Indymedias weekendføjleton: "Hunden"

Hunden - en keltisk sammensværgelse, 25. og 26. kapitel (næstsidste afsnit).

25. kapitel: "Der er mere mellem himmel og jord..." 

Resúme: En mand fra IRAs hærledelse kommer i al hemmelighed til Los Angeles. Pubejeren Fats Dolan forsøger at sælge denne information til FBI. Han er bange og frygter, at »firmaet« lader ham falde...Imens nyder Martha og IRA-veteranen »Fuglen« livet som luksusturister i det solrige Californien. Men allermest tilfreds er den fordrukne journalist 'først-på-pletten` Harry Thornton, der er slået igennem som mediestjerne pga. sin formodede viden om de irske terrorister. Men der er mere mellem himmel og jord, end de fleste aner...

"Man kan sågar forandre fortiden. Historikerne beviser dette gang på gang." Jean-Paul Sartre

Imens nyder Martha og IRA-veteranen »Fuglen« livet som luksusturister i det solrige Californien.

Vognen brummede i retning af Golden-Gate broen

"Connolly? Blev han ikke skudt af briterne under dansen på hovedpostkontoret dengang i 1916?"

 

__________

Los Angeles

Moss Tierney var træt og nedslået, da han ankom til Los Angeles og indlogerede sig på lufthavnshotellet. Kirurgen, som han havde konsulteret i New York, havde ikke været særlig optimistisk overfor en evt. operation af Nora, ikke engang under hans erfarne kniv. Derudover havde han antydet, at de 20.000 Dollars, hele Moss' livsopsparing, ikke ville kunne dække omkostningerne.

»Det er sgu' ikke så underligt, at Den amerikanske Lægeforening kaldes for Den amerikanske Morderforening«, mumlede Tierney surt.

Han var lige kommet ud af brusebadet og ville tilkalde roomservice, da telefonen ringede. Der var kun én person, som vidste, hvor han var. Hans forbandede chef fra den britiske efterretningstjeneste. Var det slet ikke muligt at slippe fri?

Nej, det var det ikke. Han kunne ikke engang sige til sig selv: Nu er det allersidste gang. Hvis han ville holde op med at arbejde som informant for briterne, ville de lade ham falde som et brugt kondom. Et enkelt tip til IRA, og Moss ville være en mærket mand for resten af livet. Han ville måske kunne klare sig igennem. Men ikke Nora. Irriteret tog han telefonen.

Nye ordrer. Conolly var flyttet fra Los Angeles op nord på. De vidste ikke nøjagtigt hvorhen, men gættede på San Francisco. Tierney fik besked på at tage det næste fly dertil og opsøge Fats Dolan i Molly Maguires. Han ville bringe ham sammen med Noraid-sympatisørerne på egnen. Den fysiske tilstedeværelse af et medlem af IRAs hærledelse ville få dem til at sitre af æresfrygt. Herefter skulle det ikke være noget problem at finde Chris Conolly.

____________

San Francisco

Det gik ikke som forventet. Seks timer senere opholdt Tierney, der var udmattet efter rejsen og endnu mere depressiv, sig i Fats Dolans dagligstue oven over pubben i det irske Avenue District.

Det smigrede Fats at få besøg af en så højtstående republikaner. Han havde allerede ringet til Alo Nagle og brugt den sidste time på at præsentere en træt Tierney for alle hans heltegerninger i kampen for Irlands frihed. Alle de penge, han havde givet til sagen. Det berømte slag i Fat's pub mod MacIntyre og hele hans regiment (Sammy og Butch) og hvorledes han og Jimmy Phelan havde lidt i kløerne og under geværkolberne på det skide FBI.

Dolan skyllede en Powers i sig, mens Tierney med rande under øjnene måtte tage til takke med en kop afskyelig tynd te, der var lavet på tebreve fra det elendige britiske 'Tetley Tea'.

Det bankede på døren. Alo Nagle kom for at hylde. Og tilfældigvis kendte han det hus i San Francisco bugten, hvor Chris Connolly gemte sig. I Main County på den anden side af Golden-Gate broen. Han ville personligt bringe Tierney derhen i morgen. Men hvad med at Moss først lagde sig til ro for at få lidt hvile? Tierney nikkede taknemmelig. Hvis han ikke havde været så udmattet og nedslået, ville han for længst være flygtet fra den modbydelige Dolans pralerier.

Han besluttede sig for først at opsøge Connolly og derefter informere hans efterretningschef. FBI kunne vente. Han tog imod Alos tilbud om at køre ham til et sikkert logi.

____________

Fats Dilemma

Fats befandt sig i en vanskelig situation. Han var fuld. Det var der ikke noget usædvanligt i, men det medførte, at han med sin whiskyomtumlede hjerne brugte længere tid på at få styr på sagerne. På den ene side var han meget skuffet over FBIs holdning. Efter hans egen mening havde han i ti år været en loyal agent, men havde kun fået en ussel løn for alle sine anstrengelser. Sandsynligvis var han blevet afsløret, og man havde smidt ham for ulvene. Skulle visse folk i San Francisco få nys om hans mangeårige aktiviteter, ville hans liv ikke være en ti-cent værd, som man altid sagde i de Western-hæfter, han havde læst som barn i årene ved bredden af den beskidte Dargle Rinnsals i Dublin. Rodgers reagerede ikke engang længere på hans telefoniske nødråb. Hvis ikke hans lever allerede havde givet ham gulsot, var det helt sikkert FBI.

På den anden side rådede han over en vigtig og sandsynligvis yderst værdifuld information: Ingen mindre end Moss Tierney, medlem af IRAs hærledelse, var kommet til San Francisco. Dolan vidste ganske vist ikke, hvorfor han var i San Francisco eller hvorfor han ville møde Chris Connolly, som Dolan kun kendte perifert, men - fuld eller ej - det var soleklart for ham, at Rodgers og FBI ventede begærligt på en sådan information. Måske ville det åbne vejen for ham tilbage til 'Firmaets' beskyttede verden. Under heldige omstændigheder kunne han måske også lave en masse penge - men han måtte handle hurtigt. Byens sikkerhedsmyndigheder, fra politiet til FBI og de andre hemmelige tjenester, rådede over flere stikkere end bare Fats Dolan. Tierney var kommet fra lufthavnen direkte til ham, hvilket gav Fats et vidensforspring foran de øvrige informanter, men før eller siden ville en af dem få nys om Tierneys ankomst og forsøge at høste æren for denne information. Fats måtte tage en hurtig beslutning. Tynget af disse alvorlige problemer faldt han i søvn på sofaen.

**

Mens Moss Tierney blev færdig med sin irske morgenmad og tænkte på, at dette var det første fornuftige måltid, han havde fået siden sin afrejse hjemmefra, telefonerede Nagle ivrigt. En Noraid-kammerat, der arbejdede ved telefonselskabet, havde skaffet ham Connollys telefonnummer og adresse, som ikke var at finde i telefonbogen.

Frankie tog telefonen, men han var ikke særlig hjælpsom.

"Nej, hr. Connolly er ikke hjemme. Nej, jeg ved ikke, hvornår han kommer tilbage. Kan jeg give ham en besked?"

Alo så over på Tierney, som sad og slubrede dampende, sød te i sig. Manden fra Cork rystede på hovedet.

"Nej, nej ingen besked. Tak. Jeg prøver at ringe igen senere«. Han lagde røret på.

"Skal jeg køre Dem derover?" spurgte Alo.

"Ja, når bjerget ikke kommer til Mohammed..."

____________

Marin County

Klokken var 10.30. Tierney havde nu siddet en halv time i Nagles Oldsmobile, som stod parkeret i en rolig gade med træer, halvtreds meter fra Connolly's hus. Denne venten gik Nagle på nerverne. Han fortrød, at han havde taget en dags ubetalt ferie, og nu sad tavs i en bil, selvom det var i selskab med en vigtig person. Tierney var roen selv. Hvis hans 68 år havde lært ham noget, så var det tålmodighedens dyd. Han kunne vente og sagde: Med tålmodighed og spyt kan alle fluer fanges.

Pludselig åbnedes porten elektronisk og Connolly's Chrysler Le Baron med den trofaste Frankie ved rattet kørte ud, drejede til venstre, passerede observatørernes parkerede bil og gled ned ad gaden. Der sad to personer på bagsædet. Moss Tierney kendte ikke den ældre kvinde, men den lille gråhårede mand, der sad ved siden af hende, genkendte han straks. Gerry 'Fuglen' Quigley. Tierney dukkede sig og trak den forskrækkede Nagle i ærmet. Han var ikke nogen hyppig biografgænger, han læste heller ikke billige kriminalromaner, men hans næste sætning var uundgåelig: "Følg efter den bil!"

Mens Alo startede sin gamle bil og ventede på yderligere instruktioner, stammede han forvirret: "Det var ikke Chris Connolly nogen af de to". Tierney satte sig op og smilede pligtskyldigt til ham.

"Det ved jeg, det ved jeg, men hvis jeg ikke er helt galt på den, vil den gamle ræv på bagsædet føre mig direkte til ham."

"De kender ham altså?" spurgte Alo, da bilen slingrede ned ad bakken og drejede til højre i retning af Golden-Gate broen.

"Selvfølgelig kender jeg ham Fuglen", mumlede Tierney, "Og så vidt jeg ved, har han ikke forladt Irland siden bombekampagnen i England for næsten halvtreds år siden. Og nu dukker han op her, syvtusinde mil væk fra Irland, på det forbandede skjulested hos en anden gammel IRA-mand fra Belfast, som vi vil tale med. Jeg siger det endnu engang, tab ikke denne bil af syne!"

Alo fulgte anvisningerne, og begge biler kørte retning af Babylon ved kysten.

**

Chris Connolly var taget af sted for at opspore Harry Thornton, da både han og Gerry havde grund til at tale med den nye mediestar.

Chris havde sagt til Gerry og Martha, at den anden vogn - med Frankie som chauffør - stod til deres rådighed, og at de jo kunne tage på lidt sightseeing; det var trods alt deres første besøg i Californien og der var ikke andet at lave. Og havde de ikke vundet denne rejse til San Francisco? Så hvorfor ikke. Martha vidste, hvad hun ville. I årevis havde hun fulgt med i TV-serierne San Franciscos gader og Hotel, hvilket havde fået hende til at ønske, at hun en eller anden gang ville kunne prøve at køre med sporvogn i San Francisco.

Fuglen havde nu mere obskure ønsker og ville gerne kigge lidt på Alcatraz.

Frankie havde forsikret dem om, at turen højst ville tage en halv time. Da Fuglen havde tilbudt Martha denne rejse til Californien, var Martha bevidst om, at hendes rolle først og fremmest ville bestå i, at give hele foretagendet udseende af at være ganske normalt, og det var en rolle, hun hellere end gerne ville og kunne spille.

Hvis Gerry ville inddrage hende i fortrolige sager, var det i orden. Hvis ikke, ville hun heller ikke beklage sig over sit livs rejse. For, som hun havde sagt til Fuglen, han havde trods alt været i England, men hun havde aldrig været udenfor Irland.

Mens hun sad ved siden af Fuglen på det luksuriøse bagsæde i Connolly's Chrysler, og han var faldet i staver over sine keltiske og revolutionære drømme, fastslog hun fuld af forundring, at hendes liv faktisk havde forandret sig fuldstændigt i løbet af ganske kort tid. Indtil for nylig havde hun bare været en pensionist, som fristede en kummerlig tilværelse i Creggan, og nu og her blev hun kørt rundt af en chauffør i det solrige Californien, og snart ville hun køre med sporvogn 'til stjernerne'. Havde Tony Bennett ikke sunget om det? Han var nok noget bizar, men alligevel, hendes mand havde altid sagt, man skal ikke gøre sig unødige tanker.

Vognen brummede i retning af Golden-Gate broen, og hverken hun eller Gerry anede, at Moss Tierney var lige i hælene på dem. En beslutsom Moss Tierney, der i tasken havde en Luger, som han om morgenen havde taget fra våbensamlingen hos hans vært Alo Nagle.

**

Klokken ni var Fats Dolan vågnet af sin lur. Han havde drømt. Foruroligende drømme. I modsætning til Hunden og hans medsammensvorne, blev han ikke hjemsøgt af Tuatha de Dannan eller andre for længst døde irske helte. I stedet havde han set sin egen gravsten. En sten uden udsmykning på en pestkirkegård. Nogen havde indmejslet ordene: "Patrick Flaherty Dolan (stikker)". Neden under havde en anden skrevet med kridt: "Intet tab".

Hårdt medtaget af de usædvanlig mange Powers-øl, rakte Fats ud efter telefonen og ringede til Rodgers. FBI erfarede som de første, at en højtstående IRA-mand opholdt sig i San Francisco. Manden rejste på falsk pas og var meget opsat på at møde en vis Christopher Connolly.

_________________________

Presseklubben, San Francisco

Harry Thornton solede sig i rollen som guru i alle spørgsmål vedrørende de irske terrorister. "Harerne" var den første byguerilla her siden Patty Hearst og Den symbionesiske Befrielseshær opererede i bugten, og medierne kunne slet ikke få nok. I radioen og i TV-talkshows ytrede Harry dagligt sin mening og luftede sine formodninger. Til hans store tilfredshed skænkede folk ham her stor opmærksomhed. Sikke en himmelvid forskel! I Dublin var han blevet behandlet som en ussel bladsmører, og chefredaktøren Matt Ryan havde kun sarkasme og hån til overs for ham.

Men han havde også tilstrækkelig med realitetssans til at vide, at hans stjernestatus hurtigt kunne blegne. Hvis Harerne blev taget, eller hvis de forsvandt, ville Harry's eksklusivviden intet være værd, men indtil da ville han få det maksimale ud af denne historie. Han var fast besluttet på, ikke at bøje sig for realitetens trivialitet. Lige i øjeblikket sad han i en komfortabel, polstret stol i presseklubben i San Francisco, en lukket organisation, der havde været så generøs at tilbyde 'Først-på-pletten' Thornton, der var ny i byen, et midlertidigt medlemskab. Her sad han så og og fyldte sin fætter Jimmy Phelan med stærke drinks. Hans artikel, hvori han gjorde Kelly til indbegrebet af den romantiske helt, blev offentliggjort i flere aviser samtidigt, og for første gang i sit liv havde han masser af penge.

Nu pressede han Jimmy for endnu en gang at gennemgå alle detaljer i hans møde med den mærkelige og mystiske IRA-mand Timothy Kelly. Kunne han ikke huske et eller andet, der kunne hjælpe til at spinde videre på historien. "Jimmy, fortæl mig en gang til, hvad det var, han sagde om Tuatha de Dannan?" Phelan nød sin whisky. Efter sit tilfældige møde med den døende rebel, havde han fordybet sig i sine bøger. Hvis hans fætter var ekspert i sager som Hunden, IRA og guerillakrig, så var han ekspert i alt det keltiske og mystiske.

"Han talte om dem, som om de virkelig fandtes. Ved du, som om de kommunikerede med ham. Jeg troede først, at han var i delirium. Brudstykker af poesi, halvrigtige citater og historier - jeg mener, han lå for døden, og de svin pumpede ham fuld af stoffer." (Siden FBI havde givet Jimmy Phelan én med geværkolben, var han langt mindre velvillig indstillet overfor dem).

"Men når jeg sådan tænker tilbage, er jeg sikker på, at han troede på det. Jeg ved godt, det lyder komisk. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal forklare dig det."

"Nå, men han var vel blevet skør, eller hvad?" fortsatte Thornton.

"Har du ikke også fortalt, at nogle af Hundens gamle venner har sagt til dig, at han var en blødsøden fyr, Harry?"

Thornton, for hvem en blødsøden irsk mand var én, der foretrak kvinder frem for alkohol, havde ikke rigtig tænkt over dette aspekt. For ham var Hunden en patriot og en fremragende kæmper. Men der kunne vel også være noget om beskyldningen.

Phelan fortsatte: "Hvis de er lidt halvskøre, så er det vel ikke så underligt, når man tænker på, hvad de Paddier har været udsat for de sidste 800 år."

Thornton kunne ikke andet end at gøre sin fætter, der var født og opvokset i San Francisco opmærksom på, at han vel ikke kunne hævde, at han havde lidt særligt under øksens slag, æh, Pax Britannica.

"Jeg har tænkt over det. Hvis vi antager, altså antager vi bare for en gangs skyld, at der er noget sandt ved det?" Han undveg Thorntons mistroiske blik.

"Altså, i går aftes læste jeg denne her gamle bog, mens du førte dig frem i et talkshow" - Thornton opfattede den anklagende hentydning og bestilte en ny runde - "og da stødte jeg på det her ord 'theolepsi'. Ved du, hvad det er?"

Thornton rystede på hovedet og indrømmede dermed, at han ikke havde nogen anelse om sådanne mystiske spørgsmål. Phelan blev helt opstemt og ville nu rigtig sætte ham på plads. Han kunne godt lide sin fætter og holdt af at være sammen med ham, men disse selvudnævnte eksperter skulle ikke gå rundt og tro, at de var altvidende. Jimmy Phelan, veteran fra San Franciscos politi, var ikke nogen dummernik. Han kunne sagtens omgås med topeksperter.

"Så vidt jeg har forstået, taler man om theolepsi, når et menneske er besat af en eller flere guder." Phelan lod som om, han havde beskæftiget sig med dette tema i årevis. Men det var nu først aftenen forinden, han var stødt på begrebet.

"I historien findes der en række eksempler. Tænk engang på Jeanne d'Arc."

Harry rømmede sig. "Ja, ja tosseanstalterne i denne verden er fuld af folk, som hører stemmer og tror, at netop de er udvalgt til at fuldbyrde Guds værk. Hjernespind. Fuldidioter. Folk, der går på gaden og laver de mest åndssvage ting, som at skyde på John Lennon eller på Paven, og så påstår at de har handlet på Guds anvisning. Ligesom denne her søn af Sam, kors i hytten". Phelan så fornærmet ud.

"Selvfølgelig render der en masse tosser rundt. Du godeste, da jeg var i tjeneste, havde jeg mindst en gang om måneden et eller andet gøre med en, der havde udnævnt sig selv til Messias. Men det er slet ikke det jeg taler om. Jeg siger bare, at Tuatha måske stadig eksisterer og måske stadig kan erobre mennesker. Folk som Hunden. Folk som den unge Kelly. Fysisk kan de ikke gøre dem noget, men de kan opsøge dem i drømme, for eksempel."

"Roy Orbison", sagde Thornton automatisk. Sidste gang han havde danset med en kvinde, var engang i 60erne, da de store tårepersere fyldte Dublins dansesale.

"Hold op med det sludder, Harry. Hvis du ikke vil beskæftige dig med det, jeg siger til dig, har vi ikke noget at tale om. Jeg siger jo heller ikke, at det er sandt, men hvad var det nu skjalden sagde: "Der er mere mellem himmel og jord...end vi kan logisk forklare."

Harry gav op. Jimmy's udpenslinger havde ganske vist ikke overbevidst ham, men de havde givet ham stof til eftertanke. Det kan godt være, han var en kyniker, men sagde så til sig selv, man bliver logisk nok ved med at være lige så ignorant, som man altid har været.

"Fortæl mig mere om Tuatha, Jimmy," sagde han, »og lad os få en runde mere. Jeg giver."

Andy, bartenderen, var så diskret som altid. "Undskyld Mr. Thornton, neden under er der en Mr. Connolly, som gerne vil tale med dem."

"Send ham op", sagde 'Først-på-pletten' Thornton. "Jeg har ventet på ham."

 

__________________________________________

26.kapitel: En stikkers død

RESÙME: Ude i de dybe skove lægger Hundens Harer de sidste planer for den store aktion.  IRA har sendt manden fra Cork afsted. Han skal standse Harene, før det er for sent. Men i stedet møder han døden på sporvognsskinner i Stockton Street. 

"Man kan sågar forandre fortiden. Historikerne beviser dette gang på gang."  Jean-Paul Sartre

______________

Et rent program

Om aftenen, den anden lørdag i juli, skulle angrebet på Bohemian Hain finde sted. I anledning af ceremonien "Lad os brænde vores sorger", den mest spektakulære begivenhed under sommerblæsten i Hain, ville den virkelige Crème de la Crème indfinde sig. Dette år skulle den irske Taoiseach, som alle republikanske irere anså for at være en forræder, optræde i sin rolle som betydningsløs dignitar.

Hvis det gik efter de overlevende Hares planer, ville meget mere end blot de 'åndssvage bekymringer' gå op i røg -  faktisk ville der slet ikke længere eksistere nogen højtstående og mindre højtstående herrer i Hain dette år... 

Harene havde lejet sig ind i et hus i skovene ved Sebastopol, knap 50 kilometer fra Guerneville, den bebyggelse der lå nærmest Hain. I to uger havde de holdt sig skjult, mens Taylor og hans mænd fra FBI i samarbejde med  San Franciscos politi havde gennemsøgt hele bugten, og især bydelene Mission og North Beach, for at komme på sporet af Michael Dexter Gallagher og Philomena Clarke.

Men de havde ikke været passive i den tid. Jacksons kemikendskab var kommet dem til gavn. I et lille skur bag ved huset stod to 55-gallon øltønder, der var fyldt med en blanding af stenkulsnaftasyre og aluminiumssæbe - selvlavet napalm. Foruden den Uzi, Kelly havde efterladt sig, havde de nu fået fat på en 38 Python Colt og en Smith & Wesson, model 64 med et 38' magasin. Jackson havde købt dem hos en pantelåner i San Francisco. De var bevæbnede, farlige og vildt beslutsomme.

 

_______________________

Sådan var det med sporvogne

Moss Tierney havde ikke den store erfaring i at skygge andre. Det ældre par tog rundt og så på turistattraktioner omkring San Franciscos's Fishermean's Wharf. Tierney havde masser af besvær med at følge efter dem, morgenen gik og han blev langsomt træt af det hele. Da Gerry "Fuglen" og Martha havde købt billetter til en sejlads til Alcatraz, åndede han lettet op og trak sig tilbage for at nyde en kop te i en cafe på kajen. Turen til og rundt om klippeøen tog lidt over to timer, så vendte båden tilbage til kaj 43. Tierney fandt det usandsynligt, at Fuglen var taget dertil for at møde Chris Connolly, men hvis det alligevel skulle være tilfældet, så måtte de jo begge to vende tilbage til kajen. Formodentlig var det bare en pervers idé hos den gamle fængselsfugl, at han ville se endnu et fængsel, der var San Francisco bugtens juvel og Al Capones tidligere hjem.

Gerry havde nydt udflugten. Udsigten over bugten var så umådelig smuk, rundgangen gennem det tidligere fængsel meget informativ og interessant. Indenfor en time havde Fuglen allerede udtænkt sig en plan for, hvordan han ville være flygtet derfra og han havde straks præsenteret sin tossesikrede plan for en yderst skeptisk Martha. På tilbageturen sad de på det åbne dæk øverst oppe og slubrede Irish Coffee i sig.

Martha afbrød Fuglen, netop da han var i færd med at forklare, hvorledes tidligere udbrudsforsøg var mislykkedes. " Tror du, han stadig er i hælene på os ?" Fuglen nikkede. Han havde så let som ingenting udpeget den inkompetente snushane efter 5 minutter på kajen.

"Åh ja, du godeste. Moss Tierney vil helt sikkert være der, den udslidte blodhund.  Min Gud, man skulle da have troet, at IRAs hærledelse havde en bedre mand at sende  herover, ikke sandt. Conlon må vel være gået hen og blevet lidt blød i bolden. Men det skal du ikke bekymre dig om. Ham bliver vi hurtigt af med. Vi bliver først hentet af den unge fyr om to timer ovre ved Embarcaderos." Han gestikulerede og pegede på skyskraberne ved kysten.

"Der er tid nok til, at du kan få en tur med sporvognen".

Han så atter på kortet over byen.

 "Altså, se her, min kære, vi kan stige på i nærheden af kajen og så køre op gennem Chinatown - og så fra Nob Hill direkte ned til Embarcadero."

"Men Gerry, Tierney må have fulgt efter os før Fisherman's Wharf. Jeg tror ikke på, at han har opdaget os sådan helt tilfældigt."

Fuglen nikkede. "Ja han har været i hælene på os, lige siden vi forlod huset. Det er helt sikkert. Han leder efter Chris. Derfor bliver jeg vel selv nødt til at tale et par ord med ham."

Martha så bekymret på ham. "Du er vel ikke bevæbnet, Gerry?" spurgte hun ængsteligt.

Fuglen lo. " Jeg, min kære? Jeg har ikke haft et våben på mig i tredive år. Vil du kropsvisitere mig?"

Da de steg på sporvognen i Hyde Street, brød Tierney også op. Det er idiotisk, tænkte han, at ville skygge dem og tro, at de ikke genkender mig. På trods af sin alder var Fuglen stadigvæk skarpsinding. Alt for skarpsindig for helvede, tænkte han. Da konduktøren ringede med klokken og sporvogn nr. 65, der var stopfuld af turister, begav sig op ad den stejle vej til Chinatown, løb Tierney et par meter og sprang så på. Gerry og Martha sad i den forreste del af sporvognen, han stillede sig bag dem og holdt samtidigt krampagtigt fast om Alos pistol i sin jakkelomme.

"Goddag, Gerry", mumlede han.

Fuglen tænkte ikke et øjeblik på at vende sig om. Han nød tydeligvis udsigten.

"Goddag, Moss. Hvad synes du om vejret? Bedre end derhjemme, hvad? Du skulle være taget med os til Alcatraz. Fantastisk tur! Let brise ind fra bugten. Bedre end at sidde og bade i sved ved bredden".

"Hvor er Connolly?"

"Connolly? Blev han ikke skudt af briterne under dansen på hovedpostkontoret dengang i 1916?"

"Nu skal du ikke gøre grin med mig, Quigley" hvæsede Tierney.

"Og få nu ingen dumme tanker, jeg holder øje med dig."

Fuglen lo igen.

"Du holder altså øje med mig. Du har set for mange af de der gamle yankee-natfilm, Moss. Derudover, hvorfor er en så vigtig fyr som dig optaget af folk som Chris Connolly eller mig ?"

"Ved du hvad Fugl, bevægelsen skider man altså ikke på. Det burde du vide, du er trods alt gammel nok. Hvor er Chris Connolly?"

"Han er vel optaget af sine egne sager, formoder jeg. Det er bare en skam, at ikke alle gør som han. Ja, jeg og den gode kvinde her, vi er blot turister. Vidunderlig by, synes du ikke også ? Derudover er din måde at tale på ikke noget for en dames ører. Får man ingen ordentlig opdragelse i Cork mere?"

"Pas på, Quigley, jeg har ikke tid til at diskutere med dig. Jeg er lige kommet og jeg har en del at gøre. Jeg må tale med Connolly. Hvornår er han hjemme igen? Indtil videre har jeg ikke talt med nogen. Det er en sag mellem ham og mig - og formoder jeg - også dig. Det kan godt være, I begge to er gamle IRA-folk, men i dag er I altså udenfor. Hvis du tror noget andet, tager du alvorligt fejl. Hunden er væk, når der drikkes te, og vi vil sætte en stopper for det trylleri. Altså, før mig til Connolly. Vi skal snakke lidt, og jeg skal vel ikke berette overfor hovedkontoret, at du driver rundt her og opfører dig som en tosse. Jeg nævner slet ikke dit navn, det lover jeg. Altså, se nu at blive voksen. Du er ikke 21 år længere. Det er vigtigt og presserende."

"Gerry?" Martha stødte en albue i siden på Fuglen "vi må stige om her." De befandt sig på det højeste punkt af Powell Street, de havde tilbagelagt  ¾ af vejen til Nob Hill. Fuglen nikkede.

"Kom med os, Moss, din gamle skurk. Er vi trods alt ikke alle i samme båd? Vi er på vej til at mødes med Chris."

De steg ind i sporvognen, der kørte langsomt ned ad California Street. Tierney fulgte mistroisk efter dem. Sporvognen var fuld af japanske turister, men det lykkedes endnu en gang for Martha og Gerry at skaffe sig en vinduesplads, da et par knipsende asiater rejste sig op. Forbitret stillede Tierney sig bag dem, da klokken ringede igen og den 101 år gamle sporvogn nr. 9 rutsjede nedad som en skispringer på vej til den sidste store flyvetur i den olympiske finale.

"Hunden betragtes altså som renegat nu ? Er det den officielle partilinje, eller?"

"Du har forbandet ret", vrablede Tierney.    

"Ak, Moss" sagde Fuglen og vendte sig for første gang om mod manden fra Cork "du har altid været en elendig politistikker".

Bremsevogteren hev i stangen, sporvognen standsede på Stockton Street og et par passagerer steg af.

"På gensyn, Moss"sagde Fuglen, dykkede ned mellem benene på manden fra Cork og kastede ham over ryggen ud ad sporvognen . Tierney knaldede med ladt pistol mod asfalten og rullede nedad gaden.

Da passagererne og fodgængerne begyndte at skrige, løsnede Fuglen bremsestangen og sporvognen forsatte sin fart. Tierney fægtede vildt omkring sig for at komme væk fra sporvognsskinnerne, da det 17.000 Pund tunge køretøj rullede nedad. Det lykkedes for størstedelen af Tierney. Harold Taylor gik ud af sit kontor, husnummer 720, California Street og ilede over gaden for at spise til middag i den japanske Yamato-restaurant. Taylor ilede altid . Han gik aldrig. Fordybet i sine egne tanker, spekulerede han på, om man skulle anholde Moss Tierney med det samme, eller om man hellere skulle observere ham i et stykke tid i håb om, at han ville føre dem til Clarke og Gallagher. Der måtte træffes en hurtig beslutning.

Han reagerede instinktivt, det var simpelthen en refleksbevægelse, da han i forbifarten greb et rundt objekt, der var kommet hoppende fra bakken ned mod ham. En brøkdel af et sekund holdt han det fast og lod det så falde mod jorden med et skrig. Blod løb ned ad hans tøj. Fra rendestenen, hvor det afhuggede hoved tilhørende Moss Tierney, indtil sin død medlem af IRAs hærledelse, var faldet, stirrede to tomme øjne på ham. Over ham prangede et gevaldigt ur på den gamle St. Mariekirke med indskriften : "Tag falskhedens maske af og vær intet brokkehoved. Salomos tale 4,24."

Harold Taylor nåede aldrig frem til den middag med dybfrossen blæksprutte, som han havde planlagt.

**

Gerry og Martha banede sig omhyggeligt vej gennem den hysteriske menneskemængde, der havde forsamlet sig omkring Moss Tierney's hovedløse lig. Sporgvognschaufføren havde kastet op, flere turister var besvimet. Man kunne høre de hylende sirener fra ambulancerne, der sad fast i eftermiddagstrafikken. Det gamle par gik et stykke ned ad Stockton Street og drejede så til venstre ad Sacramento Street. Martha befandt sig i en lettere chocktilstand, men Fuglen så som sædvanlig ud til at være i bedste form.

"Man må holde hovedet oppe, når alle omkring én mister det", mumlede han, mens de slentrede ned til Embarcadero-centeret, hvor Frankie ventede med bilen.

**

"Halshugget revolverhelt identificeret som IRA-terrorens leder" forkyndte avisen Chronicle næste morgen i en stort opsat artikel.

"Moss Tierney, en kendt IRA-mand, der netop var rejst ind i Staterne på falsk pas, er omkommet ved et usædvanligt uheld, da han blev kørt over af en sporvogn på California Street og hans hoved derved blev skilt fra kroppen. Som FBIs talsmand, Harold Taylor, forklarede, befandt Tierney sig i San Francisco for at koordinere aktiviteterne for den irske terroristgruppe, der under navnet 'Hundens Harer' eller 'Cuchullain Brigade' havde sørget for store overskrifter i den senere tid. Taylor havde desuden gjort det klart, at når visse aviser påstod, at terroristerne var et åndeligt produkt af Arthur O'Brien, der blandt venner kaldtes for Hunden, så drejer det sig om en typisk desinformation. Vi fra FBI har længe vidst, at IRAs ledelse er ansvarlig for den nyeste terrorbølge. Tilstedeværelsen af Moss Tierney, en revolverhelt og den irske terrorismes fadder, beviser dette til fulde. Med hans død står de øvrige terrorister uden leder".

Myndighederne efterlyste stadig væk to amerikanere, Philomena Clarke og Michael Gallagher. Sædvanligvis velunderrettede kredse gik ud fra, at de to havde forbindelse med Timothy Kelly, den irer der for to uger siden døde i Orinda under en skudveksling med den britiske undercoveragent Jock MacIntyre....

"I tog fejl" triumferede Taylor, da han ringede til efterretningstjenestens folk i MI6 i London". "Vi har lederen!".

I den anden ende af telefonen tav Moss' kontaktperson. Hvordan kunne de  indrømme, at Tierney var en af deres, nu hvor de havde fortiet denne sandhed for deres amerikanske fætre. Det var utænkeligt.

I San Francisco  jublede Taylor stadigvæk. "Alt det lort om Hunden kan I godt stryge. Med denne figur til O'Brien er I hoppet på en afledningsmanøvre. Det var en løgnehistorie kreeret til pressen. "

Den britiske efterretningsmand hostede. "Siger ordet 'Vindhunde' Dem noget ?"

"Det er en busselskab, hvorfor?" snerrede Taylor.

Efterretningsmanden sukkede."Det kunne have mere på sig. Mikrofonerne i O'Briens celler har afsløret, at han gennem længere tid har mumlet noget om Vindhunde i sin søvn."

Taylor lo hånligt. "Jeg har jo allerede fortalt Dem, at den såkaldte Hund intet har at gøre med sagen. Det var Provoerne lige fra begyndelsen af. I må lære at acceptere det, I briter har forfulgt et vildspor. "

Den britiske kontaktperson i M16 til Tierney lagde forsigtigt røret på. Det var meningsløst. Han kunne allerede se den militære begravelse for sig, som provoerne ville iscenesætte, når liget af deres martyr Tierney blev overført til begravelse i sin hjemby Cork.  De unge fra Vestbelfast var allerede på gaden for at lave ballede og de smed sten mod de britiske tropper. Men det værste var, at ikke nok med at de havde mistet deres muldvarp i IRAs hærledelse,  det ville også betyde en magtforskydning til fordel for 'Falkene'. Hemmelige forhandlinger blev der ikke mere af foreløbig. Års arbejde var blevet ødelagt af et grotesk uheld. Og han vidste, at Harene stadig var i fuld gang. Moss Tierney havde formentlig kunne opspore dem via sine irske forbindelser, hvilket aldrig ville lykkes for den klodsmajor til Taylor. "Og disse forbandede Vindhunde, hvad eller hvem de så end var, de fandtes også endnu."

Det var ikke første gang han legede med tanken om at trække sig ud af al den  forflettede irske ulykke. Han sukkede. Premierministeren. Hun, som man bare havde at adlyde, ville aldrig indvilge i det. Der var endnu mange som måtte dø, for at Jernladyen kunne bevare sit ansigt udadtil. "Åndssvage heks" hvislede han uloyalt.

Sidste afsnit næste weekend...

_______________________________________________

FØLG MED I INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON:
HUNDEN - en keltisk sammensværgelse
- af Sean (John) McGuffin
oversat af autonom info-service

1. kapitel
http://indymedia.dk/articles/211

2. & 3. kapitel
http://indymedia.dk/articles/227

4. & 5. & 6. kapitel
http://indymedia.dk/articles/241 

7. & 8. & 9. kapitel 

ttp://indymedia.dk/articles/260

10. & 11. & 12. kapitel      

http://indymedia.dk/articles/267

13. & 14. & 15. kapitel     

http://indymedia.dk/articles/284

16. & 17. & 18. kapitel    

http://indymedia.dk/articles/291

19. & 20. & 21. kapitel    

 http://indymedia.dk/articles/310

22. & 23. & 24.kapitel

http://www.indymedia.dk/articles/321

Forskellige stemmer om forfatteren
SEAN (JOHN) McGUFFIN:
http://www.irishresistancebooks.com/john.htm