Indymedias weekendføjleton: "Hunden"

Hunden - en keltisk sammensværgelse, 27. og 28. kapitel (sidste afsnit).    

27. kapitel: 'Danse macabre'

" Selv sandheden forgår, og se, af den triste askes sandhed vokser lidelser og løgne"  (Herman Melville).

Den anden tønde ramte jorden, og eksplosionen var endnu kraftigere end den første.

'Danse macabre'

Af og til kom en af kvinderne fra Monte Rio for at blive kneppet af ham når der ikke var fremmede i byen eller i Bohemian Camp....

"Og en fasan i pæretræet", mumlede Harry Thornton og læste videre.

Fra et eller andet sted højt oppe over morgentågen, der indhyllede Themsen, så Tuatha De Dannan ned. Et uhyggeligt, skingert skrig trængte gennem himlen.

"Freedom then peace!"

Bobby Sands-plakat

________________________

MIDSOMMER GØR OS FRI

Taoiseach fra Irland var en verdensmand, en venlig og dannet ål, som hans parti (desværre) anså for at være den bedste, de kunne byde på, når det drejede sig om at forhandle med briterne og deres europæiske partnere.  Men en stor del af hans landsmænd og -kvinder foragtede ham og anså ham for at være en forrædderisk kollaboratør, en krybende spytslikker - beskyldninger han bestemt og fuld af selvretfærdighed ville tilbagevise til hver en tid.

Denne Taoiseach var ganske afslappet og egentlig i ganske godt humør, da han iklædt cowboyhat og - støvler, hilste pænt på de flinke sikkerhedsfolk, der hjalp ham ud af limousinen og tog sig af hans bagage. Selv Pat O'Riordan, den forstyrrende inspektor, der aldrig veg fra hans side, slappede helt af, da han blev betaget af de smukke omgivelser. De store mammuttræer, der så ud til næsten af vokse ind i himlen, lagde en velsignet skygge over dem denne dag i middagsheden i Nordcalifornien.

Sammen med deres vært, den amerikanske senator fra den irske valgkreds, begav de sig ind blandt de nonchelant klædte rige folk og berømtheder og slentrede under de mægtige træer op ad den snoede sti til det fælles bygningskompleks, der var lavet som en kopi af det landlige jagtgods fra filmen Fangen fra Zenda - forbi en bar og en grillplads og forbi et enormt open-air teater, i hvis rundcirkel elektrikere hastede frem og tilbage for at forberede endnu en løssluppen fornøjelse, et såkaldt spejdershow. De steg op på et af områdets omkringkørende åbne ladvogne der udsmykket med et ugleemblem trillede roligt frem og tilbage på de mange stier og veje for at transportere medlemmer og deres gæster rundt på området.

Skovvejen, hvor vognen kørte afsted, førte forbi en lille sø, hvor dovne foreller nød den sene eftermiddagssol. I træerne sang og pippede fugle. De besøgende kunne høre, at der et eller andet sted var nogen, som spillede klaver, et blæserorkester var i gang med en prøve og et cocktail-party ville ingen ende tage. De mest indflydelsesrige herrer med ansvar for Big Business og statsledelse opførte sig som små drenge, tumlede gennem skoven, fiskede, drak, fortalte snuskede historier og pissede under åben himmel. Og der var altid en tjener parat, der sørgede for, at glassene var fyldt og tog sig af deres tossede idéer.

Premierministeren følte sig beæret over at være på dette sted, hvor han sågar var gæst i en af de allermest ansete camps, The Caveman's. Præsident Hoover havde hjulpet med til at gøre denne camp berømt og den for længst diskrediterede, men endnu levende kujon Nixon og hans gamle garde havde ligeledes opholdt sig der.

"Hvad i alverden er det?" spurgte O'Riordan, og pegede på en træstatue, der var beklædt med en evangelisk præstekjole og en lille kvadratisk hat, og hvis pegefinger lå let presset mod læberne. Statuen stod ved bredden af søen, overfor 'Uglernes skrig'. Premierministeren tog taknemmelig mod en Scotch fra en af medpassagerene. En tidligere våbenhandler, hvis virksomhed ville kunne overtage hele den irske økonomi, hvis han ville. Han var iført Bermuda-shorts og en Hawai-skjorte i skrigende farver.

"Hvis min hukommelse ikke tager fejl, Seamus", den store premierminister ønskede, at alle der hørte på skulle vide, at han en gang før havde været del af dette udvalgte selskab "er det en statue af denne lille skovs skytsengel, den hellige St. Johannes af Nepomuk, som 1393 på befaling af den gode Kong Wenzeslaus, ja Santa Claus selv, blev druknet i Moldau, fordi han havde nægtet at åbenbare den utro dronnings skriftehemmeligheder. Tavs som graven var den gamle St. Johannes og ikke sådan en snakketaske som vores superforræddere nu til dags, der gør arbejdet lettere for jer, Seamus. Her er alle medlemmer forpligtet til at holde på hemmeligheder, og vi gæster ligeså."

Inspektoren var for længst holdt op med at høre efter. Han stirrede forbavset på en procession af midaldrende og ældre herrer i mærkværdige kostymer. Mange var klædt ud som munke, andre som fodsoldater fra middelalderen eller som skovånder og elver, andre igen så ud som Robin Hood eller som sækkepibemajorer i kilt. Med plastikbægre og plastikspyd pegende mod himlen gik de i takt ned ad stien og sang i et øredøvende kor lejrens sang: "Bo-hee-mi-a, Bo-he-mi-ahh, dit hjem er heeeeeeer!"

O'Riordan rystede på hovedet. Han havde ikke troet, at der var noget, som kunne overraske ham længere. Voksne mænd! I hans 30 år i tjenesten, hvoraf han havde tilbragt 5 år som livvagt i forskellige lande, havde han ikke haft meget til overs for politikere i det hele taget, uanset hvilket parti de så var fra. Men sådan noget havde han endnu ikke oplevet. Voksne mænd, der opførte sig som små børn, tænkte han hovedrystende. Da han hørte, at han var den eneste sikkerhedsvagt, der fik tilladelse til at ledsage sin boss, havde han været overordentlig stolt og en smule opblæst. Nu misundede han resten af sine kollegaer, der de næste to dage var overladt til sig selv femogtreds kilometer syd for San Francisco. Såvidt han kendte sine drenge, ville de give den hele armen i de dunkle irske værtshuse og han måtte udføre sin tjenestepligt her, stokædru og nøgtern omgivet af rige, berusede fuldblodsidioter.

Hans høallergi begyndte at plage ham, da vognen nåede en lille bakketop og chaufføren råbte: "Caveman's til venstre", mens han pegede på en udsmykket træhytte, hvor Lawrence og Conart og Oppenheimer havde mødtes og lagt planerne for Manhattan-projektet og Amerikas første atombombe. Her havde Wernher von Braun, nazien fra NASA, tilbragt så mange somre. O'Riordans blik faldt på det gnavne, væmmelige, farlige ansigt på en mand, der - tilsyneladende omgivet af gamle bekendte - sad ved et bord af mammuttræ. Nej, det kunne da ikke være sandt! Jo, det var faktisk Tricky Dicky i egen person. "Velkommen i lunden!" gjaldede et kor af stemmer.

Det er der da ikke et svin, der kan holde ud, tænkte O'Riordan.

______________

HEFTIG  REGN

El Tacomo er en lille lufthavn femogtreds kilometer nord for Sebastopol i Sonoma County. Der står et par skadedyrsbekæmpelsesflyvemaskiner og -helikoptere, men ud over de to hangarer, et skrabet kontor, som har set bedre tider og den slappe vindpose er der næppe noget at se på.

Nattevagten hed Ed Douglas. Jobbet fik han ikke mange penge ud af, men han indrømmede også gerne, at han ikke just blev overbebyrdet. Om dagen tappede han en smule benzin og fiksede et par småreparationer, om natten sov han på en feltseng i det lille kontor. Han havde et bærbart fjernsynsapparat og fordrev tiden med efteruddannelseskurser. Af og til kom en af kvinderne fra Monte Rio for at blive kneppet af ham når der ikke var fremmede i byen eller i Bohemian Camp. Men som regel var det et ensomt liv.

Ed, en firskåren, fed mand i begyndelsen af halvtredserne, med fugtige hænder og et smørret smil, var lykkelig i sit liv. Det kan godt være, der var nogen, som troede, at alt håb var ude for ham, men Ed vidste bedre. Snart ville han have nået sit livs mål og blive fjernsynsevangelist.

Klokken var 19. Han låste hovedporten.

Der var ikke startet nogen flyvemaskiner herfra og der var heller ingen i vente. Ed havde fordybet sig i den sidste lektion fra Oral Swaggart fjernuniversitet, som han netop havde modtaget. Sikke noget tænkte han, mens han betragtede bogomslaget i skrigende farver. "Hvordan man tjener fedt på djævleuddrivelse". Et bilhorn afbrød hans lekture. Aftendæmringen var sat ind og han tændte lampen og kiggede ud gennem det beskidte vindue. Ved den aflåste hovedport kunne han skimte en udslidt lastvogn. Han lagde sin øvelsesbog til side, åbnede døren og gik stille og roligt ned ad den støvede sti.

"Jeg er ked af det, folkens, men det hele er lukket. Kom igen i morgen."

"Det er da noget, du tror", sagde Philomena Clarke alias Debbie Duncan og rettede sin Uzi mod ham. "Kom så, åbn porten!"

På knap ti minutter havde de fastlænket den forbløffede vil-gerne-være-prædikant, kappet telefonledningen og fragtet begge de to store tønder fra lastvognen ind i 6 personers helikopteren Bell Jet Ranger 206. På et par minutter fik Gallagher anbragt tændsatserne. Hans mangeårige uddannelse hos luftvåbnet i Fort Benning havde ikke været spild af tid. Helikopteren hævede sig op i luftlagene og forsvandt over træerne. Gallagher trådte for hårdt på sidepedalerne og helikopteren slingrede til begge sider.

"Hold dog op med det lort!" skreg Jackson, der var i gang med at ordne udløsningsmekanismerne på de to tønder.

Gallagher lo."I skal ikke være bange, små børn, det er bare det gamle Hue-syndrom".

Phil klamrede sig til de seler, der var fastgjort til jernrammen om den åbne dør.

"Nogen gange må jeg altså undre mig over dig, Gallagher" hvæsede hun med sammenbidte tænder.

Månen steg op, ganske bevidst om sit eget værd, og vinden jamrede i træerne. Med halvfjerds knobs fart fløj helikopteren tæt hen over mammuttræerne i retning af Russian River.

**

FBI-manden Taylor kiggede på uret. Klokken var 20. Begravelsesceremonien skulle til at begynde. Han indstillede sin walkie-talkie og kaldte Rodgers, der var posteret ved hovedindgangen 800 meter væk. "Sker der noget ?" "Negativ. Fyrre mand patruljerer langs indhegningen. På de to eneste tilkørselsveje bliver alle kontrolleret . Inde på området er der yderligere 20 mand. Servicepersonalet er erstattet med vores folk. Virkelig, Sir, det hele er under kontrol."

"Alt iorden" brummede Taylor i skægget. Taylor havde altid ret. Havde han ikke taget sig personligt af det hele? Gennem de sidste to uger havde han truffet alle nødvendige sikkerhedsforanstaltninger og havde skændtes med de rige og arrogante uslinge, efter at han forgæves havde forsøgt at overtale Bohemian Hain klubben til at aflyse deres 14-dages party. Der var da også enkelte, klogere medlemmer af klubben, som pludselig havde andre presserende forretninger at tage sig af og derfor ikke kunne deltage i dette års træf. Nogle havde endnu den afskyelige Bilderberg-forbrydelse i frisk erindring , men flertallet tænkte overhovedet ikke på at lade sig diktere noget som helst af terrorister og slet ikke af regeringen.

Taylor var overbevidst om, at Clarkes og Gallaghers næste attentat ville være rettet mod Bohemian Hain, hvis de stadig var i Californien. Dette års tilstedeværelse af den irske premierminister forstærkede hans følelse på dette punkt. Men hvad kunne to efterlyste og dårligt bevæbnede egentlig stille op? Deres bandechef Moss Tierneys død havde frarøvet gruppen dets hoved. For en gangs skyld havde Rodgers ret. Formodentlig var de for længe siden landet i Canada. Men der var alligevel et eller andet, der foruroligede ham. Det kender man. Det klør mellem skulderbladene og man kan ikke klø sig der. Der var noget i rapporten om Gallagher, som foruroligede ham. Et eller andet om Vietnam.  

Helikopterpropellernes knitren faldt ind i stilheden længere væk fra, og han blev iskold. Svindehunden havde været jagtfalk! Pilot i Hue! Han bandede højlydt, rev en Heckler & Koch ud af hænderne på en forbløffet agent og stormede i retning af søen.

Ceremonien var netop begyndt. Fra skyggen ved en af bakkerne hørtes klagesang. Mænd i knaldrøde kapper og røde, blafrende rober dukkede op. Nogle spillede musik, andre bar lysende fakler. Med en kiste, der symboliserede de dumme sorger og bekymringer, gik de i paradeoptog fra kasinoet ned til søen. Tilskuere betragtede det hele fra engen på den anden side af søen. Der var endnu femoghalvfjerds meter hen til det ti meter høje alter, der var udformet som en enorm ugle og på hvis skål af cement, der voksede mos. Et gravlys stod foran en sokkel. Skovnymfer og -ånder lurede i tågen, i det mindste ifølge Bohemians klubbens folklore. Måske var Tuatha også der iblandt.

"Overlad jeres sorger til flammerne og mist ikke troen på de hellige træer", intonerede den højeststående præst, der 50 uger om året spillede præsident af Amerikas fjerdestørste bank.

"Hold da kæft!"mumlede Pat O'Riordan, da han stod bag den irske premierminister, der igen havde fundet en plads ved Richard Nixon's side. De var begge bevæget af ceremonien. Den 37. præsident af USA fnøs. Premierministeren blev ligbleg. Når prostataen er dér, er alt åbenbart for sent, tænkte han.

Lyden af propeller lokkede agenterne ud af buskene. At flyve hen over det eksklusive rekreationsområde var forbudt. Der var ingen landingsplads for helikoptere, ikke engang for De forenede Staters præsident, selv ikke hvis han havde villet det. Nogle medlemmer blev fortørnede over helikopterlarmen, der nu overdøvede begravelsessalmen, det var for profant overfor den semi-religiøse ceremoni. Han gav sikkerhedsfolkene signal til højeste alarmberedskab.

Gallagher fulgte Russian River i 20 meters højde. Foran ham til højre kunne han se lysene. Mens helikopteren dykkede skråt nedad tjekkede Jackson udløsningsmekanismerne og placerede den sidste tændsats.

Under dem messede den høje præst, der var blind for, hvad der var i færd med at ske, videre: " Storartige natur, ved dit bryst kan man græde ud og finde tilflugt for tunge sorger. Vores bål venter på sorgens byrde", råbte han, da et hornsignal forkyndte ankomsten af båden lastet med "sorger" og pseudogondolierene forsøgte at istemme en fælles strofe. "Kom med ilden!" kommanderede den høje præst og atten fakkelbærere trådte frem.

Den første tønde blev smidt ud fra 15 meters højde og eksploderede, da den ramte jorden. Det klæbrige petroleum sprøjtede ud over forsamlingen.

Taylor kom som skudt ud af buskene fulgt af tre agenter, der fægtede rundt med deres geværer. Taylor affyrede en salve mod helikopteren, der drejede skråt nedad mod venstre. Jackson, der netop havde kastet tønden ud, faldt om, da kuglerne rev hans skulder i stykker. Mens Gallagher rev vildt i styretøjet og fløj nedad i spiral, skød Phil ind i infernoet under dem og ramte to sikkerhedsfolk og en brugtvognshandler, der tragi-komisk nok havde købt sin indbydelse af sin mere forsigtige svoger Ed Meese.

Da flammer rejste sig fra træerne, kugler fra FBI-agenternes geværer gennemborede helikopteren og gamle, slatne pengehajer og politikere, hvis tøj gik op i lys lue og brændende i panik kastede sig i den nærliggende sø, faldt Jackson bagover og ramte den anden tønde, beskadigede kablet og lod yderligere femoghalvtreds gallon napalm rutsje ned i flammehavet. Han tog sig til skulderen og sank sammen. Phil, der var fastspændt i en sikkerhedssele forsøgte at få fat i hans udstrakte hånd, men kunne ikke nå den.  Helikopteren slingrede stadig frem og tilbage og Gallagher forsøgte fortvivlet at genvinde kontrollen, da faldt Jackson ud og tønden efter ham. Han klarede ikke at svinge sig op på tønden ligesom Slim Pickens i Dr. Strange, og han havde heller ikke en stor Stetson-cowboyhat på, som han kunne vinke med, men Phil ville sværge på, at hun havde hørt ham le, da han styrtede i ned i infernoet.

Den anden tønde ramte jorden, og eksplosionen var endnu kraftigere end den første. Brændende kroppe blev slynget ud i Bohemian søen, deriblandt Richard Milhous Nixon. Efter at ilden endelig var blevet slukket, fandt man i den kolde, grå aftendæmring hans forkullede lig, der svømmede rundt i søen som knudret drivtømmer med ansigtet nedad. Ved siden af flød den tidligere irske premierminister.

Helikopteren spyttede sort røg ud, mens Taylor, O'Riordan og udvalgte FBI-agenter skød efter den i mørket. Helikopteren strejfede nær træerne på den anden side af søen og slingrede som et såret uhyre med en gennemtrængende hylen ud i natten.

I Bohemian Hain fulgte den 10 meter høje træugle de sorger, der var blevet til aske, og kippede fremover og faldt på det symbolske bål. Gravlyset var blevet ødelagt i tumulten af klub-medlemmer, fordi alle disse herrer ville bringe sig selv som den første i søens relative sikkerhed. Spindende edderkopper spandt deres net, men sorgerne var i det mindste fordrevet. Ingen af de overlevende ville nogen sinde glemme denne usædvanlige aften i midsommerlig vanvid.

"Vi styrter!" råbte Gallagher. Skoven vækkede hans indre billeder fra Vietnam. Kuglerne peb stadig gennem nattehimlen, hvis mørke var blevet så brutalt oplyst af et erstatningsstof for produktet fra herrene fra Dow Chemicals, de stolte opfindere af napalm, hvoraf nogle krummede sig sammen dernede i 'danse macabre'. Helikopteren, der var kommet ud af kontrol, tumlede tæt hen over de brusende mamuttræers toppe. Gallagher så det glimtende vand i Russian River, det lå som en sølvklinge mellem træerne og han forsøgte med en landing på vandet.

"Jeg klarede det, Ma, nu er jeg helt på toppen!" skreg han og lavede en crash-landing med helikopteren.

 

_____________________________________________

28. kapitel: "Freedom then peace!"                                                                                                                                                                                             RESÙME: I det sidste eksplosive kapitel sænkes eks-præsident Nixon i graven i 'Sandhedens Have', men den gamle IRA-veteran Fuglen har sørget for en lille overraskelse. På den anden side af Atlanten forsøger en autonom aktionsgruppe fra IRA trods alle odds at befri Hunden fra fængslet i Brixton...

"Massakre i Bohemian Hain!", skreg avisernes overskrifter næste dag. Den skrækkelige historie stod bl.a. i en sort omrammet spalte på forsiden. " Blandt de sytten døde og fyrre sårede var bla.: 10 personer tilhørende San Franciscos overklasse * 9 prominente bankiers/pengehajer * 8 sikkerhedsfolk * 7 politikere * 6 købte borgmestre * 5 pensionerede militærfolk * 4 højtstående CIA-agenter * 3 medlemmer af Dow Chemicals ledelse * 2 udenlandske diplomater * 1 tidligere præsident af De forenede Stater * 1 irsk premierminister * 1 endnu ikke identificeret terrorist, som øjenvidner har set falde ud af den angribende helikopter."

"Og en fasan i pæretræet", mumlede Harry Thornton og læste videre.

I morgengryet havde FBI-agenter opdaget helikoptervraget i Russian River. Det var gennemhullet af skudhuller og fuld af blod, men der var ingen lig ombord. En eftersøgningsaktion ned ad floden i strømmens retning gav heller intet resultat. FBI var ikke i stand til at identificere det forkullede lig af den tredje terrorist. Der var ingen fingeraftryk og Jacksons tandlægejournaler var aldrig blevet arkiveret i De forenede Stater.

Det var overladt til Harry Thornton, på baggrund af de informationer der var blevet tildelt ham at belaste Jim Jackson for at være Harenes Kamikaze.

Hele nationen sørgede over tabet af disse store mænd. Thornton sad ved sin skrivemaskine. Han kom i tanke om et citat af Herman Melville. "Selv sandheden forgår, og se, af den triste askes sandhed vokser lidelser og løgne". Så sandt, så sandt, tænkte han.

Næste dag modtog Harry Thornton et kommuniqué i form af en side revet ud af Biblen. Teksten stammede fra Jakobs brev og lød således:

"Men I, I rige, græder og jamrer kun over den elendighed, som vil ramme jer selv. Jeres rigdom forgår, og jeres klæder bliver ædt op af møl. Jeres guld og sølv ruster, og denne rust vil optræde som vidne mod jer og fortære jeres kød som ild. Selv indtil den sidste dag, samler I på skatte." Underskriften under erklæringen, der var postet dagen før i Sebastopol, lød: "Hundens Harer."

_____________________

Håbet om genopstandelse

Byen Whittier strækker sig over et udhæng på Puente-forbjergene, formet af vindenes kraft. Den ligger 25 km øst for Los Angeles og 30 km fra San Gabriel bjergene. Byen, der blev grundlagt af kvækere i 1898 og opkaldt efter John Greenleaf Whittier, en ubetydelig digter med dårlig smag, blev på trods af intensive erhvervsmæssige aktiviteter først og fremmest berømt pga. Rose Hills Memorial Park, angiveligt verdens største kirkegård. Dertil kom, at De forenede Staters 37. præsident, Richard Milhous Nixon var vokset op her og havde taget afgangseksamen fra Whittier College.

Dengang han endnu ikke var blevet kriminel, forrettede manden på sin mærkværdige måde andagten i East-Whittier-Friends-kirken i nærheden af Russel Street, men i de seneste 20 år havde man knap nok set noget til ham i byen, da han holdt sig skjult i sin Penthouse-bolig i New York, hvor han udlevede sine paranoide fantasier, brændte kassettebånd af og undskyldte sig overfor såvel ven som fjende.

Nu vendte så sønnen af ærbare, retskafne kvækere endelig hjem, hjem til rosenbakken, hvor også hans mor hvilede i fred. På ham var der nu ikke meget, som hvilede i den udsmykkede, dyre og vulgære kiste, der stod opbevaret i 'Stilhedens Erindringskapel'. Napalmen havde brændt og forkullet hans kødfulde hud, således som det i mange år havde mishandlet og tilintetgjort talrige vietnamesere.

Processionen, der bevægede sig fra kapellet, hvis tre høje tårne spejlede sig i en betonfontænes krystalklare vand, renset med kemikalier og nedad bakken, var heller ikke nogen særlig stor procession. Hvor hurtigt man dog glemmer! Udover den nærmeste familiekreds og et par slimede Bebe-Robozo-væsener bestod sørgetoget for det meste af efterretningsfolk, der svedte i deres sorte frakker. Sørgetoget passerede de hellige haver, mindernes, trøstens og barmhjertighedens haver, elletræernes, morgenfruernes, lupinernes og nellikernes enge og kom forbi Klarhedens have, som lå lige overfor Stilhedens have og nåede til slut frem til den noget mindre og derfor mere passende Sandhedens have, hvor det der var blevet tilbage af Tricky Dicky Nixon skulle finde sin sidste hvile. Han var ikke længere nationens prügelknabe i denne skrækkelig ubarmhjertige verden.

**

Fuglen Gerry, den gamle ukuelige oprører, var træt. Hæderlig træt, syntes han, han havde jo arbejdet hele natten. Natten havde ikke kun været lang, men lugten af Paxo, dette gamle irske vidundermiddel, opfundet af Jim Donovan - Gud være hans sjæl nådig - til bombekampagnen i England, havde vækket glade minder hos ham. Paxo, der skulle blandes med jordens salt, var lavet af nitrater, som man i dag bekvemt nok kunne købe i enhver havebrugsforretning.

"Og i morgen er jeg allerede på vej til mit dyrebare Derry", tænkte Fuglen, da han sad i solen oppe på sutternes bænk og munter trallede en lille, gammel vise fra Lurgan. Han kiggede ned på processionen, der netop var endt i Sandhedens have. Præsten holdt den sidste tale for en leder, som var faldet i unåde "i den visse og sikre forhåbning om genopstandelse."

Fra hans udkigspost oppe på bakken kunne Fuglen betragte, hvorledes kisten blev sænket ned; han kunne høre den dumpe eksplosion, da kisten berørte den tændsats, han natten før havde forbundet med Paxo og placeret to centimeter under jorden i den frisk opgravne grav.

Hans tilskuerplads på 1. parket gav ham mulighed for at opleve den trickrige Dickys genopstandelse helt tæt på. Kisten sprang op af graven som trold af en æske, roterede et par gange, faldt med et brag til jorden pladask ned på et lige så oprevet som overrasket fjernsynshold fra den private TV-kanal KPIX.

"Disse forbrydere dukker også hele tiden op", kluklo Fuglen, børstede græsset af sine gamle skindbukser og slentrede i retning af Workman Mill Street, hvor den tålmodige og pålidelige Frankie ventede. Kort efter drønede de ud af Highway 605 i nordlig retning.

______________________

Hvem vil da gå i hundene?

Fangevogteren kiggede for sidste gang gennem dørhullet. Hans vagt var ved at være slut. O'Brien, Hunden, lå viklet ind i et beskidt tæppe på træbriksen, sammenrullet i fosterstilling. Det så ud til, at han jamrede i urolig søvn. Fangevogteren smilede.

Han var netop blevet forflyttet fra Scrubs til Brixton. Han kunne ikke forstå, hvorfor der var så megen ståhej omkring de irske fanger. Højsikkerhed! Skid dog på det, de er jo bare en flok tumber. Regelmæssigt én i kæften, og hvis de gør anstalter til at ville forsvare sig, melde dem til fængselsdirektøren og sætte dem i bunkeren.

Bare jeg kigger på det der vrag. Hvad end han måtte have været, efter det de har gjort ved ham, kan man da krydse ham af. "Statsfjende nr. 1" - det er da til at dø af grin af! Hunden! Han ligner nærmere en skabet køter, tænkte han, da han fuld af foragt betragtede ham gennem dørhullet og derefter fortsatte sin patruljegang i retning af kontrolrummet, hvor han hurtigt kastede sig over de konfiskerede pornoblade. Hans vagtturnus var næsten forbi, og bagefter kunne han slappe af sammen med nogle af sine kollegaer i bagværelset på Lamb and Flag, hvor han bevilgede sig selv et par pints for sit særtillæg. Hvis ikke det skide IRA eksisterede, så måtte vi opfinde det, så folk som jeg kan få et ordentligt arbejde, hvor man kan lave lige så mange overarbejdstimer, som man vil.

Han satte kedlen over for at lave en sidste kop te, kiggede ud af vinduet med gitter for og betragtede morgendæmringens tåge, som hang tungt over gården. Han bladrede et gammelt Penthouse-blad igennem for at finde klap-ud billedet af læderklædte lesbiske, der begærligt skævede mod halvnøgne fangemodeller som var fastspændt af stramme lænker. Slik mig, tænkte han, jeg ville ikke have noget imod sådan et par duller i vores hul her. I stedet må vi passe på disse forrykte irske svinebæster. Han stirrede på modellens bryster, der sprang ud af den stramtsiddende uniform. Hans hånd gled ned mod skridtet og kedlen begyndte at koge. Han hørte slet ikke dette wap wap wap fra propellerne, der nærmere sig gennem tågen.

Men for enden af fængselsgangen hørte Hunden lyden, svang sig ned fra træbriksen og klamrede sig til gitteret på sit cellevindue. Roligt drenge, helt roligt, mumlede han. Helikopteren skar gennem morgentågen som en enorm, grå rovfugl og fløj tæt over fængselsmuren. Pilotens knoer var hvide, da han krampagtigt omklamrede styretøjet for at manøvrere helikopteren i svæveposition seks meter over og seks meter foran cellevinduet, der var markeret med et afrevet stykke tæppe bundet fast til gitteret. Han kunne mærke en Walther P. 38, der tidligere havde tilhørt en nu afdød politimand fra Royal Ulster Constabulary blive presset let mod hans ene øre af den gamle Spotter Murphy.

"Forsigtig, kom nu langsomt, din slyngel!"  befalede en stemme i umiskendelig Derry-slang bag ved ham. Ud af øjenkrogen kunne han se den anden kaprer, der baksede med en stor hage.

"Det går sgu' aldrig", hviskede han fuld af angst.

"Du skal bare tage dig af dit svævefly, så klarer vi resten", befalede en stemme. Pistolmundingen berørte igen hans øre, og piloten gjorde sig umage med at sænke helikopterens hastighed.

Hundens hånd dukkede op som et spøgelse og vinkede gennem gitteret. En kaprer kastede hagen, men alt for højt og alt for langt til venste, så den klingede tilbage fra muren. Kapreren viklede hurtigt rebet op kastede igen. Denne gang fik Hunden fat i den. Krogen dinglede frem og tilbage og sad så fast, hvor den skulle. Hunden fastgjorde den til gitteret, tog fast i rebet og sprang tilbage på cellegulvet.

"Så går det løs!" Ronnie Fairchild, tidligere pilot ved hendes majestæts luftvåben og nu ansat ved Rent-a-Copter, svedte af angst, pressede styrestangen bagud og helikopteren hævede sig i luften og rev gitter og murværk ud.

"Kom så, ned igen!" Kapreren smed nettet ned mod hullet i muren. Da Hunden styrtede sig ind i nettets masker og klamrede sig fast, mens han blev trukket op i helikopteren, lød en alarmklokke et eller andet sted i tågen.

Mens helikopteren forsvandt over muren, tågesløret lettede over det sovende Brixton og et dusind fangevogtere i panik rendte ned i fængselsgården hjælpeløst fægtende med deres knipler og råbte på en eller anden, der skulle låse den forbandede port, mens der fra de andre celler i C-fløjen genlød et jubelskrig "En er flygtet, en flygtet!".

Og mens sirenerne hylede forgæves, så Liam Delaney på Brian Arthur O'Brien, der lå hostende på bunden af helikopteren.

"Er du okay, du gamle?"

Hunden så op. "Hvorfor helvede har I været så længe om det?" Han smilede. "Alt i orden, kammerat. Jeg er okay. Bring mig nu endelig hjem."

Fra et eller andet sted højt oppe over morgentågen, der indhyllede Themsen, så Tuatha De Dannan ned. Et uhyggeligt, skingert skrig trængte gennem himlen.

"Lamh laidir an uachdar". O'Brien klanens kampråb. Hvis Jimmy Phelan havde været til stede ville han straks have oversat det således: "Den stærke hånd vinder".

I celle C3-45 læste en fangevogter kragetæerne på muren lige ved siden af det blafrende hul. Der stod ganske enkelt: "Hvem vil da gå i hundene?"

**

Snart derefter fik Fats Dolan malet fanden på væggen. En aften i august sprayede en eller anden fra det irske community "Pas på, stikker!" på Molly Maguires mur. Næste dag malede Fats dette smøreri over og gav en omgang til de få gæster, der havde ignoreret advarselsgraffittien, og var gået indenfor i værtshuset. Næste aften fik den fede Dolan skudt hovedet af af en ukendt i den smalle gyde bag Mollies. Gerningsmanden, der havde begået denne afskyelige og ondskabsfulde forbrydelse, er indtil den dag i dag ikke blevet taget.

FBI-manden Harold Taylor havde kun i kort tid kunne nyde at blive fejret som manden, der var kommet på sporet af de irske terrorister. Massakren i Bohemian Hain havde naturligvis belært ham noget andet. Desto mere svømmede hans galde over, da Harry Thornton, som i mellemtiden var blevet ansat ved San Francisco Examiner, offentliggjorde sin hurtigskuds-paperbackbestseller om Hundens Harer og afslørede, at Moss Tierney ikke var kampagnens strategiske planlægger, men en betalt britisk agent. Et faktum, han havde erfaret fra Chris Conolly og Master McGrath alias Eamonn Mulhern.

Den dag Taylor ryddede sit skrivebord og gik på førtidspension, modtog han et brev, som indeholdt en side, der var revet ud af en billigbogsudgave af Emil Zola's Germinal. Afsnittet var markeret med rødt: "Efter Souveraine havde sprængt minen i luften, smed han sin sidste cigaret væk, og uden at kaste så meget som et enkelt blik tilbage forsvandt han i nattens mørke, der netop var brudt ud. Hans skygge blev mindre og mindre, forsvandt i det dunkle. Han gik ind i det ukendte, med roligt sind, mod nye gerninger; han ville gå hen, hvorend der fandtes dynamit, for at sprænge byer og mennesker i luften. Hvis det døende borgerskab følte brostenene i deres gader vakle under hvert af hans skridt, så ville de kunne genkende ham."

Et andet stykke papir var forsynet med et fingeraftryk. FBI fandt hurtigt ud af, at det tilhørte en Michael Dexter Gallagher. Brevet var stemplet i Mexico City. Mexico City har ca. 18 millioner indbyggere, og just i dette øjeblik bliver der flere og flere.

Jimmy Phelan lever stadig i San Francisco og nasser sig gennem adskillige irske værtshuse.

Chris Conolly er pensioneret forretningsmand og bor i Los Angeles.

Tuatha De Dannan står stadig med siden til solen.

De nuværende tilholdssteder for Hunden, for Liam Delaney, Spotter Murphy, Philomena Clarke, Fuglen Gerry og Martha Dooley er forfatteren ukendt. Derudover siger Specs Simmons: "Løssluppen sladder koster liv."

Richard Nixon skulle befinde sig i Helvedets syvende ring.

I Irland blev der valgt en ny premierminister. Der var ingen, som kunne se forskel.

Jack Conlon er ikke længere IRAs stabschef. Han blev taget af sin post af  de militante fra Belfast.

Fredsforhandlingerne ophørte abrupt.

I går angreb Royal Ulster Constabulary igen et Sinn Fein begravelsesoptog.

I South Armagh eksploderede en bombe.

Krigen i Irland går videre. "Freedom then peace!"

 

- SLUT

 

_________________________________

INDYMEDIAs WEEKEND-FØLJETON:
HUNDEN - en keltisk sammensværgelse
- af Sean (John) McGuffin
oversat af autonom info-service

1. kapitel
http://indymedia.dk/articles/211

2. & 3. kapitel
http://indymedia.dk/articles/227

4. & 5. & 6. kapitel
http://indymedia.dk/articles/241 

7. & 8. & 9. kapitel 

ttp://indymedia.dk/articles/260

10. & 11. & 12. kapitel      

http://indymedia.dk/articles/267

13. & 14. & 15. kapitel     

http://indymedia.dk/articles/284

16. & 17. & 18. kapitel    

http://indymedia.dk/articles/291

19. & 20. & 21. kapitel    

 http://indymedia.dk/articles/310

22. & 23. & 24. kapitel

http://www.indymedia.dk/articles/321

25. & 26. kapitel

http://www.indymedia.dk/articles/330

 

Forskellige stemmer om forfatteren
SEAN (JOHN) McGUFFIN:
http://www.irishresistancebooks.com/john.htm