Før filmen: RAFs historie

Denne weekend har den tyske film "Baader Meinhof - komplekset" premiere i de danske biografer. Instruktøren Bernd Eichinger, bedst kendt herhjemme for hans film "Der Untergang" om nazirigets sidste dage, har filmatiseret journalisten Stefan Aust's bog "Der Baader Meinhof Komplex". Filmen fortæller, hvordan byguerillagruppen Rote Arme Fraktion (RAF) blev til og beskriver den dramatiske historie indtil 1977, da 3 prominente RAF-medlemmer dør i højsikkerhedsfængslet Stammheim under stadigt uafklarede omstændigheder. Størstedelen af RAFs historie efter 1977 og frem til gruppens selvopløsning i 1998 bliver ikke fortalt.  Som baggrundsstof til filmen gengiver vi her vores updaterede version af RAFs historie og omskiftelige politik.

• - En anmeldelse af filmen følger på et senere tidspunkt.

filmplakat

Ulrike Meinhof - citat

 Indhold

•  Rote Armée Fraktions historie
•  Kodeord: "Mendocino". Bortførelsen af arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer.
• 2006: EFTER DEN VÆBNEDE KAMP: To tidl. RAF-medlemmer - Ella Rollnik og Roland Mayer, der begge har været mange år i fængsel fortæller om deres refleksioner og diskussioner i en terapi-debatkreds i Hamburg, hvor der deltog tidligere medlemmer af  byguerillagrupperne RAF og 2. juni-bevægelsen.            

Rote Armee Fraktion, RAF (1970 - 1998)

Den tyske byguerilla blev til i en tid, hvor den politiske dagsorden især var præget af  USAs årelange optrapning af sit militære engagement i Vietnam. Overalt i Europa og USA, i Latinamerikas og Asiens storbyer gik den aktive del af ungdommen på gaden for at vise deres solidaritet med Indokinas befolkning. Altimens de fleste regeringer stod fast på USAs side.

68-revolten og RAF                        

I Vesttyskland var Vietnamsolidaritetsbevægelsen først og fremmest båret af den nye generation af studenter, skoleelever og lærlinge. På den store, internationale Vietnamkongres i Berlin den 17.-18. februar 1968 - arrangeret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund) - vedtog de omkring 6.000 deltagere, at man i solidaritet med befrielseskampene i den koloniale og halvkoloniale verden ville arbejde for "at åbne en anden front i metropolerne selv". Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale og politiske forhold. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og samfundsmæssige forhold i de enkelte lande.

Kongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var en legitim kampform i fremtidige strategier mod magthavernes krigsmaskineri. Vietnamkongressen var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. Kongressen  blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration gennem Vestberlin. Over 30.000 deltagere gik på gaden og råbte med knyttede næver: " Ho, Ho, Ho Chi Minh!"

I slutningen af 1968 viste det sig imidlertid, at den udenomsparlamentariske opposition (Ausserparlamentarische Opposition, APO) løb ind i politiske begrænsninger. Det var ikke muligt at besvare statens repression og mediernes hetzkampagner med en fælles politisk modstand. De politiske udgangspunkter og perspektiver var for forskellige. Da studenten Benno Ohnesorg blev dræbt af en politimand under en demonstration mod den iranske Shah Reza Pahlevi`s besøg i Berlin den 2. juni 1967 og da en højreekstremist skød bevægelsens mest kendte talsmand, Rudi Dutschke, ned på åben gade i Berlin den 11. april 1968, bidrog det til både radikaliseringen og splittelsen af  68-bevægelsen.

"March gennem institutionerne" Dele af 68-bevægelsen valgte den såkaldte «lange march gennem institutionerne». Nogle af disse tidligere aktivister er faktisk nået helt op i magtens toppositioner ( for eksempel fhv. forbundskansler Gerhard Schröder, fhv. krigsminister Rudolf Scharping, fhv.udenrigsminister Joschka Fischer, fhv. økologiminister Jürgen Trittin, nuværende sundhedsminister Ulla Schmidt, m.fl.)

Kommunistiske småpartier. Andre lagde deres kræfter i dannelsen af pseudo-leninistiske partier, der hver især refererede til bestemte politiske afsnit i Kommunistisk Internationale - KOMINTERN`s historie. De såkaldte "K-grupper" (K`et stod for kommunisme).

"Sponti-bevægelsen" Men størstedelen af  68-bevægelsens aktivister bestod af store ungdomsmiljøer i Berlin, Frankfurt, Heidelberg, Hamburg og München. Ofte med udgangspunkt i besatte huse og kulturcentre - den "første generation af  husbesættere". Disse brogede miljøer, de såkaldte "spontis", udgjorde den militante del i Vietnamdemonstrationerne. De dannede lokale solidaritetskomitéer med Black Panthers i USA og komitéer, som hjalp amerikanske soldater, der deserterede fra militærtjenesten ved de amerikanske baser i Vesttyskland. De organiserede solidariteten  med de latinamerikanske revolutionære, dannede anti-Nato-grupper, grundlagde feministiske kvindegrupper, autonome mødesteder, m.v.

I kølvandet af dette miljø opstod musik - og kunstnerkollektiver, anti-psykiatri-kollektiver for psykisk belastede mennesker, anti-autoritære børnehaver - de såkaldte "Kinderläden", alternative trykkerier, forlag, caféer, gallerier, etc., der alle fungerede på et kollektivt, non-profit grundlag. I denne politiserede atmosfære af protest og modstand opstod et netværk af  lokale revolutionære grupper og miljøer, som udviklede en målrettet militant praksis mod magtstrukturerne. Nogle gjorde det til deres praksis at forsvare sig militant mod politiets evindelige forsøg på at rydde besatte huse, opløse demonstrationer og offentlige fester, lukke blade, caféer, etc. Andre grupper gennemførte deciderede angreb på kapitalistiske objekter så som banker, regeringsbygninger, kommunale institutioner, lokale politistationer, våbenindustrien, sexforretninger, men også udenlandske ambassader, militærbaser, mm.

 Byguerillagrupper i Vesttyskland

 Udfra dette brogede miljø opstod på den ene side den autonome bevægelse (5) i Tyskland, og på den anden side de væbnede, illegale grupper:

• Det marxistisk orienterede Rote Armee Fraktion /RAF (1)
• Den anarkistisk-spontanistisk orienterede 2.juni-bevægelsen.(2) Denne opstod i januar 1972 og var en sammenslutning af forskellige   militante anti-autoritære grupper i Berlin. Opløses i 1980. En mindre del tilslutter sig derefter RAF.
• Byguerilla - netværksstrukturen Revolutionäre Zellen/RZ.(3) Blev dannet  i 1973. RZ-gruppernes overordnede  selvforståelse var venstreradikal, autonom. Opløses i perioden 1991-1993.
• Kvindeguerillagruppen Rote Zora.(4). Indtil 1984 var de organiseret i "kvindesammenhænge i RZ". Rote Zora, der betegnede sig selv som  feministiske internationalister, manifesterede sig første gang med en militant aktion i 1984.  Rote Zoras sidste aktion går tilbage til 1995.

 RAF`s historie - Hvordan det hele begyndte

Den 14. maj 1970 blev Andreas Baader - en kendt aktivist i det uorganiserede venstrefløjsmiljø - befriet fra fængslet, hvor han afsonede en dom for sammen med andre aktivister, deriblandt Gudrun Ensslin, at have påsat en brand i et varehus i protest mod Vietnamkrigen og den tyske befolknings ligegyldighed. Fra et bibliotek, som han havde fået lov til at besøge, blev han befriet ved en væbnet aktion.

Staten svarede igen ved at indlede en vild politiklapjagt på aktivisterne. Via medierne og på titusindvis af plakater og løbesedler opfordrede politiet befolkningen til aktivt at deltage i jagten på "terroristerne". Denne reaktion fra statens side overraskede aktivisterne i det militante miljø, som umiddelbart efter gik i undergrunden og dannede RAF. Aktivisterne var på dette tidspunkt stadigvæk i en politisk og organisatorisk forberedelsesfase, og blev i den forstand presset af staten til at gå under jorden og etablere sig som en illegal, kæmpende gruppe - uden den nødvendige logistik, og uden gennemdiskuterede politiske strategier.

 Et år efter befrielsen af Andreas Baader udkom i april 1971 RAF-teksten, "Koncept Byguerilla". Heri skriver RAF, at den væbnede kamp nu må og skal starte, fordi der uden den ikke vil eksistere nogen mulighed for en antiimperialistisk kamp i metropolerne: "Vi siger ikke, at organiseringen af illegale, væbnede modstandsgrupper kan erstatte legale, proletariske organisationer  eller at væbnede aktioner kan erstatte klassekampen. Den væbnede kamp kan heller ikke erstatte det politiske arbejde i  virksomheder og i bydelene. Vi påstår bare, at det ene er en forudsætning for en succesrig udvikling og fremskridt for det andet."

Repressionsparagrafferne

De fleste RAF-aktivister forsvandt i nogle måneder til Palæstina for at få militær træning hos PFLP i Jordan. Allerede ved tilbagekomsten til Tyskland blev flere RAF- aktivister anholdt og idømt 4-6 års fængsel for at have deltaget i befrielsen af  Andreas Baader og "for medlemskab af en kriminel forening". Statens anklagemyndighed brugte i den forbindelse straffeparagraffen § 129, som allerede i  kejserriget og senere under fascismen (1933-1945) blev brugt mod arbejderbevægelsen. Senere tilføjedes § 129 a, som også skulle kriminalisere offentliggørelse af erklæringer og sympatitilkendegivelser med den militante modstand.

I juni 1971 udgav RAF sit andet skrift : "Kollektiv RAF: Om den væbnede kamp i Vesteuropa". Teksten er maskeret med et omslag med titlen  "Trafiksikkerhedsbestemmelser" ("Strassenverkehrsordnung"). Bogen blev jvnf. § 129a erklæret for illegal og beslaglagt.

I denne periode patruljerede der konstant omkring 3.000 maskinpistolbevæbnede politifolk på motorveje og ved centrale vejkryds i og omkring storbyerne. Deres opgave var at kontrollere alle såkaldt mistænkelige personer, biler, boliger etc. Fængslinger fandt sted i stort omfang - med lemfældig henvisning til de før nævnte repressionsparagraffer.

 Isolationsfængsling og de første døde

Samtlige RAF-aktivister, som fra nu af blev anholdt, blev automatisk anbragt i total isolation i de nybyggede isolationsfængsels-afdelinger. De blev udsat for såkaldt "sensorisk deprivation", hvilket betyder systematisk fratagelse af enhver sanselig fornemmelse. I samme periode blev de første aktivister fra RAF  dræbt af politiet - Petra Schelm, Georg von Rauch, Thommy Weisbecker.  I forbindelse med en konfrontation i Hamburg mellem RAF-aktivister og politiet blev også de første politifolk skudt. I denne tilspidsede atmosfære sætter statsapparatet ind med målrettede desinformationskampagner. Således lægger civile politiagenter for eksempel en bombe i en bagageboks på Hamburgs banegård. Den blev umiddelbart efter "opdaget" af politifolk og i medierne fremstillet som "RAF-aktivitet". RAF reagerer med det samme og betegner det som en politistatslig provokation! Andre eksempler på desinformation er forgiftning af drikkevandet, som staten beskylder RAF for at stå bag.

Maj 1972: RAF's anti-imperialistiske kampagne

I 1972 skærpede USA krigen mod det vietnamesiske folk ved systematisk at bombardere civile mål. Militæret bombarderede digerne og udlagde miner i havnene i Nordvietnam. RAF angreb med det som baggrund den 11. maj 1972 hovedkvarteret for US-militærets 5.korps i Frankfurt og den 24. maj samme år, hovedkvarteret for US-Army i Heidelberg. RAF placerede nogle bilbomber inde på militærbasernes område. Ved disse aktioner døde 5 US-soldater og mange blev såret. En efterfølgende RAF-erklæring kommenterede aktionerne på følgende måde:

«For disse militære strateger, der planlægger udryddelsen af vietnameserne, skal Vesttyskland og Vestberlin ikke længere være et sikkert bagland. De må vide, at deres forbrydelser mod det vietnamesiske folk har skabt dem ihærdige fjender, og at der ikke længere vil være nogen steder i verden, hvor de kan føle sig i sikkerhed for angreb fra revolutionære guerillaenheder!»

FNL - den vietnamesiske befrielsesbevægelse - hilste RAF's aktioner velkomne i deres aviser og takkede dem for deres konkrete internationale solidaritet.

RAF's antiimperialistisk orienterede fase afløstes imidlertid langsomt af en ny kampagne mod statens repressionsapparat, hvilket omkring 1975 resulterede i en yderst defensiv såkaldt "befri-guerilla" -guerillstrategi.

 Anti-repressionskampagnen

 RAF indledte i 1972 en anti-repressionskampagne med en række sprængstofattentater mod politihovedkvartererne i Augsburg og München, mod en aktiv forbundsdommer med nazistisk baggrund og mod mediekoncernen Springer i Hamburg. Ved sidstnævnte aktion blev 17 arbejdere såret, fordi politiet ignorerede flere telefonopringninger fra aktionsgruppen og undlod at advare og iværksætte de nødvendige evakueringer. RAF ytrede i denne forbindelse politisk selvkritik over at have begået den fatale fejl at lade aktionens udgang afhænge af politiets vilje til hurtig handling.

I samme periode gennemførte det tyske ugemagasin Der Spiegel i samarbejde med meningsmålingsinstitutet Allensbach to rundspørge, som dokumenterede, at omkring 25 % af de unge under 30 år på dette tidspunkt sympatiserede med RAF's aktioner og mål. Dette på trods af mediehetz og den massive kriminalisering af alternative informationer om gruppen.

(De detaljerede tal fra ovennævnte meningsmåling, foråret 1971: *82 procent kendte betegnelsen RAF *18 procent tilkendte RAF politiske motiver * 25 procent af borgerne under 30 år havde sympati overfor RAF * 10 procent ville give RAF-folkene ly. I vinteren 1972 gennemførte meningsmålingsinstitutet Allensbach den samme meningsmåling engang til - med forbløffende resultat: * Nu tilkendte hele 40 procent RAF politiske motiver og kun 28 procent mente, at de var kriminelle).

I juni og juli 1972 blev de fleste af RAFs grundlæggere anholdt: Andreas Baader, Holger Meins, Jan Carl Raspe, Ulrike Meinhof, Gudrun Ensslin, Brigitte Mohnhaupt, Irmgard Möller, Klaus Jünschke og Gerhard Müller. Alle blev med det samme underkastet total isolation. Amnesty International betegnede denne isolation af RAF-fangerne som "hvid tortur".

 Kollektive sultestrejker og fangesolidaritet

 Fra den 17. januar 1973 til den 12. februar 1973 gik 40 politiske fanger for første gang i sultestrejke mod isolationen. Deres krav var sammenlægning i fangekollektiver. I løbet af årene følger 9 langvarige kollektive sultestrejker, som varer op til 3 måneder, og som koster nogle RAF fanger livet (Holger Meins og Sigurd Debus). Som reaktion derpå, dannedes i mange byer "komitéer mod tortur" ("Anti-Folterkommitees" ) i solidaritet med de aktionerende revolutionære fanger. Fra disse lokale komiteer rekrutteres den nye generation af RAF-aktivister.

Siden 1972 var omkring 200 personer blevet anholdt og fængslet, mistænkt for at være medlem eller aktive sympatisøre af RAF. Det er først i løbet af 80'erne, at situationen for de revolutionære fanger forbedres en smule i og med, at der sker en delvis sammenlægning i små grupper. RAF-aktivisterne har været i fængsel mellem 6 og 25 år under helt umenneskelige betingelser. For alle fangerne gælder det, at deres helbred er blevet uopretteligt ødelagt og nedbrudt som følge af den årelange isolation.

I dag er alle fanger fra RAF løsladt med undtagelse af  Birgit Hogefeld, fra RAFs såkaldte "tredje generation". Hun er i fængsel siden den 27. juni 1993.

 Angrebet på den tyske ambassade i Stockholm

 Den 24. april 1975 angreb en RAF-kommando, "Kommando Holger Meins", den tyske ambassade i Stockholm. Kravet er  omgående løsladelse af  26 RAF-fanger. Den daværende socialdemokratiske regering under Helmut Schmidt afviser straks enhver forhandling med ambassadebesætterne. Samtidig besætter politifolk stueetagen i ambassadebygningen. RAF-aktivisterne svarer igen ved at skyde en ambassadefunktionær.  

Pga. et uheld detonerede en monteret bombe i ambassaden, og det kostede en RAF-aktivist (Ulrich Wessel) samt en diplomat livet. I samme øjeblik stormede svensk politi og tyske antiterrorspecialister ambassaden. Én af RAF-aktivisterne - Siegfried Hausner - blev alvorligt såret og blev på trods af lægeprotester fløjet til Tyskland, hvor han døde få dage efter. 4 andre RAF-aktivister blev idømt livsvarigt fængsel for deltagelse i denne aktion. De blev alle løsladt i løbet af 1990`erne.

Ulrike Marie Meinhofs død - mindedemoer i hele Vesteuropa

 Den 9. maj 1976 blev Ulrike Meinhof, kendt journalist i oprørsårene i 60`erne og en af RAFs grundlæggere, fundet død i sin celle i Stammheim-fængslet. Den officielle version lød på selvmord. Men de mange modsætninger i og fejl ved den officielle rapport tyder på, at Ulrike Meinhof blev myrdet i sin celle. Hendes død resulterede i store militante demonstrationer over hele Europa - bla. i Frankfurt, Hamburg, München, Freiburg, Paris, Lissabon, Zürich, Amsterdam, Rom, Stockholm og Athen. I København tog Rødstrømpebevægelsen og enkelte medlemmer fra VS/Venstresocialisterne initiativ til en mindedemonstration for Ulrike Meinhof. Flere hundrede gik fra kvindehuset til den tyske ambassade i Stockholmsgade på Østerbro. I Berlin deltog omkring 6.000 demonstranter i  begravelsesoptoget og demoen for Ulrike Meinhof.

 Arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer bortføres

Den 7. april 1977 indledte RAF en kampagne for at befri de fængslede aktivister. RAF likviderede Siegfried Buback fra Vesttysklands øverste anklagemyndighed. Den 30. juli 1977 dræbte en RAF-kommando præsidenten for Dresdner Bank, Jürgen Ponto. Han var repræsentant for den tyske finanskapital og havde en fortid som nazist. Senere fortalte RAF-medlemmer, at planen oprindeligt var at bortføre bankdirektøren Jürgen Ponto for at udveklse ham med fanger fra RAF. Men Ponto kom i håndgemæng med hans bortførere og blev skudt i den tumult, som opstod. 

Den 5. september 1977 bortførte en RAF-kommando så Hanns Martin Schleyer, som på dette tidspunkt var formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han havde netop afsluttet en overenskomst, der betød store økonomiske tab for Tysklands arbejdere i bilindustrien.  Derudover havde han allerede før naziernes magtovertagelse i 1933 været aktivt medlem af  nazipartiet NSDAP .  RAF's krav var løsladelse af 11 fanger fra RAF. Schmidt-regeringen var lige fra starten  af indstillet på under ingen omstændigheder at acceptere kravene. Regeringen dannede herefter en stor og en lille krisestab, der i denne periode fungerede som Tysklands hemmelige regering. Udenom samtlige parlamentariske kontrolinstanser. Uafhængige parlamentarikere betegnede denne fremgangsmåde som et "informelt, tidsbegrænset statskup".

***  Se længere nede: "Operation Medocino" med mere udførlige infos om bortførelsen af Hanns Martin Schleyer.

Den 13. oktober 1977 bortførte en palæstinensisk kommando fra PFLPs væbnede fløj det tyske charterfly "Landshut" over Mallorca. Meningen var at lægge yderligere pres på den vesttyske regering. Aktionen blev koordineret med de RAF-medlemmer, som efter bortførelsen af Schleyer straks delte sig op. En del af  gruppens medlemmer fløj til Bagdad, hvor de blev modtaget af palæstinensiske fedajiin fra PFLP, der tilbød dem organisationens operative støtte. Mens RAF-delegationen i Bagdad hilste planerne om flybortførelsesaktionen velkommen, distancerede RAFs grundlæggere i Stammheim sig fra aktionen, så snart de fik kendskab til den. Deres skriftligt formulerede kritik blev dog gemt væk af  Stammheimfængslets direktør og blev derfor først kendt i offentligheden mange år senere.

Flybortførernes krav var løsladelse af de 11 fanger fra RAF samt løsladelse af to palæstinensiske aktivister, der var  fængslet i Tyrkiet. Efter fem dages flyvning fra den ene lufthavn til den anden, måtte flyet nødlande i Mogadishu i Somalia. Her blev det stormet af det vesttyske anti-terrorkorps GSG-9. Tre af de fire palæstinensiske flybortførere blev dræbt på stedet. Det var den 18. oktober 1977, 40 minutter over midnat.

Døden i Stammheim

Den 18. oktober 1977, knap 8 timer efter stormen på "Landshut" i Mogadishu, blev Andreas Baader, Gudrun Ensslin og Jan Carl Raspe fra RAF's grundlæggergeneration fundet døde i deres isolationsceller i Stammheim, Europas mest moderne sikkerhedsfængsel. Andreas Baader og Jan Carl Raspe blev fundet skudt, Gudrun Ensslin hængt. Irmgard Möller,var alvorligt såret efter flere knivstik i hjerteregionen. (Hun overlevede og  forblev fængslet indtil 1. december 1994, hvor hun blev løsladt efter mere end 22 år i  fængsel).

Skønt den retsmedicinske undersøgelse af  politiets "forordnede grunde" først ville starte ved 16-tiden om eftermiddagen, forkyndte en talsmand fra delstatsregeringen i Baden Würtenberg allerede om morgenen ved 9-tiden, at "fangerne i Stammheim har  taget deres eget liv". Omkring klokken 14 erklærede Klaus Bölling, forbundsregeringens pressetalsmand overfor den samlede presse, at det drejer sig om "selvmord" og Willy Brandt, Socialdemokratiets formand afviser under alle omstændigheder et "småtskårent skænderi" om dødsårsagerne....

 Hvad skete der i Stammheim?

 Andreas Baader:skudt Ifølge de kriminaltekniske undersøgelser foretaget af  sporsikringen i forbundskriminalpolitiet (BKA) skulle Andreas Baader have skudt sig selv med en 18 cm lang pistol. Iflg. BKA havde Andreas Baader placeret pistolen i midten af nakken, 3 cm over håransatsen - med en skudkanal tydeligt over panden og hårgrænsen. Ifølge BKA-rapportens analyse kunne skuddet kun være blevet affyret med en afstand på 30 - 40 cm mellem pistolmundningen og indskudshullet. En sådan placering ville have krævet en årelang akrobatisk træning.

Derudover viste en laboratorie undersøgelse, at Andreas Baaders hænder ikke havde nogen segmenter af  krudtspor på sig, hvilket ville have været tilfældet, hvis han selv havde affyret pistolen. Hverken de tre skud, der blev affyret i hans celle eller de tilhørende patronhylstre blev sammenlignet med pistolen i cellen. Dette ellers obligatoriske rutinecheck er blevet "forsømt". En vigtig "gerningssteds-specifik" blod- og vævsprøve, foretaget af obducent professor Rauschke, skulle desuden på mystisk vis være "blevet væk".

Jan Carl Raspe:skudt Heller ikke på Jan Carl Raspe kunne der konstateres nogle segmenter fra krudtspor. På pistolen, der blev fundet ved hans side, fandt man ingen blodspor, skønt det var synligt, at han døde af et nærskud mod tindingen. Ifølge fængselsbetjentene blev Jan Carl Raspe fundet med pistolen i hånden, skønt det ud fra pistolens kaliber kan konstateres, at stødet ved et skud er så kraftigt, at det er helt udelukket, at man livløs kan beholde den i hånden. I en rapport fra delstatsparlamentet i Baden Würtenberg blev dette justeret af politiet til "pistolens position er uafklaret". Den tredje og endelige version findes senere i statsadvokatens afslutningsrapport: "pistolen lå ved siden af hans højre hånd".

Ifølge BKA-rapporten var der ingen fingeraftryk, hverken på Andreas Baaders eller på Jan Carl Raspes pistoler. Skønt der ifølge retsmedicineren ikke var nogen spor af blod at finde på pistolerne, erklærede statsadvokaten at " våbnene var så indsmurt i blod, at det var umuligt at spore fingeraftryk". Senere blev det til, at "blodet blev visket af  våbnene" og derefter justeret til at "sporene blev forvisket, da pistolerne var blevet smurt ind et lag fedt". Det sidste blev så den endelige version, som forsynes med BKA-kommentaren: "Fingeraftryk kan ikke bevares på olierede våben"

Gudrun Ensslin:hængt Gudrun Ensslin blev fundet hængt i et elkabel på hendes cellevindue. Ved forsøget på at tage hende ned, knækkede elkablet øjeblikkeligt. Hvorfor det ikke gik i stykker ved hængningen, var der ingen, som spurgte om i den officielle rapport. Den  obligatoriske "histamintest", som ellers altid foretages på mennesker, der har hængt sig, er blevet forberedt men aldrig gennemført. Der blev heller ikke gennemført sporsikring af stolen, som Gudrun Ensslin skulle have benyttet eller af  hendes fingernegle for at undersøge eventuelle voldelige hændelser forud. Der blev konstateret sår på hendes ryg, i højre mundvig, på næsen, i hovedbund og i venstre lyske. Dette blev dog ikke nærmere undersøgt. Ligesom hos Andreas Baader måtte retsmedicinerne vente i 8 timer, før de fik adgang til Gudrun Ensslin`s lig.

Irmgard Möller:hårdt såret af knivstik Irmgard Möller var alvorligt såret efter 4 knivstik i hjerteregionen. Et stik var 7 cm dybt. Knivstikkene stammede angiveligt fra en smørrebrødskniv. Et stik var så voldsomt, at det femte ribben næsten var knækket. I statsadvokatens afsluttende beretning blev stikkene reduceret til 2-4 cm. På den blodige kniv fandt man ikke Irmgards fingeraftryk. Hun fik senere hen ikke lov til at få hendes røngtenbilleder udleveret. De befinder sig ligesom andet vigtigt bevismateriale i BKAs interne arkiver.

Den officielle version...

 Ifølge BKA-efterforskninger skulle fangerne have fået indsmuglet deres våben af deres advokater og selvmordene skulle have fundet sted koordineret via et selvinstalleret kommunikationssystem mellem cellerne. Begge BKA-påstande afvises prompte af Stammheimfængslets vagtpersonale, der betegner det som en "umulighed". Ifølge dem blev alle besøgende, inklusive fangernes advokater, kontrolleret "indtil underbukserne" og "fangernes celler underkastet hyppige og grundige ransagninger". Disse udsagn blev senere hen tilpasset BKAs påstande og fængselspersonalet fik forbud mod at udtale sig.

 .... og advokaternes version

 RAF-advokaterne har en helt anden opfattelse af, hvad der skete i Stammheim-fængslet natten mellem d. 17. og 18. oktober 1977. De har ofte betonet, at der ikke fandtes nogen mulighed for hverken intern eller ekstern kommunikation. Fra den 6. september 77 blev enhver besøgskontakt afbrudt. Fangernes celler blev lydisoleret og radioer etc. blev fjernet.  Ifølge advokaterne er det også helt usandsynligt, at Andreas Baader og Jan Carl Raspe skulle kunne have skjult angiveligt indsmuglede våben. Fra den 28. april 77 kunne ingen - heller ikke advokaterne - tale med fangerne uden skillevægge af panserglas mellem sig. Al post blev grundigt undersøgt. Flere gange om ugen blev der foretaget ransagning af cellerne og fangerne blev jævnligt flyttet rundt til andre celler.

Nogle dage før dødsnatten blev der fra højtstående politisk side givet ordre til at indstille de natlige cellekontroller. Iflg. ugemagasinet Der Spiegel fra september 1997, fortalte et daværende socialdemokratisk parlamentsmedlem, at han dengang spurgte Helmut Schmidt, hvad grunden til denne afgørelse var. Svaret var: "Hensyntagen til fangerne". På spørgsmålet om, hvem der gav denne ordre, var svaret: "Det kan af sikkerhedsgrunde ikke besvares!"  Den socialdemokratiske regering afviste de pårørendes og advokaternes krav om en international, uvildig undersøgelse af hændelserne.

Lille krisestab med "eksotiske løsningsforslag"

Under Schleyerbortførelsen er det den "lille krisestab", som regerer i Vesttyskland. Denne lille gruppe af  politikere, BKA-ledere, efterretningstjenester og statsadvokater under ledelse af forbundskansler Helmut Schmidt bestemmer over landets skæbne. Udenom parlamentet og de sædvanlige parlamentariske beslutningskanaler udsteder de order og retningslinjer til løsning af krisen. I denne forbindelse opfordrede Schmidt på et møde i gruppen den 8.september 77 til, at man diskuterede "eksotiske løsningsforslag". Senere kom det frem, at de forsamlede i fuld alvor diskuterede muligheden for at " true terroristerne med konkrete repressalier mod deres familier" og "at afskaffe artikel 102 i Grundloven, der lyder: "Dødsstraffen er afskaffet" og at "skyde personer, som kræves presset fri af gidseltagerne". Ingen af disse eksotiske foranstaltninger blev vedtaget . Dog mener en del af RAF-fangernes advokater, at sådanne vanvittige intentioner banede vejen for hændelserne i Stammheim.

Dagen efter Andreas Baader, Gudrun Ennslin og Jan Carl Raspe omkom i Stammheimfængslet, blev arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer den 19.oktober 1977 fundet skudt i bagagerummet på en Audi 100 i Müllhausen ved den belgiske grænse. Forsynet med en kort erklæring fra en RAF-aktionsgruppe.

Den antiimperialistiske front i Vesteuropa

 Efter RAF-grundlæggernes død i Stammheim og alt hvad der fulgte efter, skete der en tydelig forandring af RAF's politiske praksis. RAF indledte i begyndelsen af 80'erne sin 3. kampfase:

I den 3. politiske kampfase forsøgte RAF at opbygge en fælles guerillafront i Vesteuropa - sammen med grupper som Action Directe i Frankrig , Brigate Rosse og Unione Combatente i Italien samt De Kæmpende Kommunistiske Celler / CCC i Belgien.

Målet var at skabe en fælles modstandsfront sammen med andre kæmpende bevægelser og grupper. Som led i denne proces blev der i januar 1986 afholdt en anti-imperialistisk kongres i Frankfurt. Her mødtes mange autonome og anti-imperialistiske kræfter fra hele Vesteuropa, deriblandt en del bz'ere og autonome fra Danmark (bla. fra det nuværende autonom info-service. Deres beretning fra kongressen kan læses i Politisk Revy, foråret 1986). Aktivisterne mødtes for at diskutere perspektiver for fremtidens modstand. Men holdningerne var meget delte og en fælles forståelse kom der ikke ud af det. Resultatet af bestræbelserne på at skabe en samlet anti-imperialistisk front i Vesteuropa mislykkedes. Mange autonome aktivister var alt for de-centralistiske og et-punktsorienterede til at kunne og ville indgå i en sådan fælles front. På den anden side var RAF - sympatisørerne alt for ensidigt orienteret til den væbnede strategi som den helt centrale, politisk bestemmende faktor.

 "Attentatspartiet"

 RAF foretog derefter en strategiskift ved alene at koncentrere sig på en guerillakoordineret aktionsenhed som i praksis stort set kun omfattede den franske byguerilla Action Directe. For at fastholde en fælles strategi konstruerede RAF-spektrummet en analyse af imperialismen, som ikke tog højde for de inter-imperialistiske konkurrenceforhold ("Imperialistisches Gesamtsystem"). Dette affødte omfattende kritiske debatter indenfor hele den anti-imperialistiske bevægelse i Vesteuropa.

I denne fase var RAF's væbnede angreb rettet mod repræsentanter for det militær-industrielle kompleks. RAF likviderede bl.a. topchefer, topdiplomater og Nato-strateger, som var placeret i toppen af det imperialistiske magthierarki. I autonome kredse blev RAF i forhold til denne aktionsstrategi noget ironisk kaldt "attentatspartiet":

 Marts 1998: RAF afslutter sit projekt

 Efter den anti-imperialistiske bevægelses tilbagegang i begyndelsen af 90'erne, og efter at samtlige revolutionære byguerillagrupper i Europa havde opløst sig selv, erklærede RAF sit projekt for afsluttet. I RAF's opløsningserklæring (6) gennemgår aktivisterne selvkritisk RAF's historie. Hovedårsagen til at RAF måtte opløse sig som byguerilla, var at gruppen ikke formåede at fornye dets modstandsprojekt efter den imperialistiske nyordning af verden i kølvandet af østlandenes sammenbrud. Dertil kom at RAF manglede en politisk legal organisation, der kunne have fungeret som bindeled og som politisk korrektiv i forbindelse med forandringen af de samfundsmæssige betingelser. Derudover spiller det vesttyske statsapparats særlige repressive udfoldelsesmuligheder en rolle, fordi de muliggjorde en omfangsrig repression mod oppositionelle venstreorienterede uden at forårsage en bredere protestbølge fra befolkningens side.

• Noter

(1) RAF's selvforståelse var i starten et avantgardistisk byguerillakoncept. Meget inspireret af den latinamerikanske guerilla-foco (Che Guevaras guerillakoncept) og Tupamaros i Uruguay. Det indebar, at RAF ved eksemplets magt forsøgte at vise, at systemet er sårbart. Dermed ville de inspirere til antagonistisk modstand mod systemet. RAF opfattede sig som en del af den antiimperialistiske front på globalt plan, og gruppens aktioner tog for det meste udgangspunkt i internationale begivenheder. RAF's illegale struktur og kollektive samlivsform var en principiel beslutning. Organisationens sidste aktion var rettet imod det nybyggede superfængsel i Weiterstadt, som blev sprængt i luften (27.marts 1993). RAF opløste sig formelt i marts 1998.

(2) 2. juni-bevægelsen. Navnet stammer fra 2. juni 1967, hvor studenten Benno Ohnesorg blev skudt af en politimand ifm. en demonstration i Berlin. Bevægelsen var præget af det politiserede proletariske subkulturmiljø i Vestberlin. Organisationen var en sammenslutning af forskellige grupper og kollektiver og baseret på illegale celler og legale kontakter. Dens militante og særdeles vittige aktioner mod banker, politikere, mod politiet og fængselsvæsenet, etc. var i bevægelsens begyndelsesfase populært samtalestof blandt Vestberlins befolkning. Bevægelsen opløstes formelt i slutningen af 80`erne, på et tidspunkt hvor de fleste af dens kendte aktivister sad i fængsel.

(3) Revolutionäre Zellen - RZ blev dannet i begyndelsen af 70'erne som en politisk og organisatorisk autonom guerilla, der prøvede at knytte sine aktioner an til de konkrete bevægelseskampe. De var hemmeligt organiseret i autonome netværksstrukturer og deres aktivister var ikke illegale men anonyme. RZ-aktivister var således aktive i de daværende udenomsparlamentariske bevægelser: den militante antikrigsbevægelse, den store bevægelse mod udviddelsen af NATO-lufthavnen «Startbahn-West» omkring Frankfurt, antiracistiske kampagner i 80`erne, etc.

(4) Rote Zora var en feministisk kvindeguerilla, som udviklede sig udfra RZ-strukturerne. Rote Zora gennemførte nogle spektakulære og succesrige aktioner i solidaritet med kæmpende arbejderkvinder i Sydkorea, og bidrog med deres angreb på den tyske tekstilkoncern Adler til, at kvinderne i Adlers afdelinger i Sydkorea vandt deres strejkekamp. Rote Zora blev desuden kendt for sine militante kampagner mod kvindehandel og sexturisme, mod §218 abortlovgivningen i Tyskland og ikke mindst mod gen- og reproduktionsteknologiens strateger og magtcentre.

(5) Autonome bevægelse. Indtil slutningen af 70`erne var autonom i den vesttyske bevægelse synonym med betegnelsen "sponti-bevægelsen"/spontanisme. Først i slutningen af 70`erne blev betegnelsen autonomi/autonom som strategi og kollektiv betegnelse overtaget af den italienske autonome bevægelse.

(6) RAF's sluterklæring, som er skrevet i marts 1998 og offentliggjort i april samme år, kan læses på dansk i det autonome tidsskrift AUTONOMI, nr.41/42, som er udgivet i november 1998. (Kan læses på mange større biblioteker). På internettet kan erklæringen læses på tysk : http://autox.nadir.org/archiv/raf/raf_ende.html og på engelsk: http://www.germanguerilla.com/red-army-faction/documents/98_03.html

•   Kodeord: "Mendocino"  Bortførelsen af arbejdsgiverformanden Hanns Martin Schleyer  (Dette handlingsforløb står i stærk kontrast til Eichingers fantasi-scenarier i filmen)

Det er mandag d. 5. september 1977. Tidligt om morgenen ved sekstiden, forlader Hanns Martin Schleyer sin villa på Ginsterweg 17 i Stuttgarts rigmandskvarter. Udenfor havelågen venter en Mercedes. Schleyers privatchauffør hilser og kører ham i hurtigt tempo til lufthavnen. Schleyer stiger straks ombord på sit privatfly af typen "Falcon", der denne efterårsmorgen bringer ham nordpå til Köln.

Her venter chauffør Heinz Marcisz. Parat til at køre Schleyer til sit kontor ikke langt fra byens centrum. Hanns Martin Schleyer har travlt. Som formand for den vesttyske arbejdsgiverforening leder han de aktuelle overenskomstforhandlinger med fagforbundenes repræsentanter. Sammen med metalbranchens virksomhedsejere forbereder han netop de næste træk i afslutningsfasen på de forhandlinger, som har været særlig hårde dette år. Den 62-årige Hanns Martin Schleyer er ikke blot formand for den vesttyske arbejdsgiverforening. Han beklæder tilmed posten som formand for den vesttyske industris landsforbund og er desuden   betyrelsesmedlem i bilkoncernen Daimler-Benz. Ikke uden grund har han fået tilnavnet " bossernes boss".

For RAF var Schleyer et oplagt mål. En kapitalist som i billedbogen: Magtfuld, hensynsløs og hård overfor fagforeningernes krav og desuden med en kulsort fortid som organiseret nazist i Hitlers Tyskland (1) Irmgard Möller fra RAFs grundlæggergeneration begrunder mange år senere i et interview, hvorfor valget netop faldt på Schleyer, da man i sommeren 77 planlagde den store aktion, der skulle befrie de fængslede RAF-folk:  " Schleyer var organiseret i nazisternes parti NSDAP og modtog guld æresmedaljen for "gamle partiveteraner" og højtstående SS-officerer. Schleyer repræsenterede så udpræget den ubrudte kontinuitet mellem det nationalsocialistiske Tyskland og efterkrigstidens Forbundsrepublik....Han var en mand, som var kendt for sin hets imod fagforeningernes krav om medbestemmelse". (2)

Sommeren 1977 var en hektisk tid for de 20 - 25 medlemmer af RAFs indre kærne, der endnu ikke var fængslet. De arbejdede på højtryk med at forberede bortførelsen af Schleyer. Aktionen "Big Raushole" skulle befri de fænglsede RAF-grundlæggere og for alvor bevise gruppens slagkraft. Den mest opsigtsvækkende aktion i gruppens historie var under opsejling.

Det var presserende. De fænglsede kammerater ( Andreas Baader, Gudrun Ennslin, Jan-Carl Raspe og Irmgard Möller) der opholdt sig i samme isolationsafdeling i højsikkerhedsfængslet Stammheim i Stuttgart havde i hemmeligt udsmuglede notater utålmodigt presset på for "endelig at få gang i aktionen!"

Den 18. juli 1977 lejer en ung kvinde med dæknavnet "Lottmann-Brückler" en lejlighed i et højhuskompleks i Erfstadt-Liblar 20 km sydvest for Köln. Omtrent 30 kørselsminutter fra det sted, hvor Schleyer skal bortføres. Lejligheden, der er på 77 kvm, skal tjene som "folkefængsel". Den er udvalgt udfra to vigtige betingelser: Huset har en underjordisk garage med direkte adgang til lejligheden via en elevator. Den ligger i et fuldstændigt anonymt højhuskompleks - tæt ved en udkørsel til motorvej. I løbet af august diskuterer RAF-aktivisterne aktionens forløb. De fordeler rollerne og går i gang med de praktiske forberedelser som observation og logistik. Der skal bla. bruges to automatrifler, en maskinpistol og et repetergevær samt skudsikre veste og en walkie-talkie. Det ligger altsammen parat i de hemmelige underjordsdepoter, gruppen har anlagt spredt i øde skovarealer. 

Den 5.september 1977. I ugevis har RAF-aktivisterne observeret ruten mellem Schleyers kontor og hans lejlighed i Köln, hvor han plejer at overnatte på hverdage. Den 5. september skal bortførelsen finde sted. En observatør bliver posteret direkte ved Schleyers kontor i nærheden af arbejdsgiverforeningens bygning. En anden bliver placeret på halvvejen, for via walkie-talkie at give kommandogruppen  besked når Schleyer har passeret. Kommandogruppen består af  4 RAF-aktivister. Kodeordet er "Mendocino", en  populær popsang den sommer.

Da Schleyer sent om eftermiddagen forlader sit kontor og lader sig køre til sin lejlighed i byens vestlige kvarter Köln-Braunsfeld, er RAF-observatørene på pletten. Det er som sædvanlig chaufføren Marscisz, der sidder bag rattet i Schleyers Mercedes. Bag dem følger en civil politibil med tre politibetjente. Det er en tid, hvor højtplacerede folk fra magtens eliter tildeles  personbeskyttelse, hvis man fra politiets side har vurderet dem som mulige mål for RAF-aktioner. Hanns Martin Schleyer er en af  dem.

Kl. 17:18 ringer telefonen i Café Stass, hvor de fire RAF-folk fra kommandogruppen har slået sig ned med kaffe og kager. Caféens ejer tager telefonen. "Er her en Herr Müller tilstede ?" spørger han ud i lokalet. En aktivist rejser sig og tager telefonen. "Mendocino", siger en stemme i den anden ende af røret. "Mendocino", svarer aktivisten tilbage og giver dermed signal til aktionens start. De fire bryder op.

Få hundrede meter fra Schleyers bolig parkerer de deres hvide folkevognsrugbrød på fortovet ved hjørnet af en tilstødende gade til Vincenz-Statz-Strasse, hvor Schleyer og hans ledsagere om et kort øjeblik vil passere forbi. En aktivist placerer deres anden bil, en gul Mercedes, i gaden med bilens bagside vendt mod kørebanen. To andre hiver en blå barnevogn ud af folkevognsrugbrødet. I barnevognen har de gemt to automatrifler. De triller den langs fortovet i retning af den gule Mercedes på den anden side af gaden. De foregiver at være et ungt forældrepar, som lavmælt taler med hinanden. De standser op og venter.

 Kl. 17:27 ser de bilerne komme. En aktivist starter motoren.Ved siden af ham ligger et storkalibret repetergevær. Ikke langt derfra venter en anden RAF fighter. Han bærer en sportstaske, hvori der ligger en maskinpistol af polsk fabrikat. Marcisz kører forrest med Schleyer. I bilen bagved sidder den 41-årige politimand Reinhold Brändle bag rattet. På bagsædet hans kollega, den 24-årige Helmut Ulmer. Hans pistol ligger skudklar i hans skød, en maskinpistol ligger ved hans fødder. Ved siden af ham sidder den 20-årige politibetjent Roland Pieler. De er ved at være fremme. Da de når til enden af Vincenz-Statz-Strasse, glider pludseligt en gul Mercedes baglæns ud på vejen. Næsten samtidigt ruller en barnevogn fra den anden side af fortovet ud på kørebanen.

Klokken er 17:28. Marcisz formår ikke at undvige og presser bremsen i bund. Politimanden bagved når ikke at reagere og ramler bagfra ind i Schleyers bil. I dette øjeblik bryder helvede løs. RAF-kommandoen åbner ild på fuld tryk. I et senere interview fortæller en af de mere perifere aktivister fra RAF, Peter-Jürgen Boock, i hans mange og meget fantasirige bogudgivelser, at "...det lød som  `the big bang`. Det var helt afsindigt støjende. Det skyldes, at vi benyttede to Heckler & Koch - rifler uden støjdæmpere til denne aktion." Dette var dog i overensstemmelse med andre RAF-aktivisters anonymiserede skildringer: På ganske få sekunder blev der ifølge politiets sporsikringsafdeling affyret 30 skud alene fra disse rifler.

Politibetjenten Helmut Ulmer på bagsædet i politibilen skubber døren op og besvarer ilden med sin maskinpistol. Han når akkurat at affyre 8 skud, før han bryder sammen gennemhullet af RAF-folkenes kugler. Hans kollega ved siden af når lige at stige ud af bilen og affyre tre skud med sin pistol, før også han bliver dræbt. En RAF-aktivist var sprunget op på politibilen og havde tømt hele repetergeværets magasin i retning af politibetjentene. Inden der er gået et minut, er hele spektaklet ovre og der er bomstille. De tre politmænd er døde og Schleyers chauffør Marcisz så alvorligt såret, at han forbløder på stedet. Schleyer selv er uskadt.

Tidligere tiders heftige diskussioner i RAF om legitimiteten af at dræbe sagesløse mennesker er ikke længere relevante. En RAF-aktivist, som i dagene inden aktionen havde anmeldt sine betænkeligheder er blevet udskiftet.

 Schleyer bliver trukket ud sin vogn og slæbt hen til det ventende folkevognsrugbrød. En tiårig dreng bliver ifølge en jornalist fra ugemagasinet DER SPIEGEL (sept 1977) øjenvidne til aktionen. "Kom hurtigt, de indspiller en film!", råber han til naboen. Klokken 17:33 ringer et andet øjenvidne til politiets alarmnummer 110. "Her er folk, som skyder med maskinpistoler. Der er flere sårede og døde", råber en tydeligt ophidset stemme gennem røret. To minutter senere ankommer den første politibil til stedet. Omkring 17:36 etableres der kontrolvejspærringer i en radius af 15 kilometer omkring gerningsstedet. Den største efterlysningsoperation i Forbundsrepublikkens historie er gået igang.

På dette tidspunkt ligger Schleyer på bunden af det hvide folkevognsrugbrød. En RAF-aktivist har givet ham en beroligende indsprøjtning. I rasende fart suser folkevognsrugbrødet over  fortorvene, indtil det når en tæt befærdet bilvej, hvor det indordner sig i trafikkens anonymitet. I en underjordisk garage på vejen skifter bortførerne køretøj. En af Tysklands mest indflydelsesrige mænd smides som en sæk kartofler ind i bagagerummet og RAF-kommandoen kører uantastet til højhusboligen i Erfstadt-Liblar, en forstad til Köln. I det hvide folkevognsrugbrød efterlader de en første aktionserklæring, som politiet finder samme aften:

"Til forbundsregeringen. De skal sørge for at undlade alle offentlige efterlysningsforanstaltninger - ellers skyder vi Schleyer med det samme, uden at det kommer til forhandlinger om hans løsladelse."   RAF - kommando Siegfried Hausner (3)

Ved 18-tiden bliver den socialdemokratiske forbundskansler Helmut Schmidt informeret om bortførelsen af Schleyer. Også Forbundskriminalpolitiet BKA bliver underrettet og BKA-chefen Horst Herold bryder straks op fra sit opholdssted i Sydtyskland. Omkring midnat indfinder han sig i Forbundskanceliet i Bonn. På vejen dertil udsteder han via biltelefonen de første ordrer. Han er overbevidst om, at RAF-folkene ikke ville risikere at støde ind i en af politiets kontrolposter og derfor ikke har krydset Rhinen. Herold giver således ordre til, at efterlysningen koncentrerer sig om forstæderne omkring Köln. Især de anonyme boligkomplekser i nærheden af  tilkørselsveje til motorveje. Alle lejligheder, som er blevet udlejet indenfor det sidste halve år og hvis husleje og el-regninger altid afregnes kontant, skal kortlægges. Politichefen Horst Herold kendte udemærket de elementære regler for "konspirative boliger".

Samme aften modtager Forbundskansler Helmut Schmidt politichefen på kanslerkontoret. Horst Herold foreslår, at man henholder bortførerne med den klassiske forhalingstaktik med at kommunikere så meget som overhovedet muligt med dem. Dermed håbede han, at de ville få en masse indtryk, som politiets computere kunne bearbejde og som i sidste ende ville føre dem frem til RAF-kommandoens skjulested. (4)  Schmidt erklærede sig indforstået.

En times tid efter midtnat bliver Schleyer hentet ud af bagagerummet og bragt op til lejligheden i højhuset i Erfstadt-Liblar. Bedøvelsen er aftaget og han er tydeligt rystet, men kan selv gå. Uden indvendinger følger han alle bortførernes ordrer. Han placeres på en madras ved siden af en stor seng. Under sengen ligger en  skjult en mikrofon, som RAF-folkene har forbundet med en båndoptager i køkkenet. Den er hele tiden tændt og optager således alle Schleyers ytringer. På et senere tidpunkt vil de forhøre Schleyer og udfærdige protokoller. Fjernsynet er tændt hele tiden.

Klokken 21:30 ser de Forbundskansler Schmidt i den  statslige TV-kanal ARD: "Mens jeg taler her, lytter også de skyldige gerningsmænd med fra deres skjulested. I dette øjeblik vil de  fornemme en triumferende magtfølelse. Men de skal ikke tage fejl. På længere sigt har terrorisme ingen chance. Terrorismens modstander er ikke blot de statslige organer, men hele folket."

Ud på eftermiddagen den følgende dag finder en præst i den tyske by Mainz en konvolut fra bortførerene i hans postkasse. Den indholder et polaroid-billede af Schleyer, et personligt brev til hans familie, samt en en udførlig opremsning af betingelserne for, at arbejdsgiverformanden bliver løsladt:

" Mandag den 5.9.77 har RAF-kommando Siegfried Hausner taget formanden for arbejdsgiverforeningen og for det tyske industriforbund, Hanns Martin Schleyer, til fange. Vi gentager endnu engang vores meddelelse til forbundsregeringen, som sikkerhedsorganerne har fortiet: Indstil øjeblikkeligt alle  efterlysningsforanstaltninger - ellers vil Schleyer blive skudt med det samme. Så snart efterlysningen er standset, sker Schleyers løsladelse under følgende betingelser:

RAF-fangerne: Andreas Baader, Gudrun Ensslin, Jan-Carl Rape, Verena Becker, Werner Hoppe, Karl-Heinz Dellwo, Hanna Krabbe, Bernd Rössner, Ingrid Schubert, Irmgard Möller bliver løsladt i udveksling for Schleyer og rejser til et land, de selv har valgt . Günther Sonnenberg, som er syg på grund af skudsår, skal øjeblikkeligt løslades og hans anholdelsesordre ophæves. Günther skal sammenføres  med de 10 andre RAF-fanger og udrejse sammen med dem.

Fangerne skal onsdag kl. 8:00 om morgenen samles i Franfurts Lufthavn. De skal indtil deres flyafgang have  uhindret mulighed for at snakke sammen. Ved 10-tiden om formiddagen vil en af fangerne via en live-udsendelse på tysk TV  informere kommandoen om flyafgangens korrekte forløb. Som offentlig kontrol og som livsgaranti for fangerne under transporten skal fangerne - som vi vil foreslå dem - ledsages af  præsten Niemöller og af Payot, generalsekretær for den internationale føderation for menneskerettigheder ved FN  . Vi beder dem om at gøre alt for at fangerne ankommer med livet i behold til deres valgte sted.Naturligvis er vi også indforstået med et alternativt forslag fra fangernes side. Alle fanger får udleveret  100.000 DM.

Denne erklæring, hvis ægthed bevises med det vedlagte billede af Schleyer og hans brev, skal offentliggøres i aften i TV-nyhederne klokken 20:00. Uforkortet og uforfalsket. Det konkrete forløb for Schleyers løsladelse fastlægger vi, såsnart vi har fået de løsladte fangers bekræftelse på, at de ikke bliver udleveret igen og at forbundsregeringen ikke udøver noget pres for en udlevering."    RAF - Kommando Siegfried Hausner (5)

Lederne af Tysklands to store partier, Helmut Schmidt fra det regerende socialdemokratiske parti SPD og hans konservative modpart Helmut Kohl fra den regeringsoppositionelle kristlig-demokratiske Union CDU, enedes hurtigt om en hård kurs: De ville under ingen omstændigheder give efter for RAFs krav.

NOTER og kildehenvisninger

(1) Hanns Martin Schleyer blev i 1931 medlem af Hitler-Jugend. I 1933, da nationalsocialisterne kom til magten, blev han medlem af  nazisternes militære eliteenheder, SS (Sturmstaffel). Under krigen fungerede han i 1943 som leder af  præsidialbureauet for "industrieforbundet for de besatte provinser Böhmen og Mähren " i det daværende Tjekkoslovakiet. Hans arbejdsområde var den såkaldte "ariisering" og "germanisering" af industrien. Efter krigen klassificerede de allierede vestmagter ham som "medløber". 1951 starter hans lynkarriere hos bilkoncernen Daimler Benz i Stuttgart. kilde: Lutz Hachmeister: Schleyer, eine deutsche Geschichte, C.H.Beck Verlag,München,2004

 (2) Oliver Tolmein: Ein Gespräch mit Irmgard Möller über bewaffneten Kampf, Knast und die Linke, Konkret Litteratur Verlag, 1997

 (3) Siegfried Hausner var  RAF-medlem og deltog i besættelsen af den tyske ambassade i Stockholm den 25.april 1975. Ambassaden blev stormet af  svensk politi, hvorved  RAF-aktivisten Ulrich Wessel dør. Alle andre personer, der opholdt sig i  ambassaden fik mere eller mindre alvorlige brandsår  pga. en eksplosion i bygningen. Den dødeligt sårede Siegfried Hausner blev, på trods af svenske lægers protester, fløjet med en militærhelikopter til Tyskland. Tre uger senere dør han i Stammheimfængslet ved Stuttgart.

 (4) Bundes Kriminal Amt / BKA-chefen Horst Herold anvendte allerede på dette tidspunkt de første computertekniske muligheder. Allerede i 1972 installerede han i BKAs central i Wiesbaden det første "Informationssystem for politiet" (Inpol), som bliver udbygget og fungerer helt frem til 2003, hvor systemet blev udskiftet. Inpol koordinerede BKA med politiet fra de enkelte forbundslande. De håndskrevne kladder til tykke efterlysningsbøger blev elektroniseret. I april 1975 blev der via Inpol efterlyst 160.000 personer, omkring 100.000 bortkomne biler, 25.000 legitimationspapirer og 20.000 våben. Informationsplatformen blev dagligt kontaktet af  70.000 brugere indenfor statsapparatet. Ved siden af Inpol fandtes der et specielt efterlysningsdata-arkiv, der omfattede: personer, institutioner og genstande - først og fremmest koncentreret omkring tema-komplekserne terrorisme og narko.

 (5) Texte und Materialien zur Geschichte der RAF, ID-Verlag Berlin, 1997 og texte: RAF, Verlag Bo Cavefors, Schweden 1977

__________________________

•  2006: EFTER DEN VÆBNEDE KAMP: To tidl. RAF-medlemmer - Ella Rollnik og Roland Mayer, som begge har været mange år i fængsel, fortæller deres refleksioner og diskussioner i en større terapi-debatkreds, hvor der deltog tidligere militante fra RAF, 2. junibevægelsen og anti-imperialistiske sammenhænge. ***Kan læses på indymedia.dk http://indymedia.dk/articles/646

 LITTERATUR

• Texte der RAF. Dokumente 1972-1994. Udgivet af ID-Archiv,1997. 400 s.
• "Stammheim",  af den hollandske RAF-advokat Pieter Bakker Schut. Udgivet af Rote Hilfe. 688 s."Ein ganz normales Verfahren". Prozesserklärungen, Briefe und Texte zur Geschichte der RAF, af Birgit Hogefeld (fængslet RAF-aktivist). Udgivet af Edition ID-archiv, 1996. 192 s.
• Croissant Affæren: Et lærestykke i demokratisk terror, Informations forlag, 1978
• Finn Barlby, Væbnet Kamp, Tiderne Skifter,kbh.1973
• Peter Brückner,red.: Ulrike Meinhof og de tyske forhold, Tiderne Skifter ,kbh.1977
• "Die Früchte des Zorns",Texte und Materialien zur Geschichte der Revolutionären Zellen und der Roten Zora, Bd. I+II,.ID-Archiv,1993, 797 s.
• "Deutschland, Deutschland unter Anderem", essays af Ulrike Meinhof. Udgivet af Wagenbach Verlag, 1996. 160 s.
• Gudrun Ensslin: "Zieht den Trennungsstrich jede Minute", Briefe aus dem Gefängnis, Konkret Litteratur Verlag, 2005
• Der Tod Ulrike Meinhofs: Bericht der Internationalen Untersuchungskommission, reprint,Unrast,1979
• "RAF - das war für uns Befreiung", Ein Gespräch mit Irmgard Möller. Udgivet af Konkret Literatur Verlag, 1997. 270 s.
• Die Bewegung 2.Juni, 1995, Edition ID-Archiv, 182 s.
• Autonome in Bewegung, 2004, Geschichte der autonomen Bewegung, Assoziation A, 408 s.
• Feuer und Flamme, Zur Geschichte und Gegenwart der Autonomen, af "Geronimo", Edition ID Archiv, 243 s.
• Stefan Aust: Der Baader Meinhof Komplex, Spiegel Buchverlag, 1998
• Jutta Dithfurt: Rudi und Ulrike, Geschichte einer Freundschaft, droemer Verlag 2008
• Jutta Dithfurt: Ulrike Meinhof - die Biografie, Ullstein Verlag, 2007
• Klaus Stern & Jörg Herrmann: Andreas Baader - Das Leben eines Staatsfeindes, dtv- 2003
• Willi Winkler: Die Geschichte der RAF, Rowohlt Berlin, 2007
• "Debat om RAF's historie og politik - hvordan videre ?" Autonomi-debat INFO, serie, sommer 1996, Udgivet af Autonomi-kollektivet.
• Derudover har det autonome tidsskrift AUTONOMI siden starten i 1988 kontinuerligt oversat RAF's erklæringer og forskellige debatindlæg og kommentarer  om RAFs politik (- se bibliotekernes tidsskriftarkiver).

 Relaterede artikler

•  To tidl. RAF aktivister: "Vi ville drive den revolutionære proces videre": http://indymedia.dk/articles/235
• Gabriele Rollnik: "Ingen angst for nogen" - et interview med den tidl. aktivist fra 2. juni-bevægelsen:  http://aktivist.nu/spip.php? article177

 Div. debatter med danske journalister og medier:

•  Et svar til A.Sørensens kritik af vores RAF-artikel i www.leksikon.org :  http://indymedia.dk/articles/46
• Dagbladet Politiken's røverhistorier om Ulrike Meinhof  - en kontrovers med journalisten Peter Wivel:  http://www.indymedia.dk/articles/401