Politiken`s røverhistorier om Ulrike Meinhof

•  KOMMENTAR.
•  korrespondence med journalister fra POLITIKEN om Peter Wivels artikel om Ulrike Meinhof.

Det er lige som om , at journalister afprøver deres ellers manglende kreativitet i fulde drag, når det drejer sig om den hedengangne tyske byguerillagruppe Rote Armee Fraktion - RAF.

Redaktionerne giver lang snor til skribenterne og deres absurde fantasifostre. Suverænt i spidsen placerer sig Peter Wivel, som i Søndags Politikens magasin på hele tre sider udbreder sig om børnene af kendte RAF-medlemmer. Normalt arkiverer jeg hovedrystende sådanne artikler under rubriken "psykopatologiens univers", når skribenter som Peter Wivel skriver udfra sit private felttog mod venstreorienterede i almindelighed og RAF i særdeleshed. Denne gang overskrider han dog samtlige elementære kriterier for journalistik ved at offentliggøre sine løgnehistorier om Ulrike Meinhof.

Ulrike Meinhof

 

I indledningen til artiklen om RAF-medlemmernes børn, skriver Peter Wivel således om Ulrike Meinhof: "Hendes ligegyldighed over for børn nåede et sidste, fortvivlet højdepunkt, da hun kort før sin selvvalgte død via sin forsvarer bragte den besked videre til kammeraterne uden for fængslet, at nu måtte de kidnappe et barn og bruge det som gidsel. Et barns dødsangst skulle omsider åbne fængslets døre for Andreas Baader, Gudrun Ensslin og hende selv, den øverste ledelse af Rote Armee Fraktion, RAF." (21.september 2008 /Magasinet, side 25).

Ingen kilder

Ingen kildeangivelse, intet navn på advokaten, som han refererer til.  Hvilken seriøs avis vil acceptere en sådan fremgangsmåde? Derudover står det i stærk kontrast til Peter Wivels hektiske iver for at sætte navn på alt og alle, når det ellers passer ham. Hans historier er helt åbenlyst baseret på to søjler: Dels oversætter han ordrette passager fra allerede offentliggjort litteratur om RAF - vel at mærke uden kildeangivelse. Eller han overtager rene sensationshistorier fra div. boulevardblade hvis han ikke bare opfinder det hele selv. At Politikens redaktion ikke tjekker Peter Wivels historier igennem, fortæller en del om avisens journalistiske desolate tilstand.

Peter Wivels påstande, som han nok regner med er beskyttet af den danske sprogs begrænsede udbredelse, er oversat og sendt til Ulrike Meinhofs advokater (Michael Oberwinder og Hans-Heinz Heldmann. Hendes tredje forsvarer, Gustav Heinemann, som senere blev Tysklands forbundspræsident, døde i 1976) og det tyske journalistforbundet. En injuriesag mod både Peter Wivel og evt. også dagbladet Politiken må være et passende svar.

• Ulrike Meinhof  (7.oktober 1934 - 9.maj 1976)

Studerede filosofi, pædagogik og germanistik i Marburg. Talskvinde af  "anti-atominitiativet" i studenterbevægelsen. Medlem af det i 1956 forbudte vesttyske KPD - indtil 1965. I årene 1957-1969 journalist/chefredaktør på 68-bevægelsens mest indflydelsesrige magasin "konkret" , medarbejder på NDRog WDR (Tysk TV) og diverse radiostationer som f.eks. Hessischer Rundfunk. Filminstruktør og forfatter: beskrev bla.  kostskolepigers sociale situation i tyske anstalter. I 1962 fødte Ulrike Meinhof tvillingedøtrene Betina og Regina.                                       1969/70 docent på institut for journalistik på Berlins Freie Universitet. 14.maj 1970 deltog hun i befrielsen af Andreas Baader. Juni-august 1970 var hun sammen med en større gruppe tyskere på visit i en af  PLOs træningslejre i Palæstina. 1970-1972 var Ulrike Meinhof med til at grundlægge RAF, der fortrinsvis udførte anti-imperialistiske aktioner mod USAs militærbaser i forbundsrepublikken, samt en række bankrøverier. Anholdt den 15.juni 1972 og i total isolation de første år. Dømt den  29.november 1974 til 8 år fængsel. Døde af indtil idag uafklarede årsager i Stammheim-højsikkerhedsfængslet, den 9.maj 1976.

Ulrikes advokat Hans-Heinz Heldmann på en pressekonference i anledning af Ulrike Meinhofs død, den 8.maj 1976:

"....Ulrike Meinhofs dødsårsag er uklar. Medfangerne, og forsvarene - og ikke kun os, nærer stærk tvivl til den officielle statslige version, at Ulrike Meinhof skulle have dræbt sig selv. For ingen af os var der de mindste tegn på det. Også dette står i modsætning til den officielle selvmords-version. Det er i vores- de resterende advokaters (dem som endnu ikke blev udelukket af dommerne, oversætterens kommentar) presserende og  centrale interesse at finde frem til de farer,der tegner sig ud af denne hændelse og som  også kunne have betydning for  de andre tre fanger"  (kilde: Stefan Aust: Der Baader Meinhof Komplex Seite 391).

Otto Schily, jurist og senere indenrigsminister om Ulrike Meinhof:

"I offentligheden er navnet Ulrike Meinhof,  hinsides alle diffameringer, forbunden med en høj moralsk integritet, som man også kan betegne som moralsk rigorositet. Denne omstændighed kunne også være et klart  forståelsesled i de tilbageliggende begivenheder." (kilde: Stefan Aust: Der Baader MeinhofKomplex, 394)

Ved Ulrike Meinhofs begravelse

Berlin d. 16. maj 1976, hvor 4000 mennesker deltog, talte den kendte forlagsejer Klaus Wagenbach om hendes engagement i anti-atombombe-bevægelsen, om hendes protest mod regeringskoalitionen og undtagelslovgivningsbestemmelserne, om hendes fremtrædende rolle i modstanden mod Vietnam-krigen som spillede en afgørende rolle for en hel generation, om hendes senere journalistiske rolle som "stemmen for de underkuede og fornedrede - og  endelig om hendes skridt i undergrunden, som også var et svar på de dengang herskende "tyske forhold" , hvor al form for samfundskritik blev betegnet som ekstremistisk.  (kilde: Stefan Aust: Der Baader Meinhod Komplex, side 396)

 ___________________________________________________________________ 

Korrespondence med journalister fra Politiken om Peter Wivels RAF-artikel :

 

• Politikens debatredaktør, den 23.september 2008

Kære Inessa Jensen, Vi har videresendt dit indlæg til læsernes redaktør. Venlig hilsen, Jeanett Geoffroy, debatredaktionen

_________________________

• Peter Wivels svar, den 24.september 2008:

Kære Inessa Jensen, tak for din mail til redaktionen - og indirekte til mig. Som du kan se af nedenstående kopi af mit første udkast til den artikel om Baader-Meinhof-gruppens børn, nævnte jeg udførligt, hvem Ulrike Meinhof talte med om kidnapningen af et barn og de omstændigheder, hvorunder den pågældende samtale fandt sted. Begivenheden har været udbredt omtalt i tyske aviser i forbindelse med frigivelsen af aflytningsudskrifterne og også senere. Imidlertid blev det siden skåret væk, da det ikke havde noget med hovedhistorien at gøre og kunne bidrage til at forvirre billedet.

Med venlig hilsen
Peter Wivel

PS.
Efterretningstjenesten lyttede med, da Ulrike Meinhof i 1975 havde en samtale med en af sine advokater, Klaus Croissant, i et besøgsværelse i Stammheimfængslet i Stuttgart. Den aflukkede celle bestod af to stole, adskilt fra hinanden af et bord. Det lille lokale befandt sig på fængslets 7. etage, der blev anset for at være Tysklands mest flugtsikre fængselsafdeling. Her sad Meinhof, Andreas Baader og Gudrun Ensslin, ledelsen af Rote Armee Fraktion, RAF.
Det tog mere end 30 år, før udskrifterne af samtalen mellem Meinhof og Croissant blev offentlig tilgængelig, selv om man i alle de 30 år vidste, at mikrofonerne i besøgscellen fra tid til anden havde været slået til, selv om det var strengt ulovligt.
De varetægtsfængslede RAF-folk havde i 1975 indsnævret deres politiske mål til en stadig mere indædt kamp for at slippe ud af Stammheim-fængslet. Et desperat forsøg blev gjort i april dette år, da en gruppe tyske terrorister besatte den tyske ambassade i Stockholm og myrdede to diplomater for at understrege deres krav om Meinhof, Baader og Ensslins løsladelse. Aktionen mislykkedes, da en af terroristerne af vanvare bragte noget sprængstof til eksplosion, så ambassaden udbrændte.
Efter denne fiasko faldt de sidste barrierer. Ulrike Meinhof foreslog Klaus Croissant, at den næste aktion skulle bestå i, at terrorister kidnappede et barn og truede med at myrde det, hvis ikke den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt bøjede sig for terroristernes krav. Croissant skulle kommunikere budskabet ud af fængslet, men planen forblev tankespind. Ulrike Meinhof hængte sig i sin celle den 8. maj 1976, 41 år gammel.

_________________________________________________________________

• Henrik Kaufholz, læsernes redaktør, den 24.september 2008:

Kære Inessa Jensen,

Du har allerede hørt fra Peter Wivel, der har redegjort for sit materiale om netop Ulrike Meinhofs forslag om at kidnappe et barn.
Men for en ordens skyld vil jeg som Læsernes Redaktør svare på resten.
Du har en pointe med hensyn til citater. Vi skal faktisk ifølge vore egne retningslinjer være omhyggelige med at nævne kilderne, og vores nye nyhedsredaktør Anders Krab-Johansen ønsker endda at stramme vore regler.
Jeg kan se, at artikler i en mere fortællende stil har en tendens til at være mindre nøjagtige med kildeangivelser end kontante nyhedshistorier. Men det arbejder vi som nævnt med.
Derimod tror jeg ikke, du får meget ud af at gå videre med en retssag i Tyskland. Det aflytningsmateriale, Peter Wivel omtaler, har været beskrevet meget udførligt i tyske medier. Så hvis de ikke straffes, er der næppe udsigt til at få Politiken dømt.
Du refererer i dit brev til sidst vurderinger af Ulrike Meinhofs person. Jeg har ikke Austs bog ved hånden, men det skulle undre mig, om de er baseret på det nyeste materiale om hende.
Med venlig hilsen
Henrik Kaufholz
Læsernes Redaktør

_____________________________

• Inessas svar til Peter Wivel, den 24.september 2008:

Goddag Peter Wivel, tak for svaret.

Jeg og andre har læst din forklaring - og mener ikke, at den på nogen måde kommer nærmere en dokumentation for dine uhyrlige påstande om, at Ulrike Meinhof ville koncipere en kidnapning af et barn! En påstand som  - hvis den var sand - ville stå i grel modsætning til de mange dokumenterede udtalelser om Ulrike Meinhofs personlige integritet. En lang række kulturpersonligheder i Tyskland har således udtrykt deres  respekt for Ulrike Meinhofs person. Det gælder f.eks. den kendte litteraturkritiker Marcel Reich-Ranicki, forlagsejeren Klaus Wagenbach, komponisten Ernst Busch, forfatteren Enzensberger og den tidligere forbundspræsident Gustav Heinemann (- en af Ulrikes tidl. advokater).

Claus Croissant har været død længe. De såkaldte protokoludskrifter er først kommet frem langt senere. Derfor findes der sådan set ingen vidner til disse reelle/imaginære hændelser. Problemet med din vage kilde er, at der ikke findes et originaldokument, der belægger det, du refererer til.

Hvorfor har du i din artikel i Søndags Politiken ikke angivet kilden fra Der Spiegel og en web-henvisning, sådan at læserne selv kan vurdere disse udtalelsers autenticitet? Noget som du ellers flittigt gør brug af, når det drejer sig om de personer og deres pårørende, du skriver om? Grunden er forståelig, når man sammenligner protokoludskriften og DINE påstande:

For det første står der noget andet, end du skriver i SøndagsPolitiken. Derudover er der stærk tvivl om sådan en samtale overhovedet har fundet sted, som det beskrives i dette protokoludskrift fra BKA -  jvf. Spiegel-redaktionens /journalistens formulerede tvivl.

Et anonym BKA-udskrift fra en ellers "forsvunden" protokol: ( * se  oversættelsen):

..... Nach offizieller Version wurde an zehn Tagen abgehört, letztmals am 9. Mai 1975. Die Gespräche seien auf Band aufgenommen und sofort wieder gelöscht worden.Lediglich von einem Gespräch zwischen dem Rechtsanwalt Klaus Croissant und Ulrike Meinhof am 29. April 1975 gebe es eine Tonbandabschrift. Bekannt ist ein kleiner Auszug des Gesprächs, aus dem Zusammenhang gerissen und damit vieldeutig:

Dr. Croissant: "Ich habe wieder ein Interview." (Es folgen einige unverständliche Worte und Lachen.) "Das muss natürlich raus, dann geht's mir wieder besser, das seh ich noch. Verstehst?" (Es folgen einige unverständliche Worte.) "Wir haben den Pop Shop oder weiß der Teufel was mit Franz S. Und einen Typ." (Der Rest des Satzes ist unverständlich.) "Und er hat gesagt, es muss aber auch ziehn. Es könnte ja auch ein Kind sein, das die Terroristen nehmen. Ein Kind, ja. Dann ist die Entscheidung genauso schwierig für die Regierung. Es kann ja auch ein Kind sein, vom Spielplatz. Das war mir dann zu viel, da hab ich mal geschrien." (Der letzte Halbsatz ist undeutlich.)

Meinhof: "Aber, ich will grad sagen."

Dr. Croissant: "Aber das ist wohl zu blöd mit Terror."

Meinhof: "Das ist zu blöd. Das ist doch ganz einfach. Wenn also wirklich wer ein Kind, uns auszulösen, ich bitte dich, dann sollte man es tun."

Dr. Croissant: "Ahhh."

Das Originalband dieses angeblichen Gesprächs zwischen Meinhof und Croissant wurde niemals vorgelegt; angeblich war es gelöscht worden. Nur dieses "Transkript" kam zu den Akten. Es bleibt deshalb offen, ob die beiden sich tatsächlich so geäußert hatten."

Hele protokoluskriften kan læses her: http://wissen.spiegel.de/wissen/dokument/49/29/dokument.html?titel=%22Der+letzte+Akt+der+Rebellion%22&id=52909294&top=SPIEGEL&suchbegriff=ulrike+meinhof&quellen=&vl=0 .

* OVERSÆTTELSE:

Fra offentliggørelsen i ugemagasinet DER SPIEGEL, som har fået fat i dette anonyme BKA-udskrift fra en ellers "forsvunden" protokol. En kilde, som Peter Wivel af gode grunde ikke formidlede til læserne af hans artikel. Her er den fulde ordlyd :

" Ifølge den officielle version blev der foretaget aflytning i omtrent ti dage, sidste gang d. 9.maj 1975. Samtalerne skulle være blevet optaget på bånd og straks derefter slettet igen. Kun en enkelt samtale mellem advokat Claus Croissant og Ulrike Meinhof, af den 29.april 1975, skulle der findes en båndudskrift af. Af denne samtale er kun et mindre udklip tilgængeligt; det er revet ud af sammenhængen og dermed flertydigt:

Dr. Croissant: "Jeg har igen et interview." (Der følger nogle uforståelige ord og latter) "Det skal selvfølgelige ud, så har jeg det bedre igen, det vil jeg skønne."Forstår du?" ( Der følger nogle  uforståelige ord) "Vi har noget at gøre med pop-shoppen eller hvad fanden, der sker med Franz S. Og en fyr... (resten af sætningen er uforståelig) ."Og han har sagt, det skulle også virke. Det kunne jo også være et barn, som terroristerne tager. Et barn, ja. Så vil det være ligeså vanskeligt for regeringen. Det kunne jo også være et barn fra en legeplads. Det var så for meget for mig, da skreg jeg. (Den sidste del af sætningen er uforståelig).

Meinhof: "Men jeg vil dog lige sige"

Dr. Croissant: "Men det er sgu for tåbeligt med terror."

Meinhof: "Det er for tåbeligt. Det er jo ganske enkelt. Når der altså virkelig er nogen, som vil udveksle os med et barn, værsgo, så skulle man gøre det.

Dr. Croissant: "Ahhr"

Originalbåndet fra denne angivelige samtale mellem Meinhof og Croissant blev aldrig fremlagt; angiveligt blev det slettet. Kun dette "transkript" blev lagt til sagsakterne. Det bliver derfor et åbent spørgsmål, om de to virkelig har ytret sig på denne måde."

______________________________________________

Dette står i stærk kontrast til din skråsikre, konkluderende beskyldning i Søndags Politiken. I dit svarbrev citerer du en passage, som ikke er kommet med i din artikel og som endnu engang bekræfter din ideologiske  hensigt: " Efter denne fiasko faldt de sidste barrierer. Ulrike Meinhof foreslog Klaus Croissant, at den næste aktion skulle bestå i, at terrorister kidnappede et barn og truede med at myrde det, hvis ikke den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt bøjede sig for terroristernes krav. Croissant skulle kommunikere budskabet ud af fængslet, men planen forblev tankespind."

INGEN af de forfattere, der har skrevet om Ulrike Meinhof, som f.eks. Stefan Aust, Butz Peters, Willi Winkler og journalisterne Klaus Stern og Jörg Hermann, har på trods af deres kritiske holdning til RAF været så uanstændige, at de har misbrugt denne ikke-verificerbare protokoludskrift til at beskylde Ulrike Meinhof for sådanne uhyrligheder.

Ergo: Din ideologiske foragt har overskygget en elementær journalistisk distance til temaet og Politikens ansvarlige readaktør har sjusket med almindelige journalistiske kriterier.

hilsen, Inessa Garbo Jensen

PS. kopi til Henrik Kaufholz og en opfordring: Kære Henrik Kaufholz, jeg beder dig om at offentliggøre mit kritiske læserbrev og den efterfølgende korrespondence mellem Peter Wivel og mig. I ytringsfrihedens og afbalancerethedens navn.

_________________________________________________________________________

• Svar fra Peter Wivel, den 24.september 2008:

Kære Inessa Garbo,

tusind tak for dit svar, som jeg har læst med stor interesse. Jeg forstår udskriften, som jeg også har læst i tyske medier, således som jeg refererer den. Jeg er ikke i tvivl om, at afskriften stammer fra en autentisk aflytning. Og jeg beder dig dog give mig den credit, at jeg havde den fulde henvisning med i min oprindelige tekst. Den blev ikke taget ud på min foranledning.

Vi har næppe samme syn på RAF og dens aktører, men det er også det bedste, for det bevirker jo kun, at vi måske begge kan blive klogere.

Med venlig hilsen,
Peter Wivel

_______________________________________________________

• Svar fra Henrik Kaufholz, 25.september 2008:

Kære Inessa Garbo,

Jeg har desværre ingen indflydelse på udvælgelse af læserbreve, men har sendt din anmodning videre til debatredaktionen.

Jeg synes nu heller ikke, der er nogen grund til at forfølge sagen yderligere. I redigeren af Peter Wivfels artikel forsvandt noget af dokumentationen, og det var - som jeg skrev i går - en fejl. Men du har i mine øjne fået fyldestgørende svar.

Med venlig hilsen, Henrik Kaufholz, Læsernes Redaktør

_______________________________________________________

• Endnu et supplerende svar fra Henrik Kaufholz, den 25.september 2008:

Kære Inessa Garbo,

Jeg har nu talt med Ellen Ø. Andersen, der er jourhavende debatredaktør. Hun synes ikke, det egner sig som læserindlæg. Men hun mener, at min beklagelse til dig af de manglende kilder også bør ud til læserne. Det er jeg enig med hende i. Det har jeg også fortalt Magasinets redaktør, Julie Bondo Gravesen.

Som du sikkert længst har forstået, havde Peter Wivel faktisk redegjort for kilden i sit manuskript. Det var en fejl at redigere kilden ud af artiklen. Jeg vil yderligere tilføje, at kildematerialet ikke er en klokkeklar dokumentation, men bestemt er brugbart i den sammenhæng, Peter Wivel brugte det.

Jeg er naturligvis opmærksom på, at Politiken ikke skal medvirke til at dæmonisere Ulrike Meinhof eller andre forbrydere. Men vi skal heller ikke fortie eller forskønne RAF's forbrydelser. Det er vigtigt, at vi holder tungen lige i munden.

Hvis du ønsker at forfølge sagen med et læserindlæg, skal du nok begynde helt forfra, så 'nye læsere kan følge med', som vi plejer at sige her på redaktionen. 

Med venlig hilsen, Henrik Kaufholz, Læsernes Redaktør

________________________________________________

• Svar fra Inessa Garbo Jensen , den 25.september 2008:

Kære Henrik Kaufholz,

dit svar er ret skuffende. Du er ikke objektiv, men prøver desværre at udglatte problemerne. For enhver kan se diskrepansen mellem den kilde, som Peter Wivel tager udgangspunkt i og så hans digteri:

Nu er kildematerialet oversat og kan endnu nemmere sammenlignes.

Det siger kilden:

Dr. Croissant: "Jeg har igen et interview." (Der følger nogle uforståelige ord og latter) "Det skal selvfølgelige ud, så har jeg det bedre igen, det vil jeg skønne."Forstår du?" ( Der følger nogle  uforståelige ord) "Vi har noget at gøre med pop-shoppen eller hvad fanden, der sker med Franz S. Og en fyr... (resten af sætningen er uforståelig) ."Og han har sagt, det skulle også virke. Det kunne jo også være et barn, som terroristerne tager. Et barn, ja. Så vil det være ligeså vanskeligt for regeringen. Det kunne jo også være et barn fra en legeplads. Det var så for meget for mig, da skreg jeg. (Den sidste del af sætningen er uforståelig).

Meinhof: "Men jeg vil dog lige sige"

Dr. Croissant: "Men det er sgu for tåbeligt med terror."

Meinhof: "Det er for tåbeligt. Det er jo ganske enkelt. Når der altså virkelig er nogen, som vil udveksle os med et barn, værsgo, så skulle man gøre det.

Dr. Croissant: "Ahhr"

Originalbåndet fra denne angivelige samtale mellem Meinhof og Croissant blev aldrig fremlagt; angiveligt blev det slettet. Kun dette "transkript" blev lagt til sagsakterne. Det bliver derfor et åbent spørgsmål, om de to virkelig har ytret sig på denne måde."

Det siger Peter Wivel i hans påstande med afsats i denne kilde:

"Hendes ligegyldighed over for børn nåede et sidste, fortvivlet højdepunkt, da hun kort før sin selvvalgte død via sin forsvarer bragte den besked videre til kammeraterne uden for fængslet, at nu måtte de kidnappe et barn og bruge det som gidsel. Et barns dødsangst skulle omsider åbne fængslets døre for Andreas Baader, Gudrun Ensslin og hende selv, den øverste ledelse af Rote Armee Fraktion, RAF."

" Ulrike Meinhof foreslog Klaus Croissant, at den næste aktion skulle bestå i, at terrorister kidnappede et barn og truede med at myrde det, hvis ikke den socialdemokratiske kansler Helmut Schmidt bøjede sig for terroristernes krav. Croissant skulle kommunikere budskabet ud af fængslet, men planen forblev tankespind. Ulrike Meinhof hængte sig i sin celle den 8. maj 1976, 41 år gammel." ( sidstnævnte citat blev ikke offentliggjort i Politiken, se Peter Wivels svarbrev til mig, den 24.september 2008)

Vil du stadig væk mene, at det baserer på en journalistisk sober fremstilling fra Peter Wivels side? Eller er det det, som jeg kritiserer ham for: rent ideologisk motiveret manipulation?

med venlig hilsen, Inessa Garbo Jensen

________________________________________________

Inessa Garbo Jensen er medlem af det alternative mediekollektiv autonom info-service

 

 relaterede artikler

• En kommentar til Anne Sørensens kritik af RAF-artiklen i leksikon.org.  + ajourført artikel om RAFs historie : http://indymedia.dk/articles/401/46
• "Vi ville drive den revolutionære proces videre" - en samtale med 2 tidl. RAF-aktivister : http://indymedia.dk/articles/401/235