der er folk, som følger efter. To vogne til den mobile observation.” Fortsættelse næste weekend... ____________________________________________ FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON! HUNDEN – en keltisk sammensværgelse - af Sean (John) McGuffin oversat af autonom info-service 1.kapitel http://indymedia.dk/articles/211 2. & 3.kapitel http://indymedia.dk/articles/227 4. & 5. & 6.kapitel http://indymedia.dk/articles/241 7. & 8. & 9.kapitel http://indymedia.dk/articles/260 10. & 11. & 12.kapitel http://indymedia.dk/articles/267 13. & 14. & 15.kapitel http://indymedia.dk/articles/284 16. & 17. & 19.kapitel http://indymedia.dk/articles/291 __________________________________ Forskellige stemmer om forfatteren SEAN (JOHN) McGUFFIN: http://www.irishresistancebooks.com/john.htm