Abel Paz - en anarkistisk frihedskæmper er død

Mandag d. 13. april 2009 døde Abel Paz (Diego Camacho) i Barcelona. Abel Paz blev 87 år. Han var en af de sidste overlevende aktører fra "anarkismens korte sommer" i 1930'ernes Spanien. Udenfor Spanien er Abel Paz mest kendt som forfatter til den eminente biografi "Durruti". Han kendte den legendariske anarkistiske frihedskæmper Buenaventura Durruti personligt.  

Abel Paz blev født i 1921 i Almería. Han arbejdede som lærling på en tekstilfabrik og blev i 1935 som 14-årig medlem af den anarkosyndikalistiske fagforening CNT. Noget senere meldte han sig under fanerne af den iberiske anarkistiske føderation FAI. (1) Under borgerkrigen kæmpede Abel Paz i anarkistiske militser mod Franco-fascisterne og for en social revolution nedefra.

 

Hasta siempre compañero Abel Paz!

Abel Paz` Durruti-biografi

CNT/FAI plakat

Efter nederlaget til fascisterne i den spanske borgerkrig flygtede han til Frankrig. Han vendte dog hurtigt tilbage til Spanien, hvor han i 1940'erne kæmpede i en libertær guerillagruppe, indtil han blev opsporet af Francos bødler. Derefter tilbragte han 12 år i fascisternes fængsler. Mange år senere deltog Abel Paz i 68-oprøret på barrikaderne i Paris. Efter Francos død i 1975 tog han tilbage til Spanien, hvor han boede i Barcelona indtil sin død i mandags. Til minde om Abel Paz  offentliggøres her et interview med ham fra det tyske anti-fascistiske tidsskrift Lotta.

 

•  "Som teenagere kaldte vi os `anarkister med Don Quichottes idealer`" - ET INTERVIEW  med Abel Paz

- Som aktivister fra et anti-fascistisk tidsskrift* glæder vi os over at kunne interviewe én, der har kæmpet aktivt mod fascismen i Spanien.

Abel Paz: Tak. Jeg har dog lige en bemærkning til begrebet anti-fascisme: Jeg må indrømme, at jeg har et stort problem med dette begreb - ligesom jeg har med begreber som feks. "folkefront". Det var som bekendt også et begreb, Stalin brugte. I begrebet anti-fascisme kan man indordne stort set alt: kommunister, stalinister, reformister, etc. Derfor opfatter jeg dette begreb som en faldgrube, fordi den tilslører de reelle samfundsmæssige konflikter.

- Deres bog om den legendariske anarkist Buenaventura Durruti og den spanske borgerkrig har De færdiggjort i fransk eksil. Hvad var motivet til at skrive dette omfattende værk ?

Abel Paz: Jeg er hverken forfatter eller journalist, men har hele mit liv deltaget i sociale kampe og på den baggrund har jeg engang imellem skrevet for det ene eller andet tidsskrift. I 1960'erne fik jeg en alvorlig lungesygdom som følge af mit 12-årige fængselsophold. Det gav stof til eftertanke. Det slog mig, at det egentlig kun var den partikommunistiske opfattelse, der bestemte det offentlige billede af den spanske borgerkrig. Derfor var mit anliggende at beskrive anarkisternes reelle rolle og betydning i borgerkrigen.

 At skaffe materiale om Durruti var meget vanskeligt, da han ikke efterlod sig noget videre skriftligt. Mange af Durrutis personlige kampfæller var derudover yderst mistroiske overfor radio og presse. Jeg havde som anarkist og medvirkende i kampen naturligvis den fordel, at jeg blev mødt med åbenhed og tillid. Oprindeligt skulle bogen have titlen "Durruti og hans samtid". Men de franske forlagsfolk rådede mig til den mere opsigtsvækkende titel "Det væbnede folk". Jeg havde dog nogle betænkeligheder med titlen, da begrebet "folk" på spansk (pueblo) ikke dækker over det samme som det franske ord for "folk" (peuple). Så udkom bogen i 1977 med titlen "Det væbnede proletariat". 

I 1977 fik  Hans Magnus Enzensberger (Forfatter til bl.a. "Anarkiets korte sommer", anm. af oversætteren) forøvrigt den opgave fra en tysk TV-kanal at lave en film om Durruti. Da Enzensberger ikke fandt det forventede materiale i Amsterdams "Internationaal Instituut voor Sociale Geschiedenis", fik han den ide at kontakte mig. Han fik mit materiale, fotoarkiv og et par forslag samt kontakter mhp. interviews. Alt dette gjorde han flittig brug af. Han lovede mig i den forbindelse, at han ikke ville publicere materialet, fordi min bog på dette tidspunkt netop var blevet færdig. Som bekendt har han ikke holdt sit løfte.

- De var 16 år gammel, da Durruti blev skudt den 20. november 1936. Hvilken betydning havde Durruti for Dem personligt?

Abel Paz: Når jeg tænker tilbage på os som unge anarkister, var det indtil krigens udbrud ikke så meget Durruti, der var vores forbillede, men snarere Garcia Oliver - Durrutis ven og kampfælle. Oliver kunne skrive formidabelt og han stod også for den politiske positionering. Det var først i løbet af borgerkrigen, at Durrutis udsagn fik mere og mere politisk vægt. Jeg vil på ingen måde formindske Durrutis personlighed, men udelukkende gengive forskellen på de to fremtrædende anarkistiske skikkelser. Oliver var den politiske teoretiker, mens Durruti snarere var romantikeren hvad angår ideologi og strategiske overvejelser.

For os unge mennesker var det fascinerende, at vi så en revolution blive til på trods af alle de mange odds imod den. For os unge anarkister havde Durruti en særlig betydning, fordi vi ønskede at kæmpe for denne umulige revolution uden hvis'er og men'er. Og Durruti var symbolet på det: Han døde uden den mindste tvivl på sagen. Han var opslugt af en dyb humanisme og kompromisløshed i sin modstand mod magthierakier og militarisme. I kolonnen "Durruti", hvor der kæmpede 12.000 mennesker, optrådte han aldrig autoritært. Han overbeviste folk med taler og argumenter. I kampene var han altid i forreste linje. Dette var det fascinerende ved ham.

Kender I filmen "Spartacus" ?(2)  Slavernes leder i denne film minder mig på mange måder om Durruti. Det gør mennesker som  Zapata eller Che Guevara også. (3) De havde alle denne ihærdighed i kampen for det tilsyneladende umulige. De gik imod strømmen, skønt det tilsyneladende var dømt til at mislykkes. Med sådan et valg bliver det umulige muligt.

 - Kendte De Durruti personligt?

Abel Paz: Jeg har personligt oplevet Durruti, men jeg vil ikke sige, at jeg har haft en personlig kontakt til ham. Jeg gik på det tidspunkt på en skole, som to medlemmer af industrifagforeningen havde grundlagt før krigen. Der blev afholdt faglige skolinger i samarbejde med forskellige fagforeninger. Her var Durruti på besøg flere gange.

Selvfølgelig var jeg også tilstede ved hans begravelse.(4) Én million mennesker deltog i denne begravelse, som indtil dato er den største nogensinde. Det var ubeskriveligt. Begravelsen fandt sted på et tidspunkt, hvor stalinisme blev en synlig størrelse og hvor problemerne mellem anarkister og stalinister startede. Jeg tilslutter mig teorien om, at den sovjetiske efterretningstjeneste (5) stod bag mordet på Durruti. Den 6. oktober 1936 offentliggjorde han et opsigtsvækkende åbent brev til de russiske arbejdere. Heri mindede han dem om, at den vestlige venstrefløj støttede dem ved deres revolution og at de nu burde hjælpe til i Spanien. Stalinisterne anså brevet for at være meget provokerende, fordi Stalin ikke blev nævnt med et eneste ord. Mens internationalt kendte forfattere overgik hinanden i lovprisninger af Stalin, udviste denne 'lille lusede Durruti' den uforskammethed at henvende sig direkte til de russiske arbejdere og dermed ignorere "den store Stalin". For stalinisterne var Durruti inkarnationen af revolutionens libertære ånd - og den gjaldt det om at bekæmpe!

Durruti døde på et tidspunkt, hvor han var blevet meget ubekvem for stalinisterne. Det var iøvrigt intet usædvanligt for tidens stalinisme, at man målrettet udvalgte politisk ubekvemme modstandere for derefter at slå dem ihjel.

 - Hvad var grundene til, at du som 15-årig trådte ind i CNT og FAI for aktivt at deltage i borgerkrigen?

 Abel Paz: Hvad jeg gjorde, var sådan set ikke noget særligt. At jeg er blevet anarkist var næsten forudbestemt. Mine forældre, der var bønder, var anarkister og jeg voksede op i dette miljø. Af den grund skyldes det ingen særlige oplevelser, at jeg er blevet anarkist. Det var en helt specifik tid, som ikke kan sammenlignes med idag: Allerede som 12-årige måtte vi arbejde og var fuldt ud integreret i de sociale kampe. Vi blev hurtigt voksne, uden rigtigt at have været teenagere. Da krigen startede, var jeg lige fyldt 15 år. Hundrede tusinder af unge var i den samme situation som mig. Det eneste særlige ved min historie er, at jeg på trods af fængselsårene har overlevet, mens mange af mine kammerater er blevet myrdet eller er døde som følge af fængselsforholdene.

Da vi var 15-16 år, dannede vi en gruppe med navnet "Anarkisterne med Don Quichottes idealer". Det var en figur hvis personlige træk vi kunne genkende hos os selv og navnet genspejlede vores tankegang som teenagere.

- Med afslutningen af den spanske borgerkrig i 1939 var kampen ikke slut for Dem. I 1942 tog De fra det franske eksil tilbage til Spanien og deltog i guerillakampen, indtil De blev anholdt og fængslet.  Hvad bevægede Dem til at tage dette skridt?

Abel Paz: Det var sådan set ligetil. Jeg var ung, omkring 20 år gammel. Det er en alder, hvor man ikke overvejer længe. Jeg var af den opfattelse, at det var en rigtig beslutning og derefter skulle det bare ske. Jeg er nu 83 år gammel og jeg føler mig som en 20-årig. Jeg tror, det kommer af, at jeg i hele mit liv har oplevet så meget modvind, som jeg har klaret uden at blive knækket. De har ikke formået at gøre mig til en reformist.

 - I 1940'erne var Frankrig besat af nazierne. Hvorfor gik De ikke ind i Resistance?

Abel Paz: Resistance var ensbetydende med modstand mod nazierne, det var altså ikke nogen offensiv guerilla. De kæmpede i sidste konsekvens mod invasionen. Det var helt legitimt, men den spanske guerilla forsøgte at fortsætte kampen med et revolutionært perspektiv. Her drejede det sig ikke kun om modstand, men om at kæmpe for en revolution. Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte tilslutte mig den spanske guerilla.

Hvilken betydning guerillakampen efter Francos magtovertagelse har haft, er vanskelig at bedømme. Afhængigt af hvilket udgangspunkt man tager, kan denne strategi vurderes som mere eller mindre betydningsfuld. I Spanien kom fascismen til magten vha. brutal voldsanvendelse og med støtte fra de tyske nazier. 500.000 flygtede i eksil, en million blev fængslet og omkring 250.000 blev skudt. Guerillaen bestod for det meste af bønder, der var flygtet op i bjergene. Kampen drejede sig om idealerne OG om at overleve. At foretage en kvantitativ vurdering af det er meget vanskeligt.

- Nederlaget af den spanske revolution er for mange mennesker idag ensbetydende med anarkismens fallit. Hviken betydning har anarkisme for Dem i dag?

Abel Paz: De som mener, at anarkismen i den spanske revolution blot har lidt et nederlag, ved egentligt ikke hvad de taler om. Den spanske revolution har netop vist, hvilke kolossale muligheder der frisættes ved at udvikle et samfund i selvforvaltning, på basis af åbne dialoger mellem ligestillede. Hvem taler idag om den russiske eller kinesiske revolutions succes? Idag er det ikke længere spørgsmålet om en succesrig magtovertagelse, som er det afgørende kriterium for disse revolutioner, men derimod den indholdsmæssige betydning for det enkelte menneske.

Den tyske anarkist Gustav Landauer (6) har engang skrevet, at anarkismen er en historisk proces med to optioner: At leve for kampen og at kæmpe for livet. Dette beskriver anarkismens væsen. Det er intet statisk og teoretisk ved det, det handler derimod om den stadig tilbagevendende kamp, om forandringer og udfoldelsen af menneskelige behov.

Interviewet er offentliggjort i det anti-fascistiske tyske tidsskrift Lotta, nr.13 - 2004. Oversat og let redigeret af geronimo/autonom info-service. Noterne og links står for oversætterens regning.

_____________________________________________________________

Abel Paz (Diego Camacho): "Durruti. Leben und Tod des spanischen Anarchisten", udgivet i 3. oplag i Verlag Edition Nautilus, Hamburg. 740 sider, 25 euro ( ISBN: 3-89401-224-2 ). Oprindeligt udgivet i Frankrig i 1977. Derefter oversat til flere sprog.

•   NOTER

 1) CNT - Confederación Nacional del Trabajo, Spaniens anarkosyndikalistiske fagforbund. Grundlagt ved en kongres i Barcelona okt/nov. 1910 ved en sammenslutning af talrige lokale fagforeninger og med en talmæssig stærk deltagelse af anarkister. Da CNT efter knap et års eksistens første gang blev forbudt, havde organisationen omkring 30.000 medlemmer. I slutningen af 1920 var medlemstallet steget til over en million. CNT udfoldede dynamiske strejkeaktiviteter, deriblandt landsdækkende generalstrejker i 1911, 1916 og 1917. CNT var den dominerende folkelige kraft i kampen mod Franco og motor i udbredelsen af selvforvaltningsstrukturer. Alene i provinserne Aragonien, Castilien og Andalusien organiserede CNT over 1500 landbrugskollektiver. FAI - Federación Anarquista Ibérica, Den Iberiske anarkistiske føderation af spanske og portugisiske anarkister. Grundlagt i 1927 i Valencia. Havde omkring 30.000 medlemmer ved starten af borgerkrigen i 1936. Bare et år senere var medlemstallet steget til 150.000 medlemmer. CNT og FAI udgav i fællesskab fra juli 1936 en flersproglig bulletin :"Service d`Information" / "Informations Dienst"/ ... for løbende at kommentere situationen i Spanien.

2) Sommerlitteratur - Anbefales varmt: Howart Fast`s roman Spartacus om slaveoprøret i Rom i sidste århundrede før vor tidsregning. Udgivet på forlaget Tiden i 1981, 322 s.

3) Che Guevara - imod strømmen, en politisk biografi, skrevet af en autonom http://aktivist.nu/spip.php?article145

4) Den 19. november 1936 blev Durruti skudt i brystet og han døde den 20. november. Altimens rasede kampene i Madrids universitetskvartér mellem "kollonnen Durruti" og enheder fra Guardia Civil og Francos marokkanske hjælpetropper. Durruti blev skudt langt væk fra kampene, på vej til en aktivistforsamling. Skuddet faldt kort efter han snakkede med en gruppe unge CNT-folk, der var på vej væk fra fronten. Forskellige undersøgelsesrapporter tyder på, at det drejede sig om en planlagt likvidering, jvf.  Abel Paz's  dokumentation herfor i hans Durruti-biografi, side 585 - 646 (tyske udgave). Durrutis begravelse fandt sted den 23.november 1936 i Barcelon med omkring en million deltagere.

5) GPU i Spanien: På dette tidspunkt opererede et par tusinde sovjetiske agenter fra GPUs specialenheder i Spanien. "I Catalonien er udrensningen af trotskistiske og anarko-syndikalistiske elementer påbegyndt. Dette forehavende vil i Spanien blive gennemført med den samme energi som i Sovjetunionen." ( Redaktionel kommentar fra det russiske kommunistiske partis centralorgan Prawda, den 17.december 1936).

6) Gustav Landauer (7.april 1870 - 2.maj 1919) var en betydningsfuld tysk anarkistisk teoretiker og aktivist. Han repræsenterede den pacifistiske variant af den tyske anarko-kommunistiske strømning (inspireret af  den russiske anarkist Pjotr Kroptkin). Han var en af de  fremtrædende aktivister i Münchens Rådsrepublik i april 1919.  Efter den militære smadring af rådsrepublikken vha. højreekstremistiske frikorpssoldater og Rigsværnet, blev Gustav Landauer anholdt og myrdet i fængslet.

                  Links

• - Fallece Abel Paz a sus 87 años (1921-2009) http://barcelona.indymedia.org/newswire/display/369055/index.php
• - Kort biografi af Abel Paz på Wikipedia http://es.wikipedia.org/wiki/Abel_Paz
• - International Institute of Social History - Amsterdam http://www.iisg.nl/index.php

                Baggrundsartikel

• Daniell Marcussen: Kollektiviseringer under den spanske borgerkrig http://aktivist.nu/spip.php?article191