Svar til A.Sørensens kritik af RAF-artiklen

Den 19. marts 2008 bragte Weekendavisen en forsidehistorie med kritik af en del artikler i det venstreorienterede leksikon.org http://www.leksikon.org/art.php?n=2119 . Anne Sørensen blev i den forbindelse citeret af bl.a. modkraft for kritik af vores leksikonartikel om RAF. Men i hendes kritik anfører hun ikke et ENESTE bærbart modargument. Hun manipulerer udsagn og tager dem ud af den rette sammenhæng – eller også forstår hun simpelthen ikke, hvad det drejer sig om.

citat af Ulrike Meinhof

solidaritetsdemo med de politiske fanger fra RAF og modstanden, foran Stammheimfængsel

solidaritetsdemo for Christian Klar i Berlin,september 2007

 

Nogle eksempler:

• 1. ”En beslægtet gruppe som Revolutionäre Zellen beskrives som om de `ikke var illegale, men anonyme`. Men de var i høj grad illegale” (citat fra Anne Sørensen). Vi fremstillede i artiklen forskellen mellem RAF og de Revolutionære Celler på følgende måde: Mens RAF-medlemmer frivilligt ud fra principielle overvejelser valgte et liv i illegaliteten som forlængelse af deres strategiske koncept, så forblev RZ-medlemmerne legale. De gik ikke i undergrunden, men var aktive i de forskellige bevægelser. Når de som RZ-aktivister gennemførte aktioner var det selvfølgelig fuldstændigt adskilt fra deres legale aktiviteter. Anne Sørensen har ingen anelse om RZ`s strategi om anonym clandestinitet og hun anvender istedet for et juridisk kriterium, der ikke er istand til skelne mellem de forskellige koncepter for politisk aktivitet.
• 2. Meddelelsen om Ulrike Meinhofs ”selvmord” blev videreformidlet af den daværende statssekretær Horn fra delstaten Baden Würtenberg`s Justitsministerium. Han udsendte en pressemeddelelse via Süddeutscher Rundfunk (Sydtysk Radio) og den blev derefter overtaget af samtlige medier. I følge pressemeddelelsen, som blev udsendt d. 9. maj 1976 omkring kl. 09.20, var der tale om ”selvmord ved hængning”. På dette tidspunkt havde ingen læger endnu tilset Ulrike Meinhofs lig... Faktum er, at de medicinske undersøgelser, der blev ledet af professor Joachim Rauschke fra den retsmedicinske afdeling i Stuttgarts sundhedsforvaltning, ifølge lægerapporten først blev påbegyndt kl.9:25 og varede hele formiddagen. Hele forløbet af selve undersøgelsen var præget af uenigheder og modsætninger. Mens justitsapparatet og regeringen fastholdt deres oprindelige version, opstod der mellem lægerne indbyrdes faglig uenighed om hændelserne. Nogle læger mente, at der var stærke indicier for, at der ikke kunne være tale om selvmord. Deres tvivl blev støttet af advokaterne - deriblandt den senere forbundsjustitsminister Otto Schilly. Selv en del borgerlige journalister har erklæret, at de finder omstændighederne omkring Ulrike Meinhofs død uafklaret og fuld af modsætninger” ( Stefan Aust, Butz Peders, filminstruktøren Margarethe von Trotta, etc.). Vi fremlagde i vores artikel blot nogle af de spørgsmål, som et internationalt ekspertpanel, deriblandt læger, fremkom med i forbindelse med den officielle statslige version. Enten har Anne Sørensen ingen anelse om, under hvilke omstændigheder denne selvmordstese er blevet til eller også mener hun, at statens version i den grad er hævet over en- hver tvivl og at en gengivelse af de åbne spørgsmål ift. ”selvmordstesen” må være ensbetydende med en konspirationsteori. I den internationale rapport nævnes der også, at der blev konstateret spermapartikler på Ulrike Meinhofs fængselstøj. Dette har vi nævnt i artiklen. Vi har imidlertid taget det ud i den ajourførte artikel, som vi har skrevet for en måneds tid siden. I vores kommende bog om RAF vil vi nærmere undersøge kildematerialet om denne mistanke. Den ajourførte artikel om RAF kan læses nedenfor.
• 3. Anne Sørensens kritik af vores fremstilling af RAFs bortførelse af Hanns Martin Schleyer: ”Når artiklen fortæller om likvideringer af tyske direktører, begrunder man det meget med, at de var tidligere nazister, og gør det så retorisk, at mordene fremstår som retfærdiggjort. Det er meget betænkeligt. I øvrigt spillede de myrdedes nazifortid dengang ingen stor rolle for RAF. Det er en efterrationalisering.” (citat: Anne Sørensen) Nu er det jo ikke os, som bortførte Schleyer og derfor kan vi ikke se, hvorfor vi skulle ”retorisk retfærdiggøre” denne aktion? Det eneste som vi har gjort, er at fortælle om RAFs begrundelse for bortførelsen og dokumentere den sideløbende med uddrag af forskellige aktionserklæringer med kildeanvisninger. Det drejer sig heller ikke om ”flere tyske direktører” (Anne Sørensen) men konkret om arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyers fortid (se fodnote). Faktum er, at RAF-kommandoen der bortførte ham, HAR dokumenteret taget stilling til hans fortid og det HAR været bevæggrunden for at vælge ham frem for andre kendte folk fra erhvervslivet. Også i den efterfølgende offentlige debat ifm. Hanns Martin Schleyers bortførelse spiller hans fortid som aktiv nazist en væsentlig rolle. Irmgard Möller fra RAFs grundlæggergeneration begrunder i et interview, hvorfor valget netop faldt på Schleyer, da man i sommeren 77 planlagde den store aktion, der skulle befri de fængslede RAF-folk: ” Schleyer var organiseret i nazisternes parti NSDAP og modtog guld æresmedaljen for ”gamle partiveteraner” og højtstående SS-officerer. Schleyer repræsenterede så udpræget den ubrudte kontinuitet mellem det nationalsocialistiske Tyskland og efterkrigstidens Forbundsrepublik....Han var en mand, som var kendt for sin hets imod fagforeningernes krav om medbestemmelse” ( NDR-journalist Oliver Tolmein: Ein Gespräch mit Irmgard Möller über bewaffneten Kampf, Knast und die Linke, Konkret Litteratur Verlag, 1997).
• 4. ”Artiklen overdriver også den almindelige befolknings støtte til RAF-folkene ved at fejlcitere en meningsmåling fra dengang. Det er med til at bidrage til en heltegørelse af vesttysk terrorisme.” (citat: Anne Sørensen). - I den oprindelige udgave af vores leksikon artikel skrev vi, at der ifølge en omspørgsel foranlediget af det tyske ugemagasin DER SPIEGEL var omkring 15% af de adspurgte tyskere, som sympatiserede med RAF. I den ajourførte udgave af vores RAF-artikel , præciserede vi denne omspørgsel ved at fremhæve, at der ifølge Der Spiegel var 25 % af de unge under 30 år, som på dette tidspunkt sympatiserede med RAF. Dette på trods af mediehetz og den massive kriminalisering af alternative informationer om gruppen. De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati overfor RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly. 9 måneder senere gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle. (kilde: Der Spiegel i samarbejde med Allensbach, foråret 1971 og vinter 1972).
• 5. Anne Sørensen kritiserer os for, at vi gennemgående kalder RAFs medlemmer for ”aktivister”, ”RAF-medlemmer” eller bare ”RAF-folk” og ikke ”terrorister”. Hun mener, det er udtryk for en ”apologetisk stil”. - Vi har principielt undgået at kalde RAF-medlemmer for ”kammerater” , ”terrorister”, ”forbrydere” ”afpolitiserede kriminelle” ”Stasi-medløbere”, etc. Vi ønsker, at læserne får et informationsmæssigt grundlag, der gør dem istand til selv at bedømme ud fra en afbalanceret, venstreorienteret vinkel. Vi mener for eksempel ikke at Peter Wivels stærkt ideologiserede fremstilling af RAFs historie tjener dette formål. Den formidler først og fremmest en ideologiseret, statslig version af historien som er tilpasset til den aktuelle terrorismedebat. Åbenbart er det det, som også Anne Sørensen ønsker. Vi har ikke tænkt os sende denne kommentar til Weekendavisen, da vores artikel om RAF kun er ét segment af Anne Sørensens kritik, der i virkeligheden sigter på et frontalangreb på de resterende venstreorienterede instanser som for eksempel leksikon.org.

Note om Hanns Martin Schleyer: Hanns Martin Schleyer blev i 1931 medlem af Hitler-Jugend. I 1933, da nationalsocialisterne kom til magten, blev han medlem af nazisternes militære eliteenheder, SS (Schutzstaffel). Under krigen fungerede han i 1943 som leder af præsidialbureauet for ”Industriforbundet for de besatte provinser Böhmen og Mähren ” i det daværende Tjekkoslovakiet. Hans arbejdsområde var den såkaldte ”ariisering” og ”germanisering” af industrien. Efter krigen klassificerede de allierede vestmagter ham som ”medløber”. 1951 starter hans lynkarriere hos bilkoncernen Daimler Benz i Stuttgart.

(kilde: Lutz Hachmeister: Schleyer, eine deutsche Geschichte, C.H.Beck Verlag,München,2004)

artikler på modkraft: Venstrefløjsleksikon på selvkritisk kurs [www.modkraft.dk] og: Politisk forargelse over venstrefløjsleksikon [www.modkraft.dk]

_________________________ 

ROTE ARMEE FRAKTION,RAF (1970 – 1998)

Rote Armee Fraktion, tysk byguerillagruppe. Gruppen blev til i en tid, hvor den politiske dagsorden især var præget af USAs årelange optrapning af sit militære engagement i Vietnam. Overalt i Europa og USA, i Latinamerikas og Asiens storbyer gik den aktive del af ungdommen på gaden for at vise deres solidaritet med Indokinas befolkning. Altimens de fleste regeringer stod fast på USAs side.

Vi – to medlemmer af det alternative mediekollektiv autonom info-service - har her ajourført den artikel om RAFs historie, som vi oprindeligt skrev til www.leksikon.org . Denne ajourførte version er tænkt som en introduktion til et længere aktuelt interview med tre tidligere aktivister fra RAF, som vi har oversat til forårsnummeret af det politiske kulturtidsskrift ”ØJEBLIKKET”.

   68-REVOLTEN og RAF

I Vesttyskland var Vietnamsolidaritetsbevægelsen først og fremmest båret af den nye generation af studenter, skoleelever og lærlinge. På den store, internationale Vietnamkongres i Berlin den 17.-18. februar 1968 – arrangeret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund) – vedtog de omkring 6.000 deltagere, at man i solidaritet med befrielseskampene i den koloniale og halvkoloniale verden ville arbejde for ”at åbne en anden front i metropolerne selv”. Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale og politiske forhold. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og samfundsmæssige forhold i de enkelte lande. Kongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var en legitim kampform i fremtidige strategier mod magthavernes krigsmaskineri. Vietnamkongressen var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. Kongressen blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration gennem Vestberlin. Over 30.000 deltagere gik på gaden og råbte med knyttede næver: ” Ho, Ho, Ho Chi Minh!” I slutningen af 1968 viste det sig imidlertid, at den udenomsparlamentariske opposition (Ausserparlamentarische Opposition, APO) løb ind i politiske begrænsninger. Det var ikke muligt at besvare statens repression og mediernes hetzkampagner med en fælles politisk modstand. De politiske udgangspunkter og perspektiver var for forskellige.

Benno Ohnesorg og Rudi Dutschke: Da studenten Benno Ohnesorg blev dræbt af en politimand under en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlevi`s besøg i Berlin den 2. juni 1967 og da en højreekstremist skød bevægelsens mest kendte talsmand, Rudi Dutschke, ned på åben gade i Berlin den 11. april 1968, bidrog det til både radikaliseringen og splittelsen af 68-bevægelsen.

   ”March gennem institutionerne”

 Dele af 68-bevægelsen valgte den såkaldte «lange march gennem institutionerne». Nogle af disse tidligere aktivister er faktisk nået helt op i magtens toppositioner ( for eksempel fhv. forbundskansler Gerhard Schröder, fhv. krigsminister Rudolf Scharping, fhv.udenrigsminister Joschka Fischer, fhv. økologiminister Jürgen Trittin, nuværende sundhedsminister Ulla Schmidt, m.fl.)

Kommunistiske småpartier Andre lagde deres kræfter i dannelsen af pseudo-leninistiske partier, der hver især refererede til bestemte politiske afsnit i Kommunistisk Internationale – KOMINTERN`s historie. De såkaldte ”K-grupper” (K`et stod for kommunisme).

”Sponti-bevægelsen” Men størstedelen af 68-bevægelsens aktivister bestod af store ungdomsmiljøer i Berlin, Frankfurt, Heidelberg, Hamburg og München. Ofte med udgangspunkt i besatte huse og kulturcentre – den ”første generation af husbesættere”. Disse brogede miljøer, de såkaldte ”spontis”, udgjorde den militante del i Vietnamdemonstrationerne. De dannede lokale solidaritetskomitéer med Black Panthers i USA og komitéer, som hjalp amerikanske soldater, der deserterede fra militærtjenesten ved de amerikanske baser i Vesttyskland. De organiserede solidariteten med de latinamerikanske revolutionære, dannede anti-Nato-grupper, grundlagde feministiske kvindegrupper, autonome mødesteder, m.v. I kølvandet af dette miljø opstod musik – og kunstnerkollektiver, anti-psykiatri-kollektiver for psykisk belastede mennesker, anti-autoritære børnehaver - de såkaldte ”Kinderläden”, alternative trykkerier, forlag, caféer, gallerier, etc., der alle fungerede på et kollektivt, non-profit grundlag.

I denne politiserede atmosfære af protest og modstand opstod et netværk af lokale revolutionære grupper og miljøer, som udviklede en målrettet militant praksis mod magtstrukturerne. Nogle gjorde det til deres praksis at forsvare sig militant mod politiets evindelige forsøg på at rydde besatte huse, opløse demonstrationer og offentlige fester, lukke blade, caféer, etc. Andre grupper gennemførte deciderede angreb på kapitalistiske objekter så som banker, regeringsbygninger, kommunale institutioner, lokale politistationer, våbenindustrien, sexforretninger, men også udenlandske ambassader, militærbaser, mm.

BYGUERILLAGRUPPER I VESTTYKLAND

Udfra dette brogede miljø opstod på den ene side den autonome bevægelse (5) i Tyskland, og på den anden side de væbnede, illegale grupper:

- Det marxistisk orienterede Rote Armee Fraktion /RAF (1)

 - Den anarkistisk-spontanistisk orienterede 2.juni-bevægelsen.(2) Denne opstod i januar 1972 og var en sammenslutning af forskellige militante anti-autoritære grupper i Berlin. Opløses i 1980. En mindre del tilslutter sig derefter RAF.

- Byguerilla – netværksstrukturen Revolutionäre Zellen/RZ.(3) Blev dannet i 1973. RZ-gruppernes overordnede selvforståelse var venstreradikal, autonom. Opløses i perioden 1991-1993. - Kvindeguerillagruppen Rote Zora.(4). Indtil 1984 var de organiseret i ”kvindesammenhænge i RZ”. Rote Zora, der betegnede sig selv som feministiske internationalister, manifesterede sig første gang med en militant aktion i 1984. Rote Zoras sidste aktion går tilbage til 1995.

 

RAF`s HISTORIE – EN KORT GENNEMGANG

Hvordan det hele begyndte Den 14. maj 1970 blev Andreas Baader – en kendt aktivist i det uorganiserede venstrefløjsmiljø – befriet fra fængslet, hvor han afsonede en dom for sammen med andre aktivister, deriblandt Gudrun Ensslin, at have påsat en brand i et varehus i protest mod Vietnamkrigen og den tyske befolknings ligegyldighed. Fra et bibliotek, som han havde fået lov til at besøge, blev han befriet ved en væbnet aktion. Staten svarede igen ved at indlede en vild politiklapjagt på aktivisterne. Via medierne og på titusindvis af plakater og løbesedler opfordrede politiet befolkningen til aktivt at deltage i jagten på «terroristerne». Denne reaktion fra statens side overraskede aktivisterne i det militante miljø, som umiddelbart efter gik i undergrunden og dannede RAF. Aktivisterne var på dette tidspunkt stadigvæk i en politisk og organisatorisk forberedelsesfase, og blev i den forstand presset af staten til at gå under jorden og etablere sig som en illegal, kæmpende gruppe - uden den nødvendige logistik, og uden færdigt diskuterede politiske strategier.

Et år efter befrielsen af Andreas Baader udkom i april 1971 RAF-teksten, ”Koncept Byguerilla”. Heri skriver RAF, at den væbnede kamp nu må og skal starte, fordi der uden den ikke vil eksistere nogen mulighed for en antiimperialistisk kamp i metropolerne: «Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet.» De fleste RAF-aktivister forsvandt i nogle måneder til Palæstina for at få militær træning hos PFLP i Jordan. Allerede ved tilbagekomsten til Tyskland blev flere RAF- aktivister anholdt og idømt 4–6 års fængsel for at have deltaget i befrielsen af Andreas Baader og ”for medlemskab af en kriminel forening”. Statens anklagemyndighed brugte i den forbindelse straffeparagraffen § 129, som allerede i kejserriget og senere under fascismen (1933-1945) blev brugt mod arbejderbevægelsen. Senere tilføjedes § 129 a, som også skulle kriminalisere offentliggørelse af erklæringer og sympatitilkendegivelser med den militante modstand.

I juni 1971 udgav RAF sit andet skrift : ”Kollektiv RAF: Om den væbnede kamp i Vesteuropa”. Teksten er maskeret med et omslag med titlen ”Trafiksikkerhedsbestemmelser” (”Strassenverkehrsordnung”). Bogen blev jvnf. § 129a erklæret for illegal og beslaglagt. I denne periode patruljerede der konstant omkring 3.000 maskinpistolbevæbnede politifolk på motorveje og ved centrale vejkryds i og omkring storbyerne. Deres opgave var at kontrollere alle såkaldt mistænkelige personer, biler, boliger etc. Fængslinger fandt sted i stort omfang - med lemfældig henvisning til de før nævnte repressionsparagraffer.

Isolationsfængsling og de første døde De RAF-aktivister, som fra nu af blev anholdt, blev automatisk anbragt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels-afdelinger. De blev udsat for såkaldt ”sensorisk deprivation”, hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse. I samme periode blev de første aktivister fra RAF dræbt af politiet - Petra Schelm, Georg von Rauch, Tommy Weisbecker. I forbindelse med en konfrontation i Hamburg mellem RAF-aktivister og politiet blev også de første politifolk skudt.

I denne tilspidsede atmosfære sætter statsapparatet ind med målrettede desinformationskampagner. Således lægger civile politiagenter for eksempel en bombe i en bagageboks på Hamburgs banegård. Den blev umiddelbart efter ”opdaget” af politifolk og i medierne fremstillet som ”RAF-aktivitet”. RAF reagerer med det samme og betegner det som en politistatslig provokation! Andre eksempler på desinformation er forgiftning af drikkevandet, som staten beskylder RAF for at stå bag.

Maj 1972: RAF's anti-imperialistiske kampagne

I 1972 skærpede USA krigen mod det vietnamesiske folk ved systematisk at bombardere civile mål. Militæret bombarderede digerne og udlagde miner i havnene i Nordvietnam. RAF angreb med det som baggrund den 11. maj 1972 hovedkvarteret for US-militærets 5.korps i Frankfurt og den 24. maj samme år, hovedkvarteret for US-Army i Heidelberg. RAF placerede nogle bilbomber inde på militærbasernes område. Ved disse aktioner døde 5 US-soldater og mange blev såret. En efterfølgende RAF-erklæring kommenterede aktionerne på følgende måde:

«For disse militære strateger, der planlægger udryddelsen af vietnameserne, skal Vesttyskland og Vestberlin ikke længere være et sikkert bagland. De må vide, at deres forbrydelser mod det vietnamesiske folk har skabt dem ihærdige fjender, og at der ikke længere vil være nogen steder i verden, hvor de kan føle sig i sikkerhed for angreb fra revolutionære guerillaenheder!» FNL – den vietnamesiske befrielsesbevægelse – hilste RAF's aktioner velkomne i deres aviser og takkede dem for deres konkrete internationale solidaritet. RAF's antiimperialistisk orienterede fase afløstes imidlertid langsomt af en ny kampagne mod statens repressionsapparat, hvilket senere resulterede i en defensiv såkaldt ”befri-guerilla” -guerilla.

Anti-repressionskampagnen

 RAF indledte i 1972 en anti-repressionskampagne med en række sprængstofattentater mod politihovedkvartererne i Augsburg og München, mod en aktiv forbundsdommer med nazistisk baggrund og mod mediekoncernen Springer i Hamburg. Ved sidstnævnte aktion blev 17 arbejdere såret, fordi politiet ignorerede flere telefonopringninger fra aktionsgruppen og undlod at advare og iværksætte de nødvendige evakueringer. RAF ytrede i denne forbindelse politisk selvkritik over at have begået den fatale fejl at lade aktionens udgang afhænge af politiets vilje til hurtig handling.

I juni og juli 1972 blev de fleste af RAFs grundlæggere anholdt: Andreas Baader, Holger Meins, Jan Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Brigitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke og Gerhard Müller. Alle blev med det samme underkastet total isolation. Amnesty International betegnede denne isolation af RAF-fangerne som ”hvid tortur”. Kollektive sultestrejker og fangesolidaritet Fra den 17. januar 1973 til den 12. februar 1973 gik 40 politiske fanger for første gang i sultestrejke mod isolationen. Deres krav var sammenlægning i fangekollektiver. I løbet af årene følger 9 langvarige kollektive sultestrejker, som varer op til 3 måneder, og som koster nogle RAF fanger livet (Holger Meins og Sigurd Debus).

Overalt i landet blev der dannet ”komitéer mod tortur” (”Anti-Folterkommitees” ) i solidaritet med de aktionerende revolutionære fanger. Fra disse lokale komiteer rekrutteres den nye generation af RAF-aktivister. I 1975-76 er RAF's aktioner næsten udelukkende koncentreret om kampen for forandring af de revolutionære fangers fængselsbetingelser. Siden 1972 var omkring 200 personer blevet anholdt og fængslet, mistænkt for at være medlem af eller organiseret sympatisør med RAF. I forår 1971 og vinter 1972 gennemførte det tyske ugemagasin Der Spiegel i samarbejde med meningsmålingsinstitutet Allensbach en rundspørge, som dokumenterede, at omkring 25 % af de unge under 30 år på dette tidspunkt sympatiserede på en eller anden måde med RAF'. Dette på trods af mediehetz og den massive kriminalisering af alternative informationer om gruppen. Det er først i løbet af 80'erne, at situationen for de revolutionære fanger forbedres en smule i og med, at der sker en delvis sammenlægning i små grupper.

RAF-aktivisterne har været i fængsel mellem 6 og 25 år under helt umenneskelige betingelser. For alle fangerne gælder det, at deres helbred er blevet uopretteligt ødelagt og nedbrudt som følge af den årelange isolation. I dag er de fleste fanger fra RAF løsladt. Der er 2 RAF-fanger tilbage ( Christian Klar, fra RAFs ”anden generation”, som har været fængslet siden 16. november 1982 og Birgit Hogefeld, fra RAFs ”tredje generation”, som har været fængslet siden 27. juni 1993).

Angrebet på den tyske ambassade i Stockholm

Den 24. april 1975 angreb en RAF-kommando, ”Kommando Holger Meins”, den tyske ambassade i Stockholm. Kravet er omgående løsladelse af 26 RAF-fanger. Den daværende socialdemokratiske regering under Helmut Schmidt afviser straks enhver forhandling med ambassadebesætterne. Samtidig besætter politifolk stueetagen i ambassadebygningen. RAF-aktivisterne svarer igen ved at skyde en ambassadefunktionær. Pga. et uheld detonerede en monteret bombe i ambassaden, og det kostede en RAF-aktivist (Ulrich Wessel) samt en diplomat livet.

I samme øjeblik stormede svensk politi og tyske antiterrorspecialister ambassaden. Én af RAF-aktivisterne - Siegfried Hausner - blev alvorligt såret og blev på trods af lægeprotester fløjet til Tyskland, hvor han døde få dage efter. 4 andre RAF-aktivister blev idømt livsvarigt fængsel for deltagelse i denne aktion. De blev alle løsladt i løbet af 1990`erne.

Ulrike Marie Meinhof

Den 9. maj 1976 blev Ulrike Meinhof, kendt journalist i oprørsårene i 60`erne og en af RAFs grundlæggere, fundet død i sin celle i Stammheim-fængslet. Den officielle version lød på selvmord. Men de mange modsætninger i og fejl ved den officielle rapport tyder på, at Ulrike Meinhof blev myrdet i sin celle. Hendes død resulterede i store militante demonstrationer over hele Europa. I København tog Rødstrømpebevægelsen og enkelte medlemmer fra VS/Venstresocialisterne initiativ til en mindedemonstration for Ulrike Meinhof. Flere hundrede gik til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro. I  Berlin deltog omkring 5-6.000 demonstranter i begravelsesoptoget for Ulrike Meinhof.

Arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer bortføres

 Den 7. april 1977 indledte RAF en kampagne for at befri de fængslede aktivister. RAF likviderede Siegfried Buback fra Vesttysklands øverste anklagemyndighed. Den 30. juni 1977 dræbte en RAF-kommando præsidenten for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. Han var repræsentant for den tyske finanskapital og havde en fortid som nazist. Senere fortalte RAF-medlemmer, at planen oprindeligt var at bortføre Ponto for at udveklse ham med fanger fra RAF. Men Ponto kom i håndgemæng med hans bortførere og blev skudt i den tumult, som opstod. Den 5. september 1977 bortførte en RAF-kommando så Hanns Martin Schleyer, som på dette tidspunkt var formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han havde netop afsluttet en overenskomst, der betød store økonomiske tab for Tysklands arbejdere i bilindustrien. Derudover havde han allerede før naziernes magtovertagelse i 1933 været aktivt medlem af nazipartiet NSDAP .

RAF's krav var løsladelse af 11 fanger fra RAF. Schmidt-regeringen var lige fra starten af indstillet på under ingen omstændigheder at acceptere kravene. Regeringen dannede herefter en stor og en lille krisestab, der i denne periode fungerede som Tysklands hemmelige regering. Udenom samtlige parlamentariske kontrolinstanser. Uafhængige parlamentarikere betegnede denne fremgangsmåde som et ”informelt, tidsbegrænset statskup”.

Den 13. oktober 1977 bortførte en palæstinensisk kommando fra PFLPs væbnede fløj det tyske charterfly ”Landshut” over Mallorca. Meningen var at lægge yderligere pres på den vesttyske regering. Aktionen blev koordineret med de RAF-medlemmer, som efter bortførelsen af Schleyer straks delte sig op. En del af gruppens medlemmer fløj til Bagdad, hvor de blev modtaget af palæstinensiske fedajiin fra PFLP, der tilbød dem organisationens operative støtte.

Mens RAF-delegationen i Bagdad hilste planerne om flybortførelsesaktionen velkommen, distancerede RAFs grundlæggere i Stammheim sig fra aktionen, så snart de fik kendskab til den. Deres skriftligt formulerede kritik blev dog gemt væk af Stammheimfængslets direktør og blev derfor først kendt i offentligheden mange år senere. Flybortførernes krav var løsladelse af de 11 fanger fra RAF samt løsladelse af to palæstinensiske aktivister, der var fængslet i Tyrkiet. Efter fem dages flyvning fra den ene lufthavn til den anden, måtte flyet nødlande i Mogadishu i Somalia. Her blev det stormet af det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9. Tre af de fire palæstinensiske flybortførere blev dræbt på stedet. Det var den 18. oktober 1977, 40 minutter over midnat.

DØDEN I STAMMHEIM

Den 18. oktober 1977, knap 8 timer efter stormen på ”Landshut” i Mogadishu, blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF’s grundlæggergeneration fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim, Europas mest moderne sikkerhedsfængsel. Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller,var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen. (Hun overlevede og forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i fængsel). Skønt den retsmedicinske undersøgelse af politiets ”forordnede grunde” først ville starte ved 16-tiden om eftermiddagen, forkyndte en talsmand fra delstatsregeringen i Baden Würtenberg allerede om morgenen ved 9-tiden, at ”fangerne i Stammheim har taget deres eget liv”. Omkring klokken 14 erklærede Klaus Bölling, forbundsregeringens pressetalsmand overfor den samlede presse, at det drejer sig om ”selvmord” og Willy Brandt, Socialdemokratiets formand afviser under alle omstændigheder et ”småtskårent skænderi” om dødsårsagerne....

HVAD SKETE DER I STAMMHEIM?

Andreas Baader:skudt. Ifølge de kriminaltekniske undersøgelser foretaget af sporsikringen i forbundskriminalpolitiet (BKA) skulle Andreas Baader have skudt sig selv med en 18 cm lang pistol. Iflg. BKA havde Andreas Baader placeret pistolen i midten af nakken, 3 cm over håransatsen - med en skudkanal tydeligt over panden og hårgrænsen. Ifølge BKA-rapportens analyse kunne skuddet kun være blevet affyret med en afstand på 30 - 40 cm mellem pistolmundningen og indskudshullet. En sådan placering ville have krævet en årelang akrobatisk træning. Derudover viste en laboratorie undersøgelse, at Andreas Baaders hænder ikke havde nogen segmenter af krudtspor på sig, hvilket ville have været tilfældet, hvis han selv havde affyret pistolen. Hverken de tre skud, der blev affyret i hans celle eller de tilhørende patronhylstre blev sammenlignet med pistolen i cellen. Dette ellers obligatoriske rutinecheck er blevet ”forsømt”. En vigtig ”gerningssteds-specifik” blod- og vævsprøve, foretaget af obducent professor Rauschke, skulle desuden på mystisk vis være ”blevet væk”.

Jan Carl Raspe:skudt. Heller ikke på Jan Carl Raspe kunne der konstateres nogle segmenter fra krudtspor. På pistolen, der blev fundet ved hans side, fandt man ingen blodspor, skønt det var synligt, at han døde af et nærskud mod tindingen. Ifølge fængselsbetjentene blev Jan Carl Raspe fundet med pistolen i hånden, skønt det ud fra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet ved et skud er så kraftigt, at det er helt udelukket, at man livløs kan beholde den i hånden. I en rapport fra delstatsparlamentet i Baden Würtenberg blev dette justeret af politiet til ”pistolens position er uafklaret”. Den tredje og endelige version findes senere i statsadvokatens afslutningsrapport: ”pistolen lå ved siden af hans højre hånd”.Ifølge BKA-rapporten var der ingen fingeraftryk, hverken på Andreas Baaders eller på Jan Carl Raspes pistoler. Skønt der ifølge retsmedicineren ikke var nogen spor af blod at finde på pistolerne, erklærede statsadvokaten at ” våbnene var så indsmurt i blod, at det var umuligt at spore fingeraftryk”. Senere blev det til, at ”blodet blev visket af våbnene” og derefter justeret til at ”sporene blev forvisket, da pistolerne var blevet smurt ind et lag fedt”. Det sidste blev så den endelige version, som forsynes med BKA-kommentaren: ”Fingeraftryk kan ikke bevares på olierede våben”.

Gudrun Ensslin:hængt. Gudrun Ensslin blev fundet hængt i et elkabel på hendes cellevindue. Ved forsøget på at tage hende ned, knækkede elkablet øjeblikkeligt. Hvorfor det ikke gik i stykker ved hængningen, var der ingen, som spurgte om i den officielle rapport. Den obligatoriske ”histamintest”, som ellers altid foretages på mennesker, der har hængt sig, er blevet forberedt men aldrig gennemført. Der blev heller ikke gennemført sporsikring af stolen, som Gudrun Ensslin skulle have benyttet eller af hendes fingernegle for at undersøge eventuelle voldelige hændelser forud. Der blev konstateret sår på hendes ryg, i højre mundvig, på næsen, i hovedbund og i venstre lyske. Dette blev dog ikke nærmere undersøgt. Ligesom hos Andreas Baader måtte retsmedicinerne vente i 8 timer, før de fik adgang til Gudrun Ensslin`s lig.

Irmgard Möller:hårdt. såret af knivstik Irmgard Möller var alvorligt såret efter 4 knivstik i hjerteregionen. Et stik var 7 cm dybt. Knivstikkene stammede angiveligt fra en smørrebrødskniv. Et stik var så voldsomt, at det femte ribben næsten var knækket. I statsadvokatens afsluttende beretning blev stikkene reduceret til 2-4 cm. På den blodige kniv fandt man ikke Irmgards fingeraftryk. Hun fik senere hen ikke lov til at få hendes røngtenbilleder udleveret. De befinder sig ligesom andet vigtigt bevismateriale i BKAs interne arkiver.

Den OFFICIELLE version...

Ifølge BKA-efterforskninger skulle fangerne have fået indsmuglet deres våben af deres advokater og selvmordene skulle have fundet sted koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne. Begge BKA-påstande afvises prompte af Stammheimfængslets vagtpersonale, der betegner det som en ”umulighed”. Ifølge dem blev alle besøgende, inklusive fangernes advokater, kontrolleret ”indtil underbukserne” og ”fangernes celler underkastet hyppige og grundige ransagninger”. Disse udsagn blev senere hen tilpasset BKAs påstande og fængselspersonalet fik forbud mod at udtale sig.

.... og ADVOKATERNES version

 RAF-advokaterne har en helt anden opfattelse af, hvad der skete i Stammheim-fængslet natten mellem d. 17. og 18. oktober 1977. De har ofte betonet, at der ikke fandtes nogen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt. Fangernes celler blev lydisoleret og radioer etc. blev fjernet. Iflg. advokaterne er det også helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben. Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne og fangerne blev jævnligt flyttet rundt til andre celler. Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller.

Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmut Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var. Svaret var: “Hensyntagen til fangerne”. På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: “Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!” Den socialdemokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.

Lille krisestab med ”eksotiske løsningsforslag”

Under Schleyerbortførelsen er det den ”lille krisestab”, som regerer i Vesttyskland. Denne lille gruppe af politikere, BKA-ledere, efterretningstjenester og statsadvokater under ledelse af forbundskansler Helmut Schmidt bestemmer over landets skæbne. Udenom parlamentet og de sædvanlige parlamentariske beslutningskanaler udsteder de order og retningslinjer til løsning af krisen. I denne forbindelse opfordrede Schmidt på et møde i gruppen den 8.september 77 til, at man diskuterede ”eksotiske løsningsforslag”. Senere kom det frem, at de forsamlede i fuld alvor diskuterede muligheden for at ” true terroristerne med konkrete repressalier mod deres familier” og ”at afskaffe artikel 102 i Grundloven, der lyder: ”Dødsstraffen er afskaffet” og at ”skyde personer, som kræves presset fri af gidseltagerne”. Ingen af disse eksotiske foranstaltninger blev vedtaget . Dog mener en del af RAF-fangernes advokater, at sådanne vanvittige intentioner banede vejen for hændelserne i Stammheim.

• ”Strømmen blev slukket” - et interview med Irmgard Möller

Irmgard Möller var den eneste, der overlevede natten i Stammheim. Mens hun befandt sig i fængslet, var det strengt forbudt for hende at ytre sig om dette tema. Efter hendes løsladelse i 1994 fortalte hun i et interview til den venstreorienterede journalist Oliver Tolmein for første gang, hvordan hun oplevede hændelserne i Stammheim. - Lufthansa-maskinen »Landshut«, som var blevet kapret af en palæstinensisk kommandogruppe blandt andet med det formål at kræve løsladelse af fangerne fra RAF, blev kort tid efter at Andreas Baader havde haft en samtale med en justitsembedsmand, stormet af tyske elitesoldater.

      - Hørte du om det i løbet af natten?

Irmgard Möller: Nej, de sidste nyheder jeg kunne høre i fængselsradioen var kl. 22.00 eller 23.00.

     - Blev fængselsradioen slukket derefter?

Irmgard Möller: Ja, senest kl. 23.00 blev den slukket.

     - Gik du så i seng?

Irmgard Möller: Nej, jeg læste. Men det var ikke så enkelt. Før flybortførelsen gik der vagter rundt og indsamlede lyspærene hver aften. Bagefter, under perioden med total isolation, slukkede de simpelthen for strømmen. Jeg havde altså brug for stearinlys.Pladespilleren fik jeg til at virke ved hjælp af batterier, det gik. Jeg ville under alle omstændigheder holde mig vågen for at kunne høre de første morgennyheder kl. 6.00. Men jeg var også fuldstændig overtræt og udkørt. Så gik jeg lidt frem og tilbage i cellen for ikke at falde i søvn. Men på et eller andet tidspunkt er jeg alligevel døset hen.

    - Havde du i nætterne forinden også forsøgt at holde dig vågen?

Irmgard Möller: Ja. Jeg sov meget, meget lidt. Heller ikke om dagen, ingen middagssøvn eller noget som helst. Kropsligt var jeg totalt udmattet på grund af de mange sultestrejker i ugerne forinden, og fordi jeg ikke rigtig spiste fængselsmaden og heller ikke havde andet, fordi det var blevet os forbudt at købe frugt eller andre supplerende ting. Jeg havde overhovedet ikke flere reserver tilbage. Ret sent om natten råbte jeg på Jan (Carl Raspe). Jan var overfor mig, få meter borte på den anden side. Han hørte mig også og reagerede. Jeg ville prøve at finde ud af, hvad der skete. Bagefter lagde jeg mig under tæppet og faldt i søvn på et eller andet tidspunkt.

    - Hvad skete der så?

Irmgard Möller: Det første jeg mærkede, var en stærk susen i hovedet, mens nogen åbnede mine øjenlåg ude på gangen under skærende neonlys. Der stod en masse mennesker omkring mig og rørte ved mig alle mulige vegne. Så hørte jeg en stemme sige: »Baader og Ensslin er døde«. Derefter mistede jeg igen bevidstheden.Næste gang jeg kom til mig selv var flere dage senere på hospitalet i Tübingen. En statsadvokat stod ved siden af min seng og ville vide, hvad der var sket. Min forsvarer fik først lov til at se mig dagen efter. Fra hende hørte jeg så, at Jan også var død. Hun fortalte mig også, at det det bortførte »Landshut« var blevet stormet, og at alle fra »Kommando Martyr Halimeh«, undtagen en kvinde (Souhaila Andrawes) var blevet skudt. I al den tid havde min advokat forgæves forsøgt at komme i kontakt med mig. Men når jeg i dag fortæller, hvad hun dengang berettede for mig – så gengiver det ikke samtalens virkelige karakter. Du må forestille dig, at efter mange uger med total-isolation, var hun det første menneske, jeg havde tillid til, som jeg fik kontakt med. Derudover var jeg alvorligt såret. Og vi havde lige præcis én time til vores samtale. Jeg lå på intensivafdelingen for brandsårsskadede, alt var dækket af kakler og fuldstændigt sterilt. Jeg var tilsluttet et gurglende apparat, havde vanvittige smerter, over det hele var der strissere. Selv lægerne på denne intensivafdeling i Tübingen blev overvåget nøje.

   - Hvilke læsioner havde du helt præcist?

Irmgard Möller: Det vidste jeg på det tidspunkt ikke. Det har jeg først senere fået at vide af en læge, som jeg har tillid til. Ud af fire knivstik i brystet havde et ramt hjertet og flænset lungerne, som var løbet fuld af blod. I Tübingen måtte man skære mig op og lægge dræn ind for at suge væske fra sårene ud. Knivstikket var blevet udført med stor kraft og var syv cm. dybt. Kniven må være blevet stoppet af ribbenene, for på et af dem var der et snit. - Knivstikket skulle angiveligt være udført med en kniv, man normalt bruger til at smøre smør på brød med? Irmgard Möller: Ja. Det eneste man fandt i min celle var en saks og en kniv. Andre ting var der ikke. - Det tilhørte virkelig dig? Irmgard Möller: Ja, det var del af det almindelige fængselsinventar.

    - Var det en spids eller en rund saks?

Irmgard Möller: Det var ganske lille saks beregnet til at klippe i aviser med. Den var der heller ingen som talte om, fokus blev sat på den stumpe, lille kniv. - Har du eller dine advokater overhovedet talt med nogen læger om, hvorvidt den kniv kunne have udført så dybt et stik, som du havde? Irmgard Möller: Mine advokater har forsøgt at tale med læger og plejepersonale. Men de er altid stødt på lukkede døre. Hospitalets personale havde åbenlyst fået forbud mod at tale med mine forsvarere. Enkelte sygeplersker har forsøgt at give informationer til mine advokater. Men det lykkedes sjældent. Personalet var bange. Og advokaterne var også nervøse. Dengang blev mange af vores advokater sat på anklagebænken, og det er ikke det bedste udgangspunkt for at ville opklare noget. Jeg har selv flere gang forsøgt at få fat i papirerne i min sag, men uden held.

    - Hvad er det sket med røntgenbillederne?

Irmgard Möller: Jeg har aldrig set dem. Mange år senere, da jeg stadig havde vanskeligheder med at trække vejret, ville fængselslægen i Lübeck låne disse billeder. Vi troede, at fra fængselslæge til fængselslæge ville det nok kunne lade sig gøre. Men vi tog fejl. De rykkede ikke ud med billederne.

    - Hvornår fortalte du for første gang, hvad du oplevede denne nat i Stammheim?

Irmgard Möller: Først har jeg talt med min advokat om det, og så har jeg aflagt vidneudsagn til den parlamentariske undersøgelseskommisson.

   - Har du regnet med, at de endnu engang ville forsøge at slå dig ihjel?

Irmgard Möller: Det kunne jeg i hvert fald ikke udelukke. Den måde jeg blev behandlet på havde til formål at få mig til at gå fra forstanden. Konstant overvågning, total kontrol. Det ville passe dem bedst, hvis de på et eller andet tidspunkt kunne fremvise en forrykt. For det var det, de ville bevise: Kun sindssyge og forrykte tilslutter sig RAF og indleder en væbnet kamp mod systemet. Eller de prøvede at få mig til at påstå, at der var tale om selvmord. Det var måske også vigtigere for dem, end at jeg lå et eller andet sted som lig. Det troede jeg i det mindste dengang. Men den angivelige risiko for at jeg ville begå selvmord har justitsvæsenet brugt som påskud for at forbyde mig stort set alting. Jeg måtte ikke have noget som helst i min celle, ikke møde andre fanger, ikke slukke lyset – fordi det ville øge risikoen for, at jeg begik selvmord. Det var ubeskriveligt, og sådan stod det på i årevis, indtil 1980, hvor jeg så kom til fængslet i Lübeck.

(Interviewet er et mindre uddrag fra et særnummer om Stammheim, som den tyske fangesolidaritetsorganisationen Rote Hilfe udgav i 1997)

______

Epilog

Den 19.oktober 1977 blev Hanns Martin Schleyer fundet skudt i bagagerummet på en Audi 100 i Müllhausen ved den belgiske grænse.

 RAFs i 80`erne: DEN ANTIIMPERIALISTISKE FRONT I VESTEUROPA

Efter RAF-grundlæggernes død i Stammheim og alt hvad der fulgte efter, skete der en tydelig forandring af RAF's politiske praksis. RAF indledte i begyndelsen af 80’erne sin 3. kampfase: I den 3. politiske kampfase forsøgte RAF at opbygge en fælles guerillafront i Vesteuropa – sammen med grupper som Action Directe i Frankrig , Brigate Rosse og Unione Combatente i Italien samt De Kæmpende Kommunistiske Celler / CCC i Belgien.

Målet var at skabe en fælles modstandsfront sammen med andre kæmpende bevægelser og grupper. Som led i denne proces blev der i januar 1986 afholdt en anti-imperialistisk kongres i Frankfurt. Her mødtes mange autonome og anti-imperialistiske kræfter fra hele Vesteuropa, deriblandt en del bz’ere og autonome fra Danmark, for at diskutere perspektiver for fremtidens modstand. Men holdningerne var meget delte og en fælles forståelse kom der ikke ud af det. Resultatet af bestræbelserne på at skabe en samlet anti-imperialistisk front i Vesteuropa mislykkedes.

Mange autonome aktivister var alt for de-centralistiske og et-punktsorienterede til at kunne og ville indgå i en sådan fælles front og afviste iøvrigt RAFs attentatsstrategi som forkerte. På den anden side var RAF – sympatisørerne alt for ensidigt orienteret til den væbnede strategi som den helt centrale, politisk bestemmende faktor. For at fastholde en fælles strategi konstruerede RAF-spektrumet en analyse af imperialismen, som ikke tog højde for de komplekse inter-imperialistiske konkurrenceforhold (”Imperialistisches Gesamtsystem”). Dette affødte omfattende kritiske debatter indenfor hele den anti-imperialistiske bevægelse i Vesteuropa. I denne fase var RAF's væbnede angreb rettet mod repræsentanter for det militær-industrielle kompleks. RAF likviderede bl.a. topchefer, topdiplomater og Nato-strateger, som var placeret i toppen af det imperialistiske magthierarki.

Marts 1998: RAF afslutter sit projekt

Efter den anti-imperialistiske bevægelses tilbagegang i begyndelsen af 90'erne, og efter at samtlige revolutionære byguerillagrupper i Europa havde opløst sig selv, erklærede RAF sit projekt for afsluttet. I RAF's opløsningserklæring (6) gennemgår aktivisterne selvkritisk RAF's historie. Hovedårsagen til at RAF måtte opløse sig som byguerilla, var at gruppen ikke formåede at fornye dets modstandsprojekt efter den imperialistiske nyordning af verden i kølvandet af østlandenes sammenbrud. Dertil kom at RAF manglede en politisk legal organisation, der kunne have fungeret som bindeled og som politisk korrektiv i forbindelse med forandringen af de samfundsmæssige betingelser. Derudover spiller det vesttyske statsapparats særlige repressive udfoldelsesmuligheder en rolle, fordi de muliggjorde en omfangsrig repression mod oppositionelle venstreorienterede uden at forårsage en bredere protestbølge fra befolkningens side.

___________________________________________

Artiklens forfattere er aktive i det alternative mediekollektiv ”autonom info-service”.

Øjeblikket - Tidskrift om kunst - og det kunst handler om http://www.ojeblikket.net/ojeblikket

___________ 

Noter

(1) RAF's selvforståelse var i starten et avantgardistisk byguerillakoncept. Meget inspireret af den latinamerikanske guerilla-foco (Che Guevaras guerillakoncept) og Tupamaros i Uruguay (interesserede henvises til Che-biografien: ”Ernesto Che Guevara – mod strømmen” på aktivist.nu: http://aktivist.nu/spip.php?article145) Det indebar, at RAF ved eksemplets magt forsøgte at vise, at systemet er sårbart. Dermed ville de inspirere til antagonistisk modstand mod systemet. RAF opfattede sig som en del af den antiimperialistiske front på globalt plan, og gruppens aktioner tog for det meste udgangspunkt i internationale begivenheder. RAF's illegale struktur og kollektive samlivsform var en principiel beslutning. Organisationens sidste aktion var rettet imod det nybyggede superfængsel i Weiterstadt, som blev sprængt i luften (27.marts 1993). RAF opløste sig formelt i marts 1998.

(2) 2. juni-bevægelsen. Navnet stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev skudt af en politimand ifm. en demonstration i Berlin. Bevægelsen var præget af det politiserede proletariske subkulturmiljø i Vestberlin. Organisationen var en sammenslutning af forskellige grupper og kollektiver og baseret på illegale celler og legale kontakter. Dens militante og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel.

(3) RZ blev dannet i begyndelsen af 70'erne som en politisk og organisatorisk autonom guerilla, der prøvede at knytte sine aktioner an til de konkrete bevægelseskampe. De var hemmeligt organiseret i autonome netværksstrukturer og deres aktivister var ikke illegale men anonyme. RZ-aktivister var således aktive i de daværende udenomsparlamentariske bevægelser: den militante antikrigsbevægelse, den store bevægelse mod udviddelsen af NATO-lufthavnen «Startbahn-West» omkring Frankfurt, antiracistiske kampagner i 80`erne, etc.

(4) Rote Zora var en feministisk kvindeguerilla, som udviklede sig udfra RZ-strukturerne. Rote Zora gennemførte nogle spektakulære og succesrige aktioner i solidaritet med kæmpende arbejderkvinder i Sydkorea, og bidrog med deres angreb på den tyske tekstilkoncern Adler til, at kvinderne i Adlers afdelinger i Sydkorea vandt deres strejkekamp. Rote Zora blev desuden kendt for sine militante kampagner mod kvindehandel og sexturisme, mod §218 abortlovgivningen i Tyskland og ikke mindst mod gen- og reproduktionsteknologiens strateger og magtcentre.

(5) Indtil slutningen af 70`erne var autonom i den vesttyske bevægelse synonym med betegnelsen ”sponti-bevægelsen”/spontanisme. Først i slutningen af 70`erne blev betegnelsen autonomi/autonom som strategi og kollektiv betegnelse overtaget af den italienske autonome bevægelse.

(6) RAF's sluterklæring, som er skrevet i marts 1998 og offentliggjort i april samme år, kan læses på dansk i det autonome kulturtidsskrift AUTONOMI, nr.41/42, som er udgivet i november 1998. (Kan læses på mange større biblioteker). På internettet kan erklæringen læses på tysk : http://autox.nadir.org/archiv/raf/raf_ende.html  og på engelsk: http://www.germanguerilla.com/red-army-faction/documents/98_03.html

_________ 

Litteratur

 Texte der RAF. Dokumente 1972-1994. Udgivet af ID-Archiv,1997. 400 s.

”Stammheim”, af den hollandske RAF-advokat Pieter Bakker Schut. Udgivet af Rote Hilfe. 688 s.

”Ein ganz normales Verfahren”. Prozesserklärungen, Briefe und Texte zur Geschichte der RAF, af Birgit Hogefeld (fængslet RAF-aktivist). Udgivet af Edition ID-archiv, 1996. 192 s.

Croissant Affæren: Et lærestykke i demokratisk terror, Informations forlag, 1978

Finn Barlby, Væbnet Kamp, Tiderne Skifter,kbh.1973

Peter Brückner,red.: Ulrike Meinhof og de tyske forhold, Tiderne Skifter ,kbh.1977

”Die Früchte des Zorns”, Texte und Materialien zur Geschichte der Revolutionären Zellen und der Roten Zora, Bd. I+II,.ID-Archiv,1993, 797 s.

”Deutschland, Deutschland unter Anderem”, essays af Ulrike Meinhof. Udgivet af Wagenbach Verlag, 1996. 160 s.

Gudrun Ensslin: ”Zieht den Trennungsstrich jede Minute”, Briefe aus dem Gefängnis, Konkret Litteratur Verlag, 2005

Der Tod Ulrike Meinhofs: Bericht der Internationalen Untersuchungskommission, reprint,Unrast,1979

”RAF – das war für uns Befreiung”, Ein Gespräch mit Irmgard Möller. Udgivet af Konkret Literatur Verlag, 1997. 270 s. Die Bewegung 2.Juni, 1995, Edition ID-Archiv, 182 s. Autonome in Bewegung, 2004,

Geschichte der autonomen Bewegung, Assoziation A, 408 s.

Feuer und Flamme, Zur Geschichte und Gegenwart der Autonomen, af “Geronimo”, Edition ID Archiv, 243 s.

Stefan Aust: Der Baader Meinhof Komplex, Spiegel Buchverlag, 1998 ”Debat om RAF's historie og politik – hvordan videre ?”

Autonomi-debat INFO, serie, sommer 1996, Udgivet af Autonomi-kollektivet.

Derudover har det autonome tidsskrift AUTONOMI siden starten i 1988 kontinuerligt oversat RAF's erklæringer og forskellige debatindlæg og kritisk-reflekterende kommentarer om RAFs politik (- se bibliotekernes tidsskriftarkiver).