Ex-RAF medlem Boock gæst hos Informations Forlag

  Peter-Jürgen Boock - spindoktor i egen sag

I disse dage opholder det forhenværende RAF-medlem Peter-Jürgen Boock sig i København. Anledningen er, at Informations Forlag netop nu udgiver en af hans mange bekendelseshistorier om hans tid i RAF.

På den tyske venstrefløj er Boock berygtet som en slags nutidig "Münchhausen", der konstant forandrer sine historier, improviserer og digter dem på ny.  Alt afhængigt af hvem han har at gøre med. Gennem årene har Boock optrådt i utallige TV-shows, hvor han i rutinepræget, brødbetynget fortællestil har fremlagt sine historier og forsynet dem med nye pointer. Selv det tyske forbundskriminalpoliti, BKA, har ytret sig meget skeptisk overfor Peter-Jürgen Boocks reelle informationsværdi (1)...

• En gruppe RAF-fanger har i et åbent brev taget til genmæle og de fortæller en helt anden historie om Peter- Jürgen Boock. Brevet blev offentliggjort i det dengang venstreradikale tyske kulturmagasin "Konkret",  oktober 1988.

" Oprindeligt havde vi ingen planer om at offentliggøre en vurdering af Boock. Det centrale i vores kritik af ham er, at han i månedsvis har ført gruppen bag lyset, har misbrugt en store del af dens energi - og efter at hans løgne kom frem i dagens lys, har han nægtet at medvirke til at diskutere og løse denne konflikt på en for alle rimelig måde. Det vigtigste for os var ikke Boock og den hetskampagne han uafbrudt har kørt mod os siden 1981, men at klarlægge forudsætningerne for denne konflikt. Altså de subjektive og politiske strukturer i gruppen, som muliggjorde hans spil så længe.

Vi nævner nu alligevel nogle væsentlige kendsgerninger, da der mangler en konkret viden, efter vores vurdering vil det kunne styrke den politiske diskussion.

Boock skjulte sit narkotikamisbrug overfor gruppen

Ved at fortælle det til enkelte folk i gruppen lancerede Boock på et tidligt tidspunkt den historie, at en lægeundersøgelse som han havde fået foretaget, før han gik i undergrunden, havde vist, at han led af tarmkræft. Diagnosen havde angiveligt også sat en bestemt tidsfrist for hans liv. Senere beretter Boock om stærke smerter, som tydeligvis kunne ses. De smertestillende midler, som han krævede i starten, var relativt nemme at fremskaffe. Men hans smerter blev konstant stærkere, han havde krampeanfald og skreg af smerte. Dette blev snart til en daglig begivenhed. Nu skulle der skaffes smertedæmpende midler, som var meget vanskelige at få fat i. Især udfra de betingelser, der gør sig gældende for en illegal politisk gruppe. At fremskaffe medicin er fuld af  riscici. En kammerat blev således anholdt, fordi hun med falsk recept hentede det stof, som Boock havde brug for... Han udøvede stærkt pres på os. For via sine angivelige " frygtelige smerteanfald" klargjorde han sit behov for stadig større mængder smertestillende midler, hvis beskaffelse var forbundet med stadig større farer for gruppen.

Vi har allerede i et tidligt stadium overvejet det mest nærliggende: At finde et godt og sikkert hospital til ham. Et hospital hvorfra Boock havde mulighed for at blive i kontakt med gruppen. Hvor lægerne var istand til at forstå situationen. Et sikkert hospital, der lå udenfor de imperialistiske repressionsapparaters kontrol. Boock afviste kategorisk sådanne overvejelser. Han ville ikke igennem flere undersøgelser, for ifølge ham, havde han alligevel kun få måneder tilbage at leve i, og dem ville han tilbringe sammen med dem, som han kæmpede sammen med. Hans argument var også, at selv læger som var kammerater var pr. definition "borgerlige", idet de opfatter syge som de rene objekter. Nu ved vi, at han frygtede en undersøgelse, fordi det ville have afsløret, at han slet ikke var syg.

Anholdelsen og afsløringen

Situationen blev stadig værre og vi forberedte et hospitalsophold med de rigtige forudsætninger. Boock forblev afvisende. Det forekom os nødvendigt og ingen tænkte på, at hans historie kunne være det rene opspind. Til sidst var alt organiseret. På vejen dertil blev de 4 - dvs. 3 kammerater + Boock - anholdt i Jugoslavien. Derefter blev endnu en kammerat, som kom senere ligeledes anholdt. De anholdte gjorde de jugoslaviske  myndigheder opmærksom på Boocks ekstreme sygdomstilstand og bad dem om at forsyne ham med de nødvendige medikamenter.

Nu var der ingen vej tilbage for Boock. Han måtte lade sig undersøge. Det blev konstateret, at han var fulstændig rask. Samtlige anholdte blev atter løsladt og rejste til et sikkert land. Derefter krævede omstændighederne en afklaring. For løgnene havde kostet gruppen meget energi og flere anholdelser.

Det viste sig, at han gemte sin politiske resignation for gruppen ved at spille den "stærke macho-type". Hans hemmelige flugt ind i et narkomisbrug skjulte han ved at plante sin sygdomshistorie og han plagede en hel politisk sammenhæng med disse løgne. Efter at dette blev klart for gruppen, stod det åbent, hvordan det skulle fortsætte for hans og gruppens vedkommende.

På dette tidspunkt gennemgik vi en afklaringsproces omkring aktionerne i 77 (2), deres udviklingsforløb, virkning, fejltagelser og hvordan videre. Altså hele oparbejdningen af en kampfase og overvejelserne om perspektiverne og planlægningen fremover. De fleste diskussioner fandt sted uden Boock. Egentligt kunne ingen forestille sig at fortsætte sammen med ham efter alt det, som var sket. Det resulterede i et forslag til ham om at organisere et sikkert liv, dvs. en livssammenhæng, der var langsigtet. Muligheden var tilstede, men Boock kunne ikke bestemme sig. Disse måneder var præget af, at 8 kammerater af vidt forskellige grunde besluttede sig for at forlade gruppen. For de som forlod os, søgte vi en sammenhæng, som var mere end blot et skjulested, men et sted hvor de kunne føre et liv med et legalt perspektiv. Dette kunne også Boock have valgt.

Det var muligt fordi solidaritet og ansvarlighed i gruppen ( og de politiske forbindelser) har præget de personlige og politiske modsætninger omkring videreførelsen af modstanden efter 77.

Retur til Vesteuropa og anholdelse

Gruppen blev snart derefter igen stærkere og planlagde fremtidige politiske aktiviteter. I starten snarere baseret på konkrete nye aktioner end på sammenhængende strategiske koncepter. Snart pressede Boock på, han ville tilbage til Vesteuropa og kæmpe videre sammen med os. Det blev diskuteret meget. Boock kom med en del selvkritik for at trumfe sin vilje igennem. Vi kunne heller ikke belemre kammeraterne der med en fyr, som slet ikke ville være der.

Til sidst organiserede vi Boocks rejse til Vesteuropa og integrerede ham i en del af de nye strukturer. Der gik kun kort tid, før han begyndte at skaffe sig narkotika. Derpå blev en ny afgørelse nødvendig, og det var klart, at det definitivt ikke gik sammen med ham. Eksilet var derfor en løsning, vi holdt fast på.

Boock fornemmede, at det nu for alvor var vores fælles afgørelse. Vi organiserede hans rejse. Det var på det tidspunkt, han forsvandt.

Boocks story-produktion markedsføres af medierne

....

Efter Boocks anholdelse var hans øjeblikkelige anger og manipulerende udsagn ikke længere nok til, at han kunne  modtage amnesti (3). Statsmagten krævede et decideret forræderi af Boock. Om Boock er forbundet med politiets efterretningsapparat (Verfassungsschutz) er ikke klart. Klart er imidlertid, at han er blevet markedsført af medierne. I gruppen af angrende er Boock en særlig figur. Som resultat af hans bedragerier, har han tilsyneladende mistet ethvert moralsk kriterium. Det gør ham særlig modtagelig for politiets og statsapparatets propagandabehov. Dertil kommer hans image som "insider" ( dog i begrænset omfang). Selv en del af venstrefløjen , som er præget af en forbrugs - og intrigementalitet, tror at Boocks konstante storyproduktion handler om "autentisk information". Men det har intet på sig. Hans historier er opbygget som en katedral på lerfødder. De er næsten udelukkende hans trip. En vare, hvormed han vil købe sig benådigelse, også hævn, projektion og foragt overfor alle, som møder ham på hans eget terræn: hans snuhed.

Relevant er imidlertid den kampagne, hvori han bliver fremført. Den fremkommer med det til stadighed tilbagevendende skema, som et ritual i statsapparatets kampagner, hvis formål er at dæmonisere guerillaen og alle afgørende befriende opbrud i metropolerne i det hele taget.

Peter-Jürgen Boocks oppustede mytologi: *proletardreng*særlig relation til kammeraterne i Stammheim* kontinuitet i RAF, der efter Boock udelukkende udtrykker sig i en kamp mod fængselsbetingelserne*teknikeren Boock som blev groft udnyttet af gruppen*venskab med palæstinenserne, som beskytter ham overfor gruppen*eksil som ulidelig vegeteren *hjemkomsten - det røde tæppe rulles ud ved hans rehabilitering i dette Hollywoodstykke...

Straks iler den knækkede tyske, intellektuelle venstrefløj til fodertrugene. De er ikke ofre for Boocks løgne. Det er et fælles arrangement. Alt er tilstede for at retfærdiggøre den skamløse underkastelse under magthaverne. Sandhedens time som for de flestes vedkommende i disse samfundsbevarende venstrefløjskredse slog i 1977 (4) opløser sig nu i en fælles bevægelse sammen med manipulatoren Boock.

"Die Zeit" proudly presents. Og i "Der Spiegel" : "Forbundspræsident Weizsäcker interesserer sig for sagen" (5). De store mediekampagner - det at benytte sig af en sønderknust, angrende, tidligere militant aktivist - er en forbilledlig inddæmning af modstanden som brændstof for den ekspanderende, nye tyske imperialismes globale image."

Knut Folkerts, Rolf  Heissler, Sieglinde Hofmann, Christian Klar, Christine Kuby, Roland Mayer, Brigitte Mohnhaupt, Adelheid Schulz, Günther Sonnenberg, Rolf-Klemens Wagner.

___________________

Informations Forlag 

At Informations Forlag ikke har den mindste interesse i en informativ oparbejdning af RAFs historie, viser denne kommentar til en korrespondence omkring en mulig beskrivelse af RAFs historie: Her skrev forlagets redaktør den 26. juni 2007, følgende: " ....Vi tror ikke, at der vil være så stor en læserskare til en nyskrevet bog om RAF på dansk - rigtig mange danskere kender til de største aktioner i 70'erne, og de fleste har dannet deres egen mening om dem og har derfor ikke behov for at vide mere eller andet."

I realitetens verden VAR der allerede planlagt en bog om RAF : Peter-Jürgen Boocks Münchhausen historie, hvor de reelle begivenheder fortoner sig i forfatterens opportune fornemmelse for politiske stemninger, kombineret med opfindsomme selv-iscenesættelser.

For Informations forlag er dette dog ganske uvæsentligt. Vigtigt er ikke RAFs komplekse historie, men tilsyneladende en bog, der ideologisk  er i overensstemmelse med anti-terrorhysteriets dæmoniseringer af al modstand mod de eksisterende samfundsforhold. Og så er hans discount-produktion ovenikøbet profitindbringende billig ...

Det offentlige møde med Boock på Nationalmuseet, den 22.oktober o8,  lagde ikke ligefrem op til en diskussion, men tjente snarere til reklame for Informations Forlags kommende bogudgivelse. Mødets tidsramme var 1½ time og man skulle tilmelde sig på forhånd. Det skulle vel være nok til at minimere evt. kritiske debatindlæg.

_______________________________________________________________________________________________

Peter-Jürgen Boock:"Bortførelsen og henrettelsen af Hanns-Martin Schleyer", Informations Forlag, 249,-kr.

           

    Noter     

1) BKA har set nærmere på en række påstande i Boocks bøger om hans tid i RAF. Deriblandt hans fortælling om RAFs udspioneren af den daværende forbundskansler Helmut Schmidts bungalow. Stedet hvorfra Boock og de andre RAF-aktivister foretog denne observation skulle angiveligt være hospitalet "lige overfor". Faktum er, at det omtalte hospital ligger omgivet af tæt skov og buske 300 meter væk fra bungalowen og ifølge BKA ville det derfor være helt umuligt at se noget som helst derfra. Det er ikke uden grund, at BKA har betegnet Peter- Jürgen Boock som: "Der Karl May der RAF" ( = "RAFs Karl May" - en tysk romanforfatter, hvis beskrivelser af den arabiske verden formidlede et "autentisk indtryk", skønt han aldrig nogensinde havde været der).

2) Blandt andet bortførelsen af formanden for den tyske arbejdsgiverforening, Hanns-Martin Schleyer, der havde til formål at presse myndighederne til at løslade RAF-fangerne i Stammheim fængslet.

3) Det højreliberale parti FDPs udenrigsminister tilbød for en periode en straffereduktion for angrende militante. Et udspil, som var inspireret af den italienske stats kronvidne-ordning/pentiti i stil med en psykisk afart af fortidens inkvisition. Boock kom for sent til at kunne drage fordel af denne begunstigelse.

4) I 1977 indførte den tyske stat undtagelsestilstand, idet parlamentet i perioden omkring bortførelsen af Hanns Martin Schleyer blev sat ud af kraft. Store dele af den etablerede tyske venstrefløj undlod at protestere.

5) Forbundspræsident Richard von Weizsäcker - tidl. overborgmester i Berlin, der blev husket for at lade et paramilitært politiapparat nedkæmpe Berlins bz-bevægelse i 80`erne - var i første omgang indstillet på at give Boock amnesti på basis af hans røverhistorier om andre RAF-folk. Da BKA dog fandt frem til, at han trods sin bedyrelse om det modsatte, aktivt havde deltaget i Schleyer-bortførelsen, skriver Boock en undskyldning til Weizsäcker for hans løgnehistorie. Derpå trak forbundspræsidenten hans amnestiplaner tilbage. Siden da er flere af Boocks løgnehistorier blevet afsløret.