Efter den væbnede kamp

- beretninger af to RAF-aktivister fra en terapi-kreds mellem politiske fanger og psykologer.

Den 24. november 2008 besluttede landsretten i Stuttgart at løslade Christian Klar, tidligere aktivist fra byguerillagruppen Rote Armee Fraktion (RAF). Christian Klar kan forlade fængslet i januar 2009 efter 26 års indespærring. Med undtagelse af Birgit Hogefeld er samtlige RAF-fanger dermed løsladt. Christian Klar har ligesom alle fanger fra RAF og andre militante venstrefløjsstrukturer været underlagt isolationfængsling med uoprettelige helbredsskader til følge.

I det følgende beretter Gabrielle Rollnik, tidl. medlem af den anarko-spontanistiske "2.juni-bevægelse", og Roland Mayer, tidl. RAF-fange, om en terapikreds bestående af  forhenværende politiske fanger fra militante venstrefløjsgrupper og en gruppe psykoterapeuter.

 

Efter den væbnede kamp: "Vi sprang for langt - og faldt"  -  af Gabrielle  "Ella"  Rollnik, 2.juni-bevægelsen

 I 1996 organiserede Amnesty International et offentligt møde med psykoterapeuten David Becker. Mødet fandt sted på universitetet i Hamburg. David Becker havde som psykoterapeut arbejdet med tidligere politiske fanger i Chile. De politiske fanger i Vesttyskland, altså også jeg, kendte til dette arbejde, som Becker har beskrevet i sin bog "Uden had ingen forsoning".

Balint gruppen dannes

På det tidspunkt hvor mødet i Hamburg fandt sted, havde jeg levet fire år i frihed efter at have været 15 år i fængsel, dømt for medlemskab af 2. juni bevægelsen og for deltagelse i diverse aktioner. I to år havde jeg arbejdet som pædagog på et børne- og ungdomshjem i bydelen St. Pauli i Hamburg. For første gang siden jeg blev løsladt var jeg forelsket, hvilket var noget af et under for mig. Jeg var begyndt atter at leve. Mit liv havde igen fået mening og gav mig glæde.

Jeg gik til mødet med Becker sammen med min ven. Vi havde begge læst Beckers bog i fængslet og kunne genkende mange af de chilenske kammeraters beskrivelser af deres problemer efter, at de var blevet løsladt. ( ... ) Aftenen forløb helt anderledes end forventet. Vi mødte "den anden fraktion" af RAF fanger, som vi havde et noget forstyrret forhold til. Min ven hørte til gruppen af RAF fanger, der havde været fængslet i Celle og som de øvrige RAF fanger i 1993 distancerede sig fra i et offentligt brev. På det tidspunkt havde jeg været fri i et år. Jeg besøgte jævnligt de RAF kvinder i Lübeck fængslet, som jeg havde tilbragt de sidste tre år af mit fangenskab sammen med og forsøgte at diskutere denne splittelse, som jeg mente var forkert. Med det resultat at jeg selv blev lukket ude af kredsen. ( ... )

Nu var der igen gået to år. Jeg havde lært de tidligere RAF fanger fra Celle personligt at kende. K.H. var stadig væk persona non grata, og her på mødet med David Becker mødte vi nu alle sammen hinanden. Det handlede om følgevirkningerne af vold og tortur, følgevirkningerne af vores tid i fængsel, som vi havde defineret som isolationstortur. Uafhængigt af hinanden var vi mødt op på dette offentlige møde.

Vi havde gjort erfaringer med tortur og vold i vores tid i fængsel. Psykoterapeuten Volker Friedrich's tale om bla. isolationen af de politiske fanger i Vesttyskland opmuntrerede os. Det offentlige møde resulterede i en række møder med psykoterapeuter fra forskellige skoler, der alle var parate til at beskæftige sig med og diskutere fængselsbetingelserne og deres følgevirkninger for de politiske fanger i Vesttyskland. Hvis jeg husker det rigtigt, tog en af de tidligere fanger på det første af disse møder kontakt til Angelika Holderberg og Volker Friedrich, psykoterapeuter fra Balint-institutet i Hamburg, og spurgte, om de var parate til at danne og ledsage en gruppe, der ville beskæftige sig med følgevirkningerne af fængselsbetingelserne for de politiske fanger i Vesttyskland.

Jeg gik ind i denne gruppe med forestillingen om at få skabt en diskussion med de andre tidligere fanger, fordi det var det eneste forum, hvor vi kunne/måtte tale med hinanden, og derudover videnskabeligt kunne dokumentere, at de fængselsbetingelser, vi havde været underkastet, var tortur. Derudover håbede jeg at kunne finde muligheder for helbredelse og hjælp til at bearbejde torturens følgevirkninger, der skabte problemer for os i hverdagen i livet "udenfor". Jeg håbede, det måske også kunne lette vejen til friheden for de andre, der endnu var i fængsel på det tidspunkt. For mig var det derudover vigtigt at opnå en samfundsmæssig anerkendelse af vores kamp i fængslet og implicit også af guerillakampen. Hermed skulle der sættes fokus på det samfundsmæssigt set nødvendige forsøg på ud fra '68 oprøret at ændre uacceptable samfundsforhold.

Fortrængninger og modsætninger

I de ca. seks år "Balint-gruppen" eksisterede, udviklede diskussionen sig anderledes, end jeg havde forventet. Bearbejdet blev skuffelser ift. hinanden, vi blev bevidst om en del fortrængninger; vi talte om spørgsmål, der i fængselstiden var blevet lagt låg på, vi huskede atter deres indhold. ( ... )

Grunden til at RAF og den væbnede politik slog fejl var, at vi ikke formåede at udvikle de frigjorte  relationer til hinanden, som vi ville og som muligvis var tilstede i de væbnede grupper til at begynde med. Interne modsætninger i gruppen var ikke så almindeligt og blev heller ikke tolereret, de blev udgrænset uden diskussion. Dermed stagnerede denne politik og skabte en verdensanskuelse, der var domineret af nogle enkelte. Det tiltrak ikke kun mennesker, der så et håb i os og vores kamp. Det tiltrak også apologeter, der følte sig vel i et rum uden modsætninger og som udnyttede det til egen fordel. Alle væbnede grupper har haft svært ved at omgås med interne modsætninger: En bestemt linje sætter sig igennem; der gennemføres aktioner, som ikke kan trækkes tilbage. Det gør det svært at sætte spørgsmålstegn, da det er en evig kilde til forusikring, som ingen ønsker og alle helst undgår. Resultatet er en række fortrængnings- og undertrykkelsesprocesser. Nogle af disse processer blev afdækket på weekend-møderne i "Balint-gruppen". Gruppens deltagere havde henholdsvis i fængslet og udenfor gjort mange forskellige erfaringer med disse processer, og det blev alt sammen lagt åbent frem til diskussion. Når K.H. fastslog, at der ikke havde eksisteret venskaber indenfor RAF, så var det naturligvis som at kaste sten mod den glatte facade på vores overbevisning, som var, at det personlige og det politiske måtte være en enhed. Tidligere mente jeg, at venskab kun kunne opstå og udvikle sig ud fra en politisk enighed. Blev man uenige, måtte venskabet ophøre. Sådanne mekanismer var udbredt i mange politiske grupper i 70'erne. ( ...)

Disse første diskussioner fik fronterne til at tø lidt op. Man kunne beklage, at der ikke fandtes venskaber på tværs af forskellige politiske vurderinger, eller man kunne sige, kun den fælles politiske kamp skaber venskabet, hvis den ikke findes, er venskabet meningsløst og værd at bryde. I de diskussioner, vi førte, talte vi om, hvorledes de enkelte havde stillet sig selv til rådighed for kampen og var blevet nødt til at afskære sig selv fra dele af deres personlige følelser, behov og længsler.

Denne diskussion blev afbrudt af en del af de tidligere fanger. De ønskede ikke at tale om egne fejl, de ønskede ikke at kritisere vores egen politik, men ville hovedsagligt beskæftige sig med statens reaktion på guerillaen - især ift. fængselsbetingelserne. ( ... )

"Vi sprang for langt - og faldt"

Jeg tror, at den væbnede kamp i begyndelsen var præget af håbet om befrielse via og i selve denne kamp. Sådan oplevede jeg i hvert fald min tid i 2. juni bevægelsen. Disse befriende momenter holdt bare ikke i længden, og de var, som jeg ser det idag, også forgiftet af grundlæggende forkerte vurderinger. Når de befriende momenter fra den væbnede kamps begyndelse ikke kunne holdes i live, skyldes det ikke kun subjektive mangler og uformåenhed blandt de enkelte, men dette nederlag havde også en historisk dimension: Tiden var ikke moden; vi sprang for langt og faldt.

Mens den væbnede kamps første generation fik næring fra 68-oprøret og studenterrevoltens teoretiske input, tilsluttede de efterfølgende generationer sig den væbnede kamp, mens bevægelserne var på tilbagegang og de kunne ikke herudfra finde inspiration til nytænkning og politisk perspektivering. De konserverede det, som fangerne i Stammheim havde udviklet af tanker om den væbnede kamp uden at tilføje ny indsigt på baggrund af egne erfaringer. RAFs teori og praksis stivnede, tilbage blev kun den væbnede kampform, der markerede bruddet med det bestående, med den etablerede politik. Der manglede et politisk og socialt indhold, der kunne formidle emancipationen fra det gamle og det befriende i kampen for et nyt samfund. Desto mere rigidt holdt man fast i kampformen, der forkom til den rene militarisme. Dette skal forstås som selvkritik, da jeg også bærer min del af ansvaret for denne udvikling. ( ... )

I friheden forsvandt vores sammenhold

Efter jeg blev løsladt, blev jeg meget skuffet over, at det ikke var muligt at danne en politisk gruppe sammen med de andre tidligere politiske fanger. Det var ikke bare det, at vi var spredt ud over mange byer i Tyskland, men vi havde også forskellige politiske interesser. Vi havde udviklet forskellige livskoncepter. I friheden blev det sammenhold, vi havde skabt i vores fælles kamp i fængslet, til ingenting i løbet af nulkommanix. Fængselstiden var et interim, som vi alle var kommet igennem med forskellige håb og dog med forventning om en fælles nybegyndelse. Men efter vores løsladelse havde det vist sig, at der hverken personligt eller politisk kunne skabes basis for en sådan nybegyndelse. I virkeligheden havde vi fejlet langt tidligere. Men i fængslet kunne vi kun overleve ved at kæmpe sammen mod systemet, mod særbetingelserne og isolationen. Fælles modstand var forudsætningen for at overleve og ikke miste sig selv. (...) I fængslet blev vi holdt sammen af kampen og vores antagonistiske position til systemet. Men vi var udenfor samtiden og historiens puls. Da vi atter blev sat fri midt i samtiden og blev aktiv del af historien, faldt vi fra hinanden, som en magnetisme der efter mange år nu var sat ud af kraft.

2. juni bevægelsen sluttede som væbnet projekt, da det stod klart, at vores aktioner ikke fik udbredt tilslutning og ikke blev videreført af andre. RAF ville ikke slutte. For dem drejede den væbnede kamp  sig om "at blive menneske", om at ophæve den kapitalistiske deformering af samfundet og af de menneskelige relationer. Skønt RAFs koncept politisk set havde lidt nederlag og ikke vandt nogen indflydelse i befolkningen, så var denne kamp alligevel eksistentielt tiltrækkende for mange.

Også for mig. I fængslet var det muligt at udleve denne eksistentielle indstilling, der for os som kollektiv var målestok for enhver handling og gav os styrken til ikke at bryde sammen i isolationen. Dette var muligt at udleve, så længe vi ikke blev konfronteret med verden udenfor. Udenfor fængslet måtte det falde fra hinanden, fordi der så manglede den materielle basis, som havde eksisteret for en tid: den væbnede kamp, illegalitet, modstanden i fængslet.

At vinde fodfæste i livet

"Balint-gruppen" var nødvendig for at vi kunne anskue vores historie på anden vis end blot bekræftende. Her fandt de politiske diskussioner sted, som var mulige for os at gennemføre efter vores tid i fængslet: Vi måtte konfrontere os med os selv, for det var kun os, der med den fælles baggrund og de ens erfaringer kunne sætte spørgsmålstegn ved os og vores kamp. Vi ville endnu ikke have været åben for kritik udefra. ( ... )

For mig personligt drejede det sig også om at lade de sider af min person, som jeg havde afskåret mig fra i fængslet, vokse igen: følelser, interesse for andre mennesker, mine egne behov. ( ... ) Efter fængslet var jeg tvunget til at konfrontere mig selv med realiteten - også mht. mig selv og mine evner til igen at vinde fodfæste i dette liv. Jeg måtte kæmpe for ikke at falde ned i en fortvivlende følelse af total meningsløshed. Jeg ville igen have kontakt med alle livets facetter, og hver dag måtte jeg tilegne mig en forståelse af meningen med disse anstrengelser. Vores kamp havde været eksistentiel; i denne form havde den nået sit slutpunkt og kunne ikke fortsættes, men den havde givet mit liv mening i over 20 år. Efter fængslet var der til at begynde med bare ørken. Det var tilmed en vanskelig problematik at skulle begynde "at leve på ny" i en tid, hvor jeg selv var ved at blive ældre. Jeg var 28 år, da jeg blev fængslet for anden gang. Jeg var 42 år, da jeg blev løsladt. Da er nybegyndelse vanskelig.

Møderne i "Balint-gruppen" havde for mig en ledsagende funktion i denne nye livsproces; ud fra en diskussionssammenhæng med mennesker, der havde den samme historie som jeg. At kunne tale om os selv, vores følelser i fængslet, om det vi endnu ikke havde kunnet sige - det var den chance, vi fik i denne gruppe.

En af de vigtigste erkendelser for mig var, at udueligheden til at omgås med modsætninger, var det der først og fremmest var årsagen til nederlaget for vores politik. ( ...) Diskussionerne i gruppen har hjulpet mig til at forstå, hvorfor vi fejlede og de har gjort det muligt for mig at give slip på den indstilling, at netop min vurdering er den mest rigtige. Som individer går vi vore egne veje ; måske har gruppen også gjort det muligt, at vi kan skilles uden dårlig samvittighed og uden bebrejdelser mod den/de andre, som har andre prioriteter end en selv.

- April 2006.  Gabriella Rollnik, tidl. medlem af "2.juni-bevægelsen", var 15 år i fængsel.

                Note

• 2. juni-bevægelsen (hvis navn stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev henrettet af en strisser i Berlin), var præget af det proletariske ungdomsmiljø i Vestberlin. Organisationen var baseret på illegale celler og legale kontakter. Dens militante, populistiske og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt store dele af Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel.
• Gabriele Rollnik: "Ingen angst for nogen" - et interview med den tidl. aktivist fra 2.juni-bevægelsen: http://aktivist.nu/spip.php?article177

 

Efter den væbnede kamp: " At kunne strides ..." - af Roland Mayer, tidl RAF-aktivist

Det som først og fremmest motiverede mig til at deltage i møderne i "Balint-gruppen" var, at jeg havde et personligt og politisk håb om, at det ville være muligt at overvinde de fjendskaber og den sprogløshed, der var opstået efter splittelsen mellem RAF-fangerne. Jeg troede på, at vi kunne føre en diskussion om de gjorte erfaringer og det mislykkede projekt RAF. ( ... ) Dette håb blev hurtigt knust - og på trods heraf var det rigtigt at fortsætte møderne.

Efter næsten syv år med denne gruppe er det vigtigste spørgsmål for mig: Hvorfor kom jeg til disse møder igen og igen? På trods af heftige stridigheder, på trods af vanskeligheder med overhovedet at kunne tale sammen, på trods af de mange sårede følelser, der hele tiden blev tema i samtalerne, på trods af at det var sejt og omstændeligt, på trods af udmattelsen bagefter og på trods af de mange skuffelser.

Jeg blev ved i håbet om, at det på et eller andet tidspunkt alligevel ville være muligt at reflektere over RAFs politik, der har været så godt som bestemmende for hele mit liv og stadigvæk er det. Måske ikke ubetinget i denne gruppesammenhæng, men så med denne gruppe som udgangspunkt.  Måske var det også netop pga. alle besværlighederne og anstrengelserne, at jeg blev ved? Men måske var det også, fordi jeg blev så oprørt over alt det, der kom for dagens lys? Måske var det kun fordi, det hele tiden var dette spørgsmål, som stod tilbage i rummet: Var det det hele? Måske fordi jeg var foruroliget over den erkendelse, at det tydeligvis var gruppens struktur, de sårede følelser, ødelæggelserne, destruktionen og til sidst atomiseringen af fangegruppen og de tidligere RAF-fanger, der var hovedtema i diskussionerne.

RAFs historie er historien om en gruppe, der havde sat sig for at omvælte forholdene i Vesttyskland, og som stillede sig skulder ved skulder med befrielsesbevægelserne i den såkaldte 3. Verden. Altsammen ud fra den præmis, at forholdene her kun kan ændres med militær vold, med brug af våben og ud fra illegaliteten. Et centralt udgangspunkt for RAFs struktur var, at kun i bruddet med legaliteten og de hidtidige relationer kan kimen til nye relationer opstå og relationerne indenfor gruppen intensiveres. Det var forbundet med følelsen af et omfattende opbrud; det drejede sig ikke kun om en politik mod de bestående samfundsforhold, men det skulle være et nyskabende opbrud på vej mod nye strukturer, forhold og menneskelige relationer i det hele taget. ( ... )

Det er et faktum, at tilsyneladende alle tidligere og nuværende RAF-fanger er traumatiseret. Men det indrømmes kun som politisk statement ift. oplevelserne i fængslerne, i isolationen. Traumatiseringen er imidlertid tre-dobbelt: Ift. fængsel og isolation, ift. de personlige relationer i RAF og indenfor gruppen af fanger samt ift. erfaringerne og oplevelserne efter løsladelsen. Det eksistentielle i disse traumatiseringer kom tydeligt frem i "Balint-gruppen"s møder, hvor mange brød helt sammen eller var lige ved det.

Vi brød alle sammen op og tilsluttede os RAF ud fra en følelse af at være ensom og fremmed i efterkrigstidens Tyskland, i en æra præget af Adenauer, Schumacher, Kiesinger og Brandt. Naturligvis var RAF udadtil et politisk-militært projekt. Men indadtil, og det var for de fleste lige så vigtigt som det politiske, var RAF også kimen til et socialt projekt.

Bestemmende var følelsen af at være del af et meget stort opbrud. Såvel på globalt plan som i Vesttyskland. Det var ikke bare os, som forestillede sig udbredte diskussioner om militant og væbnet politisk kamp - det var en realitet. For mig var "Balint-gruppen" også et forsøg på at reaktivere øjeblikke i denne opbrudsfølelse. Men det lykkedes ikke. Traumatiseringen forhindrede det. Den såede mistro er for stor. Fællesskabsfølelsen er væk.

Tilbageblik: Det totale nederlag. Det politisk-militære projekt indstillet. De personlige relationer til næsten alle tidligere kammerater ødelagt. Allerede nu, kun 10 år efter at projektet RAF officielt blev erklæret for slut, er det yderst omstændeligt, hvis overhovedet muligt, at rekonstruere facts og forløb.

Nederlagets dimension fremgår tydeligst af de personlige relationer. Der er ingen kontakt mellem de, som i årene 1970-1990 betegnede sig selv som "Fanger fra RAF". Der findes diverse smågrupper, som ikke engang hilser på hinanden. Ligegyldigt hvilket tema det måtte dreje sig om, så er det ikke muligt at ytre fælles holdninger hertil. Der har været mange forskellige forsøg på en fælles oparbejdning af årene i RAF. Det har aldrig været muligt at komme til en fælles vurdering af RAFs historie. Tværtimod blev udueligheden til at tale med hinanden, udueligheden til diskurs og refleksion blot cementeret i disse forsøg. Hvor er det småtskårent, at det pga. angivelige politiske differencer ikke engang har været muligt efter afslutningen af projektet RAF at lave et fælles initiativ for de tidligere RAF-aktivister, der stadig er fængslet.

Resultatet heraf: At være et levende dementi på det, man hævder at kæmpe for - identitet, suverænitet, autencitet.

For mig er det foreløbige resultat af de mange år i "Balint-gruppen" dobbelt: På den ene side og først og fremmest, at jeg har skabt nye relationer til enkelte i gruppen. På den anden side, og lige så vigtigt, at jeg har fået et friere syn på vores historie, på RAFs historie og på RAF-fangerne. Et blik der ikke er bestemt af sårede følelser og cementerede meninger. Det var også befriende, fordi det var muligt at tale om nogle af de mange tabuer. ( ... ).

Resultatet var også en erkendelse af, at gruppen havde nået sit slutpunkt. Der opstod ikke nogen ansats til perspektiver for videre diskussioner eller sågar praksis. For så vidt er det ikke lykkedes at transcendere erfaringer og læreprocesser. Det retrospektivt tilegnede har meget lille betydning for nutiden, skønt man ikke skal undervurdere det, at vi i årenes løb har tilegnet os evne til at strides uden straks at tillægge modparten intentioner om udslettelse eller lign.

PS. : Denne tekst er kun et fragment. Den dækker på ingen måde det, som jeg erfarede i gruppen. ( ...) Hvorfor er teksten så blevet sådan? Simpelthen fordi nederlaget er det afgørende moment i RAFs historie. Og først og fremmest: Fordi det stadig er tabu at sige det. Det slemme er ikke nederlaget, det uudholdelige er, hvordan vi omgås med det. Selvfølgelig - hvad er mere svært? Men det undskylder ikke denne ødelæggende tavshed. Det er også uudholdeligt, fordi det ikke behøvede at være sådan. Projektet RAF er mislykkedes, meget var forkert, meget kan ikke undskyldes. Alligevel var forsøget rigtigt. Og nogle erfaringer ville måske være værd at bruge i forbindelse med nye projekter.  - August 2005, Roland Mayer, tidl. RAF-medlem, var 12 år i fængsel.

Kilde: "Nach dem bewaffneten Kampf - ehemalige Mitglieder der RAF und Bewegung 2. Juni sprechen mit Therapeuten über ihre Vergangenheit". Psychosozial-Verlag, 2007. Hamburg. Kapitlerne er oversat og redigeret af folk fra autonom info-service.

           ______________________________________________

               Infos om Birgit Hogefeld, den sidste RAF-fange:

• adresse: Birgit Hogefeld, Obere Kreuzäckerstr. 4, D - 60435 Frankfurt
• (Hvis du evt. vil skrive til hende, så husk at brevene bliver kontrolleret af  tysk politi/BKA). Info: Wie schreibe ich politischen Gefangenen?: http://www.rote-hilfe.de/aktiv_werden/gefangenensoli/briefkontakt_zu_gefangen

 

         __________________

            Relaterede artikler

• Det tyske efterår" 1977  http://aktivist.nu/spip.php?article181
• Rote Armée Fraktion - den vesttyske byguerilla-gruppes historie http://aktivist.nu/spip.php?article142
• (- Folk fra autonom info-service arbejder for tiden med at ajourføre og uddybe artiklen om RAFs historie og politik).
• Gabriele Rollnik: "Ingen angst for nogen" - et interview med den tidl. aktivist fra 2.juni-bevægelse http://aktivist.nu/spip.php?article177
• "Vi var utroligt konsekvente" - interview med en tidl. RAF-aktivist http://aktivist.nu/spip.php?article105
•  "Vi ville drive den revolutionære proces videre" - INTERVIEW med to tidl. RAF aktivister: http://www.indymedia.dk/articles/235
•  Dagbladet Politiken`s røverhistorier om Ulrike Meinhof  - En kontrovers med journalisten Peter Wivel http://www.indymedia.dk/articles/401
• Ex-RAF medlem Boock gæst hos Informations Forlag http://www.indymedia.dk/articles/484